Et forsvar for økonomisk populisme

i Erhvervsliv/Europa/Internationalt/Politik & Samfund af

Populisters modvilje mod institutionelle bånd gælder også i samfundsøkonomien, hvor populistiske partier eller politikere som regel er modstandere af autonome kontrolmyndigheder, uafhængige centralbanker eller globale handelsregler. Men hvor politisk populisme næsten altid er skadeligt for demokratiet, kan økonomisk populisme af og til retfærdiggøres eksempelvis når det gælder om at fravriste et ansigtsløst ‘liberalt teknokrati’ dets magt til fordel for nationale politiske beslutningstagere, skriver Dani Rodrik, professor i International Political Economy ved Harvard.

CAMBRIDGE – Populister afskyr snærende bånd på den politiske beslutningstager. Eftersom de påstår at repræsentere “folket”, betragter de indskrænkninger af deres muligheder for at udøve magt som en reel underminering af folkets vilje. Og den slags indskrænkninger kan kun tjene “fjender af folket” – minoriteter og udlændinge (ifølge højrefløjspopulister) eller den økonomiske elite (ifølge populister på venstrefløjen).

Det er en farlig tilgang til politik, der tillader en majoritet at trampe på minoriteters rettigheder. Uden en magtdeling, et uafhængigt retsvæsen eller en fri presse – som alle populistiske autokrater, fra Vladimir Putin og Recep Tayyip Erdoğan til Viktor Orbán og Donald Trump, foragter – falder demokratiet i de tyranniske hænder uanset hvem der er ved magten.

Uden retsstatsprincippet og uden eksistensen af grundlæggende borgerrettigheder kan populistiske regimer forlænge deres styre ved at manipulere med medierne og retsvæsenet efter forgodtbefindende

Lejlighedsvise valg under populistisk styre bliver også et røgslør. Og uden retsstatsprincippet og uden eksistensen af grundlæggende borgerrettigheder kan populistiske regimer forlænge deres styre ved at manipulere med medierne og retsvæsenet efter forgodtbefindende.

Populisternes modvilje mod institutionelle bånd gælder også samfundsøkonomien, hvor det at udøve fuld kontrol “til fordel for folket” indebærer, at ingen forhindringer bør stå i vejen for dem – hverken når det gælder autonome kontrolmyndigheder, uafhængige centralbanker eller globale handelsregler.

Men hvor politisk populisme næsten altid er skadeligt, kan økonomisk populisme faktisk indimellem retfærdiggøres.

Prisen for økonomisk populisme
Lad os begynde med, hvorfor bånd på den økonomiske politik i nogle tilfælde kan være hensigtsmæssige.

Økonomer er ofte skeptiske overfor sådanne bånd, fordi politiske beslutninger – der ofte er begrundet i indenrigspolitiske push og pull-faktorer – kan lede til ineffektive resultater.

Hertil kommer, at økonomisk politik ofte i særlig grad er genstand for det problem, som økonomer kalder tidsuoverensstemmelse: Det betyder, groft sagt, at kortsigtede interesser jævnligt underminerer  implementeringen af en politik, der er mere hensigtsmæssig i det lange løb.

Løsningen er en uafhængig centralbank, afskåret fra det politiske system, som udelukkende opererer på sit mandat om at opretholde prisstabilitet

Et klassisk eksempel er den såkaldt diskretionære pengepolitik: Politikere, som har magt til at trykke pengesedler efter behag, kan fremkalde en “uventet inflation” i forsøget på at sætte skub i produktion og beskæftigelse på kort sigt – for eksempel før et valg. Den politik giver til gengæld ofte bagslag, fordi virksomheder og husholdninger bare justerer deres inflationsforventninger. I sidste ende fører diskretionær pengepolitik blot til højere inflation uden at resultere i produktions- eller beskæftigelsesmæssige gevinster.

Løsningen er en uafhængig centralbank, afskåret fra det politiske system, som udelukkende opererer på sit mandat om at opretholde prisstabilitet.

Prisen for makroøkonomisk populisme er velkendt fra Latinamerika. Som Jeffrey D. Sachs, Sebastián Edwards og Rüdiger Dornbusch har anført for år tilbage, var den førte uholdbare penge- og finanspolitik en forbandelse over regionen, indtil økonomisk ortodoksi begyndte at vinde indpas i 1990’erne.

Populistisk politik fremkaldte med jævne mellemrum smertefulde økonomiske kriser, som gik hårdest ud over de fattige. For at bryde med det mønster vendte regionen sig mod såvel finanspolitiske regler som teknokratiske finansministre.

Et andet eksempel er offentlig behandling af udenlandske investorer. Når en udenlandsk virksomhed foretager sin investering, er den i bund og grund underlagt værtsregeringens luner. Løfter afgivet i et forsøg på at tiltrække virksomheden bliver hurtigt glemt og erstattet med politik, der presser firmaet til fordel for enten statsbudgettet eller indenlandske virksomheder.

Men investorer er ikke dumme, og – i frygt netop for dette udfald – investerer de som regel andre steder. Regeringers behov for at bevise deres troværdighed har således givet anledning til handelsaftaler med såkaldte investor-state dispute settlement-bestemmelser (ISDS), som tillader virksomheden at sagsøge en regering ved internationale domstole.

Det liberale teknokrati vækker populistiske kræfter
Disse er eksempler på forskellige bånd på den økonomiske politik, der uddelegerer magten til enten autonome myndigheder, teknokrater eller eksterne regelsæt. Som beskrevet tjener de den værdifulde funktion at forhindre magthavere i at skyde sig selv i foden ved at forfølge kortsigtet politik.

Men der er andre scenarier, hvor konsekvenserne af bånd på den økonomiske politik kan være mindre gavnlige. I særdeleshed når bånd er blevet indført af særinteresser eller eliter for at cementere en permanent kontrol over den politiske beslutningsproces. I sådanne tilfælde tjener uddelegeringen til autonome myndigheder eller globale regler ikke samfundet men kun en snæver gruppe af “insidere”.

En del af vor tids populistiske modreaktion har – ikke helt uretfærdigt – rødder i en overbevisning om at dette scenario beskriver en stor del af den økonomiske politik, der er ført over de seneste årtier. Et scenario, hvor multinationale virksomheder og velhavende investorer i stigende grad har sat dagsordenen ved internationale handelsforhandlinger, hvilket igen har resulteret i globale regimer, der mestendels har tilgodeset kapitalinteresser på bekostning af arbejdskraft. Eller sagt mere simpelt: almindelige mennesker har tabt, mens multinationale firmaer og deres ejere har vundet.

Et sådant “liberalt teknokrati” kan ses i sin højeste potens i den Europæiske Union, hvor økonomiske regler og forskrifter er formuleret langt fra de demokratiske beslutningsprocesser i nationalstaterne. I de fleste medlemsstater har denne politiske kløft – EU’s såkaldte demokratiske underskud – givet anledning til populistiske, euroskeptiske politiske partier

Strenge patentregler og internationale investordomstole er oplagte eksempler herpå. Ligeså er industriers erobring magt over de på papiret autonome myndigheder, som det ellers er meningen, at virksomhederne skulle reguleres af. Banker og andre økonomiske institutioner har i særlig grad haft succes med at få deres vilje og indføre regler, som reelt giver dem frie tøjler.

Uafhængige centralbanker spillede en kritisk rolle i at bringe inflationen ned i 1980’erne og 1990’erne. Men i det nuværende miljø med lav inflation bibringer deres eksklusive fokus på prisstabilitet en deflatorisk bias, når det kommer til økonomisk politik, der støder sammen med jobskabelse og vækst.

Et sådant “liberalt teknokrati” kan ses i sin højeste potens i den Europæiske Union, hvor økonomiske regler og forskrifter er formuleret langt fra de demokratiske beslutningsprocesser i nationalstaterne. Og de fleste medlemsstater har denne politiske kløft – EU’s såkaldte demokratiske underskud – givet anledning til populistiske, euroskeptiske politiske partier.

Økonomisk frihed til folket
I sådanne tilfælde kan det at løsne båndene på økonomisk politik og returnere den selvstændige politiske ret til at tage beslutninger til de demokratisk valgte regeringer være en rimeligt og hensigtsmæssig beslutning.

Usædvanlige tider kræver friheden til at kunne eksperimentere med den økonomiske politik. Franklin D. Roosevelts reformprogram New Deal kunne være et passende historisk eksempel. FDR’s reformer krævede, at han fjernede de økonomiske lænker, der var pålagt ham af konservative dommere og økonomiske interesser indenlands og internationalt via the gold standard.

Vi bør altid være varsomme med en populisme, som undertrykker politisk mangfoldighed og underminerer liberale demokratiske normer. Politisk populisme er et onde, som skal undgås for enhver pris. Men i modsætning hertil er økonomisk populisme sommetider nødvendigt. Muligvis kan den form for populisme endda være den eneste måde, vi kan forhindre dens langt farligere politiske fætter i at vinde fodfæste.

© POV International og Project Syndicate.

Oversat af Emilie Kellberg.

Topillustration: Occupy.com

Dani Rodrik er født i Tyrkiet og er kandidat fra Princeton og Harvard University. I dag er han Ford Foundation Professor i International Political Economy ved John F. Kennedy School of Government på Harvard University. Tidligere var han professor ved Princeton University's Institute for Advanced Study's School of Social Science. Han specialiserer sig i globalisering, økonomisk vækst, udvikling og politisk økonomi. Hans hovedinteresse er forskning i, hvad der konstituerer god regeringsførelse. Han har skrevet flere bøger herunder "Economic Rules: The Rights and Wrongs of the Dismal Science, The Globalization Paradox: Democracy and the Future of the World Economy og senest  Economics Rules: The Rights and Wrongs of the Dismal Science (Norton, 2015). Han er medredaktør af tidsskriftet Global Policy.

Seneste artikler om Erhvervsliv