USA 2024 & LGBT // KRONIK – En ny måling antyder, at Kamala Harris’ fokus på kulturkamp og transkønnede bidrog til hendes valgnederlag. Journalist Dorte Toft ser nærmere på, hvordan det demokratiske partis markante engagement i identitetspolitik og Joe Bidens personlige støtte til transaktivisme har udløst stigende kritik internt i partiet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har længe haft svært ved at forstå, hvorfor demokraterne i USA under præsident Joe Biden gik linen helt ud i sin promovering af transideologien. Partiets traditionelle positive holdning til LGB-segmentet, altså homoseksuelle og biseksuelle, blev tæt på overdøvet af en nærmest demonstrativ entusiasme over for alt under transparaplyen.
Det udnyttede Trump i den grad ved valget. En af hans kampagnevideoer, der slog bedst igennem, havde budskabet ”Kamela’s agenda is They/Them – not You”. De/dem er de pronominer, der foretrækkes af de såkaldt non-binære, der hverken vil være kvinde eller mand.
I videoen henviste Trump til et tv-interview fra 2019, hvor Kamala Harris udtalte sin fulde støtte til offentligt betalt kønsskiftebehandling af indsatte i fængsler, og Trump fik vist en kønsskiftet, livstidsdømt morder. Emnet var også med i en anden af hans kampagnevideoer, der blev indledt af et klip fra et par forargede influencers‘ video.
Demokraternes kulturkamp
Blandt uafklarede vælgere, swing voters, var Harris’ store fokus på “cultural issues like transgender issues rather than helping the middle class”, altså kulturkamp såsom transrelaterede emner, i stedet for at hjælpe middelklassen, deres vigtigste årsag til ikke at stemme på hende, selv om Harris havde neddroslet den del under valgkampen og lagt stor vægt på truslen mod fri abort.
Blandt samtlige vælgere talte hendes identitetspolitiske fokus som den tredjevigtigste årsag til fravalget af hende, med økonomi og indvandring som det vigtigste. Det fremgår i hvert fald af en undersøgelse, foretaget af analysebureauet Blueprint, der har haft fokus på, hvad der skulle til for at sikre demokraterne sejren.
Bidens motiv
For nylig er der på det sociale medie X (tidligere Twitter) dukket information op, der – for mig i hvert fald – kan forklare noget af Biden & Co’s optagethed af transkønnede, udover at USA er midt i, hvad der kaldes en woke-bølge. Bag informationen står den amerikanske konservative kommentator, Michael Knowles, der på X har 1,2 mio. følgere. Jeg har p.t. ikke set hans beretning anfægtet.
Joe Bidens højtelskede søn, Beau Biden, der døde af kræft i en alder af blot 46 år, havde en administrativ hjælper, Tim McBride. Denne “skiftede” køn, og Tim – nu Sarah – McBride blev i november den første transkønnede nogensinde valgt ind i Kongressen, og det gav genlyd, også herhjemme i Politiken, der dedikerede en hel artikel til det.
Joe Biden har tidligt erklæret sin fulde støtte til McBride. “Beau loved you, I love you, and all the Bidens are proud of you. Joe”. Sådan lød det, dengang Biden var vice-præsident, efter at Sarah McBride som den første transkønnede nogensinde havde talt på det demokratiske konvent i 2016. Hillary Clinton, der blev valgt som partiets præsidentkandidat, fremhævede også McBride på Twitter.
Men kan Biden med sin personlige aktie i sagen påvirke et helt parti, så det kommer ude af trit med for mange af sine vælgere? Det er en situation, der drøftes i kredse, der ikke tager alt i transideologien for gode varer. Meget tyder på, at bare én person i ledelsen eller bare en elsket kollega har en transperson i familien eller nært kendskab til en, så trænger transaktivismen bredt igennem, hvadenten det sker grundet empati eller frygt for at blive udstødt som transfob.
Den kønsskiftede McBride havde i øvrigt meldt ud, at ændringen nok ville blive en ulempe karrieremæssigt, men det modsatte skete, som det er sket for andre tidligere. Det er blevet et enormt boost for kendtheden, og McBride blev feteret i medier, i partiet og dermed også i Hollywood.
Uheldig udnævnelse
Demokraternes intensiverede transaktivisme, efter Biden indtog præsidentposten, kunne blandt andet ses i lovgivningsinitiativer og via udnævnelser, hvor der promoveringsmæssigt netop blev slået på diversitet vedrørende både LGBT+ og farve.
En udnævnelse på atomenergiområdet gav dog et alvorligt bagslag. Den “non-binære” Sam Brinton, en kendt frontfigur for transkønnede, blev dels afsløret som løgner, dels afsløret som tyv af kvinders kufferter.
En transkvinde – admiral Rachel Levine, der er far til to – fik ansvar på sundhedsområdet, og udnyttede jævnligt den høje post til at promovere transideologien.
Op til valget blev det afsløret, at Levines embedsværk havde presset på for at få Wpath, der sætter standarder for kønsskiftebehandling, til at fjerne den nedre aldersgrænse for at lave kønsskiftekirurgi på børn. Wpath har nu fjernet grænsen.
Nyvalgte Sarah McBride, der har Bidenfamiliens fulde opbakning, presser også på for børns tidlige kønsskifte, og Joe Biden går i sine offentlige optrædener meget op i de børn, der ikke vil deres biologiske køn.
Lovgivningsmæssigt vakte det røre med en ændring af den såkaldte Title IX, der forbyder kønsbaseret diskrimination på uddannelsesinstitutioner, som modtager føderal støtte. Den var tænkt til beskyttelse af kvinder og blev nu udvidet til også at omfatte LGBT+gruppen. Det indebar blandt andet, at uddannelsesorganisationer vil miste støtten, hvis ikke transkvinder, altså mænd, tillades i kvindesport.
Også den nyvalgte Sarah McBride kræver, at kvindesporten inkluderer transkvinder, men ifølge en Gallup-undersøgelse er et stort flertal af amerikanere imod det.
Ifølge Bernie Sanders har partiet været ”uden tanke for, at størstedelen af amerikanerne er fra arbejderklassen”, og i den klasse gælder bekymringen deres økonomi, ikke kønsidentitet
Joe Biden og Kamala Harris fik desuden ekstra opmærksomhed på grund deres fetering af transkvinden Dylan Mulvaney – en homoseksuel mand, der havde haft liden succes som komiker og som influencer på TikTok. Da Mulvaney på TikTok indledte en ny serie med titlen Days of Girlhood (dage som pige), ændrede det sig. Indledningsvis tog han som nybleven ”kvinde” groft pis på kvinder (flere afsnit er nu slettet), og det blev en viral succes, men så skiftede Mulvaney vinkel og blev nu manden, der angiveligt seriøst var i gang med et kønsskifte for at leve sit “sande liv”. Iscenesættelsen er som reality-showbiz.
Promovering af showet
Joe Biden valgte at invitere ham til Det Hvide Hus. På dag 222 af at være ”en pige” var Mulvaney med i en tv-transmission fra Det Hvide Hus sammen med Biden, hvor de talte om transpersoners vilkår, og da Mulvaney var på sin 365. day of girlhood, modtog han et beundrende lykønskningsbrev fra Kamala Harris. Han har fået en formidabel karriere.
Kritik fra far til to døtre
Efter valgnederlaget har et par demokrater offentligt udtrykt, at transaktivismen har skadet partiet, nemlig Seth Moulton og Tom Suozzi, begge i Repræsentanternes Hus. Begge er imod, at transkvinder inkluderes i kvindesport.
”Demokraterne har brugt alt for lang tid på at prøve at undgå at krænke nogen i stedet for at være brutalt ærlig om de udfordringer, som mange amerikanere står over for. Jeg har to små piger, og jeg ønsker dem ikke løbet over ende på banen af en mand eller en tidligere mandlig atlet, men som demokrat burde jeg være bange for at sige det,” sagde Seth Moulton til New York Times.
Partiet tør næppe heller forsøge sig med et kompromis ved at sige nej til mandekroppe i kvindesporten, selv om inklusionen i sport vækker størst modstand
Begge demokrater har fået skarp kritik over deres udtalelser fra partifæller og transaktivister, mens der er en lidt mere gelinde behandling af Bernie Sanders på partiets venstrefløj, selv om han også i New York Times kritiserer partiet for at fokusere for meget på identitetspolitik. Ifølge Bernie Sanders har partiet været ”uden tanke for at størstedelen af amerikanere er fra arbejderklassen”, og i den klasse gælder bekymringen deres økonomi, ikke kønsidentitet, mener han.
Det blev et hårdt valg for demokraterne, der nu selv må ransage, hvad der gik galt. På transområdet står partiet i en Catch 22-situation. Fastholder det sin stærke transaktivisme, taber partiet sandsynligvis yderligere på det, da amerikanerne i løbet af de sidste år er blevet mere skeptiske over for ideologien ud fra, hvad der efterhånden ses af konsekvenser for andre.
Men skruer partiet ned for aktivismen, vil det blive angrebet voldsomt indefra, fra ventrelænende medier og fra de store dele akademia, hvor transideologien står stærkt hos både studerende og undervisere.
Partiet tør næppe heller forsøge sig med et kompromis ved at sige nej til mandekroppe i kvindesporten, selv om inklusionen i sport vækker størst modstand, for det ville være som at stikke hul i ballonen med forsikringen om, at transkvinder er kvinder og derfor ikke må udelukkes fra noget som helst for kvinder.
Læs også Annegrethe Rasmussens portræt og analyse: “Washington gør klar til en ny førstedame: Mød Susie Wiles”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her