Jonathan Chmelensky foto Klaus Verfehlt

Jonathan Chmelensky: Jeg er altid sulten efter at gøre det perfekt

i Kultur/Scenekunst af
SOLODANSER PÅ BÆNKEN #2 // INTERVIEW – Tre dage før premieren på John Neumeiers Mahlers 3. Symfoni lukkede Det kgl. Teater pga. coronakrisen, og Den kgl. Ballets dansere blev hjemsendt på ubestemt tid. Hvordan holder de sig i form, hvad med kreativiteten og det kunstneriske i hverdagen? Hvad driver dem egentlig? Mød Jonathan Chmelensky, solodanser ved Den kgl. Ballet i denne serie.

Jonathan Chmelensky, savner du at være på scenen, at du pludselig ikke kan danse? Hvordan holder du dig i form, når du er bundet til hjemme?

– Selvfølgelig, men jeg savner træningssalen, prøvetimerne og følelsen af at forbedre mit håndværk endnu mere. Forstå mig ret, jeg elsker at optræde på scenen, men det er kun en lille del af mit liv.

Finder du andre måder at være kreativ på?

Jeg beundrer skønhed i alle kunstarter, men jeg har ikke nogen kreativ hobby udover dans. Det har jeg ikke tid til.

Når du ser tilbage, hvordan opdagede du så ballet? Hvad er dine tidligste indtryk?

Jeg husker myriader af små ballerinaer i et balletstudie i Paris, der står på en række ved barren, og min bedstemor (der var min første balletlærer), der retter på deres positioner, en efter en, stilheden i rummet… Og at jeg tænkte: “Det er ikke for sjov…”

Hvordan vil du beskrive dig selv som danser?

Nok som en kunstner, der er 100% dedikeret til sin kunstart, altid sulten efter at gøre det perfekt. Det første, jeg tænker på om morgenen, er ballet, nok også det sidste om aftenen.

Er du ambitiøs? Hvordan?

Jeg er MEGET ambitiøs, jeg er min egen hårdeste kritiker. Mennesker, som kender mig professionelt, ved, at hvis der er noget i min dans, jeg ikke er tilfreds med, så bliver jeg ved, også i min fritid, til jeg gør det rigtigt.

Jonathan Chmelensky ballet
Jonathan Chmelensky i Balanchines Rubies. Foto: Costin Radu/Det kgl. Teater.

Hvilken rolle er den mest udfordrende, du har haft?

Forskellige roller kræver forskellige facetter af ens dans… Tema og Variationer var helt sikkert en af de store, ”tidlige” udfordringer i min karriere pga. koreografiens komprimerede tekniske krav, både rent virtuost men også i de meget krævende pas de deux-sektioner.

Hvilken rolle har været den mest betydningsfulde?

Giselle og helt sikkert Mahlers 3. Symfoni, som jeg desværre ikke fik mulighed for at danse pga. coronapandemien.

Er der en rolle eller en ballet, der har været et særligt gennembrud for dig?

Den blå fugl i Tornerose var mit første store solistparti, jeg fik det dagen før forestillingen på et afbud, da en af mine kolleger blev skadet, og jeg fik mulighed for ”at springe” ind i sidste øjeblik. Det var et vendepunkt i min karriere.

Der var også La Bayadère, som var min første hovedrolle i en helaftensballet. Før den var jeg kendt som en teknisk virtuos danser, det her var første gang, jeg kunne bære en hel forestilling som dramatiker…

Hvad er din drømmerolle?

Nu er det helt sikkert Mahlers 3. Symfoni, som skulle have haft premiere sidste måned, men som jeg aldrig kom til at danse. Det er en rolle, jeg drømmer om en dag at få lov til at lave.

Jeg ville også elske at få mulighed for at danse James i Sylfiden.

Har du forbilleder? Hvem og hvorfor?

Jeg har mange, og de ved, hvem de er…

Hvad er dit yndlingstrin? Hvilket trin synes du mindst om?

Coupé manège er mit yndlingstrin, jeg elsker at lave det og at se det, farten og oplevelsen af at flyve gennem luften er en følelse, jeg ikke kan beskrive. Jeg er ikke glad for de dybe pliéer, som man ser i meget moderne koreografi… Mine ben kan ikke arbejde på den måde længere…

Nævn de tre smukkeste øjeblikke i ballet, der har gjort de største indtryk på dig. Kan du beskrive dem?

Jeg husker, at jeg som meget ung så Rudolf Nurejevs Svanesøen på Pariseroperaen. Den sidste scene, hvor Prinsen kæmper mod Rothbart og drunker i ”søen”, mens Rothbart flyver bort med den hvide svane. Musikken og dramaet bragte tårer frem hos mig… Det var i sandhed et øjeblik, hvor ballet ”klikkede” for mig.

Et andet øjeblik må være opførelsen af Onegin ved Den Kgl. Ballet. Det var den sidste gang solodanser Jean-Lucien Massot dansede titelpartiet. Hans partnerarbejde og hans tilstedeværelse var utrolig, en særlig forestilling som rørte mig i hjertet.

Endelig må jeg nævne en turné i Rusland, hvor jeg på Marinskijteatret så balletten danse La Bayadère, og hvor åbningsscenen i 3. akt, Skyggernes Rige, var en overjordisk oplevelse.

Til sidste vil jeg nævne en oplevelse, jeg havde for nylig, da Netherlands Dans Theatre gæstede København, hvor et tidligere medlem af Den kgl. Ballet, Sebastian Haynes, dansede sin premiere i to af deres balletter. Jeg har kendt ham så længe, og endelig igen at få mulighed for at se ham danse og se, hvor meget han havde udviklet sig i løbet af de sidste par år, det gjorde et stort indtryk på mig. (Jeg er også stor fan af Nederlands Dans Theatre).

Hvordan adskiller Den kgl. Ballet sig fra andre kompagnier? Er det noget særligt?

Her har man en anderledes tilgang til ballet, en egen identitet i ballettens verden. Kombinationen af hvordan man udfører et trin, hvordan man laver pantomime eller fortæller en historie, og kompagniets enorme historie gør det til et enestående hus.

Beskriv dit forhold til Bournonville. Hvad kan du eller kan du ikke lide ved Bournonville? Har han en fremtid?

Jeg er ikke vokset op med Bournonville som del af min træning. Jeg troede, jeg havde en god idé om, hvad det var, da jeg kom til Den kgl. Ballet – men det viste sig, at jeg intet vidste! Andre balletkompagnier kender Sylfiden og Blomsterfesten i Genzano og danser deres versioner af balletterne og tror, at det er Bournonville. Men enhver med et skarpt øje, der har set dansere fra Den kgl. Ballet, vil straks kunne se forskel. Jeg siger ikke, at der ikke er andre dansere, der ikke kan gøre det rigtigt, men det er i de fleste tilfælde formet efter en anden æstetik. Jeg elsker, at Bournonville inderst inde var tekniker, og at han forstod den disciplinerede træning, som ballet kræver; selv i dag er Bournonvilles klasser utroligt svære. Men han arbejdede sådan for at opnå en lethed i opførelserne, så publikum får en oplevelse af, at ballettrinene er ”naturlige” og ikke kunstige og unødvendige, så man ikke ser dem som meningsløs dans men som en del af handlingen… Bournonville kan i høj grad ses som en unik tilgang til ballet, måske endda en filosofi.

Helt ærligt: Klassisk ballet i 2020? Er der overhovedet plads til den kunstart i moderne tid?

Det er jeg overbevist om. Vi stræber efter en uopnåelig perfektion i bevægelse, som vi helliger hele vores liv. I et samfund, hvor alting forandres med stor hastighed, tror jeg på, at vores vedholdenhed er en dyd. Jeg håber, at mennesker nu i karantænetiden, forstår hvor særligt det er at opleve forestillinger i virkeligheden…

Hvad adskiller/kendetegner ballet i forhold til andre kunstarter?

Når man går til ballet, på Det kgl. Teater for eksempel, oplever man et møde mellem flere kunstarter, ikke kun balletten. Der er selvfølgelig dansen, men jo også musikken, et fuldt orkester af topmusikere indenfor hvor deres instrument, der har øvet hele deres liv for at nå dertil. Der er de bedste kostumedesignere og scenografi af anerkendte kunstnere. Ballet er på en måde en samling af kunstnere, der mødes om skabelsen af et fuldendt sceneværk.

Har du et link til en ballet (eller flere), man kan se på YouTube, du vil dele? Hvad gør dette klip værd at se, og hvad skal vi se efter?

Jeg bruger ret meget tid med at se ballet på YouTube, og der er en gammel optagelse af Isabelle Guérin og Nikolaj Hübbe i Jerome Robbins Other Dances, som er så majestætisk, at jeg tror, jeg har sendt den mange hundrede gange. Musikaliteten, oprigtigheden i deres dans og deres underspillede klasse er utrolig og inspirerende for mig.


BENCHED PRINCIPALS #2 // INTERVIEW – Three days before the opening night of John Neumeier’s “Mahlers 3. Symphony, the Royal Danish Theatre closed its door because of the corona crisis, and the dancers of the Royal Danish Ballet were sent home, for the moment on indefinite leave. How do they keep in shape, how do they find outlets for their creativity and artistry in this unusual situation. What drives them? Meet the principal dancers of the Royal Danish Ballet.

Jonathan Chmelensky, do you miss the stage, not being able to perform? And how do you keep in shape when you’re homebound?

I of course miss performing, but I almost mostly miss the studio and rehearsal time and the sensation of improving my craft. Don’t get me wrong I love performing but it’s only a fraction of my daily life…

What about your creativity and artistry? 

I am a true admirer of beauty in all forms of art , but I don’t have what one would call a creative hobby or interestbesides dance (I don’t have the time for it).

Looking back, how did you discover ballet? What are your earliest memories and impressions?

I remember seeing a myriads of small ballerinas at a ballet studio in Paris, all lined up at the barre, my grandmother (who was my first ballet teacher) correcting their positions one by one, the silence in the room And I remember thinking: »wow this is no joke… » 

How would you describe yourself as a dancer?

Probably a artist who is fully dedicated to his art form, always hungry to perfect my craft. My first thought in the morning is Ballet and it’s often my last one is as well.

Are you ambitious? How does that manifest itself?

I am VERY ambitious, I am my own hardest critic, people who know me well professionally know that if I’m not satisfied with something in my dancing I will take all the time in the world until I get it right.  

What is the most challenging role you’ve had?

Different roles demand different facets of ones dancing … Theme and Variation was definitely one of the big “early” challenges of my career, because of the level of compressed technique in the choreography, both in terms of clean virtuosity but also with very hard pas de deux sections.

Which role has fulfilled you the most?

Giselle and definitely Mahler 3rd Symphony, which I unfortunately never got to perform because of the corona pandemic

Has there been a breakthrough role or ballet for you?

The Blue Bird pas de deux in The Sleeping Beauty was my first big soloist part, given to me a day before the showbecause many colleagues were injured; I had to “jump in” last second to perform it. After that moment my career definitely took a turn.

Also, La Bayadère, which was my first fulllength ballet. I was known for my technical virtuosity until then, and thiswas the first time I could carry a full ballet as an actor as well…

What’s your dream role?

Well now definitely Mahler 3rd Symphony, which should have premiered last month but which we never got to perform:It is a role I dream of every day to be able to finally perform.

Otherwise I’d love to have a try at dancing James in La Sylphide.  

Do you have role models? Who and why?

I have many in my field and they know who they are…  

What’s your favourite step? Which one do you like the least?

Coupé manège is my favorite step to do and watch: The sensation of flying through the air and speed is a feeling I can’t describe. Least favorite? Probably deep “grand pliés” that one can find in contemporary work, my legs can’t work that way anymore …

Name the three beautiful moments in ballet that have made the greatest impression on you.

I remember being very young and seeing Rudolph Nureyev’s Swan Lake performed by Paris Opera Ballet. I remember the last seen where the Prince fights Rothbart and drowns in the “lake” as Rothbart flies away with the White Swan. The combination of music and the drama made me cry… it was truly a moment, where ballet “clicked”for me .

Anothe one must be a performance of Onegin in the Royal Danish Theater. It was the last time former principal dancerJean Lucien Massot performed the title role, his dancing partnering and presence was just so incredible, a very special performance to my heart.

And finally during a RDB tour in Russia I saw the Mariinsky Ballet company perform Bayadère, and the 3rd act, theShades entrance, was just something out of this world.

And last more recently, Netherlands Dans Theatre came to guest in Copenhagen and an ex-RDB dancer Sebastian Haynes danced his première of two of the pieces they presented. Knowing him for so long and finally seeing him dance again, and seeing how much he evolved after a couple of years, has really left a mark (I’m also a huge fan of NDT in general).

How is the Royal Danish Ballet different from other companies? Is it different?

There is a different approach to ballet here, it’s got its own identity in the ballet world .

The combination of the “how to do a step“, “how to do pantomime” or “tell a story”, and the huge history of the company really makes it a unique house.

Describe your relationship with Bournonville? What do or don’t you like about him? Does he have a future?

I was not brought up with Bournonville in my education, I thought I knew what it was and that I had a good idea about it, when I joined the Royal Danish Ballet but it turned out I knew nothing!

People from other ballet companies know La Sylphide and Flower Festival in Genzano and perform their own versionsof them, which they think is Bournonville.

But anyone with a more knowledgeable eye that watches a Royal Danish Ballet dancer doing Bournonville will instantly see the difference. I am not saying that there aren’t some dancers that also do it right, more that it is in most cases shaped to fit a different aesthetic .

I love that he was a technician at heart, he understood the rigorous training that ballet requires. His class to this day is immensely difficult. But he did that to achieve ease when it came to performances, to give audiences the sensation that these ballet steps are “natural” and not artificial and superfluous, so that one doesn’t look at it as a meaningless dance, but an extension of the plot… Bournonville can very much be seen as very unique approach (maybe even philosophy) of ballet.

Honestly, is there a place for classical ballet in the modern world?

I truly believe so, yes. We aspire for an unobtainable perfection of our movement and dedicate our lives to it. In a society where everything changes so quickly, I believe our consistency is a virtue.

I hope that in these time of quarantine, people will realize how special watching a live performance is …

How is ballet different from other art forms?

When one goes to ballet, for example at the Royal Theater, one sees a multitude of art forms come together, it is not ”just” ballet. There is of course the dance, but there is also music, a full orchestra of top musicians, experts in their respective instruments, who have practiced all their lives to get to that position, the finest costume designers and sets created by highly respected artists … so in a way, ballet is a collection of artists coming together to offer a complete work of performing art.

Do you have a link (or several) for a ballet on YouTube you would like to share? Why should we watch this, and what should we look for?

I spend quiet a bit of time on YouTube watching ballet, but there is a old video of Isabelle Guérin and Nikolaj Hübbe performing Other Dances by Jerome Robbins, which is just so majestic, I believe I’ve watched it a hundred myself. Just the musicality, the sincerity of their dancing and the underplayed class of it all is mindblowing and inspiring to me.


LÆS ALLE ALEXANDER MEINERTZ’ TEKSTER PÅ POV HER.


Topfoto: Jonathan Chmelensky. Klaus Vedfelt/Den kgl. Ballet

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har været tilknyttet POV fra foråret 2016, først som skribent men siden som medlem af ledelsen og chefredaktionen, hvor jeg særligt har været optaget af udvikling af POV's publicistiske idé, strategi, organisation, kommunikation og design.

Som anmelder har jeg skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært ved Kristeligt Dagblad og POV. Mine anmeldelser og essays samler jeg på: https://alexandermeinertz.dk, hvor du også kan tilmelde dig et nyhedsbrev.

Fokus i mine kommentarer og overvejelser er på værk, idéverden og iscenesættelse efter devisen, “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Selfien med Medusa-hovedet tog jeg en sommerdag i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.