ESSAY – I flere år efter min farfars død gik jeg rundt og pralede med, at han var i live, skriver forfatter Louise Juhl Dalsgaard i denne tekst om erindringer, der kan tage form af virkelighed. Når vi mennesker indimellem uforvarende blander fiktion og fakta, giver det også muligheder for at operere i verden – på trods og i trods.
I en novelle af den norske forfatter Ingvild H. Rishøi om en mor og hendes datter går de i dagene op til jul rundt i byen, prøver tøj og ”glemmer” at tage det af igen. Uden for indkøbscentret møder de en hjemløs mand, der beder om penge, men moren afviser hans bøn. De har jo knap nok til bussen hjem. Barnet insisterer, det hele ender i et søle af tis, gråd, kulde og fortrydelser.
Fortællingen findes i samlingen Vinternoveller og er så stærkt fortalt, så levende og mærkbar, at jeg i årene efter har gået rundt og husket episoden i prøverummet og det umulige valg mellem at hjælpe sin næste og at hjælpe sig selv, som var det min egen. Jeg kan tydeligt genkalde mig det kolde slud, lygterne fra bussen og følelsen af at bære tøj, jeg ikke har betalt for. Det er selvfølgelig en falsk erindring – eller: en fiktion så stærkt formidlet, at den har taget form af virkelighed i min hjerne.
Jeg huskede ham jo tydeligt
Da jeg var syv år, mistede jeg min farfar, Anders. Han døde uvarslet af nyresvigt. Jeg nåede aldrig rigtigt at lære ham at kende. Han sad ofte på sit kontor bagerst i murmestervillaen på Villagade og gennemgik gamle regnskaber, eller han hvilede sig i den kongeblå lænestol ved vinduet ud mod gaden.
Jeg hilste på ham med hånden og kendte ham bedst som min fars far – en sær konstruktion, jeg ikke helt begreb, for min far var jo far, og hvordan kunne han så også være nogens barn?
Jeg fik ikke lov at komme med til begravelsen, men sad derhjemme med besked om at passe min farmors gravhund Ib. Jeg forstod, at døden var noget, de voksne hviskede om, ligesom op til jul, når de gemte gaver i skabene, som først blev fundet frem den 24. december.
Jeg gik længe og ventede på, at min farfar ville dukke op igen – som en overraskelse en dag i december måske. I mellemtiden erstattede jeg ham med Mattis fra Brødrene Løvehjerte – den hjertevarme ældre mand, der redder Tvebak fra Tengilsmændene ved netop at påstå at være hans farfar.
I flere år efter min farfars død gik jeg rundt og pralede med, at han var i live. Nu hed han bare Mattis og sad et sted på en bænk og ventede på, at jeg kom forbi. Det slog mig aldrig som en løgn. Jeg huskede ham jo tydeligt – ja, bedre end min egen farfar – og så var det vel sandt?
Godt og skidt
Jeg er meget optaget af sådanne erfaringer – ting, man husker med næsten fotografisk præcision, selvom de aldrig har fundet sted.
Lærer Andersens forfærdelige endeligt på altanen, som alle husker uanfægtet af, at scenen aldrig har fundet sted, er et efterhånden fortærsket, men ikke desto mindre godt eksempel.
Det, vi har levet os ind i – uanset om det er fiktion eller fantasi – føles lige så reelt som de faktuelle hændelser, vi har oplevet.
Diktatorens løgne blev i de længselsfulde tyskeres bevidsthed til faktuelle forudsigelser
Det er både godt og skidt. Godt, jo – at få en ekstra og endda meget kærlig farfar, når den, man havde, er død. Også godt at kunne leve sig ind i et barns fattigdom, sådan som Ingvild H. Rishøi så fremragende tilbyder os med sine noveller. Ikke bare forstå, men også føle ubehaget og skammen ved at stjæle – og splittelsen mellem at skamme sig over og samtidig ubetinget elske en forælder. Det er en styrke at kunne begribe andre virkeligheder end ens egen.
Men det kan også være en alvorlig trussel. Tænk på, hvordan masserne op til Anden Verdenskrig lod sig forføre af Adolf Hitlers retoriske forvanskninger af virkeligheden.
Han påstod sammenhænge, der intet havde på sig, men som var så levende beskrevet – så patosfyldt og fyndigt – at folk så det for sig som sandheder. De så en fremtid med stolte kvinder med fletninger og børn med runde kinder, der legede lykkeligt i kornet. De så flittige mænd, orden og renhed.
Diktatorens løgne blev i de længselsfulde tyskeres bevidsthed til faktuelle forudsigelser. Hvis bare de lykkedes med at holde den ariske race ren og de nationalsocialistiske dyder højt, ville fremtiden være lys og evig.
En mulighed for at operere i verden
Jeg ved, at fugle kan finde frø, de har gemt ti måneder tidligere. De kan ganske enkelt styre direkte mod et træ blandt tusinde og finde et skjult forråd under et stykke bark. Deres hukommelse er så præcis og rumligt forankret, at den sikrer dem overlevelse i strenge vintre, hvor der ikke er anden føde at finde end den, de har gemt.
Vi mennesker har derimod ofte svært ved at huske fra næse til mund. Hvor lagde vi bilnøglerne? Hvornår har vi bryllupsdag? Fuglene er således overlegne i deres evne til at kortlægge hændelser langt tilbage. Til gengæld: Flytter du deres frø tre centimeter, kommer fuglene til kort. Deres præcision skygger for evnen til at tænke ud over det eksakte. De konkluderer: Frøet var ikke at finde, hvor det skulle være – men tænker ikke videre: Hvor kan det så være?
Det, jeg vil sige, er: Virkeligheden er ikke nok. Det er ikke nok at kunne finde frø
Når vi mennesker indimellem uforvarende blander fiktion og fakta, giver det også muligheder for at operere i verden – på trods og i trods. Hvis nogen flytter vores frø, finder vi bare nogle andre. Eller vi protesterer: Hvem har taget vores frø? Fuglene, derimod, dør af sult.
Faren er, at vi i vores forsøg på at finde en forklaring kobler ting fra den virkelige verden med ting, der kun eksisterer i vores hjerner. Måske giver vi naboen skylden for de frø, vi selv har forlagt. Vi ser tegn på mistænkelig adfærd, hvor der ingen er.
Jeg var så glad for min nye farfar, Mattis, at jeg – foreholdt af en voksen, at han ikke fandtes – brød ud i gråd og insisterede: ”Han findes, jeg sværger!”
Det, jeg vil sige, er: Virkeligheden er ikke nok. Det er ikke nok at kunne finde frø. Man må også have en plan B, hvis frøene forsvinder. Her er fantasi og forestillingsevne afgørende. Samtidig er virkeligheden helt afgørende. Frøene findes – og vi kan ikke overleve alene ved tanken om dem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
