Facebook-opslag koster norsk minister jobbet

i Europa/Politik & Samfund af

ANALYSE – Norges ”Inger Støjberg” – justits- og beredskabsminister Sylvi Listhaug bragte sindene i kog med et Facebook-opslag og efter en uges nervekrig har det kostet den kontroversielle men også populære minister posten. Hvordan kunne det komme så vidt, spørger Kristoffer Flakstad, som tegner et billede af et samfund med smertefulde sår efter Utøya-tragedien i 2011 – og af en minister, der kan være endt som martyr.

Et højspændt politisk drama udspiller sig i disse dage for åbent tæppe i Norge.

Hovedpersonen er – nok engang – den ofte kontroversielle politiker Sylvi Listhaug fra Fremskrittspartiet, som efter seneste regeringsdannelse i januar avancerede til posten som justits- og beredskabsminister.

Sylvi Listhaug sammenlignes ofte med den danske integrationsminister Inger Støjberg, og de to deler da også langt hen ad vejen både menneskesyn, politisk observans og evnen til at bringe sig selv i centrum med enkle virkemidler.

For at forstå, hvad der har bragt Sylvi Listhaugs politiske karriere i overhængende fare, skal tiden spoles en uges tid tilbage.

Her fik filmen Utøya 22. juli premiere og frembragte forståeligt nok stærke følelser og minder frem i Norge, ikke mindst i Arbeiderpartiet.

Den højreradikale Anders Breiviks angreb på først ministerielle bygninger i Oslo og dernæst på forsvarsløse unge, der var organiseret i den socialdemokratiske ungdomsafdeling vil for altid fremstå som en dæmonisk og ubegribelig handling. Det er Europas hidtil fjerde største terrorangreb målt på antallet af tabte menneskeliv i nyere tid – og også et af de største opgjort i materielle ødelæggelser.

I et efterfølgende stærkt debatteret indlæg på Facebook, skrev Listhaug, at Arbeiderpartiet  mener, ”at terroristernes rettigheder er vigtigere end nationens sikkerhed”

Mens filmen havde premiere og påberåbte sig opmærksomhed, debatterede man i det norske Storting en ny lovgivningspakke, hvor man åbner for, at bl.a. Syrienskrigere kan fratages deres norske statsborgerskab efter en akut vurdering – dvs. før en domstol har behandlet deres sag.

Her satte den røde blok anført af Arbeiderpartiet hælene i. De mener, dette vil være en svækkelse af retsstaten, som alt andet lige er en grundpile i et vestligt demokrati som Norge.

Uenigheden i forbindelse med regeringens forslag fik landets justitsminister Sylvi Listhaug til tasterne. I et efterfølgende stærkt debatteret indlæg på hendes Facebook-side (der senere blev slettet), skrev Listhaug, at Arbeiderpartiet  mener, ”at terroristernes rettigheder er vigtigere end nationens sikkerhed”.

Kritik fra alle kanter

Dette postulat – eller stråmandsargument, som man kalder det inden for retorikken – fik ikke lov at stå uimodsagt i ret mange timer.

En samlet opposition sluttede jernring omkring en tydeligt oprørt Jonas Gahr Støre, Arbeiderpartiets formand. Det var som sagt medlemmer fra hans parti, der blev ramt i det eneste terrorangreb, der har fundet sted på norsk jord i nyere tid, og at påstå, at partiet gerne ville fremme terrorristernes sag – og så oven i købet at gøre det, mens en spillefilm rippede op i sår, der næppe var helet, var total mangel på dømmekraft og anstændighed, lød det.

Både Arbeiderpartiets formand samt formændene i samtlige oppositionspartier forlangte, at Listhaug omgående slettede og undskyldte det indlæg, der var svært ikke at se i direkte sammenhæng med Utøya. Men det afviste Listhaug totalt, og hun nægtede i første omgang at fjerne opslaget.

Selv i statsminister Erna Solbergs parti Høyre gav flere medlemmer udtryk for, at justitsministeren var gået langt over stregen

Imens tog kritikken til, og ikke kun regeringens støtteparti, Kristelig Folkeparti, men også formanden for det nyslåede regeringsparti Venstre kritiserede opslaget i yderst stærke vendinger og forlangte det slettet og dementeret. Ja selv i statsminister Erna Solbergs parti Høyre gav flere medlemmer udtryk for, at justitsministeren var gået langt over stregen.

Listhaug og Breiviks fælles løbebane

Baggrunden spiller også ind. Efter 22. juli 2011 ønskede Arbeiderpartiet borgfred i Stortinget. Man ville ikke bruge terrorangrebet politisk – og  af samme grund har Utøya fyldt måske for nogle iagttagere overraskende lidt i de efterfølgende års debatter.

Men det er ikke glemt, hvilket parti Anders Breivik var medlem af i en årrække før sit bestialske angreb: Fremskrittspartiet.

Og det er heller ikke glemt, at der findes et højreekstremt miljø i Norge, hvor der florerer et had direkte rettet mod Arbeiderpartiet – et parti der over årene har adskilt sig fra det danske socialdemokrati ved i højere grad at holde fast i humanistiske og kulturradikale værdier.

Venstrefløjen i Norge har været forsigtige med at smide ”Breivik-kortet” over for Fremskrittspartiets medlemmer, netop for at imødekomme den borgfred som alle partier ønskede efter terrorangrebene i Oslo og på Utøya, men nu flød bægeret over

Både Listhaug og Breivik meldte sig ind i Fremskrittspartiets Ungdom sidst i 1990’erne. I 2002 fik Breivik en tillidspost i ungdomspartiet – samme år som Listhaug blev medlem af centralstyret i netop Fremskrittspartiets Ungdom.

De har næppe haft ret meget med hinanden at gøre, og deres liv  bevægede sig i årene efter hastigt i hver sin retning, men de har altså i nogle afgørende år været i samme politiske skole – en skole, hvor synet på Arbeiderpartiet ikke er blidt.

Arbeiderpartiet har indtil Listhaug-krisen fredet Fremskrittspartiet og ønsket borgfred i det norske parlament, Stortinget.

Venstrefløjen i Norge har været forsigtige med at smide ”Breivik-kortet” over for Fremskrittspartiets medlemmer, netop for at imødekomme den borgfred som alle partier ønskede efter terrorangrebene i Oslo og på Utøya, men nu flød bægeret over.

Samtidig gav en stort set samlet norsk dagspresse i ledere udtryk for, at Listhaugs opførsel var forkastelig. Den eneste, der reelt tog justitsministerens parti, var den gamle Fremskrittsparti-nestor Carl I Hagen. Sylvi Listhaug svarede efter nogle dage, at hun var ked af, hvis nogen var blevet stødt, men at hendes opslag på ingen måde skulle og burde ses i en Utøya-sammenhæng.

Justitsministeren ville dog fortsat ikke direkte beklage sit opslag, da hun altså mente, at dem, der var blevet stødt over det, var blevet såret på et forkert grundlag.

Den købte oppositionen imidlertid ikke, og der begyndte at tegne sig et billede af et mistillidsvotum mod Sylvi Listhaug. Flere fremtrædende stemmer i rød blok indikerede, at man ikke kunne have en justitsminister med så ringe dømmekraft til at repræsentere hele Norge.

Undskyldning og mistillid

Efter flere dages ophedet debat kom en ellers tavs Erna Solberg så omsider på banen. Hun gik ud og undskyldte officielt Sylvi Listhaugs Facebook-opslag på regeringens vegne. Listhaug selv derimod undskyldte fortsat intet.

Det irriterede en samlet opposition, og i den efterfølgende Stortingsdebat gik kritikerne i oppositionen direkte i struben på Listhaug. Hun nægtede fortsat at undskylde, selvom ministre fra Høyre var på talerstolen og undskylde endnu engang på regeringens vegne. Dermed undergravede Sylvi Listhaug sin egen chef og statsminister, Erna Solberg, der i Stortingssalen fremstod mere svækket end nogensinde.

Kunne hun ikke engang tøjle sin egen justitsminister?

Først flere timer inde i debatten forstod Sylvi Listhaug øjensynligt alvoren – og at hun var ved at drive hele regeringen ud over kanten og direkte ind i et mistillidsvotum. Hun undskyldte og beklagede omsider sit Facebook-opslag, men på en måde og i et kropssprog, der stillede spørgsmålstegn ved, om hun rent faktisk også mente det.

Se undskyldningen her:

/

Oppositionen vandt dermed et vigtigt slag imod den ofte egenhændige Sylvi Listhaug, men man stillede sig ikke tilfreds.

I en krisesituation som et terrorangreb vil netop justits- og beredskabsministeren have en nøglefunktion, og her må der ikke herske nogen tvivl om ministerens dømmekraft

Det lille venstrefløjsparti Rødt formulerede et mistillidsvotum, som de fleste partier i rød blok én efter én stillede sig bag. Man mente ikke, at Listhaug kunne blive siddende, når hun dels udsendte løgnagtige Facebook-opslag, der talte til et had, man i Norge desværre har oplevet på værste måde – og dels nægtede at gøre som statsministeren opfordrede hende til.

I en krisesituation som et terrorangreb vil netop justits- og beredskabsministeren have en nøglefunktion, og her må der ikke herske nogen tvivl om ministerens dømmekraft.

Vindere og tabere

Det socialliberale midterparti Senterpartiet, der har befundet sig på rød banehalvdel siden årtusindskiftet, bakkede også op om et mistillidsvotum. Derefter lå bolden hos Kristelig Folkepartis otte mandater. De støtter Erna Solberg som statsminister, men er langt fra gode venner med Fremskrittspartiet. Dertil er kerneværdier som f.eks. synet på ulandsbistand alt for forskellige.

Der har flere gange været iskold luft mellem Sylvi Listhaug og de kristeliges leder Knut Arild Hareide, og mandag eftermiddag stod det klart, at Kristelig Folkeparti også havde mistet tilliden til justitsministeren. Der var hermed reelt flertal for et mistillidsvotum mod Sylvi Listhaug.

Oppositionen fik med Listhaugs afgang, hvad de ville have og står mere samlet og kampklare end set længe. Og Listhaug selv? Hun er nu – i hvert fald blandt sine tilhængere – endt som en martyr, men virker ikke knækket. Hende har vi næppe set og hørt det sidste til

Konsekvensen kom så tirsdag morgen, hvor Sylvi Listhaug på Facebook meddelte, at hun træder tilbage som justitsminister og vil fortsætte som menigt medlem af Stortinget.

/

Hun skrev, at hun følte, der har fundet en heksejagt sted mod hende, og at debatten har lignet noget fra en børnehave.

Hun følte sig stemplet og udhængt, men valgte efter eget udsagn, at være den, der her handlede voksent, også for at sikre regeringen. At der har fundet en heksejagt sted, vil hendes vælgere og græsrødder på højrefløjen utvivlsomt være helt enige i.

Statsminister Erna Solberg har i denne sag ikke optrådt som den samlende statskvinde og jernlady, som hun ellers tidligere har fremstået som.

Regeringen redder samlet set skindet på næsen, men forholdet mellem Høyre og Fremskrittspartiet virker tyndslidt, og Erna Solberg har i denne sag ikke optrådt som den samlende statskvinde og jernlady, som hun ellers tidligere har fremstået som.

Hun og Siv Jensen – lederen i Fremskrittspartiet og Norges finansminister, virker umiddelbart som denne fejdes to tabere. Oppositionen fik med Listhaugs afgang, hvad de ville have og står mere samlet og kampklare end set længe.

Og Listhaug selv? Hun er nu – i hvert fald blandt sine tilhængere – endt som en martyr, men virker ikke knækket.

Hende har vi næppe set og hørt det sidste til.

Alle foto: Wikimedia Commons/POV.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Kristoffer Flakstad (f. 1977) er journalist og cand.mag. i dansk og engelsk. Han har skrevet for dagbladet Politiken siden 2003 og arbejder i dag freelance for en række medier og forlag herunder Berlingske Tidende og Gyldendal. Han har som norsk statsborger et solidt kendskab til Norge og kommenterer jævnligt norsk politik og kultur i danske medier. Han er desuden optaget af britiske forhold og er medforfatter til Turen Går Til England & Wales på Politikens Forlag. Kristoffer bor i København. Hvis man vil bidrage til Kristoffers arbejde kan man donere til hans journalistik på MobilePay: 28 56 16 86

Seneste artikler om Europa