KØN // DAGENS POV – Senere i denne uge er det kvindernes internationale kamp- og festdag. Jeg foreslår, at vi bruger den anledning til en gang for alle at lægge antagelsen om, at kvinder er født blødere og venligere – og dermed som bedre mennesker – end mænd i graven. Ikke bare fordi det ikke kan bevises. Men fordi selve antagelsen er sexistisk. Og fordi ideen om, at vi er mere følsomme, faktisk giver alvorlige bagslag for ligestillingen. Antagelsen om den empatiske kvinde er en af de største forhindringer for, at kvinder havner som topledere; og lur mig om ikke den samme myte også spiller ind, når man så endelig skal finde et kvindeligt medlem af direktionen: “giv hende noget grønt og blødt – noget med mennesker”. Således skabes den typiske kvindelige HR/personale/CSR-chef.
WASHINGTON D.C. – For fem år siden skrev jeg en klumme i dagbladet Information med titlen “Lehman Sisters“.
I den spurgte jeg mine læsere, om de mon kunne huske Lehman Brothers, og svarede selv, at det kunne mange af dem sikkert, og det tror jeg fortsat er tilfældet, selvom banken ikke eksisterer længere. For det var som bekendt sammenbruddet i lige denne amerikanske bank- og finanskoncern, der populært sagt udløste finanskrisen.
Lehman Brothers havde kort fortalt 26.200 ansatte i 2008 og aktiver for et trecifret milliardbeløb. Imidlertid begærede banken sig selv konkurs den 15. september 2008. Virksomhedens værdi var i frit fald, gælden beløb sig til 613 milliarder dollar i rede penge samt 155 milliarder dollar bundet i værdipapirer. Aktiverne androg derimod sølle 639 milliarder dollar.
Lehman Brothers’ kollaps er den største konkurs nogensinde, og det var starten på en krise, der sendte den internationale finansverden i chok.
Der huserede en forestilling om, at det hele ville have været anderledes, hvis der bare havde været flere kvinder i den globale finanselite
I kølvandet på konkursen fulgte en diskussion af, hvad problemet egentlig var. Hvorfor blev der taget så enorme og i bagklogskabens skær vildt overdrevne beslutninger i de store banker?
Som en lille del af denne diskussion huserede en forestilling om, at det hele ville have været anderledes, hvis der bare havde været flere kvinder i den globale finanselite, som altid har været domineret af mænd. En af de mest prominente fortalere for denne tese er den forhenværende franske finansminister Christine Lagarde, der er den øverste chef for den internationale valutafond, IMF, som har til huse her i Washington D.C., hvor jeg bor.
Og 8. marts – kvindernes internationale kamp- og festdag – tilbage i 2012 udtalte hun eksempelvis, at hvis blot der havde været “mere Lehman Sisters over Lehman Brothers, ville vi ikke være endt med den tragedie, vi nu står midt i. Mange universitetsstudier har vist, at det har indflydelse på aktiehandler, hvor højt testosteronniveauet er i et givet rum”.
Udtrykket ’Lehman Sisters’ havde Lagarde lanceret tilbage i 2010 i en debatartikel i International Herald Tribune med titlen “What if it had been Lehman Sisters”.
I debatindlægget fremhævede hun en islandsk kapitalfond, Andur Capital, der var sejlet fri af krisens skær på forbilledlig vis; den fond er udelukkende drevet af kvinder, og som Lagarde skrev i artiklen:
“This Icelandic private equity fund wholly managed by women, is the only such fund to have made it through the crisis without a hitch. And in February 2009, Iceland’s citizens chose a woman, Johanna Sigurdardottir, as prime minister in the midst of the country’s financial crisis. At the other end of the spectrum, Muhammed Yunus first turned to women to promote micro-lending. They now account for 97 percent of his 8 million borrowers in Bangladesh. When he launched that revolution in 1976, he knew that women would use their loans to advance projects or purchase tools, while he was wary of what men might do with the money.”
Forsøg foretaget af forskere ved University of British Columbia Business School indikerer også, at kvinder er mere “pålidelige og tager færre risici og dertil mere altruistiske end mænd”. Det samme studie viser, tilsvarende at mænd er “mere tilbøjelige til at handle aggressivt i fiktive finansielle scenarier og løbe større risici”.
Der findes andre forsøg af samme art. I en artikel på videnskab.dk forklarer professor i psykologi Henrik Høegh-Olesen f.eks., at det for mænd evolutionært set har givet pote at tage store ricisi – for de har været nødt til at gøre opmærksom på sig selv i konkurrencen med andre hanner, hvis de skulle have lov at parre sig – mens kvinder ud fra et evolutionært perspektiv har haft mere brug for større empatiske redskaber for at tage sig af børnene. Det kan man læse mere om i artiklen ‘Hvorfor græder kvinder mere end mænd?’
Er der overhovedet en sammenhæng mellem køn, risikovillighed og lederskab?
Problemet med hypotesen – ud over at den implicit sexistisk peger på, at kvinder ville være ’bedre’ end mænd, hvis de sad på flæsket i finansverdenen – er imidlertid, at selv om kvinder generelt tager færre risici end mænd, er det for det første en bestemt type kvinder, der gør karriere inden for finanssektoren.
Og disse kvinder, som vælger at specialisere sig i økonomi og finans, og som efterfølgende når til tops i bankverdenen, tager for det andet præcis lige så store risici som mændene.
Man kunne også – hvis man gerne vil gøre sig i eksempler – se på en række kvindelige ledere, fra Margaret Thatcher (der altid fremhæves) over Angela Merkel, Margrethe Vestager, Helle Thorning, Sheryl Sandberg til Theresa May og spørge sig selv, om disse udmærker sig ved at være særlig følsomme.
Uden at fornærme nogen af dem vil jeg mene, at svaret må være nej. De ligner faktisk på lange stræk mændene til forveksling, og det er ikke muligt, så vidt jeg kan bedømme at konkludere, at nogen af dem har udmærket sig ved at være politikere på en anden, mere blød eller ‘kønnet’ måde, end mændene.
Så spørgsmålet er, om der overhovedet er en sammenhæng mellem køn, risikovillighed og lederskab?
Et godt bud kan findes i forskning, der er gengivet i det britiske tidsskrift Medical News Today i 2013 og 2017. I 2017 viste et studie f.eks., at der nok er forskelle på mænds og kvinders hjerner, men ikke nogle, der kan give et konsistent bud på, om det betyder noget for hverken styrker eller svagheder, jobs, sygdomme eller livsudsigter.
I 2013 påviste forskerne mere interessant, at der er “mindre korruption og mindre pres for at foretage uansvarlige politiske handlinger” i modne politiske demokratier, hvor et af kendtegnene er, at der er flere kvinder i ledende stillinger.
Det er de demokratiske processer, der dæmper uansvarligheden, ikke chefens køn
I undersøgelsen fra 2013 påvises det også, at kvindelige ledere i autokratier eller diktaturer opfører sig nøjagtig lige så skruppelløst som mænd – der er blot færre kvinder i toppen af samfundspyramiden.
Her får vi et et andet, og efter min opfattelse mere plausibelt, svar på, hvordan man rydder op i rådne systemer: At det er de demokratiske processer, der dæmper uansvarligheden, ikke chefens køn.
Derfor vil det sandsynligvis også være fuldkommen ligegyldigt, om man udnævner flere kvindelige bankdirektører eller ej, så længe man ikke ændrer den grundlæggende kultur i finansverdenen, og her tyder det på – som en stribe nylige skandaler har vist – at der er et stykke vej igen.
Endelig er der en anden rigtig god grund til at ramme en pæl igennem myten om de naturligt mere passionerede, varme, empatiske og sociale kvinder.
For det er lige præcis den fortælling, som gammeldags arbejdsgivere benytter sig af, når de ofte placerer mændene i de risikofyldte og prestigegivende stillinger som topdirektører eller ansvarlige for virksomhedens finanser, indkøb eller eksportstrategi, mens kvinderne må tage til takke med mellemlederstillinger eller de traditionelt mindre magtfyldte jobs som personale-, PR- eller kommunikationschefer.
Jeg tror, når det gælder plussiden, at jeg har mødt lige så mange gode kammerater og ordentlige mennesker af hankøn som af hunkøn
Og her skulle kvinderne måske også, og især en uge, hvor vi fejrer kvindernes internationale kamp- og festdag,tage at gribe i egen barm.
Ofte falder vi – og det gælder også mange feminister, som ellers er hurtige til at slå fast, at ‘feminisme’ netop ikke betyder, at kvinderne skal have forrang, men at feminisme kan oversættes til ‘ligestilling’ og lige rettigheder – i den grøft, hvor vi fejrer ‘søstersolidaritet’ eller ‘søstersind’, som jeg for nylig så et dansk dameblad forsøge at oversætte dette begreb til på moderne dansk, med overtoner af, at vi også er bedre til at synge/hygge/tale sammen/græde/grine og holde af hinanden, end mændene er.
At vi med andre ord simpelthen ér bedre mennesker eller i hvert fald mere empatiske, rare og hjælpsomme.
Well, kan jeg blot sige. For det første tror jeg, når det gælder plussiden, at jeg har mødt lige så mange gode kammerater og ordentlige mennesker af hankøn som af hunkøn.
Og hvis jeg har mødt flere røvhuller, der var mænd end kvinder (og det skal jeg ikke afvise, omend jeg godt kan komme på en del modbydelige personager af begge køn) så tror jeg ikke, det skyldes deres køn.
Men derimod, jævnfør forskningen om demokratierne, at jeg har mødt flere mænd med magt – og det inkluderer magten til at skade andre – end jeg har mødt kvinder i tilsvarende positioner.
Så hermed en opfordring: Lad os blive enige om, at det er magten, der skal fordeles ligeligt. Hvis vi gør det, vil meget andet falde på plads. Og glædelig 8. marts på fredag.
POV lønner ikke sine skribenter. Men hvis du ofte læser Annegrethe Rasmussens artikler, og synes om dem, kan du donere direkte til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – på hendes MobilePay: 93 85 05 85. Så bliver hun glad.
Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international
Topillustration: IPTC
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her