OZZY OSBOURNE // ANMELDELSE – “Det er ærligt talt på tide, at dele af hard rock-/heavy metal-miljøet holder op med at vræle over en tid, der var engang, åbner ørerne og giver et album som dette den tid, det tager. Og Ozzy Osbourne den respekt, han fortjener,” skriver rockjournalistikkens grand old man, Steffen Jungersen. Sangeren fra Black Sabbath tilbage.
Den selvbestaltede Prince Of Darkness’ forrige album, Ordinary Man, som udkom for to et halvt år siden, var en opvisning i ujævnheder, så blinde brolæggere formentlig misundte Ozzy Osbourne præstationen.
Bevares, albummet havde da sine øjeblikke, men det lød også alt for ofte som et balladetungt, stilforvirret og konstrueret knæfald for så mange amerikanske radiostationer som muligt.
Således var begejstringen hér i lejren så afgjort til at overskue, da Osbourne blot fire dage efter udgivelsen af Ordinary Man bekendtgjorde, at han allerede var i gang med det næste album.
Dette er ikke alene lyden af en revitaliseret Ozzy Osbourne. Det her er Ozzy i strålende humør sammen med sine mere eller mindre gamle kammerater
Forventningerne var ej heller just himmelstræbende taget i betragtning, at den aldrende frontkæmper døjede med Parkinsons, kæmpede mod nervesmerter og dertil stod over for en altafgørende operation på grund af de stedse mere invaliderende skavanker, Ozzy pådrog sig, da han for næsten tyve år siden på sit landsted uden for London kørte galt med sin quad bike.
Og så har jeg ikke nævnt det faktum, at Ozzy Osbourne i lange perioder i sin over 50 år lange karriere har levet et liv, så erfarne videnskabsmænd verden over årene igennem har kradset deres kollektive hovedbunde til blods i vantro. Simpelthen fordi manden stadig levede og lever.
Ozzy 13 – et rigtig godt rockalbum
Alt det ovenstående blot ført til torvs, fordi heavyrockens 73-årige heltetenor ikke bare lever, han har mod alle odds med sit 13. soloalbum, Patient Number 9, lavet en ikke bare god rockplade. Han har begået en rigtig god rockplade – with a little help from his friends for nu at parafrasere et perifert poporkester fra Liverpool.
Fra starten går med den ligeud episke rocksymfoni, som er titelnummeret, med selveste Jeff Beck på guitar, til albummet en time senere rundes af med den skramlende blues ”Darkside Blues”, sætter Osbourne og en perlerække af medspillere som guitaristerne Eric Clapton, Mike McCready (Pearl Jam), Tony Iommi, David Navarro (RHCP), Zakk Wylde og førnævnte Beck færre fingre forkert end de fleste mesterkirurger.
Dette er ikke alene lyden af en revitaliseret Ozzy Osbourne. Det her er Ozzy i strålende humør sammen med sine mere eller mindre gamle kammerater og – tør man snart skrive det – lyden af en veteran, som har fået genåbnet sin kreative åre, som det ikke er hørt fra den kant siden den 31 år (!) gamle No More Tears. Det sidste understreger blot, at der – mod alle tidligere bemeldte odds – intet burde være i vejen for, at Osbourne også i fremtiden vil byde ind på noget, der er værd at høre på.
Jeg bliver aldrig fan af den måde, den ellers glimrende producer Andrew Watt har det med sine steder at komprimere guitarlyden, ligesom det næppe havde væltet verden at skære spilletiden ti minutter ned
For nogle vil det så på overfladen være (for) nemt at afskrive Patient Number 9, fordi musikken ikke kommer stormende ud af højttalerne som Black Sabbaths tidlige 70’er ting eller Ozzys egne tidlige manifester som Blizzard of Ozz og Diary of a Madman. Men det er ærligt talt på tide, at dele af hard rock-/heavy metal-miljøet holder op med at vræle over en tid, der var engang, åbner ørerne og giver et album som dette den tid, det tager. Og Ozzy Osbourne den respekt, han fortjener.
Det tager nemlig tid at finde ind på Patient Number 9, men gider man gøre indsatsen, finder man et album langt mere homogent end forgængeren samt fornemme udladninger som de rifftunge ”Immortal” og ”Parasite” (med hhv. McCready og Wylde på guitarer), den smagfuldt flydende ”One of These Days” (det tætteste vi er kommet Eric Clapton i vågen tilstand i årevis), den Sabbath-tunge ”Evil Shuffle” og den groovy ”Dead and Gone”, som bidrager med velkomne minder om Osbournes ’86-hit ”Shot in the Dark”. Dertil er én af de få ballader hér, ”God Only Knows”, er en meget fin og flot følt én af slagsen.
Det er vist sådan noget, de kalder ”voksenrock” ude i byen, men vi er så også nogle stykker, der gerne vil erkende, vi er blevet (godt og vel) voksne.
The Riffmaster General
Nå, vi bliver jo ikke færdige uden at nævne de to sange, hvor Ozzys gamle makker fra Black Sabbath spiller med. Der er naturligvis tale om guitaristen Tony Iommi – ”The Riffmaster General” blandt venner.
Han spiller først op på den semi-psykedeliske symfoni, ”No Escape From Now”, hvor det gamle makkerpar på et flot konstrueret værk både hylder det umiskendelige Black Sabbath attack, når dette var bedst, og begaver os med de flotte rytme- og stemningsskift undervejs. Vi får sågar et par vokaleffekter a’la Black Sabbaths gamle psykedelia-ode ”Planet Caravan” med i købet.
Dernæst er der ”Degradation Rules”, som med Iommis tunge riffs og Ozzy selv på mundharpe faktisk snildt kunne være vadet ind på de fleste Sabbath album uden at blive smidt ud igen.
Kritikpunkterne er få og spredte. Jeg bliver aldrig fan af den måde, den ellers glimrende producer Andrew Watt har det med sine steder at komprimere guitarlyden, ligesom det næppe havde væltet verden at skære spilletiden ti minutter ned.
Men hva’ fa’en, det vigtigste er, at Ozzy Osbourne er tilbage, og at han denne gang i dén grad lyder, som om han mener det.
Ellers skylder han, som jeg så ofte har gjort opmærksom på, ikke os noget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
