Et unikt talent er død: Mindeord om Bent Fabricius-Bjerre

Thomas Vilhelm 28.07.2020

DØDSFALD // MINDEORD – En usædvanlig talentfuld pianist, komponist og forretningsmand, Bent Fabricius-Bjerre, er død. Hans lysende, unikke talent strakte vidt og hans eftermæle bevidner det. Thomas Vilhelm skriver mindeord.

Pianisten, komponisten og forretningsmanden Bent Fabricius-Bjerres karriere strakte sig over ni årtier siden 1938. Nu er han død i en alder af 95 år efter kort tids sygdom grundet leukæmi.

Genremæssigt spændte Fabricius-Bjerre vidt; fra pop, jazz og klassisk præget partiturmusik til filmsoundtracks og tv-serier.

Især ‘Matador’-temaet har sammen med kendingsmelodien til Olsen-Banden sikret ham en folkelig status og genkendelighed af helt unik karakter i dansk musikliv, hvilket signaturmelodien brugt i ‘Klovn’ kun yderligere satte en tyk streg under.

Fabricius-Bjerre etablerede i 1950 pladeselskabet Metronome, der senere gik ind i filmproduktion og blev videresolgt 1997.

1962 modtog han som en af få danskere en amerikansk Grammy for ‘Alley Cat’ i kategorien ‘Bedste Rock and Roll indspilning’ fulgt op af et album af samme navn:

Melodien blev oprindelig anvendt som vignet i programserien ‘Omkring et flygel’ med ham selv som vært. Det internationale hiteventyr i starten af 60’erne lanceredes under navnet ‘Bent Fabric’, et alias der blev genbrugt i 2004, da pladen ‘Juxebox’ udkom, produceret og skrevet af blandt andre Infernal og Remee.

Fabricius-Bjerre anvendte stopur og trænede sig op til at ramme sine indsatspunkter med et halvt sekunds nøjagtighed, så man undgik at ryge ind i det efterfølgende billede

Titelnummeret ‘Juxebox’ sunget af Allan Vegenfeldt fra The Sandmen nåede højt på Dance hitlisterne i USA to år senere, hvor det lokkede mange amerikanere ud på dansegulvene.

Fabricius-Bjerres metier som filmkomponist startede i 1958 og varede til 2010. Han nåede at levere scores til mere end 40 film. Især Erik Balling, der blev født samme år som Fabricius-Bjerre og døde 81 år gammel i 2005, nød godt af hans talenter inden for det felt.

Kjeld Petersen og Bent Fabricius-Bjerre. Fra “Omkring et flygel”. Foto fra IMDB.

Sommeren 2004 fik jeg en interviewaftale i stand med Fabricius-Bjerre til brug for ‘Det visuelle øre – filmmusikkens historie’ (Systime, 2005).

Vi hyggede os under seancen, der strakte sig over flere timer i hans kontor i Nyhavn. Fabricius-Bjerre viste sig som en generøs og charmerende vært, og jeg forlod Nyhavndomicilet med hans selvbiografi i signeret form samt tilladelse til kvit og frit at bruge et uddrag af melodistemmen og harmonierne fra Olsen-Banden-kendingen i bogen.

Fabricius-Bjerre om samarbejdet med Balling: ‘Vi ser ofte, at instruktøren bruger den samme komponist, fordi denne forstår instruktøren. Når Erik Balling sagde banjo, mente han en guitar. Han sagde altid fløjte i stedet for klarinet.’

‘Han havde sin egen måde at forklare tingene på. Det er vigtigt at forstå hans intentioner, for det er instruktøren, der bestemmer suverænt, hvilken musik der skal på, og hvor den skal på.’

Balling lod komponisten læse manuskriptet og spurgte ofte efter noget musik undervejs. Fabricius-Bjerre anvendte stopur og trænede sig op til at ramme sine indsatspunkter med et halvt sekunds nøjagtighed, så man undgik at ryge ind i det efterfølgende billede.

Nogle gennemgående temaer blev komponeret i forvejen, som eksempelvis ‘Olsen-Banden’. Fabricius-Bjerre forsøgte sig med en ragtime for klaver, men det brød Balling sig ikke om.

Det var for firkantet til de tre nye ‘helte’. Deres ledemotiv skulle være mere ‘flosset i kanten’.

Papa Bue’s Viking Jazz Band blev valgt til indspilningen af musikken og modtog materialet på bånd, da det kneb med nodelæsningen.

I alt 14 gange mellem 1968-98 nåede danskerne at opleve de tre småforbrydere snige sig af sted til tonerne af den populære signaturmusik.

Nummer otte i rækken, “Olsen Banden ser rødt” fra 1976, er særlig kendt for ‘Elverhøj’ i det Kongelige Teater”. Selvom nationalklenodiet er komponeret af Frederik Kuhlau, fik Fabricius-Bjerre alligevel mulighed for at sætte sit stempel på værket. Det var nødvendigt at ændre i original partituret, så musikkens klimaks passede til handlingen.

I de mest travle perioder, hvor der var op til tre film i kalenderen på et år, havde Fabricius-Bjerre folk til at orkestrere for sig, men gjorde det gerne selv, hvis tiden muliggjorde det

Musikerne i kapellet bemærkede intet, og skuespillerne timede deres bevægelser ved hjælp af en særlig klaverudgave.

I de mest travle perioder, hvor der var op til tre film i kalenderen på et år, havde Fabricius-Bjerre folk til at orkestrere for sig, men gjorde det gerne selv, hvis tiden muliggjorde det.

Musicals som ‘Forelsket i København’ (Finn Henriksen, 1960) og ‘Jeg er s’gu min egen” (Erik Balling, 1967) fik det store udtræk med Ib Glindemanns bigband og Radiounderholdningsorkesteret. Ballings holdning var ‘alt til sin tid’, og hans faste tonemand leverede varen hver gang.

Æret være Bent Fabricius-Bjerres minde.