LITTERATUR // INTERVIEW – Hvis AI havde domineret tilbage i 1922, ville det måske ikke være blevet det litterære mirakelår, som det blev, hvor forfattere som James Joyce, T.S. Eliot, Marcel Proust, Virginia Woolf brød igennem med de bøger, som vi i dag regner for modernistiske hovedværker, skriver Michael Kirkeby. Han har interviewet litteraturprofessor Mads Rosendahl Thomsen om AI’s indflydelse på vores skrivekultur. Han er leder af forskningscentret TEXT, der har som direkte formål at undersøge AI’s indflydelse på vores skrivekultur.
Forestil dig, at du sidder i sofaen og læser en god roman. Du er opslugt af historien, som rører ved noget i dig. Du indlever dig og føler dig forstået. Det er en rigtig god bog.
Bagefter får du at vide, at det hele er skrevet af AI, af kunstig intelligens.
Vil du sidde tilbage med fornemmelsen af at have kysset en robot, med en metallisk eftersmag i munden? Eller er det ligegyldigt? Vil læseoplevelsen overtrumfe oprindelsen?
Eksemplet er så vidt vides hypotetisk, i hvert fald lidt endnu. De første forsøg til dato på AI-genererede romaner har ikke været overbevisende, men tværtimod virket sært plastikagtige og, ja, kunstige. Det samme gælder forsøg på AI-oversatte romaner.
Selvfølgelig, vil mange mene. Heldigvis, vil flere nok tilføje.
Selv om kun få kan forklare, hvordan AI-teknologien egentlig virker, er ingen i tvivl om dens effektivitet som en slags magisk superkraft, der kan hjælpe med alle mulige opgaver. Det gælder også vores tekster. På rekordtid er AI taget i brug som et effektivt skriveværktøj i den daglige produktion af alt lige fra skoleopgaver og faglige rapporter til resuméer, mails, nyhedstekster og det fedtemøg af AI-tekster, der flyder rundt alle vegne online.
Er det en fristelse at bruge AI, helt forbudt, eller er spørgsmålet irrelevant, fordi kampen allerede er tabt
Men en ting er, hvad vi skal mene om brugen af AI til den type tekster, som ikke behøver at være kunst, men som, groft sagt, kun behøver at være gode nok og færdige til tiden.
Noget andet er, hvis AI er på vej ind i skønlitteraturen, ind i de gode historier, ind i poesien – helt ind under dynen i en vis forstand? For her er der tale om de tekster, vi læser ”… for at finde ud af, hvem vi er”, som den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin en gang skrev. Eller som Franz Kafka mere hårdtslående formulerede i et brev til en ven: ”En bog skal være som en økse mod det frosne hav inden i os.”
Og hvad mener forfatterne, producenterne af skønlitteraturen? Er det en fristelse at bruge AI, helt forbudt, eller er spørgsmålet irrelevant, fordi kampen allerede er tabt, forgæves som Don Quixotes mod vindmøllerne?
Det er spørgsmål, som optager Mads Rosendahl Thomsen, litteraturprofessor på Aarhus Universitet og leder af forskningscentret TEXT, der har som direkte formål at undersøge AI’s indflydelse på vores skrivekultur. I løbet af vinteren har han sammen med kollegerne Malthe Stavning Erslev og Halldóra Einarsdóttir interviewet en række danske forfattere om deres syn på og brug af AI.
Jeg ringer ham op en tirsdag formiddag over Teams for at få et første indtryk af deres svar, og typisk for den menneskelige intelligens, kan man måske sige, begynder vi samtalen med at gå lidt i stå foran det store paradoks, der rumsterer under enhver diskussion om AI: Alle ved, at en revolution er begyndt. Ingen ved, hvor det ender.
Det unikke menneskelige
”På en måde har vi taget hul på en helt ny tidsregning, hvad tekster angår. Først havde vi ca. 6.000 år med tekster skrevet af mennesker. Så dukkede ChatGPT op for tre år siden. Nu er vores monopol på at skrive brudt, og hvad kommer det til at betyde?”
Mads Rosendahl Thomsen lyder lige dele fascineret og foruroliget, og jeg bilder mig ind, at bøgerne, der fylder hele væggen bag ham, nikker bekræftende. Først havde vi kileskriften, fjerpennen, skrivemaskinen og tekstbehandlingsanlægget. Nu har vi AI, og det er fundamentalt anderledes.
”De forfattere, vi har talt med, har meget forskellige holdninger til og erfaringer med AI. En forfatter som Caroline Albertine Minor forsøger så vidt muligt at undgå AI i alt, hvad hun foretager sig, mens Tobias V. Larsen ligefrem bruger en gammeldags skrivemaskine, samtidig med at han har eksperimenteret med at lade AI skrive videre på sine egne tekster. En forfatter som Thomas Thøfner begyndte allerede tilbage i 2004 at eksperimentere med algoritmer, særligt Markov-kæde-generering, i værket altings a, og i dag bruger han store sprogmodeller til at skabe fortællinger, der trækker på filosofihistorien.
Andre forfattere er nysgerrige og ser muligheder i teknologien på måder, der giver tematisk mening, ikke som en skjult hjælper. Charlotte Weitze er et eksempel på en forfatter, som ikke bruger AI, men lader AI indgå i handlingen. I sin roman Ulvemælk fra 2025, som er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris, forestiller hun sig, at der i 2040 ikke længere vil findes aktive menneskelige forfattere, fordi et altomfattende AI-system har udkonkurreret forfatternes forståelse af læsernes præferencer.”
Med andre ord, der er ikke konsensus i det danske forfattermiljø om, hvor grænsen for brugen af AI går?
”Det er ikke vores indtryk, ikke endnu i hvert fald. Kunstfonden vil ikke støtte udgivelser af litteratur, som ikke ’i al væsentlighed er menneskeskabt.’ Det betyder blandt andet, at man ikke må nøjes med at efterredigere en tekst, der som udgangspunkt er skabt af AI. Men det kan jo være svært at påvise.”
De fleste af os har en tro på – eller et ønske om – at der findes en grænse, hvor robotterne ikke kan være med, hvor det unikke menneskelige tager over
Der findes ikke nogen smoking gun, som entydigt kan afsløre, hvad der er skrevet af AI, og hvad der ikke er?
”Ikke direkte, du kan højest sandsynliggøre det. Bevisførelsen hviler så at sige kun på indicier, hvilket i sig selv selvfølgelig er meget interessant. De fleste af os har en tro på – eller et ønske om – at der findes en grænse, hvor robotterne ikke kan være med, hvor det unikke menneskelige tager over. Men hvad stiller vi op, hvis vi ikke klart kan få øje på den grænse i en tekst? Det er det hårde spørgsmål, og det er også her, at ubehaget kan begynde at krybe ind, for vi ved jo, at der er en verden til forskel på AI og mennesker.”
Mennesker har et levet liv bag sig fuld af sanselighed og glæder, fobier og fortrængninger, foretrækker kaffe uden mælk, alt muligt, mens AI aldrig har lidt af kærestesorger?
”Præcis, så derfor ønsker vi også, at denne erfaringsmasse og det temperament slår synligt igennem i skønlitterære tekster. Flere af de forfattere, vi har interviewet, taler om, at der knytter sig en slags menneskelig aura til en vedkommende tekst. Anne Green Munk, som netop har udgivet en meget rost digtsamling, Vildmarken, taler om en strøm, man kan følge i teksten, en nerve, et aftryk af erfaring i sproget. Det vil mange give hende ret i, også mig selv, men igen: Noget andet er at udpege det direkte i teksten.”
Vi må nok lære at leve med ubehaget
Hvad skal vi så tænke, hvis nogen læser et stykke fiktion, som de oplever har stor betydning for dem, men som ikke er skrevet af et menneske. Er det så ikke litteratur?
”Altså, hvem har ret til at dømme om det, hvis folk har sådan en oplevelse? Måske fungerer det lidt på samme måde, som hvis du flytter et pissoir ind på et museum og hænger en seddel op. Så kan man opleve det som kunst, men hvis du flytter det samme pissoir uden for museet, så er det bare et pissoir.
Vi må heller ikke glemme det demokratiske aspekt ved AI. Som digteren Ursula Andkjær Olsen fortæller til os, så kan AI-systemerne i dag skrive tekster, som uden videre er læsbare og måske endda bedre end de tekster, som de fleste af os kan skrive. Det er ikke nemt at skrive godt, og mange oplever, at deres tekster bliver bedre, hvis de bruger AI. Hvis du har et budskab eller en god historie, men ikke skriver godt, så er AI selvfølgelig en kæmpe hjælp.”
Det autobiografiske har fyldt meget i skønlitteraturen de senere år. Koblingen til noget autentisk og i den forstand ægte, som forlagene slår hårdt på i deres markedsføring, og som medierne er glade for at konvertere til indhold, der sælger kliks og aviser. Kan det tale for, at vi ikke bare bliver oversvømmet af AI-fortællinger lige om lidt?
”Måske. Et af de lidt ironiske forhold ved AI er i hvert fald, at forfatterens rolle kan gå hen og blive endnu vigtigere og forstærke efterspørgslen efter autofiktion, som jo på ingen måde er ny. En forfatter af kød og blod kan bedre stå som garant for en forbindelse til noget, der eksisterer uden for selve teksten, til noget erfaret og virkeligt. Noget, som ikke er kunstigt skabt med nogle AI-prompts.
Men igen: Hvad skal vi tænke, hvis det eneste entydige tegn på noget unikt menneskeligt ved skønlitteratur er forfatteren selv og ikke selve teksten? Måske vil AI tvinge os til at gentænke, hvad det præcis er, vi skal gøre med kunsten, hvad det er for en impuls, som kendetegner det unikke menneskelige. Man kan hurtigt blive lidt svimmel og i sidste ende igen havne ved det spørgsmål, som selvfølgelig i sig selv er et af de mest menneskelige, som findes: Hvad vil det egentlig sige at være menneske?”
Et af de lidt ironiske forhold ved AI er i hvert fald, at forfatterens rolle kan gå hen og blive endnu vigtigere og forstærke efterspørgslen efter autofiktion, som jo på ingen måde er ny
Du talte før om et ubehag ved tekster, som rører os, men som er skrevet af maskiner. Hvad ligger der i det ubehag?
”Ubehaget handler om den følelse, der kan komme krybende, når vores teknologi bliver lidt for vellignende, lidt for menneskelig. Det stammer fra begrebet ’The Uncanny Valley’ (Den uhyggelige dal), som den japanske robotprofessor Masahiro Mori introducerede i 1970. Hvis du har en robot, som er klodset og stavrer ubehjælpeligt rundt, så kan vi næsten synes, at den er sød. Men hvis den begynder at få mere menneskelige træk og blinke med øjnene til os, så kommer ubehaget, så bliver det creepy.
På den anden side er vi alligevel i gang med at tillægge den kunstige intelligens menneskelige egenskaber, skridt for skridt. Det er længe siden, vi bare skulle vælge, om GPS’en skulle have mandlig eller kvindelig stemme. Nu siger vi raskt væk ’du’ til vores chatbot, som om den har en identitet. Der er endda folk, som har AI-kærester og AI-terapeuter, som de deler deres inderste tanker med.”
Vi er ved at lære at leve med ubehaget?
”Det bliver vi nok nødt til, på en eller anden måde. Men samtidig, når det gælder litteraturen, er det værd at holde godt fast i, at den udelukkende er til for menneskets skyld, for at hjælpe os med at tænke over os selv, udtrykke os selv, forstå os selv. Det kan vi ikke bare udlicitere til smarte efterlignelsesmaskiner, som AI jo grundlæggende er, fordi de er trænet på tekster, som er skabt af mennesker.
Ellers ville vi heller ikke kunne bryde nye veje i litteraturen og skubbe vores sprog i nye retninger. Hvis AI havde domineret tilbage i 1922, ville det måske ikke være blevet det litterære mirakelår, som det blev, hvor forfattere som James Joyce, T.S. Eliot, Marcel Proust, Virginia Woolf brød igennem med de bøger, som vi i dag regner for modernistiske hovedværker. Eller den danske modernistiske bølge i 1960’erne med forfattere som Inger Christensen, Per Højholt, Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen, der skrev tekster på nye måder, som vi ikke havde set før.”
Alle sammen tekster, som AI-modellerne sikkert også har trænet på?
”Det har de sikkert. Grundlæggende har jeg stor tiltro til vores forfattere og til vores skønlitteratur, men hvis jeg endelig skal lufte en lille bekymring, så skulle det være, at AI-teksterne kommer til at fylde så meget, at vi kommer til at hænge for meget fast i dem.”
Superkraft
Hvad ville det værste være?
”Det vil være, hvis vi nåede til et punkt, hvor det ikke længere var AI, som trænede på tekster skrevet af mennesker, men omvendt. Hvor mennesket begyndte at ’træne’ på tekster, skabt af kunstig intelligens, frem for på egne erfaringer. Men der er vi slet ikke endnu og kommer der forhåbentlig heller aldrig.”
I 2026 producerer AI nu over halvdelen af alt indhold på nettet, og rundt om hjørnet venter AGI
Forhåbentlig ikke, men samtidig står hverken brugen eller udviklingen af kunstig intelligens stille. En ny undersøgelse viser, at hver anden ung i Europa har betroet sig til en AI om private og intime spørgsmål. I 2026 producerer AI nu over halvdelen af alt indhold på nettet, og rundt om hjørnet venter AGI (Artificial General Intelligence). Som navnet antyder, er AGI en mere generel form for kunstig intelligens, som vil være i stand til at løse opgaver, lære, ræsonnere og operere med viden på tværs af emner og discipliner på måder, der ligner menneskets.
Ifølge Sam Altman, som er stifter af OpenAI, selskabet bag ChatGPT, er vi måske kun et par år væk fra en situation, hvor AGI ”… vil være i stand til at være en bedre administrerende direktør for en stor virksomhed end nogen anden direktør, i hvert fald mig.” Og skal man tro Eric Schmidt, tidligere bestyrelsesformand for Google og en af IT-branchens tungeste drenge gennem de seneste 40 år, vil AGI være et delvist selvrefererende og selvforbedrende system, der kan agere ”lige så intelligent som den klogeste matematiker, fysiker, kunstner, forfatter, tænker, politiker.”
Man skulle mene, det var alt rigeligt, men nej: Efter AGI venter superintelligensen, eller ASI (Artificial Super Intelligence), som samme Eric Schmidt forudser, vil være ”en intelligens, der overstiger summen af alle menneskers intelligens.” Der er også Schmidt, som er ophavsmand til det måske mest tankevækkende spørgsmål af dem alle:
Gad vide, hvad der sker, når hver eneste af os går rundt med en telefon i bukselommen, der giver direkte adgang til en superkraft af den kaliber?
Mads Rosendahl Thomsens og kollegernes forfatterinterview indgår i et videnskabeligt arbejde, som afventer en fagfællevurdering, inden det offentliggøres. I ventetiden kan Mads Rosendahl Thomsens artikel Bliver drømmen om den anonyme skrift til et mareridt? anbefales.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og