50 år med Hair

i Kultur & Medier/USA af

MUSICAL – Hvad der oprindeligt var tænkt som en teaterforestilling om to venners indbyrdes forhold, står i dag som et af hippie-æraens vigtigste populærkulturelle statements. Musicalen ‘Hair’, der beskriver en efterkrigsgenerations inciterende drøm om et liv i frihed fra alt konventionelt – og et meget konkret oprør mod det dengang tiltagende miljøsvineri, restriktive autoriteter og ikke mindst krigen i Vietnam – fylder 50 år.

For to år siden måtte producenterne bag ‘Nerds – The Musical Dot-Comedy’ opgive at sætte den op på Broadway i New York. Ingen af de store producenter ville/turde finansiere musicalen, der har supernørderne Steve Jobs (Apple) og Bill Gates (Microsoft) i hovedrollerne. Nørde-musicalen klarer sig udmærket på andre scener, men den manglende investeringsvilje er ironisk på mere end én måde.

I disse dage er det 50 år siden, musicalen ‘Hair’ – trods store problemer undervejs – havde sin premiere på Broadway. Blandt de mange, der så ‘Hair’, da den var næste ny, var virkelighedens Steve Jobs. Han har senere forklaret, hvordan den oplevelse var med til at ændre hans livssyn – som den var for tusinder, sikkert millioner andre.

Så ja, lidt ironisk at hans livsværk – verdens rigeste firma Apple – i dag besidder så stor uudtalt corporatemagt, at ingen tør putte penge i en musical i den gamle antiautoritære ‘Hair’-ånd.

Hair på Broadway

Det er på sin plads med en præcisering.

Den allerførste version af ‘Hair’ blev opført allerede 17. oktober 1967 under The Shakespeare Festival i New York. Det er med andre ord ‘Broadway-versionen af ‘Hair’, der lige nu fejrer 50 års jubilæum.

I første omgang blev den ‘lille’ version af ‘Hair’ pænt modtaget. Ifølge Off Broadway-producenten Joseph Papp så Shakespeare-festivalens overvejende midaldrende, intellektuelle newyorker-publikum ‘Hair’ som en velkommen forklaring på, hvorfor deres børn pludselig teede sig underligt i farvede gevandter og langt hår.

Rado og Ragni var inspireret af en gruppe langhårede unge, der havde skabt deres egen tribe, en slags præ-Christiania, i New Yorks East Village

Da ‘Hair’s forfattere James Radoand og Gerome Ragni i 1964 satte sig til tasterne med en vag idé om at skrive en historie, inspireret af deres eget indbyrdes forhold, om to meget forskellige venner – hvoraf den ene drømte om at blive en ny George Harrison –  fandtes udtrykket ‘hippie’ ikke.

Det blev første gang brugt i en avisartikel senere samme år i – needless to say – en San Francisco-avis.

Vennerne Rado og Ragni var desuden inspireret af en gruppe langhårede unge, der havde skabt deres egen tribe, en slags præ-Christiania, i New Yorks East Village – samt af den hippie-optimisme og det lys, de ellers så og oplevede i den altid vibrerende storby.

Det lykkedes dem at overtale komponisten Galt MacDermot til at springe på projektet, efter Herbie Hancock havde takket nej. MacDermot var en anderledes type – ‘Jeg havde kort hår, kone og børn’, som han har sagt – men han kunne lide historien.

Furore på Broadway

Havde det ikke været for forretningsmanden Michael Butler kunne være det gået ‘Hair’, som det gik ‘Nerds – The Musical Dot Comedy’.

Med nøgne unge på scenen, åbenlyse referencer til rusmidler, bespottelse af Stars and Stripes, antikrigs-propaganda, hyldest til oversøisk religion og anden anti-amerikansk adfærd virkede ‘Hair’ udfordrende på de traditionelle Broadway-investorer.

Dertil kom at en af de store roller blev spillet af en sort skuespiller – bare tre uger efter drabet på The Reverend Dr. Martin Luther King i Memphis.

Men den indædte modstander af krigen i Vietnam Michael Butler så ‘Hair’ som en løftestang, der kunne understøtte hans politiske ambitioner.

Butler skulle, mens Richard Branson stadig bare var en stor skoledreng, blive den første til at gøre sig fortjent til titlen ’hippie-millionær’.

Sanne Salomonsen, Jørgen og Niels ’Noller’ Olsen, der alle medvirkede i den første (og anden) danske opsætning af ‘Hair’ i Cirkusbygningen har flere gange fortalt, at ‘Hair’ var en livsafgørende oplevelse

Qua sin families mange forbindelser havde Michael Butler blandt andet fungeret som rådgiver for John F. Kennedy, som han mente havde svigtet sine idealer.

Butler havde med andre ord friends in high places, og det lykkedes ham at placere ‘Hair’ på Broadway.

Hvor den forventeligt skabte stor furore. Men selvom selveste Leonard Bernstein udvandrede fra forestillingen, havde den en gang for alle sat sit aftryk.

For selvom det amerikanske establishment ikke var klar til ‘harmony and understanding’, som Donna synger i åbningsnummeret ‘Aquarius’, så var den ungdom, der skulle komme til at sætte et uafrysteligt aftryk på sin eftertid, mere end klar.

Sanne Salomonsen, Jørgen og Niels ’Noller’ Olsen, der alle medvirkede i den første (og anden) danske opsætning af ‘Hair’ i Cirkusbygningen har flere gange fortalt, at ‘Hair’ var en livsafgørende oplevelse. Det var den gamle hippie, Sanne, der for nylig i ‘X Factor’ charmerede et nyt, ungt, især kvindeligt publikum med sin ubestridelige charme og karma.

Da Jørgen og Noller for 18 år siden fik Europa til at synge med på ‘Fly on the Wings of Love’ var det en hyldest til de gamle idealer om fred og kærlighed.

Let The Sunshine In

Den ene hovedrolle i ‘Hair’ hedder Claude Bukowski. Navnet er næppe tilfældig valgt. Forfatteren Charles Bukowski var et idol for de første hippier, selvom han vist aldrig så sig selv som sådan.

Bukowski kommer fra en lille by til New York City, hvor han skal påbegynde militærtjeneste for at ruste ham til deltagelse i Vietnam-krigen. Men i Central Park møder han en gruppe hippier, herunder lederen George Berger og den skønne Sheila, som han forelsker sig i – og omvendt.

Et besøg hos hendes overklassefamilie ender i skandale, men Bukowski og Sheila forenes i en episk LSD-koger, inden han rejser til træningslejren i Nevada. Hippierne beslutter at rejse samme vej. Via list – verdens ældste trick: sex – lykkes det Sheila at få smuglet Berger ind i lejren for at erstatte Claude, så denne kan møde Sheila en sidste gang udenfor lejren.

I mellemtiden når Berger at blive sendt til Vietnam, hvor han dør.

Til sidst mødes hippierne igen i Central Park for at hylde Berger, mens de synger ‘Let The Sunshine In’.

Hairs moralske spørgsmålstegn

Et eller andet sted i den jubilerende musicals eftermæle overser de fleste de et par moralske spørgsmålstegn, den stiller sig selv.

En af figurerne bliver på et tidspunkt spurgt, hvornår han har tænkt sig at være far for sit barn. Han har mest tænkt sig at knalde og knalde ud. Det lyder som noget, man kom til at høre om igen og igen senere, efterhånden som tømmermændene efter 1968 viste sig, blandt andet i den med rette roste DR-dokumentar ‘Christianas børn’. Skriver jeg velvidende, at tre af de medvirkende har anklaget den for at være ensidig.

Musicalen, der i sit udspring blev anset for at være al kritisk modkulturs store moderforestilling, låner med arme og ben fra ‘Romeo og Julie’ og ‘Hamlet’

Man kan også – måske især hvis man gerne vil – se scenen, hvor Bukowski og Sheila LSD-hallucinerer som en problematisering af syretrippets fjernelse af de to fra virkelighedens verden.

Endelig finder jeg det selv lidt ironisk, at musicalen, der i sit udspring blev anset for at være al kritisk modkulturs store moderforestilling, låner med arme og ben fra ‘Romeo og Julie’ og ‘Hamlet’.

Som blandt andre forfatteren Scott Miller har påpeget i en analyse.

Linjerne i ‘Let the Sunshine in’ – ‘Eyes, look your last!/ Arms, take your last embrace! And lips, O you/ The doors of breath, seal with a righteous kiss’ – er direkte stjålet fra ‘Hamlet’.

Ikke at gamle William S. fra Stratford-Upon-Avon skal gøres ansvarlig for Vietnam-krigen eller racisme i USA, men som kulturel bastion bliver ikke mere etableret og mindre modkultur end ham og hans værker.

Musikken kan virke anakronistisk og altmodisch

For mig er Hair’s betydning som kulturelt og politisk statement betragtelig meget større end dens musikalske betydning.

Dermed ikke sagt, at der ikke er gode melodier i ‘Hair’. ‘Aquarius’ er præcis, som den skal være – en meriterende sang med fornemmelsen af sammenhold. ‘I’ve Got Life’ har både protesten og kærligheden i sig. ‘Good Morning Starshine’ er en fin musicalmelodi og ‘Let the Sunshine in’ er vel tæt på den perfekte sammenholds- og afslutningssang i en musical, som samtidig indrammer både uskyld og oprør.

Personligt er jeg mest til musicalens klassiske sen-tresser, Blood Sweat and Tears-agtige, funky øjeblikke som ‘Black Boys’ og ‘Walking in Space’. Det samme gælder åbningsnummeret ‘Aquarius’.

Men, hvis ’Hair’ i dag rent musikalsk kan virke anakronistisk og altmodisch, er der ingen tvivl om at den stadig er relevant.

Det frie udtryk

‘På det seneste har der været en genopblussen af det, der undertrykker det frie udtryk. Det er en misforståelse, at hippierne i 60erne drejede sig om narkotika og sex. Det var et opgør med alle restriktive elementer i samfundet. Vietnamkrigen er slut, men essensen i ‘Hair’ handler om: sand frihed, det er en kamp mod konsekvenserne af ulighed, uanset om du er kvinde eller medlem af et mindretal,’ sagde instruktøren Arthur Allan Sedelman meget præcist til Los Angeles Times ved musicalens 40 års jubilæum i 2008.

Om ‘Hair’-generationens visioner og opgør med konventionerne har sejret ad helvede til eller, om de har ladet sig opsluge af big business. Ja, det er op til øjet, der ser

Uden hippierne havde der måske ikke været større forbrugerbevidsthed og økologi i dag. Der havde ikke været øget miljøbevidsthed og stigende fokus på alternativ energi.

De var i hvert fald de første, der råbte vagt i gevær – for nu at bruge et udtryk ’Hair’s Berger og Bukowski næppe ville bifalde.

Hippiernes største aftryk på sin eftertid består i deres manglende vilje til at lade sig nøje med det konforme eller uniforme; den evige insisteren på og søgen efter kreative, gerne kollektive løsninger uden for boksen. Utallige erhvervs- og andre filosofier er baseret på dette simple dogme: hvis du på forhånd kender svaret på dit spørgsmål, er spørgsmålet forkert.

Og så er vi tilbage ved ‘Hair-’fan Steve Jobs. Hans firma, Apple, der har taget navn efter The Beatles’ pladeselskabseksperiment, producerer i dag verdens mest udbredte brugs -og kulturprodukter. Apple er i dag verdens rigeste firma. ‘Hair’-producent Michael Butler er milliardær.

Om ‘Hair’-generationens visioner og opgør med konventionerne har sejret ad helvede til eller, om de har ladet sig opsluge af big business. Ja, det er op til øjet. der ser.

Verden havde ikke set ud, som den gør, uden.

Hovedillustration: Wikimedia Commons.

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88. Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX. Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017). Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur & Medier

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,