FILM // KLAR PARAT NETFLIX – Lige så gysende glad og spændt jeg var, da Netflix annoncerede sin nye danske julesatsning, Nisser, ligeså målløst desillusioneret var jeg efter at have set de seks afsnit. Mage til makværk skal man muligvis helt til Hvide Sande for at finde. Jeg ved godt, at serien er blevet overstrømmende modtaget af visse anmeldere. Og det sætter fint problemet i perspektiv.
Velkommen til Klar Parat Netflix. Her tager POV’s udsendte Netflixnarkomaner dig med ind i skærmens verden på opdagelse hos Danmarks næstmest sete streamingtjeneste.
Disclaimer: POV anmelder i øjeblikket ikke med stjerner. Derimod med anbefalinger og advarsler.
Umage makværk
For hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at producere og publicere sådan et tomskallet filmprodukt? Jeg forstår det ærligt talt ikke.
Der mangler åbenlyst ikke penge til produktionen. Dronekameraet leverer fejende flotte scener fra en granskov, og colorgradingen fejler heller ikke noget. En god klipper har man også haft råd til. Og hvad er problemet så?
Gremlin, Gjøltrold, Groot
Problemet er indmaden, så at sige. Seriens problem numero uno. Replikkerne er usandsynligt stive og unaturlige. Vi taler skriftsprog hele vejen igennem. Historien holder heller ikke ret mange julemeter og nisserne … jeez.
Var der ikke råd til en fagkonsulent? Babynissen er en blanding af en Gremlin, en Gjøltrold og kvistvæsnet Groot fra Marvel-universet. De voksne nisser er en slags barkskaller, som har set for meget Grudge.
Nissen er løs i Laksegade
Nå, lidt om handlingen. En usympatisk familie, som består af flade todimensionale figurer, forstår vi, splittes af en hektisk dagligdag i Danmarks hamsterhjul og er taget på juleferie på en ø for at finde sammen igen.
På øen hersker en vanvittig matriark (Ann Eleonora Jørgensen) over en næsten umælende befolkning af indfødte øboere, som holder kødædende onde rovnisser i skak med elhegn og lejlighedsvis ko-ofring. De gør det, fordi “det er større end os” og “altid har været her”. Fordi “det er helligt”, som matriarkens barnebarn fortæller familiens clueløse teenagesøn, da tingene spidser til.
Hvad er det, som går galt, så de samme problemer bliver ved at stikke næsen op og ødelægge det hele? Det må være groupthink
For det gør de jo, naturligvis. Mens familien kører ad en forbudt vej gennem øen, banker de ind i en babynisse, som lillesøsteren senere trodsigt finder og gemmer i en lade. Og så er nissen ellers løs i Laksegade … uha. Juleeventyr, coming-of-age, land-møder-by og fladpandede barkskaller over stok og sten.
Humørforladt dilettanteri
Åh, det er så dårligt. Jeg tror, det er tæt på det dårligste, jeg nogensinde har set. Og danske produktioner kan virkelig være dårlige.
Det er næsten altid manuskriptet, det er galt med. Hver gang er der knas med dialogen. Replikkerne er rent skriftsprog og lyder som halvtredserfjernsyn eller oplæst instruks. Casting og skuespil – og altså instruktion – giver tilsammen flade, utroværdige og ligegyldige figurer. Det værste er næsten, at den totale mangel på humor gør det hele en ekstra tand mere dilettantisk.
“Få ham her over”, hvem f… siger det? Ingen, som i I N G E N. Eller da øens matriark præsenterer sig for den besøgende familie af ukendte fredsforstyrrere: “Jeg har købmandsbutikken sammen med mit barnebarn”. Øh, okay så.
Verdensfjernt groupthink
Tilbage til problemet. Hvad er det, som går galt, så de samme problemer bliver ved at stikke næsen op og ødelægge det hele? Det må være groupthink. Jeg kan ikke forestille mig, det kan være andet. Den samme groupthink, som synes, det er genialt at få ærkekøbenhavnske Bjarne Henriksen til at spille jysk fiskerskurk i Hvide Sande, genindspille Far til Fire med Anders Birkow som Onkel Anders og i det hele taget arbejde intensivt på at gøre sig selv til en kliché.
Man kan kun grine af manglen på selvironi
Jeg får lyst til at lave satire over det. Så grimt grumt og ulykkeligt sjovt er det. Og det er faren ved at være så konsekvent humorforladt som denne ubeskriveligt elendige produktion: Hvis man er ude af stand til at grine af sig selv, er der måske andre, som gør det. Tænk at man kan slippe afsted med det. Nisser er jo nærmest forbryderisk ringe. Den minder mig mest af alt om den evnesvage teenageserie Rain, og det er da også et par af de samme idémænd, som står bag.
Som et kuriosum kan det nævnes, at folkene bag Nisser arbejder på et nyt projekt, hvor en meteor slår ned i en fiktiv dansk by. Sikke en originalitet
Ifølge DR er den ene af seriens ophavsmænd for længst holdt op med at læse anmeldelser. Han kan alligevel ikke bruge dem til noget. Nej, det skal jeg love for. Det er også bedre at blive i kontorfællesskabet, pitche til vennerne og fortsætte med at sprøjte verdensfjernt og uvedkommende tidsspilde ud i æteren. Det betaler jo trods alt huslejen. Nå, julefred være med det.
Se i stedet et syret polsk juleeventyr fra de store skove
Hvis du skal se et ordentligt – og virkelig syret – juleeventyr, så gå i stedet ombord på den polske splatterkomedie Nobody Sleeps In The Woods Tonight og særligt efterfølgeren med den mundrette titel Nobody Sleeps In The Woods Tonight 2.
Her kan du både få special effects, overnaturligt juleri i de store polske skove og fremfor alt et manuskript gennemsyret af vidunderligt overskud og selvironi, som gør figurerne sært troværdige, og som smitter af på filmens absurde fortælling. En mystisk meteor styrter ned i en skov – og der er noget farligt indeni. Særligt toeren er fed og har også haft succes.
Sådan skal det være. Som et kuriosum kan det nævnes, at folkene bag Nisser arbejder på et nyt projekt, hvor en meteor slår ned i en fiktiv dansk by. Sikke en originalitet. Det kan du underholde dig med, mens du ser den sjove og splattede polske julegyser. Hold dig væk fra Nisser, medmindre du selv vil have syn for sagn.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her