TEATER // ANMELDELSE – End ikke snakken om forhudsforsnævring, Madonna-musik fra 80’erne eller efterrationalisering af fejltrin og privilegier kan løfte Det Kongelige Teaters fortælling Marie-Antoinette op til virkelig vedkommende 2025-scenekunst. Jeg sidder tilbage og savner det mod og den frækhed, som det franske heavy metal band Gojira havde, da de ved OL-åbningen i 2024 brugte en af verdenshistoriens mest forkælede figurer i deres performance.
Når jeg læser i programmet og på Det Kongelige Teaters hjemmeside, forstår jeg alle intentionerne:
“Vi tror på klassikeren som den universelle fortælling om det at være menneske. Vi mener, at nutidens udfordringer er ekkoer af tidligere tiders udfordringer, og derfor ønsker vi at bruge fortiden som prisme for at forstå vores samtid. Vi iscenesætter klassikeren til vores egen generation for at skabe samhørighed og for at føle os mindre alene og, måske især, mindre vigtige.
Vi tror på nuancer, at intet her i verden er sort/hvidt. Vi insisterer på at portrættere mennesket som helt, med hud og hår, det gode med det onde, det sympatiske med det usympatiske. For rummer vi ikke alle det hele?”
Sådan lyder det fra husinstruktør Anna Balslev og gruppen Regimentet, bestående af 12 scenekunstnere, der står bag forestillingen Marie-Antoinette. Den spiller på Mellemgulvet, Det Kongelige Teaters lille scene i Skuespilhuset.
Man kunne ønske sig, at Danmarks største teater turde gå til grænsen på samme måde, som da verdens største begivenhed turde bruge fænomenet Marie-Antoinette
Men kunst og kultur skal i min optik ikke bedømmes på ideer, udtalelser og visioner, men på det reelle udtryk. Og her mangler ensemblet at fuldføre sin idé.
1700-tallets luksus, krise og revolution
Frankrigs sidste dronning, Marie-Antoinette, har været inspiration for utallige kunstværker: Malerier, skulpturer, mode, scenekunst og film. Nu har Det Kongelige Teater lavet deres teaterversion over Marie-Antoinette og livet på Versailles sammen med Louis XVI.
Et liv med overdreven luksus og ekstravagance, der i slutningen af 1700-tallets Frankrig stod i skærende kontrast til vilkårene hos den almindelige befolkning. Mens aristokratiet i deres privilegieblindhed festede på slottet – ukendeliggjort med pudder og parykker, der kamuflerede sårene fra deres syfilis – så stod befolkningen bogstaveligt talt i lort til halsen; sultende i fattigdom og nød.
På den ene side var Frankrig et land fyldt med skønhed, men på den anden side var det et fængsel af politisk og økonomisk usikkerhed, kritik og stigende spændinger, der kulminerede med den franske revolution i 1789. Kongeslottet i Versailles blev et symbol på det gamle regime og de sociale uretfærdigheder, der til sidst førte til monarkiets fald og afskaffelse i 1792.
Den 21. januar 1793 blev Louis XVI henrettet ved guillotine på Place de la Concorde i Paris. Senere samme år blev Marie-Antoinette stillet for retten. Dømt til døden og, som sin mand, henrettet ved guillotine på Concorde-pladsen.
Men så langt er publikum slet ikke, da vi træder ind i rummet på Mellemgulvet. På scenen trisser fem skuespillere rundt i overdådige og elegante, hvide rokokokostumer, måske i stil gående mod nyklassicisme. Hvem kender egentlig forskellen i 2025?
Laura Løwe står for kostumer og den enkle – ja i kontrast til Versailles – nærmest sparsommelige scenografi ligner et firkantet bassin omkredset af stålstolper, som minder om dem, der bærer et lysanlæg.
Hvis man har set Sofia Coppolas film
Du skal følge reglerne.
Behage din mand.
Føde Frankrigs næste konge.
Ikke være for almindelig – vide, du er tæt på Gud.
Nogenlunde sådan var formaningerne til den kun 14-årige Marie-Antoinette, inden hun blev gift med 16-årige Louis-Auguste (senere Louis XVI). Hun var østrigsk ærkehertuginde. Han var sønnesøn til den franske konge Louis XV.
Har man set Sofia Coppolas film Marie-Antoinette fra 2006 med Kirsten Dunst i titelrollen, så har man nogenlunde den skabelon til fortællingen, som dramatikeren Sonja Ferdinand og instruktøren Anna Balslev også bruger i deres fortælling om Marie-Antoinette.
Efter forhandlinger mellem Marie-Antoinettes mor og den franske ambassadør Choiseul mødes de to unge første gang i Compiègne-skoven og bliver gift i år 1770. Tidligt opdager hoffet, at der ikke umiddelbart er gang i forsøget på familieforøgelse.
Den unge Louis er mere optaget af jagt og nøgler end af elskov med Marie-Antoinette – og så lider han af forhudsforsnævring. Seks gange vises historien om parret, der ikke har sex. Det giver nemlig bekymring, for i ægteskabspagten ligger, at Marie-Antoinette skulle føde Frankrigs kronarving.
Med en overforbrugende og letlevende Marie-Antoinette som hovedperson er der virkelig mulighed for at lave en teater-kioskbasker anno 2025
I en moderne fortolkning og i et nutidigt sprog kommer vi igennem mange af de kendte fortællinger om Marie-Antoinette og hendes tid på Versailles. Blandt andet om forholdet til Madame du Barry, forlystelsespigen fra Paris, der var Louis XVs sidste elskerinde, men som mod Marie-Antoinettes tilskyndelse optrådte på slottet som en dronning. Vi hører om den svenske adels- og militærmand, Axel von Fersen, der er kendt for sin nære forbindelse til Marie-Antoinette, og som i teaterforestillingen gøres til elsker og far til Marie-Antoinettes første barn.
Vi er med til de overdådige fester, maskerader og middage, og vi hører om overflod, mode, kunst og fornøjelser.
For Marie-Antoinette var ekstravagancen med til at give et frirum for hoffets strenge regler. Her kunne hun skabe et kreativt og kulturelt miljø. Men hendes privilegieblindhed blev også hendes endeligt.
Marie-Antoinette på Mellemgulvet følger hovedpersonen fra det første møde med Choiseul til blodet ved guillotinen. Faktisk modsat Coppola, der slutter sin fortælling, hvor den anholdte Marie-Antoinette bliver transporteret fra Versailles til Paris.
Det siges at …
Der er rigtigt mange fine elementer i ensemble Regimentets bud på en fortælling om en af verdenshistoriens mest forkælende figurer. Laura Løwes scenografi og kostumer er i sin minimalistiske form (det er jo en forestilling på Mellemgulvet, hvor budgettet til den slags ikke er tårnhøjt) med til at vise storhed og fald.
Som nævnt er fortællingerne om Marie-Antoinette utallige… Det betyder jo faktisk fri leg for alle
Det, jeg kaldte et firkantet bassin, bliver på et tidspunkt til et springvand, der fyldes – og som folkets vrede tager til, bliver vandet rødt, og de store kjoler tages af. Smukt og symbolsk.
Som nævnt er fortællingerne om Marie-Antoinette utallige, men der findes ikke ét forlæg, som hvis vi for eksempel taler Hamlet eller Misantropen. Det betyder jo faktisk fri leg for alle.
Dramatikeren Sonja Ferdinans og instruktør Anna Balslev har valgt en fortælleform, hvor de bruger gentagelsen som dramaturgisk element. Når skuespillerne skal fortælle om historiske elementer, eller de skal drive karaktererne fremad, bruges vendingen det siges at … Man kan opfatte gentagelsen som et magisk og komisk element, men det er efterhånden brugt så mange gange i alle mulige forestillinger, at det virker mere trivielt end forfriskende.
Undervejs i den en time og fyrre minutter lange forestilling er der lagt ’tre visuelle pauser’ ind uden ord med koreografi af Sebastian Kloborg og med livemusik af Viktor Dahl.
De tre ”pauser” har ikke den samme elegance, som jeg tidligere har oplevet i Kloborgs værker. Og da en af dem har koreografi til en version af Madonnas sang ‘Material Girl’ fra 1984, savner jeg, at bare én af de ”12 unge, samskabende scenekunstnere” – som der står på hjemmesiden – havde råbt: ”Kom nu, Boomer, vi skal altså kigge et andet sted hen end til 1980’erne og en sang, der driver af symbolik i forhold til overforbrug”.
Med en overforbrugende og letlevende Marie-Antoinette som hovedperson er der virkelig mulighed for at lave en teaterkioskbasker anno 2025. Grundstoffet er genialt, skuespillerne er gode, scenografien er minimalistisk elegant og instruktionen kompleks.
Hvem er vores tids svar på Marie-Antoinette?
Men jeg savner en produktion, der tør gå et skridt længere end tilfældet er. En forestilling, der mere tydeligt viser nutidens dilemmaer set i lyset af Marie-Antoinette liv. Hvem er vores tids ekstravagante og privilegerede? Hvem er vores tids svar på Marie-Antoinette?
Jeg er med på, at kunsten ikke (altid) skal komme med løsninger eller med konkrete eksempler, men hvis publikum selv skal drage sine konklusioner uden løftede pegefinger fra holdet bag forestillingen, hvorfor er det så indlagt et par hints til tidens måske letteste mobbeoffer, Trump?
Jeg savner det mod og den frækhed, som det franske heavy metal band Gojira havde, da de ved OL-åbningen i 2024 lavede en kunstnerisk installation med nummeret ‘Mea Culpa (Ah! Ça ira!)’, hvor dronninger klædt i rødt og med afhuggede hoveder i vinduerne i Conciergerien – fængslet ved Seinens bred, hvor Marie-Antoinette sad, inden hun blev henrettet – sagde: “Det skal nok gå”.
Verdens største begivenhed turde – i Paris – bruge fænomenet Marie-Antoinette. Man kunne ønske sig, at Danmarks største teater turde gå til grænsen på samme måde.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og