Lone Dybkjær, en karismatisk international politiker, er død

Jesper Grunwald 22.07.2020

LONE DYBKJÆR // MINDEORD – Lone Dybkjær (1940-2020) var en af landets mest begavede politikere siden 70’erne med et internationalt udsyn, som er en sjældenhed i den nationalistiske andedam. Og tilmed en karismatisk og smuk kvinde. Det er en stille fryd, at mennesker aldrig fordufter helt, blot deres fodaftryk er dybe nok, skriver Jesper Grunwald i sine mindeord.

En af landets skarpeste politikere gennem mere en et halvt århundrede, Lone Dybkjær, er død.

Jeg oplevede at tale med hende på tomandshånd én enkelt gang – og det var en dejlig og en smule bevægende oplevelse.

Hun var en frontkæmper og en praktisk feminist, en miljøforkæmper, før den daglige kost for alvor blev grøn

Lone Dybkjær har – hvad mange ikke ved – bornholmske aner. Hendes mor var en datter fra nabogården til Sejersgård, hvor jeg selv voksede op, – Hintsegård i Ibsker. På Hintsegård boede min ven siden barndommen, Simon Jensen. Og hans fars søster, Else, der flyttede til København som ganske ung, var altså Lone Dybkjærs mor.

Jeg har til alle tider haft et tvivls-kærlighedsforhold til De Radikale. Kærlighedsforholdet betød, at jeg nogle få år var medlem af partiet. Men da der endelig kom en ægte, pro-europæisk politik på venstrefløjen, vendte jeg tilbage til “de røde”, hvor jeg hører hjemme.

For 15-20 år siden holdt jeg festaftenens key-note gæste-tale til det radikale Landsråd på Nyborg Strand. Det havde til gengæld intet med min politiske holdning at gøre. Men radiodirektør Leif Lønsmann måtte melde forfald, og DR Radios souschef måtte tage rollen som taler over emnet “Kulturkampen”. Og souschefen var mig!

Min indre drillepind elskede at dementere den myte, at begrebet om ‘Kulturkampen’ var en kulturradikal opfindelse fra 20’erne og 30’erne.

For sådan var og er det slet ikke. Begrebet blev “opfundet” og brugt i Bismarcks samling af Tyskland i midten af 1800-tallet. Jernkanslerens kamp mod magten i den katolske kirke. Fra småfyrstendømmer til stærkt kejserlige med borgerne i front – ikke kirken.
Her kunne man for alvor tale om en kulturkamp.

Jeg talte om kulturen og folket. Om de personligheder, jeg har mødt i mit liv, som var kulturpersonligheder og kulturkendere helt udenfor det selvbevidste og til tider -fede parnas. Herunder min barndomsven, Simons far, Lars Peter, der havde gået 7 år i skole – hver anden dag. Og samtidigt var en af de mest passionerede Wagner-elskere og -kendere, jeg har mødt.

Ingen tvivl om, at Lone Dybkjær var en stor personlighed

Jo, der kan være en rød tråd mellem en nærmest svulstig stor verdenskunster som komponisten Wagner og en ukendt bornholmsk bonde. For kulturkamp er ikke blot kulturelitens. Den udøves ikke bare af den intellektuelle middelstand i medier og kulturliv. Den er også en frihedskamp i det liv, der leves tættere på jorden og lortet.

Ingen radikale på Nyborg Strand kendte Lars Peter, der var strengt konservativ – men faktisk radikal i sine unge år. Indtil han oplevede Hitler “Anschluss” – indtagelsen af Østrig i foråret 1938, hvor Lars Peter Jensen tilfældigt var på rejse i Alpelandet.

Hitlers overgreb og radikal pacifisme gik ikke op i en højere enhed for den bornholmske bonde.

Og jo, Lone Dybkjær genkendte selvfølgelig portrættet af sin onkel, selv om jeg ikke nævnte familierelationer i min tale. Hun opsøgte mig efter “showet” og vi fik en halv times sentimental journey til Hintsegård i Ibsker.

Og ingen tvivl om, at Lone Dybkjær var en stor personlighed og en af landets mest begavede politikere siden 70’erne. Hun var en frontkæmper og en praktisk feminist, en miljøforkæmper, før den daglige kost for alvor blev grøn.

Hun var også en en politiker, som var kvalitativt på højde med den europæiske superliga og med et internationalt udsyn, som er en sjældenhed i den nationalistiske andedam.

Og tilmed en karismatisk og smuk kvinde.

Det er en stille fryd, at mennesker aldrig fordufter helt, blot deres fodaftryk er dybe nok.

Topillustration: Lone Dybkjær. Foto: Pressebillede, Folketinget.

LÆS FLERE ARTIKER SKREVET AF JESPER GRUNWALD HER

Jesper Grunwald

En hyrevognschaufførs bekendelser Jesper Grunwald er taxamanden. Og taxamand.dk er mig! Sådan er det og sådan bli’r det. Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner. Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig. Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning. Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det. Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst. Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk. Hvad det er jeg kan? - Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND. Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112