DE OLYMPISKE LEGE // KOMMENTAR – Til fredagens åbningsceremoni ved OL i Paris endte et kort indslag, der var ment som en reference til de græske guder, med at overskygge alt andet for nogle kristenkonservative. Det er ærgerligt, at forstandige og veluddannede folk så velvilligt hopper med på forargelsesbølgen og ikke bruger deres kritiske sans, skriver Morten Skovgaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det kan være virkelig svært for det sekulære sind at sætte sig helt ind i, hvilke følelser opfattelsen af blasfemi, eller manglende respekt for religiøs ikonografi, vækker. Men respekten for det sakrale er en kulturkraft, der stadig spiller en kæmpestor rolle for vores samfund i dag.
I de seneste dage har den givet sig udslag i stor virak om sidste fredags fire timer lange olympiske åbningsceremoni, hvor et kortere indslag med queerpersoner i fokus endte med at overskygge alt andet for et vist segment af kristenkonservative.
Jeg skriver specifikt ”et vist segment”, fordi jeg er vis på, at det reelt kun er et mindretal af kristne, der tog indslaget ilde op; det ramte nok hårdest på de felter i Venn-diagrammet, hvor islamkritik og queerfobi også giver udslag.
Det tragikomiske er, at den franske åbningsceremoni var båret af budskaber om Liberté (frihed), Egalité (lighed), Fraternité/Sororité (broder- og søsterskab), Solidarité (solidaritet), og så videre – alt sammen værdier, vi her i den vestlige del af verden kæmper for at holde fast i lige nu – og at den så alligevel endte med at splitte og polarisere folk efterfølgende.
Det skyldes til dels, at der eksisterer kræfter både øst og vest for, og i, Europa, der har en klar interesse i at forstærke alle former for splid og umuliggøre fornuftige og konstruktive samtaler mellem mennesker, der er uenige med hinanden.
Gad vide, om furoren havde været lige så stor, hvis ingen mænd i kjoler eller personer med spændende kønsidentiteter og seksualiteter havde deltaget i scenen?
Læg blot mærke til, hvor hurtige for eksempel Trump og Musk i USA var til at opvigle deres mange fans og følgere og opbygge en hård modreaktion, og hvordan Republikanernes præsidentkandidat er fortsat med at kritisere OL og vil nægte at holde arrangementet i USA i 2028, hvis han skulle blive præsident.
Det er ganske forudsigelig retorik fra queerhadere, der gerne vil lefle for religiøse konservative. Men hvad skete der egentlig under ceremonien, som kunne vække så stor opstand?
Den kristenkonservative højrefløj verden over fløj op af stolene og til tasterne efter at have overværet det, de opfattede som totalt respektløs omgang med Den sidste nadver – som vi kender den fra Leonardo da Vincis berømte gamle maleri.
Her sidder Jesus under sit sidste aftensmåltid før korsfæstelsen med sine 12 disciple, og ligheden med dette klassiske motiv i ceremonien kan da også ved første overfladiske øjekast virke slående.
Forbenede kritikere er allerede i fuld gang med at affeje forklaringen af, hvorfor hele furoren beror på en fejlopfattelse af scenen. Det er en helt naturlig refleks at vende pilen mod modparten og bare afvise dennes forsvar som en efterrationalisering. Det er også intellektuelt dovent.
Nu er skaden jo sket, så det kan måske synes mindre vigtigt at begive sig ud i at forklare, hvorfor det lige nu virker så tosset, at Den Olympiske Komité (COJOP) efterfølgende måtte beklage, at så mange kristne åbenbart var blevet stødt over denne del af ceremonien (de undskyldte dog ikke for indholdet, hvilket er en meget vigtig detalje).
Men lad mig gøre forsøget:
Motivet er ifølge kunstneren Thomas Jolly, der stod for opsætningen af hele arrangementet, ikke inspireret af det kristne motivi i da Vincis maleri, men af den hollandske maler Jan van Bijlerts maleri Le Festin des Dieux (“Den guddommelige fest”), som visuelt er inspireret af da Vincis berømte maleri, da det ligeledes fokuserer på et langbord med spisende personer omkring.
Her er konteksten dog et noget mere muntert arrangement i modsætning til Jesus’ sidste måltid, nemlig de hedenske antikke græsk-romerske guder, som holder fest på det græske bjerg Olympen, der er det symbolske ophavssted for De Olympiske Lege.
Heri kan Apollo genkendes på glorien – som også er til stede i OL-opstillingen – Bakkus/Dionysos på druerne, Neptun/Poseidon på treforken, Diana/Artemis på månen osv.
Dette klassiske mytologiske motiv er udforsket af flere kunstnere gennem tiden og optræder også i form af en ”Bakkusfest” eller et “bakkanal”, som refererer til romerske festivaler til ære for guden Bakkus/Dionysos, der stod for vin, frihed, fuldskab og ekstase.
Derfor var der, i øvrigt i fuld overensstemmelse med den frisindede og ofte dekadente franske kunstneriske tradition, også anlagt en ganske løssluppen stemning i OL-indslaget, hvori en række queerpersoner deltog.
Bordet var i øvrigt heller ikke et bord, men i stedet en modecatwalk, der efterfølgende blev brugt til et modeshow, og der var derudover 18 mennesker og ikke de 13, der deltog i Den sidste nadver. Men den slags detaljer fortaber sig desværre let under opbygningen af en god forargelsesstorm.
Ceremoniens misforståede symbolik
Tanken bag indslaget var ifølge Thomas Jolly selv at vise en storslået hedensk festival for at skabe den direkte forbindelse til Olympens guder, men denne symbolik blev hurtigt kapret af misforstået kristen forargelse.
Og raseriet retter sig selvfølgelig særligt imod, at der var både queerpersoner og dragperformere i den trup af mere eller mindre påklædte aktører, der deltog i løjerne. For der og bliver bare få ting som mænd i dametøj, der kan skabe angst for den totale nedbrydning af klassiske familieværdier og vores børns ve og vel (medmindre de altså optræder under kontrollerede Cirkusrevy-agtige forhold, og formålet er at gøre grin med kvinder, for så er det okay).
Gad vide, om furoren havde været lige så stor, hvis ingen mænd i kjoler eller personer med spændende kønsidentiteter og seksualiteter havde deltaget i scenen? Næppe, for det er jo dét tema, hele virakken koncentrerer sig om: at nogle folk ikke ønsker at blive konfronteret med ”den slags” i den allerbedste sendetid.
Vi lever immervæk i en tid, hvor alting bliver fordrejet, forskruet og forstærket lynhurtigt, og hvor kæmpestore pressionsgrupper på ingen tid kan mobiliseres til at lægge pres på alt, der tolkes som politisk modstand
Lige netop dette syn straksudløser puritanske fortællinger om pædofili, påtvungne kønsskifter og almindeligt moralsk fordærv – og hvad skal der nu ske med vores stakkels børn? – Og det er klart, at lige netop dén front af personer, der er modstandere af folks ret til at udtrykke sig selv, vil misbruge sådan et arrangement fuldt ud og på det groveste til at skabe en stærk modreaktion.
Det er et virkelig følsomt emne, som man jo sagtens kunne mene, at Jolly og de andre folk bag ceremonien måske godt kunne have forudset både ville udløse mange rygmarvsreflekser og blive anvendt til politiske formål, hvis de havde haft erfaring med shitstorm-kontrol.
Vi lever immervæk i en tid, hvor alting bliver fordrejet, forskruet og forstærket lynhurtigt, og hvor kæmpestore pressionsgrupper på ingen tid kan mobiliseres til at lægge pres på alt, der tolkes som politisk modstand.
Men måske har de fra starten været klar over, at scenen ville vække anstød, og valgt at se bort fra det, fordi budskaberne vejede tungere end bekymringer over modtagelsen af dem. Hvis det er tilfældet, har de min dybeste respekt.
Et interessant element i den omdiskuterede scene er, at der ligger en blåmalet næsten nøgen mand foran hele tabernaklet (undskyld!), som skal forestille Bakkus/Dionysos iført en efeu- og blomsterguirlande, helt i tråd med klassiske portrætteringer af guden.
Det var den franske musiker Philippe Katerine, som sang sangen ”Nu” (“Nøgen”), så hvis referencen ikke var bøjet i neon før, burde den ellers have været det ved synet af ham.
Det ærgrer mig også, at ellers forstandige og veluddannede folk så velvilligt hopper med på forargelsesbølgen og ikke bruger deres kritiske sans
Men så vidt jeg kan forstå, var han tilsyneladende ikke vist i visse tv-transmissioner af ceremonien – blandt andet i USA, hvor han muligvis har været bortcensureret – og det kan måske være en del af forklaringen på, hvorfor folk, der ellers burde vide bedre, var så hurtige til at misfortolke scenen?
Kulturelt nulsumsspil
Jeg bruger bevidst ikke ordet ”krænkelsesparate” om kritikerne, fordi det er et af de irriterende internetord, som er designet til at kortslutte debatter. Og fordi jeg ikke mener, at kristne eller religiøse mennesker nødvendigvis er mere nærtagende end alle andre.
Men jeg har det virkelig stramt med den dér monomane kollektive higen efter kontroverser og ophidselse, før man sætter sig ned og lige bruger lidt tid på at prøve at forstå mytologien, historien og betydningslagene bag det, man ser og irriteres eller forarges over.
Det ærgrer mig også, at ellers forstandige og veluddannede folk så velvilligt hopper med på forargelsesbølgen og ikke bruger deres kritiske sans, før de går efter hurtige og billige point i den evige kulturelle nulsumsfodboldkamp, hvor nogen nødvendigvis må tabe noget, hver gang andre vinder noget.
Der er vi nok tilbage ved de religiøse følelser, jeg som ikke-troende ikke helt forstår kan kortslutte folks kognitive apparat så hurtigt. Jeg vil i så fald blot undre mig over, hvor den klassiske kristne tilgivelse bliver af, når man præsenteres for information, der burde desarmere forargelsesbomben.
Frihed, lighed og broder-/søsterskab er grundpiller i de liberale vestlige demokratier, og OL er synonymt med disse værdier. Derfor kan det ikke undre, at organisationen angribes hårdt af dem, der ikke deler dem
Symbolik kan være et stærkt kulturelt våben, fordi den sjældent er entydig og altid kan formes, så den passer til modstridende fortællinger. Det er i dén grad det, der er på spil her.
Kristenkonservative vil uden tvivl betragte det som en sejr, at Den Olympiske Komité blev aftvunget en beklagelse for optrinet, og selvom det ærgrer mig, at de gav denne, kunne de naturligvis ikke have gjort andet, når nu presset på dem så hurtigt og pludseligt blev så stort.
Og her er vi tilbage ved, at den reelle drivkraft bag vredesbølgen måske i virkeligheden er noget helt andet end bare stødte kristne sensibiliteter.
Frankrig har en stolt tradition for kritik af og satire over religioner og øvrige autoriteter, og landet har i de seneste mange år været genstand for alenlange debatter om censur og indskrænkning af den frie debat på grund af de angreb og voldsomme problemer, franske satirikeres humorisering over islam har medført.
Det er en vigtig del af hele diskursen, som man ikke kan ignorere, for der ligger naturligvis et stærkt irritationsmoment og lurer her: For hvorfor skulle det under OL gå ud over lige netop de kristne – som det altså blev opfattet af nogle – og ikke islam?
Når vi nu under fodbold-VM i Qatar for to år siden så, hvordan man i dette land behandlede homoseksuelle og andre ”afvigere”, kan jeg godt forstå, at folk, der har misforstået den franske ceremoni, godt kan opbygge en vis harme over, at man ikke rettede satiren dén vej, når man nu havde chancen.
Men dét er så også en misforståelse af, hvad De Olympiske Lege står for, for det ville være højst mærkværdigt, hvis man pludselig begyndte at jonglere med så direkte politiske budskaber i et af verdens største internationale sportsarrangementer, der traditionelt gør sig så stor umage med at henvende sig til og inkludere alle.
De Olympiske Lege har gennem årene været en kæmpestor drivkraft for kønnenes lighed i konkurrencerne, og der er i dag omtrent lige så mange kvinder som mænd, der deltager i arrangementet. Det er en kæmpestor bedrift.
Denne institutionelle opbakning af basale progressive værdier er uden tvivl en torn i øjet på dem, der reelt ikke ønsker deres yderligere udbredelse med alt, hvad det indebærer af nye kønsidentiteter, øgede rettigheder til minoriteter og andet, der kan indbefattes under ”woke”-paraplyen.
Frihed, lighed og broder-/søsterskab er grundpiller i de liberale vestlige demokratier, og OL er synonymt med disse værdier. Derfor kan det ikke undre, at organisationen angribes hårdt af dem, der ikke deler dem.
De helt store internationale sportsbegivenheder er skueplads for mange kampe, også de kulturelle og politiske af slagsen. Det franske metalband Gojira opførte under OL-ceremonien i et samarbejde med operasangeren Marina Viotti den populære revolutionssang ”Ah! Ça Ira” på Conciergerie-bygningen, der under Den Franske Revolution fungerede som fængsel.
Deres optræden var tilsat både blodkanoner, store flammer og en række halshuggede figurer, der forestillede den dræbte dronning Marie Antoinette. Alt var indhyllet i en forbløffende brutal æstetik, der mindedes dette vigtige og voldsomme kapitel i Frankrigs historie.
Det var på mange måder et historisk og for metalmusikken et ligefrem monumentalt øjeblik, hvor historie, kunst og samtid smeltede sammen i en højere enhed.
Men ganske forudsigeligt skulle der ikke gå længe, før historien om, at Gojira var et satanisk metalband (det er de absolut ikke, og alle påstande om dette må på det bestemteste afvises som decideret tåbelige), fik bundtræk i uvidende miljøer og også blev hvirvlet ind i fortællingen om OL-ceremoniens moralske sammenbrud.
Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
