Håbet fra 1989 lever stadig

af i Europa/Politik & Samfund

BOGUDDRAG // #1989 – ”Selvom Europa i 2019 kæmper med blandt andet Brexit og EU-skepsis, en uforudsigelig Donald Trump og et selvbevidst Kina, burde et tilbageblik til 1989 indgyde nutidens politikere og læsere håb.” Sådan skriver Lykke Friis i Håbets Europa, hvori hun pointerer, at læren fra 1989 ikke er, at det liberale demokrati er dømt til at sejre. Læren er snarere, at Europas fremtid hurtigt kan ændre sig og i høj grad afhænger af os selv. Bogen udkommer fredag d. 6. september, og POV International bringer her indledningskapitlet ‘Europas stjernestund’. 

I 30-året for Berlinmurens fald er en østeuropæisk forfatter travlt optaget af at færdiggøre en roman om Europa. Plottet er lige så simpelt, som det er tankevækkende. Udgangspunktet er, at Europas ledere ikke kan blive enige om fremtidens Europa. Og når det nu er tilfældet, må de i stedet forsøge at blive enige om at leve i fortidens Europa. Men hvilket år skal de vælge? Hvilken periode er den bedste for alle europæere uanset nationalitet?(1)

1981 er på forhånd udelukket for polakkerne på grund af krigsretstilstanden, mens tyskerne vender tommelfingeren ned over for 1961, hvor Berlinmuren blev opført. Hele efterkrigstiden falder også hurtigt bort, da de central- og østeuropæiske lande ikke selv kunne vælge deres regeringer. Tiden før 1914 går ikke, da mange lande i det nuværende Europa slet ikke eksisterede, og de to verdenskrige og mellem- krigstiden er der af gode grunde heller ingen, der vil tilbage til. Som diskussionen bølger frem og tilbage, samler enigheden sig om 1989.

Det var i 1989, at håbet i hele Europa var på sit højeste. Enhver, der har oplevet 1989 med Berlinmurens fald og de dominoagtige fredelige revolutioner i Central- og Østeuropa, vil kunne huske følelsen af, at fremtiden ville blive bedre end fortiden. Eller som to forfattere skriver i en ny bog om 1989: ”Vi havde svært ved at forestille os en verden, der var radikalt bedre end vores.”(2)

Håbet om et samlet, fredeligt Europa var så meget desto større, da 1989 indtraf uventet. Ingen havde ved årsskiftet 1988/89 turdet drømme om, at øst- og vesttyskere året efter ville kunne skyde nytåret ind sammen foran et åbent Brandenburger Tor i Berlin.

Og i modsætning til, hvad mange tror i dag, var revolutionsåret 1989 hverken uundgåeligt eller resultatet af en politisk plan. James Baker, USA’s udenrigsminister i perioden 1989-1992, har udtrykt det på føl- gende vis: ”Alle, der fortæller dig, at de vidste, hvad der ville ske, forsøger at lægge røgslør ud”(3).Kort sagt: 1989 levede til fulde op til forfatteren Stefan Zweigs definition af en stjernestund, hvor tids- overskridende afgørelser træffes på én bestemt dag, ja inden for en enkelt time – af beslutsomme og modige mennesker.(4)

I 30-året for 1989 tales der derfor pludselig om historiens comeback eller sågar om ”historiens hævn”. Blandt nogle aktører er tvivlen for alvor begyndt at melde sig: Gjorde Vesten overhovedet det rigtige i 1989, og ”hvad hvis vi tog fejl,” som én af præsident Obamas rådgivere spørger i en ny bog

Netop fordi perioden omkring 1989 var så håbefuld, burde det egentlig ikke overraske, at en vis skuffelse siden har meldt sig. Det gik langt fra så smertefrit med at etablere demokratier og markedsøkonomi i Central- og Østeuropa. For slet ikke at tale om Rusland. Et stabilt og velfungerende demokrati springer trods alt ikke bare op af toasteren som et stykke brød!(5)

Selvom 1989 også i Central- og Østeuropa fortsat er det bedste år, associeres året i stigende grad ligeledes med bekymringer, såsom de unges massive udvandring, flygtninge og udvanding af den nationale identitet.

Historiens comeback

Mere overraskende er det, at mange beslutningstagere og analytikere i 1989 drog den konklusion, at Europa og verden nu kun kunne udvikle sig i én positiv retning. Historien var så at sige forbi, og liberalt demokrati og markedsøkonomi var vejen frem for alle – lige fra Polen over det nye Rusland til Kina. På trods af at 1989 var udtryk for én af de mest uforudsigelige begivenheder, troede mange paradoksalt nok, at vi herefter med næsten kirurgisk præcision kunne forudsige verdens gang. Den tyske topembedsmand Thomas Bagger har sammenfattet det som følger: ”Der er noget dybt ironisk i, at vi ud fra den helt uventede og ikkelineære livsforandrende begivenhed, Den Kolde Krigs afslutning, drog slutningen om en fuldstændig lineær fremtid.”(6)

I 2019 er disse forudsigelser for længst blevet gjort til skamme ikke mindst af et ekspansivt Rusland, og et Kina, der hver dag modbeviser 1989-tesen om, at økonomisk vækst og liberalt demokrati er som to siamesiske tvillinger. Ifølge det kommunistiske parti i Kina er det ikke demokrati, men ”stabilitet”, der er en forudsætning for økonomisk vækst. Få dage før 30-året for massakren på Den Himmelske Freds Plads retfærdiggjorde Kinas forsvarsminister Wei Fenghe ”den politiske turbulens” i 1989 med, at Kina netop ”på grund af den kinesiske regerings rimelige indgriben havde opnået velstand og udvikling”.(7)

Hvorfor var 1989 så skelsættende og håbefuldt, hvordan præger året fortsat europæisk politik, og hvor tæt var jubelåret på at udvikle sig til et mareridtsår?

Hvor mange i 1989 troede, at vi stod over for en demokratisk guldalder, viser en ny rapport fra den amerikanske tænketank Freedom House, at verden nu for trettende år i træk har oplevet et tilbageskridt i frihedsrettighederne på globalt plan. ”Mønsteret er vedvarende og ildevarslende. Demokratiet er på tilbagetog”.(8)

I 30-året for 1989 tales der derfor pludselig om historiens comeback eller sågar om ”historiens hævn”. Blandt nogle aktører er tvivlen for alvor begyndt at melde sig: Gjorde Vesten overhovedet det rigtige i 1989, og ”hvad hvis vi tog fejl,” som én af præsident Obamas rådgivere spørger i en ny bog. (9) Set i det lys er der lagt op til en noget anderledes jubilæumsfest end i 2009 og 2014.

Naturligvis er der beslutninger fra 1989-90, der kan kritiseres, og optimismen tog uden tvivl overhånd. F.eks. undervurderede Vesten, hvor svært det ville blive for Rusland – ligesom for andre stormagter i historien – at opgive et imperium. Men det ændrer ikke ved, at vi i dag fortsat lever i et bedre Europa end under Den Kolde Krig med Jerntæppe, truende atomkrig og politisk undertrykkelse i Østeuropa. Eller som historikeren Ian Kershaw skriver i det sidste bind af sit store firebindsværk om Europas historie fra Første Verdenskrig og op til i dag: ”De hurtige og dybtgående forandringer i løbet af de sidste 70 år betyder, at Europa i dag er fredeligere, friere og mere velstående end på noget andet tidspunkt i kontinentets lange historie”. (10)

Hvis man er i tvivl, kan man med fordel rejse til Berlin og besigtige Bernauer Strasse, hvor Muren med brutal vilkårlighed skilte familier og en menighed fra hinanden. Eller flyve til Tallinn og besøge Museet for besættelse og frihed i et land, der slet ikke var på landkortet under Den Kolde Krig. Som den britiske historiker Peter Pulzer har formuleret det, er det nemlig ”kun én, som har prøvet at bo i en politistat, der ved, hvordan det er ikke at bo i én”.(11) At det nye Europa så sandelig også har sine problemer at slås med vil fremgå af kapitel 5.

Pas på ”besserwissere”

Selvom man altid skal kaste et kritisk blik på historien, bør man også tage sig i agt for ”besserwissere”, der ud fra nutidens viden kritiserer datidens beslutninger. I dag forekommer det f.eks. oplagt at kritisere polske politikere for ikke at have taget et større opgør med de kommunistiske ledere efter 1989 og f.eks. have nedsat en sandhedskommission. Men som Solidaritets daværende talsmand udtrykte det i en samtale med mig i foråret 2019, havde de nye demokratiske ledere altså hænderne fulde med at sikre anerkendelsen af Polens vestgrænse og gennemføre vitale økonomiske reformer.

Og hvad der var endnu mere tankevækkende: I ugerne efter Solidaritets valgsejr i det første ”halvfrie” valg i juni 1989 anede polakkerne ikke, hvordan Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov, ville reagere: ”Vi var ret sikre på, at den såkaldte Bresjnev-doktrin var død, og at Sovjet ikke som i 1956 og 1968 ville sætte kampvogne ind. Men det er som med en død løve. Nogen skal jo turde hive løven i halen for at se, om den nu også er død.”(12)

Selvom Europa i 2019 kæmper med blandt andet Brexit og EU-skepsis, en uforudsigelig Donald Trump og et selvbevidst Kina, burde et tilbageblik til 1989 også indgyde nutidens politikere og læsere håb

Tilsvarende kan man i dag godt klandre Vesten for at have fejlfortolket Kinas udvikling efter massakren på Den Himmelske Freds Plads i juni 1989. Men som den førende 1989-historiker Timothy Garton Ash fra Oxford Universitet påpegede i foråret 2019, ville det have krævet intet mindre end en ”super-overmenneskelig evne at forestille sig noget, som verden aldrig har set før: et leninistisk-kapitalistisk system. Folk forudsiger ikke ting, der er fuldstændigt nye. Generaler har det jo også med at planlægge ud fra den forrige krig.”(13)

Endelig hører det med, som allerede antydet, at ingen ved årsskiftet 1988/89 kunne forestille sig Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Vesten var derfor så uforberedt på begivenhederne, at den hverken kunne trække en drejebog eller en større vision op af skrivebordsskuffen.

Håbet fra 1989 lever stadig

I stedet for at kaste sig ud i lange ”hvad nu, hvis-analyser” er formålet med denne bog at tage læserne med tilbage til det hæsblæsende 1989 og dets mange begivenheder. Hvorfor var 1989 så skelsættende og håbefuldt, hvordan præger året fortsat europæisk politik, og hvor tæt var jubelåret på at udvikle sig til et mareridtsår? Som det vil fremgå af bogen, kunne 1989 meget vel have indskrevet sig i historien som et sandt annus horribilis, hvis ikke det havde været for modige, ukendte personer som grænsevagten Harald Jäger i Berlin og SED-politikeren Helmut Hackenberg i Leipzig.

Da Muren faldt, var jeg 20 år og læste statskundskab på 5. semester på Københavns Universitet. Jeg glemmer aldrig, hvordan min tyskfødte mor løb ned i kælderen i Gentofte for at hente en flaske sekt, hun havde gemt

Selvom Europa i 2019 kæmper med blandt andet Brexit og EU-skepsis, en uforudsigelig Donald Trump og et selvbevidst Kina, burde et tilbageblik til 1989 også indgyde nutidens politikere og læsere håb. Set i bagspejlet er læren af 1989 nemlig ikke, at historien er forbi, og at det liberale demokrati er dømt til at sejre. Læren er snarere, at fremtiden ikke er givet på forhånd. Eller for igen at citere Thomas Bagger: ”Læren af 1989 og den efterfølgende tyske genforening er, at der er håb, selv under ugunstige forhold. Det utænkelige kan ske. Vi skal ikke forvente, at fremtiden uundgåeligt bliver bedre, men vi skal aldrig opgive muligheden – inklusive frigørelsen af dem, som i dag lider af konsekvenserne af et autoritært styre.”(14)

I sin tale til årets færdiguddannede kandidater på Harvard-universitetet i maj 2019 drog kansler Merkel, der i 1989 arbejdede som naturvidenskabelig forsker i Østberlin, en lignende håbefuld lære af Berlinmurens fald:

”I månederne efter Berlinmurens fald oplevede jeg selv, hvordan intet behøver at vedblive med at være, som det er. Den erfaring ønsker jeg at videregive til jer studerende som den første læresætning: Dét, som forekommer fast etableret og uforanderligt, kan ændre sig.”(15)

1989 og håbets Europa i billeder

I de mange bøger, der er udkommet siden 1989 om revolutionsåret, er der en tendens til, at forfatteren, afhængigt af hjemland, rendyrker et bestemt perspektiv. I amerikanske 1989-bøger gives hovedrollen til præsidenterne Ronald Reagan eller George Bush. I Tyskland er det de østtyske demonstranter og forbundskansler Helmut Kohl. Polakkerne fremhæver paven og Solidaritetslederen Lech Walesa, mens russerne ofte fokuserer på Gorbatjov – på godt og ondt. Denne bogs tilgang er anderledes kalejdoskopisk.

Den forsøger at indfange begivenhederne fra 1989 og deres betydning i billeder. Mange af os husker bedre i billeder end i ord, og nye generationer vil forhåbentlig lettere kunne forstå begivenhederne, når de visualiseres. Eller som Timothy Garton Ash har udtrykt det: ”1989 var i høj grad en visuel oplevelse, ikke mindst på grund af demonstranternes kreativitet. Tag bare Fløjlsrevolutionen i Prag. Tænk at komme på, at 300.000 borgere flere gange skulle holde et nøglebundt op i luften og ryste det. Jeg glemmer aldrig den lyd, men vi finder nok aldrig ud af, hvem der fik idéen”.

Som i andre bøger som f.eks. Neil MacGregors A History of the Wor- ld in 100 Objects (17) eller Hermann Schäfers Deutsche Geschichte in 100 Objekten (18) er denne metode naturligvis heller ikke blottet for subjektivitet. Nogle billeder er ikoniske og er derfor ikke til at komme udenom. Hvem kan f.eks. forestille sig en 1989-bog uden den modige unge mand, der forsøger at holde kampvogne tilbage tæt på Den Himmelske Freds Plads? Eller uden den tjekkiske dramatiker Vaclav Havel, sammen med Alexander Dubcek, lederen af det kuldslagne forår i Prag i 1968?

Flere end 100.000 tjekkoslovakker ryster deres nøglebundt i Prag på Wenzels-pladsen i midten af november 1989 som en del af Fløjlsrevolutionen. Det er aldrig blevet afklaret, hvem der fik idéen. Revolutionen i Prag tog kun 10 dage. (16) Foto: Michael Dolezal/Ritzau Scanpix.

Andre billeder er taget med, fordi de forhåbentlig giver anledning til en vis undren. Hvad havde f.eks. Egon Olsen fra Olsen-banden med revolutionen i DDR at gøre? Og hvordan kommer Nelson Mandela og en polsk skuespillerinde ind i billedet? Derimod er der også vigtige dimensioner, vi ikke har billeder af, som f.eks. da DDR-regimet i januar 1990 sendte grænsesoldater ud for at afmontere Muren, så den kunne blive solgt til højestbydende. Her må det skrevne ord så til hjælp. Til hvert billede følger under alle omstændigheder en længere beskrivelse, der forklarer billedet og sætter det i kontekst – skrevet i nutid ud fra, hvad vi vidste dengang.

Naturligvis er der beslutninger fra 1989-90, der kan kritiseres, og optimismen tog uden tvivl overhånd. F.eks. undervurderede Vesten, hvor svært det ville blive for Rusland – ligesom for andre stormagter i historien – at opgive et imperium

Det siger sig selv, at billeder også kan bruges til at manipulere. F.eks. besluttede DDR-staten, at der primært måtte vises ét billede fra den 13. august 1961, hvor Berlinmuren blev opført.(19) Her ses fire østtyskere, der åbenbart hurtigt har taget en uniform over deres civile tøj. De skulle efterlade indtrykket af, at det var almindelige østtyskere i såkaldte kampgrupper, der ønskede et bolværk mod kapitalismen.

Da Tyskland er Danmarks vigtigste naboland, er der en overvægt af billeder, der indfanger tiden op til Tysklands genforening. For at understrege én af bogens centrale pointer om, at jubelåret 1989 kunne have udviklet sig til et mareridt, har jeg lagt vægt på også at give plads til nogle af årets mange ukendte helte. Da forandringerne fort- satte med ufortrøden hast året efter og nåede sin foreløbige kulmination med Tysklands genforening, er bogens billedkavalkade centreret omkring både 1989 og 1990.

DDR-regimet forsøgte at kontrollere de billeder, der i Østblokken blev vist af Berlinmurens opførelse den 13. august 1961. Kampgrupper – frem for hæren – skulle give indtrykket af, at det var den almene østtysker, der ville beskytte landet. Billedet blev også brugt på 20 års-dagen for Murens opførelse. Foto: Heinz Junge/Bundesarchiv.

De enkelte nedslag kan i princippet læses løsrevet fra hinanden, men er organiseret kronologisk. Ofte påvirkede de forskellige begivenheder nemlig hinanden. For de lande, der kom efter Polen, var det f.eks. lettere at ty til helt frie valg, da de ikke længere – for nu at blive i Solidaritets-talsmandens billede – behøvede at frygte, at løven kun tog sig en blunder. Den var død!

Til at binde billederne sammen er de udover denne indledning og et første kapitel om 1989 omkranset af to essays, Europa før – og efter 1989. Til sidst i bogen er der en epilog, som giver et hurtigt overblik over, hvad der efterfølgende skete med 1989-aktørerne – med særlig vægt på Mikhail Gorbatjov, Helmut Kohl, Erich Honecker og Vladimir Putin.

Bogen er skrevet fra min nuværende udkigspost som korrespondent i Berlin med afstikkere rundt i Europa, men trækker også på årelang forskning om Tyskland og EU. Da Muren faldt, var jeg 20 år og læste statskundskab på 5. semester på Københavns Universitet. Jeg glemmer aldrig, hvordan min tyskfødte mor løb ned i kælderen i Gentofte for at hente en flaske sekt, hun havde gemt. I modsætning til resten af familien med min sønderjyske far i spidsen havde hun nemlig aldrig helt opgivet håbet om, at hendes fædreland igen kunne blive ét. Det var for bizart, at tyskere med samme sprog og historie skulle bo i to stater adskilt af en mur.

Ikke mindst på grund af min dansk-tyske opvækst blev Berlinmurens fald mit ”defining moment”. Siden 1989 har jeg i forskellige funktioner altid haft det forandrede Europa som omdrejningspunkt for mit virke. ”Det nye Europa” har også været mit foretrukne rejsemål med mange ophold i Prag, Budapest, Warszawa, Zagreb, Sarajevo, Leipzig, Sofia etc. Jeg peger helt til sidst i bogen på nogle af de museer og steder, jeg har besøgt, og som man med fordel kan lægge vejen forbi, hvis bogen inspirerer til et ”1989-memorial trip”. Nye generationer kan naturligvis også med fordel besøge stederne for på den måde at få endnu flere billeder på nethinden af, hvordan deres Europa blev skabt.

Generationen, der blev væk

I lyset af min egen fascination har det ofte undret mig, at 1989-generationen aldrig blev til noget – i modsætning til ’68-generationen.(20) Den altoverskyggende forklaring er, at mange vesteuropæere uden tvivl mente, at 1989 var ”de andres” revolution og dermed ikke krævede, at vi i London, Paris eller for den sags skyld København ændrede kurs eller levevis. Det var central- og østeuropæernes hverdag, der ville blive forandret; ikke vores.

Dertil kom, at 1989 fremstod som en ”copy-cat-revolution”. Modsat i 1968, hvor unge gik på gaden for noget nyt, såsom kvindefrigørelse og opgør med autoriteterne, gik østeuropæerne dybest set på gaden for den gamle verden. De ville være som os – med alt, hvad det indebar fra vestlig levestandard til rejsefrihed. Ifølge specialisten i Den Franske Revolution, François Furet, opstod der i 1989 ikke én eneste ny ide i kølvandet på revolutionerne i Central- og Østeuropa.(21)

En generation kan næppe skabes med 30 års forsinkelse. Men spørgsmålet er, om en ny generation, 2019-generationen, begynder at banke på døren. Allerede i 20-året for 1989 argumenterede Tysklands tidligere udenrigsminister Joschka Fischer for, at ”den anden Berlinmur” var faldet med den internationale finanskrise

Endelig, om end af mindre betydning, hører det med, at 1968 også satte sig helt anderledes spor i populærkulturens verden. I Time Magazine anskueliggjorde Martin Ivens det i 20-året for 1989 på følgende vis: ”Musikken og tøjet var helt klart bedre i 1968. Selv unge i dag kan blive ’høje’ af at lytte til Rolling Stones’ ’Street Fighting Man’. Men intetsigende (…) sangerinder som Kylie Minogue eller plastiksoul fra Fine Young Cannibals? Glem det. Og så gik antikommunisterne også dårligt klædt; ingen blomstrede skjorter eller trompetbukser.”22

Ganske tankevækkende er de to hits, som mange forbinder med 1989, slet ikke fra det år. The Scorpions’ ’Winds of Change’ er fra 1990, men handler i det mindste om Murens fald. Det er derimod alt andet end tilfældet med David Hasselhoffs ’I Have Been Looking For Freedom’. Den er fra 1978 og beskæftiger sig med en rig søn, der har alle tænkelige materielle goder, men bare ikke frihed fra sin far – ikke just et tema, der passer på de mange unge, der gik på gaden i Budapest, Berlin osv. Ikke desto mindre brokkede Hasselhoff sig nogle år senere over, at der ikke findes et billede af ham på Checkpoint Charlie-museet i Berlin. Han optrådte nemlig på Berlinmuren med sit hit nytårsaften ved årsskiftet 1989/90.

2019-generationen?

En generation kan næppe skabes med 30 års forsinkelse. Men spørgsmålet er, om en ny generation, 2019-generationen, begynder at banke på døren. Allerede i 20-året for 1989 argumenterede Tysklands tidligere udenrigsminister Joschka Fischer for, at ”den anden Berlinmur” var faldet med den internationale finanskrise.(23)

I 2019 er forskere begyndt at spekulere i, om Europa står over for et nyt ”sammenbrudsøjeblik”. For første gang er det blevet relativt almindeligt at forudsige EU-integrationens kollaps, som f.eks. Frank- rigs finansminister Bruno Le Maire gjorde lige inden valget til Europa-Parlamentet i april 2019: ”Jeg tror oprigtigt, at den europæiske konstruktion kan bryde sammen (…) Status quo vil føre til Europas endeligt.”(24) Med afsæt i 1989 ligger svaret imidlertid ligefor: Hvilket Europa vi får, afhænger i høj grad også af vores egne handlinger.

Bogen er dedikeret til min kusine Line, hvis kamp imod kræft er en daglig påmindelse om, hvor vigtigt det er at leve i nuet. Lige så lidt som jeg aldrig vil glemme begejstringen den 9. november 1989, vil min kusines og min rædsel over tv-billederne fra Den Himmelske Freds Plads den 4. juni 1989 altid været mejslet ind i min hukommelse.

Bogen er en del af Golden Days Festival 2019. Tak til Timothy Gar- ton Ash og Ivan Krastev for inspirerende samtaler. Tak til Henrik Øregaard Dam, Ralf Hemmingsen, Per Poulsen-Hansen, Per Carlsen, Henrik Sebro, Martin Gylling og Mette Højbjerg for nyttige og kriti- ske kommentarer. En særlig varm tak til Uffe Ellemann-Jensen for forordet og mange gode stunder ikke mindst i Det Udenrigspolitiske Selskab. Som altid er ansvaret for fejl og mangler selvfølgelig kun mit eget. Og sidst, men ikke mindst: tak til Peter for at rejse med rundt i ”Håbets Europa”.


Lykke Friis, Håbets Europa, 272 sider, 299,95 kr, Gads Forlag.  


Noter

1. Forfatteren er bulgaren Georgi Gispodinov.

2. Ivan Krastev og Stephen Holmes: ’The Light that Failed’, Penguin,  udkommer efteråret 2019, s. 1

3. Viktor Sebestyen: ’Revolution 1989. The fall of the Soviet Empire’,  Phoenix paperback, 2009, s. 224

4.  Stefan Zweig: ’Stjernestunder’,  Pios Forlag, 1965

5. Ivan Krastev og Stephen Holmes: ’The Light that Failed’, Penguin,  udkommer efteråret 2019

6. Thomas Bagger: ’The World According to Germany. Reassessing 1989’, Washington Quarterly, 2019

7. Frankfurter Allgemeine Zeitung: ’China rechtfertigt Tiananmen- Massasker von 1989’; 3. juni 2019

8. ’Freedom in the world 2019’, Freedomhouse.org

9. Ben Rhodes: ’The World As it is’, Random House, 2018

10. Ian Kershaw: ’Vendepunkter. Europa efter 1973’, Gads Forlag, 2019, s. 359

11. Citeret fra Ian Kershaw: ’Vende- punkter. Europa efter 1973’, Gads Forlag, 2019, s. 358

12. Lykke Friis: ’Sovjetkommunismen var som en død løve. Men nogen skulle turde at hive den i halen’, Berlingske, 31. marts 2019

13. Lykke Friis: ’Var vi vanvittige i 1989? Jubilæumsår for Berlinmurens fald præges af tvivl og selvransagelse i Europa’, Berlingske, 23. februar 2019

14. Thomas Bagger: ’The World According to Germany. Reassessing 1989’, Washington Quarterly, 2019, s. 55

15. ’Rede von der Bundeskanzlerin bei der 368. Graduationsfeier der Harvard University am 30’. Mai 2019 in Cambridge/Boston (www.bundeskanzlerin.de).

16. Lykke Friis: ’Undskyld, men hvem væltede Berlinmuren? Her er de
fem bøger, du bør læse – og den, du roligt kan springe over’, interview med Timothy Garton Ash, 23. februar 2019, Berlingske

17. Neil MacGregor: ’A History of the World in 100 Objects’, Penguin Books, 2012

18. Hermann Schäfer: ’Deutsche Geschichte in 100 Objekten’, Piper, 2015

19. Klaus-Dietmar Henke: Die Mauer. Erichtung. Überwindung, Erinnerung’, DTV, 2011, s. 99

20. Denne pointe var udgangs- punktet for mine Rosenkjær- foredrag i 20-året for Berlinmurens fald. De er offentliggjort i bogen ’Østers på Kempinski – og andre europæiske fortællinger’, DR, 2009

21. Ivan Krastev og Stephen Holmes: ’The Light that Failed’, Penguin, udkommer efteråret 2019

22. Martin Ivens: ’A good year. We idolize the Paris uprising and not the fall of communism. That should change’, Time Magazine, 29. juni 2009

23. Lykke Friis: ’Østers på Kempinski’, DR, 2009, s. 13

24. ’The Plot against Europe’, Time Magazine, 22. april 2019


Topfoto: Vest- og østtyskere fejrer årsskiftet 1989/1990 ved Brandenburger Tor. Nytårsaften den 31. december 1989 er den første gang siden Berlinmurens opførelse i 1961, at byen kan holde én fælles nytårsfest. Foto: Wolfgang Kumm/Ritzau Scanpix.

 

Lykke Friis, f. 1969, er udenrigskorrespondent i Berlin for Berlingske, formand for Udenrigspolitisk Selskab og næstformand for tænketanken European Council on Foreign Relations. Hun er blandt andet tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister. Hun er forfatter til en række bøger om europæisk politik med særligt fokus på Tyskland.

Seneste artikler om Europa