Lise Nørgaard: Jeg vil egentlig gerne huskes for at have flyttet noget …

Lise Nørgaard rollemodeller ligestilling 2023 — Foto: France Voigt/Gyldendal, 2020.

Lone Kühlmann 25.12.2022

ESSAY – Selv om unge journalister ikke ved det, er de påvirkede af Lise Nørgaards banebrydende arbejde, skriver Lone Kühlmann, der som ung selv betragtede foregangskvinden som et forbillede. Kühlmann har læst bogen Lise, et livsværk, der netop er udkommet på Forlaget Gyldendal – et udvalg af Lise Nørgaards tekster, hvor hovedvægten er lagt på journalistikken.

I Den Blå Bog kalder Lise Nørgaard sig ”journalist, forfatter”. Det er ikke noget tilfælde, at journalist står først. Selv om de færreste i dag kender hende for andet end Matador, har hun været journalist siden 1935. Journalistikken, den faglige kunnen, håndværket om man vil, har altid haft den højeste prioritet hos hende. Og det er reporterens skarpe blik, der kendetegner hendes forfatterskab lige så meget, som det er den elegante letløbende stil.

Selv om unge journalister i dag ikke ved det, er de på mange måder påvirkede af hendes banebrydende journalistik. Lise Nørgaard ville noget med sin journalistik. Det køligt refererende var ikke hendes stil. Men hendes engagement var altid kombineret med grundig research og faglig indsigt.

Det slår mig ved læsning af en ny bog fra Gyldendal, Lise, et livsværk, hvordan hun altid er på stedet og beskriver situationen, så man føler, man selv er med. Teksterne i bogen er udvalgt af Lise Nørgaard selv sammen med forlagsredaktør Ole Knudsen. Og vægten er lagt på journalistikken.

Hun skrev på en måde new journalism, før den amerikanske journalist Tom Wolfe gjorde det trendy i 1960’erne. Hun var en mester i at citere folk ordret, så man så dem for sig, og hun var ikke bleg for at formulere sine indtryk i et sprog, som lige så godt kunne høre hjemme i fiktion.

Selvfølgelig har hun ligesom alle andre journalister siddet og ringet rundt for at skaffe sig information og læst op på det emne, hun skriver om, men først og fremmest var hun på pletten. Det er egne iagttagelser, der skaber historien.

Den feministiske kamp

Hun holdt øje med magthaverne og drev kampagnejournalistik, før det blev moderne. Ofte, men bestemt ikke udelukkende, på sit køns vegne. Under sin opvækst havde hun iagttaget, hvordan hendes egen mor havde ændret sig fra selverhvervende kvinde til hjemmegående hustru og havde græmmet sig.

Lise Nørgaard kom til den konklusion, at det at være hjemmegående hustru ”er et dumhedens, uselvstændighedens og afhængighedens hul, hvor hun kan gå og fungere som serviceforanstaltning for vor far, der til gengæld som primær forsørger styrter ud i det pulserende arbejdsliv”. En opfattelse, hun aldrig senere i livet har fundet anledning til at revidere.

Journalistikken har givet mig store glæder i mit liv, også fordi jeg derigennem er blevet bekræftet i visse fremskridt. Jeg vil egentlig gerne huskes for at have flyttet noget …

En af Lise Nørgaards første journalistiske succeser var en velgennemført kampagne mod Statens Husholdningsråds to minutter i radioen om morgenen. For Lise Nørgaard var Husholdningsrådets adgang til mikrofonerne led i den større verdensomspændende sammensværgelse for at få kvinderne ned i hullet, som hun har brugt sit liv på at bekæmpe.

Hun startede en kampagne i Politiken – den første af mange hun satte i gang – og fik afskaffet de to minutter. Siden vendte hun kanonerne mod sambeskatningen, lukkeloven og bilerne på Strøget for bare at nævne nogle stykker. Alle sammen emner, som unge journalister i dag, takket være Lise Nørgaard, ikke aner, hvad er.

Hun blev lagt for had, især af hjemmegående kønsfæller.

I den nye bog skriver hun i en kommentar fra 1967, at hun har vænnet sig til at modtage hadefulde anonyme skrivelser: ”Hvis man er en hund efter at modtage anonyme breve, kan man vælge at blive kvindelig journalist. Nu vil nogle måske spørge, om der ikke er lighed mellem kønnene, så man lige så godt kunne blive mandlig journalist og få det samme behov opfyldt. Men det er ikke tilfældet. Så vidt min erfaring rækker, er nemlig ni ud af ti anonyme brevskrivere kvinder, og de fleste af dem koncentrerer deres velsignelsesrige virke om andre kvinder. Selvfølgelig er der også enkelte mandlige indsendere mellem år og dag, men de har det mest med at skrive frække ord i vildelse. De kvindelige brevskrivere gør noget mere direkte ud af sagen, antagelig fordi de har bedre tid end mændene.”

En rejse gennem det udbombede Tyskland

Lise Nørgaard blev uddannet som journalist på Roskilde Dagblad og elskede sit fag. Ægteskab – og i hastig rækkefølge fire børn – gjorde, at hun selv var på vej ned i hullet, men hun kæmpede bravt imod. Hun skriver om sig selv i den periode, at hun blev smålig, intolerant og misundelig. Desuden begyndte hun at kæderyge af bare kedsomhed.

Alligevel kunne hun i 1946 rejse til Hamborg. I bladet præsenteret på en måde, vi aldrig ville se i dag: ”Vor medarbejder, journalist, fru Lise Flindt-Nielsen er for tiden på en rejse gennem Tyskland.”

Fra Hamborg sender hun sin første skildring til Roskilde Dagblad. Skildring er her det helt rigtige ord. Hun skildrer Hamborgs ruiner, så man ikke fatter, hvordan det nogensinde kunne blive til den livlige by, vi kender i dag. Europakortet ville blive et bjerg rigere, hvis alle de murbrokker og jernstumper, der udgør byens ruiner, blev lagt oven i hinanden, skriver hun.

Der findes, skriver Nørgaard, i Hamborg som overalt i verden en klike, der, om så atombomben skulle slå ned, alligevel vil sørge for at have tøj på kroppen.

”Her kan man vandre i timevis uden at finde et eneste hus, der efter vor indstilling kunne tjene til menneskebolig, og dog lever der mennesker i disse døde gader.”

I oktober ’46 var der endnu kvarterer, der hverken var ryddet for lig eller bomber. Hun beskriver de forarmede beboere, der vil gøre hvad som helst for en cigaret, og deres forbløffelse, når hun giver dem en gratis.

Typisk Lise Nørgaard hører det også med til billedet, at hun midt i elendigheden oplever en modeopvisning for rige mænds koner, besættelsesstyrkerne og deres veninder, skuespillerinder og andre berømtheder. Der findes, skriver Nørgaard, i Hamborg som overalt i verden en klike, der, om så atombomben skulle slå ned, alligevel vil sørge for at have tøj på kroppen.

På de svages side

København blev som bekendt ikke udbombet, men alligevel var der i efterkrigsårene en rystende boligmangel, som Lise Nørgaard bekæmpede i en lang række artikler, efter hun i 1949 kom til Politiken. I 1951 beskriver hun en familie på fire, som lever som muldvarpe i en tysk kanonstilling på Kløvermarken. ”Så vidt er vi i kampen mod bolignøden,” skriver Nørgaard og beskriver fugtige vægge, sjapper fra gulvet og osen fra en primus. ”Ved en af de små glugger står faderen i den sparsomme stribe af gråt lys, der falder ind gennem det hul i kasematten, hvorigennem kanonens munding oprindeligt har peget ud over Kløvermarken.” Sådan en artikel har nok haft en større gennemslagskraft end statistikker.

I det hele taget er Lise Nørgaard – i modsætning til sit senere image som højborgerlig – i sin journalistik altid på de svages side.

Allerede i 1966 skriver hun: ”I et samfund hvor folk ellers kommer til at ligne hinanden mere og mere, er det dobbelt svært at falde udenfor normerne. Det kan være en meget stor belastning at være anderledes, og derfor har vi alle en pligt til at mildne tilværelsen for de mennesker, der har et eller andet handicap eller er disponeret anderledes end de fleste… Vi må acceptere dem som ganske almindelige mennesker, der bare adskiller sig fra os ved at bære deres afvigelser udenpå, mens vi andre har været så heldige, at vores små og store særheder kan dølges for alle andre end de mennesker, der står os nærmest.”

Sovjetunionen/Rusland

Hun har altid været dybt fascineret af Sovjetunionen, som hun besøgte første gang i 1955. Det var i årene efter Stalins død, og der var en lille opblødning i den stejle antivestlige holdning. Til sine værters forbløffelse bad hun ikke om interviews med fremtrædende politikere, men om at få et møde med daværende ministerpræsident Nikolaj Bulganins hustru Elena Bulganina, der arbejdede som skolelærer. Bulganina lånte skoledirektørens kontor for at beværte Lise Nørgaard med et tebord, ”der står som et monument i bagværk og smørcreme over russisk gæstfrihed og gavmildhed”.

De taler om balancen mellem karriere og hjemlige forpligtelser. Bulganina fortæller, at hun har hushjælp og også holder barnepige til sin sønnesøn som kompensation for, at hun ikke selv har tid til at være babushka. Hun skal jo passe sit lærerindejob, og hun drømmer ikke om at opgive sit arbejde.

Lise Nørgaard fortæller om danske børnehaver, og da den russiske værtinde omgående spørger ”har De da ingen babushka?”, er der en sådan beklagelse i hendes stemme, at Nørgaard fuldkommen opgiver ”at fortælle hende om de vestlige landes moderne, velkonserverede bedstemødre, som næppe vil være indstillet på at hylle sig i uldne sjaler for at rokke afsted i resigneret ro ved siden af slægtens yngste medlemmer, tale klogt til dem og danse mærkelige gamle danse for dem”.

Lise Nørgaard besøgte Skt. Petersborg så sent som for fire år siden, lige inden hun blev 101. Jeg var selv med på den tur, så jeg ved, at den var meget vellykket

Ved et senere besøg i Moskva i 1963 beskriver Nørgaard, hvordan bordene i spisesalene på hendes fine hotel er dækket til fire, og alle pladser besættes med tilfældigt sammenbragte gæster. Hun må gang på gang minde sig selv om, at hun har lovet sine nærmeste ikke at blande sig i noget, der ikke angår hende, når hun er på de kanter.

Det holder hårdt og glipper da også, da hun en aften placeres sammen med to unge medicinstuderende fra Leningrad.

”De bestilte trekvart liter vodka til deling og spurgte, om jeg var amerikaner. Da jeg oplyste, at jeg var dansk, stirrede de saligt på mig og gentog ’You from free country’, hver gang de skyllede et glas ned. Da de var ved at nå bunden af karaflen, syntes jeg lige, at jeg for en ordens skyld måtte fortælle dem, at jeg ganske vist var fra et frit land, men ingenlunde var fra et sted, hvor studenter kunne tillade sig at sætte sig ind på en luksusrestaurant og bælle en spand vodka i sig. Jeg kunne godt se, at det berøvede dem nogle af deres illusioner med hensyn til den vestlige verden.”

Interessen for det store land holdt ved, da det gik tilbage til at hedde Rusland, og Lise Nørgaard besøgte Skt. Petersborg så sent som for fire år siden, lige inden hun blev 101. Jeg var selv med på den tur, så jeg ved, at den var meget vellykket.

En rollemodel, der var indbegrebet af sund fornuft

Da jeg var ung journalistelev, var der ikke noget, der hed rollemodeller. Alligevel havde jeg et par stykker. En af dem var Lise Nørgaard. Når jeg allerede som elev meldte mig ind i både Journalistforbundet og Publicistklubben, skyldes det selvfølgelig faglig bevidsthed og trang til at drøfte fagets indhold, men sandelig også at jeg ville komme i selskab med faglige pejlemærker som Lise Nørgaard, Eva Bendix og Nan Henningsen. De var indbegrebet af sund fornuft i en tid, som var præget af autoritær bragesnak og højstemt forargelse på andres vegne.

Jeg kan se mig selv som meget ung hænge i udkanten af en gruppe meget talende, grinende og gestikulerende voksne kvinder, som havde styr på det hele. Eller i hvert fald virkede sådan. Jeg vidste, at de kunne noget, som jeg ikke kunne. Og jeg var fast besluttet på at lære det. Efterhånden nikkede de muntert til mig, når jeg dukkede op. I det hele taget var en munter venlighed karakteristisk for dem. Både indbyrdes og udadtil.

Mine rollemodeller udmærkede sig ved, at de tillod sig at have både karriere og familie i en tid, hvor det nærmest var vedtaget ved lov, at det ikke kunne lade sig gøre

Jeg tror, at det var der, det begyndte at dæmre for mig, at den dér med, at kvinde er kvinde værst, er symptomatisk for kvinder, der ikke er dér i deres liv, hvor de gerne vil være. Dem, som synes, at livet har snydt dem, og som ikke kan se nogen grund til, at andre skal have det sjovere, end de selv har det. Og mon ikke det gælder alle køn?

Mine rollemodeller udmærkede sig ved, at de tillod sig at have både karriere og familie i en tid, hvor det nærmest var vedtaget ved lov, at det ikke kunne lade sig gøre. Lise Nørgaard har desuden altid udstrålet den form for kompetence, der virker meget forargelig på folk, der gerne vil have, at deres mislykkede liv er andres skyld.

Den bider ikke på Nørgaard. Hun synes, at kvinder (og mænd) er godt dumme, hvis de lever sammen med en partner, der ikke vil dem det godt. Det er jeg enig med hende i. Jeg troede længe, at det så bedre ud i min generation og endnu bedre hos de unge i dag. Og der er ved Gud også sket store ændringer til det bedre. Selv om jeg indimellem synes, at folk gør det unødvendigt svært for sig selv. Det har jeg nok fra Lise.

Direkte, uimponeret og nysgerrig

Lise Nørgaard har dækket alt muligt fra olympiske lege til den danske prinsesse Anne-Maries bryllup med græske kong Konstantin i Athen i 1969. Den respektløse og meget underholdende reportage fra et gardenparty i forbindelse med brylluppet var et totalt brud med den ærefrygt, der før havde præget al omtale af kongehuset.

For eksempel beskriver hun, hvordan flere af de fine gæster stikker glas med kongekrone i tasken som minde om begivenheden, og chauffører, der har kørt de fine gæster til festen, sniger sig igennem busketter og fornøjet fylder lommerne med delikate sandwiches og minikager med smørcreme.

Man løber ikke om hjørner med Lise Nørgaard, hvad enten man er genstand for et interview eller ender som person i en af hendes bøger, film eller TV-serier.

Hendes journalistiske tilgang er direkte og uimponeret. Og nysgerrig. Hun ser, og hun lytter. Man løber ikke om hjørner med Lise Nørgaard, hvad enten man er genstand for et interview eller ender som person i en af hendes bøger, film eller TV-serier.

Matador er den største succes i dansk tv-historie. Genudsendt 117 gange. Unge mennesker kan den selv i dag udenad, og Lise Nørgaard må, næst efter kongehuset, være det mest berømte menneske i Danmark. Alligevel er det meste af hendes journalistik i dag glemt. Det er en skam.

Selv siger hun: ”Jeg vil egentlig gerne huskes for min journalistik, for den er ligesom blevet overskygget af Matador og erindringerne. Journalistikken har givet mig store glæder i mit liv, også fordi jeg derigennem er blevet bekræftet i visse fremskridt. Jeg vil egentlig gerne huskes for at have flyttet noget …”