
DØDSHJÆLP – Med et præcist hammerslag på den døendes kranium bragte s’accabadora – hende, der afslutter – lettelse i sørgende hjem på Sardinien. Cecilie Marie Meyer fortæller om en nødvendig monstrøsitet, som det sardiske bagland har fostret igennem tusindvis af år. Aktiv dødshjælp, der i dag kan virke makaber, men har været den mest humane løsning, når fattige, sardiske pårørende har villet gøre ende på et familiemedlems lidelser.
”Jeg har hjulpet en mand med at dø, det er Gud, der har givet mig denne opgave, og mit seneste indgreb skete for blot et par måneders tid siden”, fortæller en 80-årig morlil i 2003 til en overrasket præst.
Begge sidder de i en skriftestol i landsbyen Luras på toppen af et stålgråt granitplateau, der i århundreder har tilbudt Luras’ indbyggere en fejende udsigt udover Limbara-bjergene. Her i det nordlige Sardinien mødes kontrasterne voldsommere end noget andet sted på øen: blot 30 kilometer mod øst breder chikke luksushoteller i pseudo-middelhavsstil sig langs Costa Smeralda, og katamaraner bringer jetsettere frem og tilbage i den forblæste Maddalena-skærgård.
Bådene ligner rokker med udspilede maver som de glider afsted ude på havet – monstre fra en svunden tid, der dukker frem af bølgerne med solens og turisternes komme.
Hende der afslutter
De er dog intet at regne overfor den nødvendige monstrøsitet, som det sardiske bagland har fostret igennem tusindvis af år. Præstens vidneudsagn om den skriftende kvinde i Luras er den hidtil yngste dokumentation af en ældgammel praksis, hvor særlige kvinder hjælper uhelbredeligt syge med at dø, og mens denne form for aktiv dødshjælp i dag kan virke makaber, har det været den mest humane løsning, når fattige, sardiske pårørende har villet gøre ende på et familiemedlems lidelser.
Pludselig dukkede en kone med et hårdt og energisk udseende op i hjemmet og præsenterede sig for den døendes mor. Hun var høj og indtørret. Den gamle tilbød moderen at forkorte barnets lidelser
S’accabadora er hendes navn, og betyder ’hende, der afslutter’. Med et præcist hammerslag på den døendes kranium bringer kvinden lettelse i det sørgende hjem, og mens ’sa femmina accabadora’ i dag mest anses som et kuriosum, der tilhører fortiden, bevidner den 80-åriges udsagn, at hun stadigvæk findes i Sardiniens ufremkommelige indre.
Et sted, som romerne for 2000 år siden døbte ’barbarernes land’, og hvor det energiske herrefolk på trods af sin effektive krigsmaskine aldrig rigtig formåede at trænge ind. I dag er La Barbagia og øens isolerede bjergsamfund stadig tidslommer, hvor unævnelige ting sker. Ikke på grund af deres voldsomhed, men nærmere fordi de er så forunderlige, at de ofte ikke lader sig forklare.

For hvor starter og ender historien om S’accabadora?
De første nedskrevne kilder går tilbage til 1700-tallet, hvor en lokal jesuittermunk skrev personlige hyldestdigte om s’accabadora, og hundrede år senere nedfældede undrende udlændinge, der var på rejse på øen, flere historier om Sardiniens gådefulde dødsengel. Den lokale fattigmandspræst Pietro Calvisi fra hyrdebyen Bitti levede i starten af 1900tallet og skrev i sine memoirer:
”I Bitti, omkring år 1906, oplevede jeg følgende: I et hjem tæt på mit eget hus lå der et barn, som havde haft stærke smerter i mere end 3 dage. Pludselig dukkede en kone med et hårdt og energisk udseende op i hjemmet og præsenterede sig for den døendes mor. Hun var høj og indtørret. Den gamle tilbød moderen at forkorte barnets lidelser.”
Et vidnesbyrd fra 1943 lyder: ”Kvinden med træhammeren har ramt personen lige i panden, som lå i sengen.”
Historikere og antropologer er enige om at s’accabadoras oprindelse fortaber sig i fortiden, men der er ingen tvivl om at hun er lige så gammel som de hedenske ritualer, der hvert år resulterer i sære karnevaller overalt på øen.
Her kan man opleve mænd med langhornede, forvrængede masker, ansigter sorte af kul og tunge kroppe, der behænges med gigantiske koklokker. Når mørket falder på piskes de rundt om flammende bål og forjages derefter – de indpiskere, som indtil da har holdt monstrene i korte reb, slipper taget, og misfostrende stikker af med sine buldrende rygge, der nu ikke kun rummer klokkernes larm, men hele landsbyens ulykke og synd.
De kristne symboler pilles ned fra væggen
S’accabadora er dog langtfra samfundets sorte får – tværtimod. Dødens forløsende nødvendighed har i folketroen gjort hende til en barmhjertig figur, som tilkaldes, enten af den døende eller af de pårørende, når vedkommende ikke står til at redde. Fra gammel tid har det ofte været fattige enker, som har påtaget sig hvervet som accabadora, og som dermed atter får en aktiv rolle i samfundet.
S’accabadora ankommer tilsløret og helt klædt i sort og bliver altid ført indad hoveddøren som et symbolsk tegn på, at hele familien anerkender den handling, hun snart skal udføre. Så går hun ind i sygeværelset og begynder at pille alle religiøse artefakter ned fra væggene: kors, helgenbilleder og krucifikser, som lempes udad rummet.
S’accabadora er nu alene med den døende og må gribe til sit næste redskab, il mantello. Hammeren er formet i et massivt stykke oliventræ
Med sig har hun to ting: Il giogo og il martello. Il giogo er på størrelse med en lineal, skåret ud af træ og forestiller et åg i miniudgave, der placeres under den syges hovedpude. Åget er et af de ældste ledemotiver i den europæiske landsbrugskultur, og især på Sardinien tilskrives det en stærk, magisk kraft.
Åget lægges traditionelt henover nakken på to tyre sammen med tøjret, når de skal spændes for en plov og gennemtrænge bondens ager, og redskabet forener dermed maskulinitet, virilitet og frugtbarhed i én figur, der indeholder helbredende kræfter.
Overleveringer fortæller, hvordan åget skal dyppes i en træspand med isvand og derefter lempes indunder puden med håbet om, at friskheden kan dulme og måske endda helbrede den syge. Sker det ikke, træder ågets anden funktion i kraft, nemlig den udrensende, der sletter den døendes synder i det jordiske liv.
Øjenvidneberetninger fra blandt andet Paolina Concas i nedenstående video tyder dog også på, at åget i sig selv blev brugt som dødsredskab. Paolina oplevede som ganske lille pige hvordan il giogo slog en døende ihjel, så snart åget blev placeret under vedkommendes hals. S’accabadora pressede ganske enkelt personens hoved så effektivt ned mod det hårde træ, at nakken knækkede øjeblikkeligt.
Både jordemoder og ‘sidstemoder’
S’accabadora kan også gribe til sit næste redskab, il martello. Hammeren er formet i et massivt stykke oliventræ og på størrelse med den slags økser, vi i dag bruger til havebrug, når der skal kløves brænde.
Oliventræet er et af middelhavets hårdeste trætyper, og på Sardinien kender man til mindst ét udstillet eksemplar. Det befinder sig på et egnsmuseum i Gallura og ligger stadig i den sorte uldpose, som s’accabadora altid opbevarer sit redskab i, når hun skal på visit.
Det fortælles, hvordan Sardiniens dødsengel benytter sig af to teknikker, alt efter den dødsmærkedes lidelser og placering i sengen: enten slår hun vedkommende hårdt og præcist i nakken, eller også falder slaget midt i panden. Kvælning med enten en pude eller kvindens egne hænder bliver også brugt. Men ligegyldigt hvad bliver den aktive dødshjælp pålagt s’accabadora med stor tillid. Rollen som dødsengel tilfalder nemlig ofte den selv samme kvinde, som også hjælper landsbyernes kvinder med at føde.

Ligeså kan man finde s’accabadora ved sengekanten, når en syg men ikke uhelbredelig patient skal passes. Hun kender derfor mere til den menneskelige anatomi end de fleste, og har set hjertegribende scenarier nok til at vide, hvordan man også skal håndtere de pårørende.
Når hammeren er faldet og døden indtruffet, træder s’accadabora ud blandt den efterladte familie og høster sin løn i form af takketaler og velsignelser.
Kvinden bliver sjældent betalt for sit arbejde. I stedet forsvinder hun atter igennem hoveddøren hverken tungere eller lettere, end da hun ankom. I sig rummer hun stadig den fine balance mellem livet og døden og retten til at afslutte de liv, som hendes forgængere i årtusinder har vristet ud af Sardiniens skød.
Topillustration: POV/Flickr.
Kan du lide mine skriverier? POV International udbetaler ikke honorarer til sine bloggere, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er helt op til dig. Tak, fordi du læste min tekst.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her