HEKTISK EFTERÅR// ANALYSE – Når Folketinget mødes i næste uge, tager politikerne hul på et intenst efterår, hvor samarbejdet i den nye regering skal stå sin prøve. De borgerlige partier vil køre hårdt på udlændingespørgsmålet, men De Radikale signalerer, at partiet er parat til at sluge store kameler.
Efter en usædvanligt stille sommer fik to udenrigspolitiske begivenheder for alvor sat gang i den politiske debat. Først kørte en islamistisk terrorist ind i et Pride-arrangement i Berlin, og få dage efter kom den besynderlige migrantkrise i den spanske eksklave Ceuta.
Terrorangrebet udløste, hvad der bedst kan beskrives som endnu en runde i den hjemlige debat om indvandring og integration. Og selv om det hurtigt blev tydeligt, at krisen i Ceuta løste sig selv, idet stort set alle de op mod 60.000 migranter frivilligt vendte tilbage til den marokkanske side af grænsen, forhindrede det ikke formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, i at kræve Folketinget hasteindkaldt for at diskutere krisen.
Med det træk fik Messerschmidt og de øvrige borgerlige ledere signaleret, at de vil køre en hård linje i oppositionen
Han fik hele den borgerlige opposition med på ideen, og debatten afholdes, når Folketinget alligevel skal mødes onsdag i næste uge, hvor der ikke længere er en krise at forholde sig til. Men med det træk fik Messerschmidt og de øvrige borgerlige ledere signaleret, at de vil køre en hård linje i oppositionen, og at udlændingedebatten vil være et absolut hovedfokus.
Blandede radikale signaler
De borgerlige partier ser hele problemkomplekset omkring integration og indvandring af mennesker fra MENAPT-landene som det punkt, hvor der er størst intern uenighed mellem Socialdemokratiet på den ene side og Det Radikale Venstre på den anden – for slet ikke at snakke om spændet helt ud til Alternativet og Enhedslisten.
Den radikale ordfører på området, Magnus Georg Jensen, var før sommerferien i Politiken og i endnu højere grad i mandags i Berlingske for at forsikre, at partiet står 100 pct. bag regeringens (læs Socialdemokratiets) linje, hvor der f.eks. skal arbejdes på at få oprettet asylcentre uden for EU og indføres skrappere regler for at kunne blive dansk statsborger.
Det vil dog ikke hindre den borgerlige opposition i med lys og lygte at lede efter den mindste sprække i sammenholdet. Og allerede tirsdag var Magnus Georg Jensen i Politiken for at kritisere statsminister Mette Frederiksens udtalelse om, at det kunne blive nødvendigt at suspendere Spanien fra Schengen-samarbejdet, hvis ikke krisen i Ceuta blev løst.
I den kommende måned holder alle Folketingets partier sommergruppemøder. Her gør de klar til efterårets politiske arbejde, og man vil hver især lægge vægt på nogle mærkesager, man vil forsøge at finde opbakning til.
En sommer uden politiske prøveballoner
Det sker efter en sommer, der har været usædvanlig stille ren politik. Normalt dukker der altid nogle emner op, der holder liv i debatten, og mindre fremtrædende medlemmer af Folketinget fremsætter ofte mere eller mindre velovervejede forslag, de såkaldte ‘prøveballoner’. I England kalder man denne periode i det politiske årshjul for ’the silly season’. Men i år er det stort set kun debatten om, at en præst bliver fast tilknyttet Folketinget en dag om ugen, der har kunnet ophidse folk (Undertegnede var en meget aktiv deltager i den sag).
Skatteminister Jacob Engel-Schmidt krævede en gennemgribende kulturforandring hos SKAT, og i Weekendavisen kritiserede fire kvindelige politikere fra Venstre, at borgerlig politik er blevet for præget af maskuline værdier. Og fik sagt, at f.eks. øremærket barsel bør være en borgerlig-liberal mærkesag.
Men derudover var sommeren politisk helt død. Alle –både regeringen og opposition – havde åbenlyst behov for at puste ud oven på et forår, der var præget af først valgkamp og så usædvanligt lange forhandlinger om at danne en ny regering.
Nu har De Konservative lagt fra land med et forslag om, at staten de næste 10 år skal indkøbe store mængder grønt flybrændstof og sælge det videre til flyselskaberne i Kastrup. Denne indkøbsgaranti skal få en række private aktører til at turde gå i gang med produktionen. De øvrige partier vil følge efter i en lind strøm.
Regeringen har brug for at komme godt fra start
Den nye regering genfremsatte før sommerferien en række lovforslag, der var faldet væk, da der blev udskrevet valg. Det gælder især på skatteområdet, hvor man blandt andet har genfremsat forslaget om at afskaffe bogmomsen og at indføre en række skattelettelser for seniorer, der bliver på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen. Alle disse forslag skal til førstebehandling i næste uge, og så er den politiske sæson for alvor i gang.
Det er meget tvivlsomt, om Venstre og De Konservative vil indgå forlig om finansloven
Her bliver det afgørende vigtigt for regeringen at signalere sammenhold, handlekraft og manøvredygtighed. Man skal komme godt fra start, for problemerne kan hurtigt tårne sig op, når der skal findes et flertal, der kan række fra Alternativet og Enhedslisten på den ene side til Moderaterne og Det Radikale Venstre på den anden, hvis det handler om økonomisk politik, og til Socialdemokratiet på den anden, hvis det handler om indvandring og integration.
Oppositionen kommer ikke til at give regeringen mange hjælpende hænder, og det er også meget tvivlsomt, om Venstre og De Konservative vil indgå forlig om finansloven. For dem handler det først og fremmest om at signalere sammenhold.
Det kan blive svært nok, for uenighederne mellem de forskellige blå partier er også stor. Dansk Folkeparti har gjort remigration – tvungen hjemsendelse af mennesker med oprindelse i MENAPT-landene – og opsigelse af forskellige internationale konventioner til sin absolutte hovedprioritet, og partiet skærper løbende retorikken på en måde, så Venstre og De Konservative burde sige fra ud fra de holdninger, de to partier hidtil har stået for på området. Men hidtil har man ikke sagt noget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.