BØGER // INTERVIEW – Multikunstneren Lydmor alias Jenny Rossander udvider sit repertoire til litteraturen. Med den autofiktive debutroman Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen – om en ung musiker, der fortaber sig selv i kunsten og i et ulige magtforhold – vil forfatteren tilbyde en spejling til dem, som har været i en lignende situation og lever med skam og selvhad, for det er “sindssygt svært at tale om”. Og sexistiske magtforhold ser ikke altid ud, som man tror.
”Her roder altså lidt. Jeg tænkte, at det ville være smart at lave interviews hjemme, så jeg ikke skulle ræse rundt i hele byen. Men jeg havde jo ikke lige tænkt på, at jeg også skal rydde op hver gang, der kommer en på besøg. Så det gjorde jeg mest i starten”, undskylder Jenny Rossander, da jeg træder indenfor.
Der er rift om hende i disse dage, men rampelyset er ikke ligefrem ukendt terræn. For Jenny Rossander, eller Lydmor, det navn de fleste nok kender hende under, er både musiker, komponist, teatermenneske og filminstruktør – og nu kan hun også skrive romanforfatter på CV’et.
Jeg møder hende en solskinsdag i hendes lejlighed i København til en snak om debutromanen Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen, om det flydende forhold mellem livet og kunsten; og om magtfulde, gamle mænd og ambitiøse, unge kvinder.
At multikunstneren skulle udvide sit repertoire til også at omfatte litteraturen, har ligget i kortene. Hun har altid skrevet, fortæller hun, men hovedsageligt løst og uforpligtende – indtil nu.
Når der er mænd, der er hundrede procent kunst, så falder verden jo bare for deres fødder. Og så kan de være nok så store pikhoveder. De lever jo for kunsten. Den rolle er ikke så tilgængelig for kvinder
”Jeg har længe vidst, at jeg ville begynde at skrive bøger på et eller andet tidspunkt. Men jeg troede, der skulle gå længere tid. Jeg havde en tanke om, at man skulle være musiker, mens man var ung og spændstig. Så kunne man blive filminstruktør og bruge alle sine erfaringer. Og så kunne man blive forfatter, når man alligevel var blevet for gammel til at ræse rundt i verden.”
“Men den her bog er skrevet af nødvendighed. Jeg skulle bare ud med den her historie – putte den ud i verden og væk fra mig selv”, siger den nyudklækkede forfatter.
Kunsten er livet, og livet er kunsten
Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen er fortællingen om en ung musiker, der ansættes som komponist på et teaterstykke og forelsker sig hovedkulds i teatret – og instruktøren. Bogen handler om at tabe sig selv i kunsten og i en ulige magtbalance.
Det er en fortælling, hvis tyngde Jenny Rossander til en vis grad har mærket på egen krop, og som nødvendigvis måtte ud gennem skriften. Det blev nemlig hurtigt klart, at det var det eneste medie, der kunne rumme materialet.
”Det er et komplekst emne. Ligesom fortælleren i bogen var jeg meget forvirret over de her oplevelser. Så jeg kunne mærke, at jeg havde brug for mange ord. Så mange ord er der ikke plads til i en sang.”
“Jeg har også behandlet forskellige dele af ting, jeg har oplevet i min musik. Men her havde jeg behov for at komme helt ned i dybden og beskrive et helt forløb – fra den spæde start til psykosen”.
– Din fortæller orkestrerer en fortælling om sit yngre jeg og ser tilbage med ømhed, men også skam og en vis foragt. Gennem dine sange har du en unik adgang til dit eget yngre jeg – hvad tænker du, når du ser (og lytter) tilbage?
”Jeg bliver altid overrasket over, hvor tydelig jeg faktisk har været. For nylig skulle jeg bygge en ny sæt liste til min koncert på Det Kongelige Teater og gik derfor på opdagelse i min diskografi. Jeg har jo lavet en sang, der hedder ”Guilty (Kill Me)”. Det er rimelig obvious. Men ingen spurgte mig: Er du suicidal? Jeg har lavet autofiktion hele mit liv, men det konfronteres man ikke så tit med, når det er på albums”, fortæller Jenny Rossander, der oplever, at det er helt modsat i litteraturen. Pludselig vil alle vide, hvor mange procent af romanen, der mon er ægte.
Vi har en illusion om sexistiske magtforhold. At det er en gammel, skaldet mand, der sidder bag et skrivebord med en cigar i hånden og siger: Tag alt dit tøj af, ellers får du ikke noget job
Men det er netop en pointe i romanen, at dette spørgsmål er umuligt at besvare. Her væves kunst og virkelighed ind i hinanden i en sådan grad, at hovedkarakteren slet ikke er i stand til at skille dem fra hinanden. At tabe sig selv i kunsten er både et ideal og en forbandelse.
Jeg spørger Jenny Rossander, hvordan hun selv som menneske og kunstner forholder sig til forholdet mellem de to.
”I bogen er hun passioneret kunstner og lever sig fuldstændig ind i alt, hun laver. Og det er jeg også. Jeg har gerne villet beskrive, hvordan det er at være inde i et hoved, der eksisterer med sine værker med hud og hår. Hvor smukt det er, men også hvor farligt det kan være”.
Jeg kigger mig omkring i lejligheden. Bunker af bøger står stablet på spisebordet, klar til brug. Bagest i lejligheden har Jenny Rossander sit lydstudie.
– Hvad nu når kunsten også er ens arbejde – kan man undslippe sit arbejde?
”Jeg kan ikke rigtig. Jeg bor sammen med min kæreste, som er forfatter og filminstruktør. Og som er i gang med at lave en film om mig. Der er alle mulige værker, der er i gang i den her lejlighed”. Jenny Rossander tilføjer, at hun tidligere skammede sig lidt over ikke at kunne adskille livet og arbejdet, men stopper sig selv. Det er i virkeligheden ikke hende, men vores kollektive underbevidsthed, den er gal med.
”Der er mindre adgang for kvinder til at indtage den rolle, hvor de to ting ikke kan adskilles. Når der er mænd, der er hundrede procent kunst, falder verden jo bare om for deres fødder. Og så kan de være nok så store pikhoveder. De lever jo for kunsten. Den rolle er ikke så tilgængelig for kvinder”.
– Hvorfor er det sådan?
”Vi er ikke så gode til at omfavne den stærke, begærlige kvinde. En kvinde, der har et stærkt behov for verden. Vi skal helst bare sidde med foldede hænder, blinke med øjnene og blive kurtiseret. Det findes stadig i den kollektive underbevidsthed. Det har taget mig lang tid at acceptere, at jeg ikke kan adskille mit liv og mit arbejde.”
“Jeg synes, det er det smukkeste at leve i det, og jeg har tænkt mig at leve i det fuldendt. Jeg skal heller ikke have børn. Jeg har bare lyst til at lave værker”.
Sexistiske magtforhold ser ikke altid ud, som vi tror
Hovedkarakteren i Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen sidder heller ikke med foldede hænder og venter på at blive kurtiseret. Det var vigtigt at gøre hende begærlig. At relationen mellem hende og teaterinstruktøren starter ligeligt, forklarer forfatteren. At det så ikke fortsætter sådan, er en anden sag.
”Fortællingen om ældre, magtfulde mænd og yngre kvinder i kunstbranchen er udbredt. Jeg har oplevet det, jeg har veninder, der har oplevet det. Efter jeg er begyndt at fortælle om min bog, har jeg mødt mange tilfældige mennesker med nogle virkelig mørke historier. Det sker sindssygt meget – meget mere, end vi tror”, fortæller Jenny Rossander, der må siges at have en vis erfaring med miljøet.
Jeg ville gerne illustrere så meget selvhad som muligt, og hvor svært det er at se tilbage på det her. Følelsen af skam og af ikke at have adgang til sin egen historie
Men det ser måske ikke ud, som vi tror. Derfor var det vigtigt for hende, at romanens instruktør også på mange punkter fremskrives som en charmerende og ordentlig mand.
“En af de manipulationsværktøjer, instruktøren bruger, er illusionen om specificitet. Han siger: ”Det her er så specielt, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er ikke en affære. Du er meget mere for mig. Jeg er ikke ligesom de der klamme mænd.” Ironisk nok går det igen hos dem alle sammen. De står i kor og siger: ”Jeg er ikke ligesom de andre.””.
Men – spoiler alert! – det er de.
”Vi har en illusion om sexistiske magtforhold. At det er en gammel, skaldet mand, der sidder bag et skrivebord med en cigar i hånden og siger: ”Tag alt dit tøj af, ellers får du ikke noget job.” Det findes desværre sikkert også. Men i de fleste situationer, hvor nogen ender med at bruge deres magt på en rigtig usund måde, er det meget svært at sætte fingeren på, hvad der går galt”.
“Det er en gråzone. Hvis vi hele tiden taler om sexisme som manden med cigaren, så mister vi en hel flok, som også har oplevet nogle helt forfærdelige ting”, understreger Jenny Rossander.
Tab og generobring af magt
Det er svært helt at sætte en finger på, hvor det går galt i den her fortælling. For til en start går det så godt. Hovedkarakteren beruses af teatres og alt, hvad det bringer med sig. Selv mødet med gamle, stive teatermænd, der kalder hende ”lille frøken”, mens de mansplainer storheden i Ibsen og Proust og hælder ikke ubetydelige mængder hvidvin på den unge komponist, er der noget spændende over.
”Det er også forførende at gå ind i lillepigerollen. Man har bare ikke ret meget råderum. Det bliver klart, at hun ikke har ret meget at skulle have sagt”, siger Jenny Rossander.
Den ulige magtbalance afspejler sig også i fortællerforholdet. Det er fortælleren, der har magten over den her historie. Hun sætter scenen, hun vælger, hvordan stoffet skal bearbejdes. Det er i hvert fald planen.
”Jeg-fortælleren starter med at have et projekt og har hele magten. Men i løbet af bogen bliver jeg-fortælleren så fortvivlet over at skulle se det her igen, at hun mister håbet. Og den fiktive konstruktion, som jeg-fortælleren har skabt, er til sidst blevet stærk nok til selv at overtage og fikse tingene”.
Og det er der en vigtig pointe med.
”Det var vigtigt, at det ikke var jeg-fortælleren, der havde den hele vejen. For i forhold til mig selv ville det være ligesom at sige: ”Okay, jeg ved alt nu, og jeg vidste ingenting dengang.” Det er vigtigt, at hun også vidste et eller andet. Hun var lost, ja, men hun havde også et valg”, understreger Jenny Rossander.
For ulige magtforhold kan se ud på mange måder. Det er ikke bare hende, der er fortabt. Og det er ikke bare ham, der udnytter sin position.
”Derfor ville jeg gerne have, at man også skulle heppe lidt på dem (romanens hovedkarakter og instruktøren, red.)”, siger Jenny Rossander.
– Det gjorde jeg også. Og fik det lidt dårligt med det, indrømmer jeg.
”YES”, udbryder hun begejstret.
For læseren må gerne få lidt dårlig smag i munden. Det er en pointe. For det her er en fortælling, der gerne vil sin læser noget.
– Hvilket liv håber du, din roman får? Kan den ændre noget?
”Jeg ved ikke, om den kan ændre noget strukturelt. Men jeg håber mest, at dem, der har prøvet at lande i noget, der ligner, får bogen i hænderne og kan se en spejling. For det er sindssygt svært at tale om.“
“Jeg er ikke længere der, hvor fortælleren i bogen er. Men det var vigtigt, at fortælleren skulle tale fra det sted, hvor jeg havde det rigtig dårligt. Jeg ville gerne illustrere så meget selvhad som muligt, og hvor svært det er at se tilbage på det her. Følelsen af skam og af ikke at have adgang til sin egen historie. Du må ikke fortælle din egen historie, du skal bare holde kæft resten af dit liv. Det er reglen. Der har jeg lyst til at sige: ”Måske må du godt snakke om det her. Måske må du godt findes.””.
– Det ligger også i titlen. Det er måske nok normen at sætte sig ned og tie. Men det kunne jo også være, at man i stedet skulle skrige hele vejen?
”Ja, og så fuck de der magtmænd og deres rygte”, siger Jenny Rossander køligt.
Den synes jeg, vi skal lade stå.
Læs også Simone Bertelsens øvrige tekster i POV her.
Læs også Jan Eriksens interview med Lydmor fra 2021 her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og