Europa EU Lykke Friis

Lykke Friis: Den første turist i Europa… EU, corona og samtidighedens forbandelse #6

i Historie/Politik & Samfund af
EU & CORONA // SERIE – “Det er ikke kun turistindustrien, der er aktiv; det er grænseregionerne i høj grad også. I min tid hos Berlingske besøgte jeg bl.a. Saarland, hvor det ikke var muligt at se, hvor grænsen starter eller slutter. Fælles skoler, løberuter går tværs over grænser – og pludselig bliver det hele smækket i. Tilsvarende i Sønderjylland, hvor et kærestepar højt oppe i firserne, tyske Karsten Hansen og danske Inga Rasmussen, går verden rundt, da de hver dag kører ned til den lukkede grænseovergang ved Møllehus syd for Tønder.” At 2020 er et overgangsår, og at Europa – og verden – bliver forandret, er der ingen tvivl om, skriver Lykke Friis. POV bringer hendes refleksioner og overblik i en essayserie, om, hvordan Europa reagerede på den første coronabølge. Serien er en slags ”månedsdagbog”, hvor de vigtigste begivenheder og perspektiver trækkes frem.

Juni: Den første turist i Europa…

Under hele Coronakrisen har jeg haft Lulu Zieglers klassiker ”Den sidste turist i Europa” i ørerne. Den blev indspillet efter anden verdenskrig i 1948 og handler om det udbombede Europa, men slutter optimistisk med, at hun er den første turist i Europa.

Påskeferien er allerede røget, men borgmestre, der tidligere opfordrede turister til at blive væk og talte om ”overturisme”, bønfalder nu europæere om at rejse til f.eks. Venedig.

Turistindustrien er tæt på at være desperat og presser gevaldigt for, at europæerne igen kan rejse frit uden at have et ”anerkendelsesværdigt formål”

I starten af juni udgiver TV2 en moderne udgave af klassikeren:

”Jeg har længe været væk og ude af syne
Haft travlt med at klare mig og mit
Tænk, at fællesskab er noget, man ta’r for givet
Så længe hver især klarer sig og sit

Jeg er den sidste turist i Europa
På jagt efter håbet og idéen
Jeg må se, om jeg overhovedet ka’ finde
Overlevende drømme efter pandemien

For du’ alene nu, mit Europa
Og hvem vil længere tale din sag?
De tomme gader vil stå for altid klart
I respiratorens hæse åndedrag.

Udlængsel

Turistindustrien er tæt på at være desperat og presser gevaldigt for, at europæerne igen kan rejse frit uden at have et ”anerkendelsesværdigt formål”.

Ifølge beregninger udgør turistindustrien 10 pct. af Europas økonomi og 12 pct. af arbejdsstyrken. Og det er nogle af de lande, der er hårdest ramt af Covid-19, der nu også står over for en gigantisk økonomisk lussing: Italien og Spanien.

Men det er ikke kun turistindustrien, der er aktiv; det er grænseregionerne i høj grad også. I min tid hos Berlingske besøgte jeg bl.a. Saarland, hvor det ikke var muligt at se, hvor grænsen starter eller slutter. Fælles skoler, løberuter går tværs over grænser – og pludselig bliver det hele smækket i.

Tilsvarende i Sønderjylland, hvor et kærestepar højt oppe i firserne, tyske Karsten Hansen og danske Inga Rasmussen, går verden rundt, da de hver dag kører ned til den lukkede grænseovergang ved Møllehus syd for Tønder.

Her har de mødtes, lige siden grænserne blev lukket, for at drikke kaffe og en Kümmelschnaps. Parret får så meget omtale, at de er begyndt at give autografer. Eller som Karsten Hansen siger til DR: ”I går var jeg i banken, og de ville have en autograf. Vi er blevet berømte i snart hele verden. Det er en oplevelse”.

Frihed er, når man kan rejse frit uden at sige, hvor man skal hen. Sådan sagde grænsevagten Harald Jäger, der for lidt over 30 år siden åbnede grænseovergangen i Berlin ved Bornholmer Strasse

Parret er blot et symbol på de mange kærestepar, der pludselig er blevet skilt af grænsekontrol.

Endelig er der ønsket om at vende tilbage til normaliteten og rejse frit rundt i Europa – også fordi det aldrig var klart, om der var sundhedsmæssige fordele ved at lukke grænserne. Frihed er, når man kan rejse frit uden at sige, hvor man skal hen. Sådan sagde grænsevagten Harald Jäger, der for lidt over 30 år siden åbnede grænseovergangen i Berlin ved Bornholmer Strasse. Og som sin første udenlandsrejse valgte han året efter netop Bornholm.

Min egen indboks og telefonsvarer er et godt eksempel på udlængslen: De er proppet med spørgsmål, som jeg aldrig troede, jeg skulle svare på: Kan min svenske kæreste flyve fra Arlanda lufthavn til Berlin? Må min østrigske mand komme med hjem på sommerferie for at besøge mine forældre? Og kan en svensker få lov til at køre igennem Danmark til Tyskland, hvis han lover ikke at stoppe?

I midten af maj meddeleler Tysklands indenrigsminister Horst Seehofer, at Tyskland vil åbne grænserne til Luxembourg, Frankrig, Østrig og Schweiz den 15. juni – selvfølgelig under forudsætning af, at smitten ikke stiger igen. Danmark får også tilbuddet om en grænseåbning, mens tyskerne vil ikke åbne til bl.a. Italien, hvilket skaber bitterhed i Rom. Det samme gør princippet om, at nogle lande forlanger, at deres borgere skal gå i karantæne, hvis de har været i bestemte lande.

Med afsæt i ”forsigtighedsprincippet” melder den danske regering, at grænserne er noget af det sidste, der vil blive åbnet. Efter stort pres fra ikke mindst erhvervslivet lemper Mette Frederiksen dog kursen den 29. maj og signalerer, at grænserne til Tyskland, Norge og Island vil blive åbnet. Med statsministerens ord er der tale om en ”kontrolleret og gradvis åbning”, hvori det indgår, at udlændinge minimum skal booke seks hotelovernatninger. Ikke mindst det forhold, at grænsen forbliver lukket til Sverige, skaber frustration i Skåne og omegn. Som en del af lempelsen af grænsekontrollen ændrer regeringen også rejseanbefalingerne, så det nu er muligt at drage til Tyskland, Norge og Island.

Store genåbningsdag

Med inspiration fra Lulu Ziegler har jeg hele tiden under coronakrisen haft som målsætning at være den første turist i Europa. Men da tysk politi den 12. juni pludselig uden varsel meddeler, at de ikke længere vil kontrollere grænsen, sidder jeg bænket til én af de første middage efter nedlukningen. Dagen efter ruller jeg mod grænsen med TV2 på bilradioen. Jeg har kørt turen utallige gange, ofte med hovedet ned i iPad’en, mens min mand sad ved rattet. Men nu følger vi hver en kilometer, og vejen er helt tom. Vi vinkes bare igennem uden at vise pas – og på den anden side, når man passerer skiltet ”der wahre Norden” i Slesvig-Holstein, hvor man er vant til, at danskere gasser op på den tyske Autobahn, er der ikke skyggen af en dansk bil.

Allerede få dage efter er Flensborg fyldt med glade danskere, og der er også betydelig lettelse i borgerforeningen: ”Vi har fået vores region igen. Hele genforeningsfesten lå i ruiner”. Men der er også bitterhed. Hvorfor tog det så lang tid, inden regeringen meddelte, at regionen kunne få en særordning, og at mindretallet ikke skulle have seks dages overnatninger på et dansk hotel for at komme til Danmark? På pressekonferencen havde statsministeren ellers signaleret, at normaliteten skulle vende tilbage til regionen. ”Regeringen interesserer sig kun for turist-euroerne, men hvad med os?”, lyder den bitre kommentar.

Tidssammenfaldet for grænseåbningen og lukningen er øvrigt tæt på at være bizar. Statsministeren lukkede grænserne ned på 100 årsdagen for Mellemslesvigs folkeafstemning – og op igen på selve genforeningsdagen

En tysker, jeg møder i Blankenese uden for Hamborg, har nu hittet ud af, hvordan man kan snyde den danske regering. ”Jeg slog da bare op på nettet og fandt et hotel i Esbjerg ”Kong Frederik”, trykkede på seks nætter ude at give kontooplysninger, og da grænsevagten spurgte mig, hvor vi skulle hen, svarede jeg Kong Frederik. Men vi kørte altså bare en nat til Tønder og overnattede der. Og så hjem over Rømø. Hvor svært kan det være?”

Tidssammenfaldet for grænseåbningen og lukningen er øvrigt tæt på at være bizar. Statsministeren lukkede grænserne ned på 100 årsdagen for Mellemslesvigs folkeafstemning – og op igen på selve genforeningsdagen. Den 15. juni var nu en dato, der var sat af Seehofer, Merkel, Macron og Østrigs Sebastian Kurz på deres indbyrdes møder – en dato, som så udviklede sig til store genåbningsdag, og som Danmark derfor tilsluttede sig.

Det nye kodeord: ”Sundhedssuverænitet”

I Flensburg indtaler jeg et kort videostatement, som skal indgå i Kommissionens store vaccinekonference. Der har allerede udviklet sig et vaccinekapløb. Tidligt under corona-krisen forsøgte Trump at opkøbe en lovende tysk virksomhed i Tübingen og insisterede på, at vaccinen kun skulle komme amerikanere til gavn.

Problemet er, at Europa er dybt afhængig af import. Siden 1990’erne har Europa ”outsourcet” produktionen af essentielle medicinske ingredienser i et sådant omfang, at 90% af ingredienserne til Covid-19 medicin skal importeres fra Kina og Indien. Da jeg få dage før leder dele af ECFR’s store årlige konference – nu på zoom – er det nye kodeord ”sundhedssuverænitet”

Tyskland har skabt en alliance med Italien, Holland og Frankrig, der køber ind på alle EU-landenes vegne. Som Tysklands sundhedsminister, Jens Spahn, udtrykker det på konferencen: ”Mange lande i verden har allerede sikret sig vaccine, men det gjaldt ikke Europa. Takket været en gruppe medlemsstaters hurtige koordinering opstår der i denne krise en merværdi for alle EU-borgere”.


LÆS LYKKE FRIIS’ ESSAYSERIE OM EU OG CORONA HER.


Hovedillustration: Tidligere minister, Lykke Friis skriver i en serie om EU, Europa og coronakrisen. Foto: Lykke Friis.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lykke Friis, f. 1969, er direktør for Tænketanken Europa og næstformand for tænketanken European Council on Foreign Relations. Hun er blandt andet tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister samt tidligere udenrigskorrespondent og prorektor for Københavns Universitet. Hun er også forfatter til en række bøger om europæisk politik med særligt fokus på EU og Tyskland.

Seneste artikler om Historie