FILM // MINDEORD – Den danske filminstruktør Jens Loftager var måske ikke kendt i brede kredse, men hans arbejde – bl.a. trilogien med de filosofiske filmessays, ORD, KRIG og TRO, der udsendtes over en periode på 25 år – står som pejlemærke i dansk dokumentarfilm med dets undersøgende kombination af globalt udsyn og nærværende intimitet, skriver filmredaktør Mikkel Stolt.
Som yngre filmmager sad jeg i 1995 i en biograf i Bergen under Nordisk Panorama-filmfestivalen og kunne næsten ikke rejse mig fra sædet. Jeg havde netop set filmen ORD, hvori instruktør Jens Loftager med hjælp fra medvirkende som forfatterne Vaclav Havel, Inger Christensen, Villy Sørensen, Paul Auster og Mario Vargas Llosa undersøger ordets og forfatterens magt og afmagt.
Da filmen oven i købet sluttede med Van Morrison på lydsiden, vidste jeg to ting: At jeg selv fra da af fortrinsvis ville beskæftige mig med den kreative dokumentarfilm, og at jeg ville være nødt til at hilse på instruktøren, som jeg vidste var til stede på festivalen. Hvis min krop og sind ellers ville begynde at samarbejde igen. Det ville de gudskelov, og instruktøren viste sig selvfølgelig at være verdens rareste mand. Senere mødte jeg ham heldigvis igen, blandt andet i hans egenskab af formand for Danske Filminstruktører (2006-08), og siden da vi begyndte at arbejde sammen på hans film.
Jens blev født i 1954, og efter studier i hhv. filosofi og filmvidenskab på Århus og Københavns universiteter blev han uddannet som instruktør fra Den Danske Filmskole i 1989. Han har også lavet fiktion, blandt andet til tv, men det stod klart fra starten, at han både havde sin force og sin helt store interesse i den ikke-journalistiske og dokumentariske film. Han blev tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og senere, 2011-14, var han medlem af samme kunstfonds film- og scenekunstudvalg.
Fra KRIG til TRO
Anden del af trilogien, KRIG (2003), vandt en Robert for årets bedste korte dokumentarfilm, og det var kendetegnende for Jens, at han igen – ligesom på ORD og andre af hans film – arbejdede sammen med folk, som han var blevet uddannet sammen med, bl.a. filmfotografen Anthony Dod Mantle og tonemester Henrik ’Gugge’ Garnov. Jens var meget loyal på det område, og det var medvirkende til, at han kunne bibeholde sit udtryk og sin tilgang, som på én gang var meget simpel og utrolig kompleks. Det er en sjælden gave hos en filminstruktør.
Efter et par tilløb, gik vi så endelig i gang med forarbejdet til TRO (2018), tredje del af trilogien, i hvilken Jens og filmholdet fulgte både en helt almindeligt dansk konfirmationsklasse og en lille flok tidligere medlemmer af en religiøs sekt i Japan, der endte med at begå terror.
Én filmkunstnerisk tanke fastholdt gennem mere end to årtier
Filmen undersøger på tværs af livsstadier og kulturer, hvordan den religiøse tro både kan gøre mennesker livsduelige og i stand til at forstå sig selv bedre, men også skubbe dem ud i ekstreme valg, de senere vil fortryde og have svært ved at forstå. Den desværre også afdøde filmkonsulent og anmelder Allan Berg Nielsen skrev, at filmen stod som ”konklusionen på én filmkunstnerisk tanke fastholdt gennem mere end to årtier,” hvilket jo er ret unikt.
Ved en visning i København var der en tilskuer, der bagefter udtalte, at da han havde set filmen første gang, lagde han mærke til alle forskellene på japanerne og konfirmationseleverne, men ved andet gennemsyn lagde han mærke til alle lighederne. Dét er virkelig kendetegnende for Jens’ tilgang til filmen som kunstart. Der skal være plads og tid til tilskuerens egne oplevelser.
Jens Loftager og de store temaer
Jens Loftagers fascination af, hvordan de helt store idéer og komplekser spiller sammen med de nære, menneskelige følelser og relationer, søgtes efterfølgende udforsket i et urealiseret projekt om danske soldater, der kastedes ud i diverse krige i andre dele af verden, og et endnu større og ambitiøst filmserie-projekt, der ønskede at gøre en slags status over Europa som idé.
Filmkonsulenten på Det Danske Filminstitut udtalte ved den manusstøtte-tildeling, som Jens fik: ”Jeg kan ikke forestille mig en mere relevant filmskaber end Jens Loftager til at tackle dette både politiske og filosofiske spørgsmål.”
Jens’ film tog de gigantiske temaer og spørgsmål og bearbejdede dem med stort filmisk talent
De to projekter fik mig til at indse, at mere kompetente kræfter måtte træde til som Jens’ producer, og det store Europa-projekt, som skulle bestå af en række forskellige film, resulterede et par år efter i det, der desværre skulle blive Jens’ sidste film, nemlig Os på grænsen (2021).
Filmen foregår i det dansk-tyske grænseland, hvor det bliver tydeligt, at grænsen ikke opfattes som noget absolut af lokalbefolkningen. Det velkendte vildsvinehegn spiller en rolle, men typisk for Jens så fremhæves det i filmen ikke for at docere, men i stedet for at udfordre seerens egen tolkning af tematikken.
Jens Loftagers film tog de gigantiske temaer og spørgsmål og bearbejdede dem med et filmisk talent, der fik én til at tænke, at han sgu alligevel nok interesserede sig mere for mennesker end for idéer. Det fik vi mange gode snakke om, men der kommer desværre ikke flere film fra Jens’ hånd.
Som Paul Auster skriver i filmen ORD: ”It was. It will never be again. Remember.”
Klik dig videre til mere filmstof lige her.
To af Jens Loftagers film er tilgængelige for alle på Filmstriben:
KRIG og Os på grænsen, kan ses via undervisnings-login på Filmcentralen mens Os på grænsen også kan lejes via PARA:DOX
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
