
KULTUR // BOGANMELDELSE – I Prægtige rebeller tager Andrea Wulf, der er kendt for sin prisbelønnede bestseller Opfindelsen af naturen, os med til romantikkens tilblivelse i den lille tyske by Jena sidst i 1700-tallet. Her samledes førende filosoffer, videnskabmænd og forfattere og “opfandt” begreber som selvet og frihed, mens forelskelser og frigjort opførsel gav byen et særligt ry.
I en kort periode i slutningen af 1700-tallet var den lille tyske by Jena et centrum for europæisk åndsliv. Her samledes en række af tidens førende filosoffer, digtere og videnskabsmænd.
I et frodigt intellektuelt miljø udviklede de nogle af de tanker om frihed, kunst, kultur og natur, der samles i den kunstretning, som kaldes for romantikken, og som er meget mere end henført sværmeri for skovens stille ro og tågeindsvøbte bjergtoppe.
I Jena skete ”en frigørelse, der gav os den mest svimlende af alle evner: fri vilje.” Det har Andrea Wulf skrevet en forrygende god bog om.
Progressive Jena
Jena var dengang en by med ca. fem tusind indbyggere og et universitet, hvor man kunne træffe store begavelser som Novalis, filosoffen Johann Gottlieb Fichte, Friedrich og August Schlegel, forfatteren Dorothea Veit, Friedrich von Schelling, Friedrich Schiller, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, brødrene Wilhelm og Alexander von Humboldt, og så var der Goethe, der blev beundret af dem alle.
Jena og universitetet bankede i takt. Her var alt i bevægelse. Underviserne og de studerende var rebelske og følte sig uovervindelige. Deres tilværelse blev en legeplads for tidens nye filosofi. Folk kom og gik og forelskede sig og skabte skandaler – og børn. Helt op til femogtyve procent af alle børn i Jena blev født uden for ægteskabet, hvor andelen i andre dele af Tyskland var på to procent.
I Jena var der naturligvis også mange stridigheder, for jalousi og misundelse er uundgåelige følgesvende i et liv, hvor der kæmpes om opmærksomhed og anerkendelse
Jena var bøgernes by. Universitetet rådede over et bibliotek på over halvtreds tusinde bøger. Dertil var der et almindeligt lånebibliotek med over et hundrede tyske og internationale tidsskrifter samt syv velassorterede boghandlere.

På gader og torve, på værtshuse og i byens parker diskuterede man filosofi og poesi, og der var stor frihed. Universitetets teologer behøvede ikke at følge kirkefædrenes teologi, juraprofessorerne kunne undervise i revolutionære politiske teorier, og der var meget vide rammer for, hvad der i det hele taget blev undervist i.
Frihed var det store slagord. ”Et menneske bør bestemme over sig selv, og aldrig lade sig definere af noget udefra,” sagde filosoffen Johann Gottlieb Fichte.
Romantik og kulørte detaljer
Andrea Wulf skriver, så man ser det hele for sig. Hun har sans for landskaber, men fortæller også om bygninger og byer. Vi får at vide, hvordan lejlighederne var indrettet, hvordan stuerne var møbleret, og hvilket tøj beboerne havde på.
Om Goethe fortæller hun således, at han sad i sin stue, iført flonelsjakke og varme, bløde bukser og med en hvid kuskekasket på hovedet. Hans tøfler var slidte, og strømperne hang i ål om anklerne.
I Jena var der naturligvis også mange stridigheder, for jalousi og misundelse er uundgåelige følgesvende i et liv, hvor der kæmpes om opmærksomhed og anerkendelse, så den intellektuelle idyl havde en skyggeside af nid og nag. Det får vi også noget at vide om, og så spillede kvinder en stor rolle.

En af dem var den højt begavede Caroline, der var en intellektuel stjerne, som talte flydende engelsk, fransk og italiensk. Hun læste Shakespeare og Milton på originalsproget, og hun havde oversat flere komedier fra italiensk. Hun var også aktiv på det seksuelle område og bar sine skiftende ægtemænds efternavne, så hun endte med at hedde Caroline Michaelis-Bohmer-Schlegel-Schelling.
Hun var ekstremt intelligent og selvsikker. Hendes blå, let skelende øjne gav hendes ansigt et intenst udtryk, og når hun talte, kunne hun blive så ivrig, at de brune krøller rev sig løs af hårnålene. Forfatteren Dorothea Veit skrev i sin dagbog, at Caroline var så selvsikker, ”fordi hun tror, alle er dummere end hende selv.”
Frihed i datiden og nutiden
Gennem en serie af kapitler får vi fortællingen om det liv, de forskellige forskere og forfattere levede.
Et eksempel er den unge Alexander von Humboldt, der hver morgen gik hen til sit laboratorium i den anatomiske afdeling, hvor han tilbragte seks-syv timer dagligt med at eksperimentere og dissekere. Han var utrolig flittig. I løbet af to år havde han gennemført omkring fire tusinde eksperimenter på frøer, mus og firben i et forsøg på at finde ud af, om der var elektricitet i dyrenes nerver.
Den er en skattekiste af tanker om, hvordan vi kan hævde vores individuelle frihed samtidig med, at vi overholder samfundets love og regler
Men det er dog filosofferne, der fylder mest i denne bog, for de var optaget af tilværelsens grundprincipper. De søgte at svare på spørgsmål som ”hvem er vi?”, ”hvad kan vi vide?”, ”hvordan kan vi vide?” og hvordan undgår vi at træde andres frihed under fode?
Bogen beskriver en verden, hvor litteratur, filosofi og naturvidenskab havde stor betydning, og det hele bliver fremlagt i et sprog, der er så velformuleret og flydende, at man vender blad på blad for at få det hele med. Den er en skattekiste af tanker om, hvordan vi kan hævde vores individuelle frihed samtidig med, at vi overholder samfundets love og regler.
Disse spørgsmål er jo også aktuelle i dag. Således forstået kan bogen om de prægtige rebeller også hjælpe os til at forstå, hvordan vi bør handle i nutiden.
Læs mere om aktuel kultur i Kulturlisten, der udkommer hver fredag. Find den seneste udgave her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her