Lone Kühlmann om Lise Nørgaard: Der går nok lidt tid...

Lone Kühlmann 04.01.2023

MINDEORD – Artiklen ‘Lise Nørgaard: Jeg vil egentlig gerne huskes for at have flyttet noget…’ om Lise Nørgaards journalistik blev, sjovt nok, blandt det sidste, jeg læste højt for hende.

Den blev offentliggjort juleaftens dag, og jeg læste den for hende et par dage efter. Jeg advarede inden om, at den nærmede sig skamros, men det havde Lise såmænd ikke noget imod. Hun delte min gamle kollega, tv-manden Flemming Madsens holdning: der findes ikke ros nok.

Lise Nørgaard boede i de sidste knap to år af sit liv på plejehjem her på vejen. Højst et par hundrede meter fra min hoveddør. Vi havde været venner i mange år, men nu så vi af indlysende grunde endnu mere til hinanden. Lise havde, som så mange af os, sagt, at hun hellere ville dø end på plejehjem, men da fysikken blev for skrøbelig, indså hun det uafvendelige.

Og fik det bedste ud af det.

Da der blev forår i luften, tog vi frakkerne på og satte os ud i plejehjemmets lille lysthus med te og ostekiks. Her måtte min mand og vores hund også være med. Lise satte stor pris på mænd og hunde

Hun flyttede ind i marts 21. Det var under covid, og plejehjemmet var stort set lukket af fra omverdenen. Da jeg ringede og forsigtigt spurgte, om jeg måtte besøge hende, viste det sig, at det måtte jeg gerne. Lise, som havde set det herskabelige plejehjem, når hun besøgte os, havde skrevet mig på som sekundær kontaktperson.

Praktisk, som altid, havde hun indset, at det er nemmere at få besøg af en nabo end af en, der bor halve eller hele timer væk. Så indtil restriktionerne blev ophævet, havde jeg tilladelse til at besøge hende en time om ugen i et lille mødelokale i bunden af plejehjemmet. Det var ikke særligt charmerende, hvilket fremgår af, at Lise omtalte det som Alcatraz. Da der blev forår i luften, tog vi frakkerne på og satte os ud i plejehjemmets lille lysthus med te og ostekiks. Her måtte min mand og vores hund også være med. Lise satte stor pris på mænd og hunde.

Så snart samfundet åbnede, inviterede hun de mest mobile af plejehjemmets beboere til frokost i Jernbanecafeen i Korsbæk på Bakken. Hvis ikke hun havde været et idol inden, så blev hun det godt og grundigt ved den lejlighed.

Samtidig kunne Lise genoptage sine mange frokostaftaler med sin store omgangskreds, og fra da havde jeg altid min kalender med, når jeg besøgte hende. Det var nødvendigt for at se, hvornår jeg kunne kæmpe mig ind i hendes mange aftaler. Det blev som regel sent på eftermiddagen, når hun havde hvilet ud efter dagens tidligere begivenheder.

Men vi spiste nu også frokost sammen. Som regel i vores hus og have, men sommetider gik vi også ud. Mest på Sletten Kro lige i nærheden. Der blev dødstille, når Lise kom ind på restauranten. Hun var sandsynligvis det mest berømte menneske i Danmark – måske efter kongehusets inderkreds – og folk stoppede op med gaflen halvt inde i munden. Der var næsten altid et par stykker, der tog mod til sig og kom hen for at fortælle hende, hvor meget de beundrede hende. Lise tog imod hyldesten med stor ynde. Hun var altid imødekommende og venlig, aldrig kort for hovedet. Hun havde ikke det fjerneste imod at være berømt.

Der blev dødstille, når Lise kom ind på restauranten. Hun var sandsynligvis det mest berømte menneske i Danmark – måske efter kongehusets inderkreds – og folk stoppede op med gaflen halvt inde i munden

Men hun havde meget imod at være afkræftet, og hun hadede at komme på hospital. Det overgik hende flere gange, og til sidst ville hun ikke mere. Det sidste halve år havde hun fået nok, og her til jul besluttede hun, at hun ville dø nu.

Nytårsaftensdag, da jeg besøgte hende, inden jeg skulle videre til nytårsselskab, så jeg hende for første gang i de over 50 år, vi har kendt hinanden, ligge i sengen. Hun var et dybt disciplineret menneske og stod ellers op og klædte sig på, selv om hun havde det dårligt. Hun så trist på mig fra puden og sagde: ”Det trækker for længe ud.” ”Jeg tror ikke, man sådan kan bestille den,” sagde jeg, og vi grinede.

Lise blev helt opkvikket af at le og fortalte sjove historier om sin tid på Politiken. Dem havde hun et stort forråd af. 1. januar havde jeg som sædvanlig klippet et par artikler ud, som jeg ville læse for hende. Men det blev det ikke til. Lise kunne høre, hvad vi talte om i hendes stue, men hun havde forladt samtalen.

Der går nok lidt tid, før jeg forstår det.