Claus Ankersen: Prøv nu at tænke ud af boksen, kære forlagsverden

Claus Ankersen Forfatter 02.11.2025

Hver mandag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.

Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.

KUNST // POV PÅ SPIDSEN – Kernen i narrativet om denne udgave af debutantskandalen er en fantasiløs forlagsverden, som ikke evner at tænke ret langt ud af boksen, undtagen når det drejer sig om kassetænkning og laveste fællesnævner. Det er også, og egentlig ret meget mere, fucking synd for alle de rigtigt gode, seriøst arbejdende, ikke altid-lige-Bukdahl-elskede sprogfornyere, som arbejder fuldlivs med litteraturen og verden som digte eller fiktion, og som møder afslag efter afslag hos de samme forlag.

Simona Vencko Tayanna, Prinsessen fra blokken, en realitystjerne fra samfundets bund, udgiver en digtsamling, og alle jubler. Hun har vist ikke helt skrevet den selv, men det er lige meget. Bukdahl er ved at gå ud af sit gode skind. Samlingen er genial. Den fortæller om at bælle vodka og så godt som dø på en bænk i stedet for at tage til afvænning. Hvem sagde Amy Winehouse?

Kritikere over en bred kam falder i svime og anråber andægtigt meget store digterguder som fx YAHYA, guden som ikke behøver anden røgelse end vasaler. Alt er fryd. Der er en ny helt i elfenbenstårnet, hentet direkte fra rendestenen i bogstavelig forstand. Fornemt indpakket af en algod forlagsgigant.

Og så kommer afsløringen. Et af digtene, som nu kaldes tekster, er skrevet af fra en raptekst. Ups. Syndefald for den netop udsprungne digterkomet og helt uskyldsrene Politikens Forlag, som i lighed med uskyldsrene Gyldendal dengang med Yahya står brudekjolehvid tilbage med foldede enkemandshænder, vredet i beklagelse.

Måske er det godt, at Simona og Eva og deres Politiken-redaktør overså plagiatet. For nu taler vi digte igen, og man kan aldrig tale for meget om digte

Eller rettere: De trækker første oplag tilbage for at fjerne plagiatet, men står ellers udgivelsen bi. Debutanten er en vanvittigt dygtig forfatter, insisterer forlagets Pernille Wass.

Skulle de ikke bare bruge AI-programmer til at screene deres manuskripter, ligesom universiteterne, foreslår den skarptandede forfatter-klummeskribent Jeppe Krogsgaard Christensen i Kulturmonitor (som ingen andre end elfenbenstårnets folk læser). Men Herre YAHYA altså. Det er jo Tobias Rahim om igen.

Og hvad er i øvrigt forskellen på at købe en ghostwriter for at kunne kalde sig forfatter, blive samlet op og hjulpet af en kulturel gatekeeper, eller smide sit lort gennem en AI? Andet end klasse?

Ingen må sige det, som det er. Og det er ikke, fordi der ikke kan være fine digte i samlingen. Det var der også i bunken af de elevdigte, jeg modtog som tak for en oplæsning i Ulfborg i sidste uge. Der er helt sikkert gode digte i Simonas og Evas samling. Men de er med sikkerhed ikke geniale. Allermest er de en påmindelse til kritikerkorpset om at komme lidt mere ud af lejligheden, sidde lidt længere på bænkene og møde andre dele af Danmark, end man oftest gør på Frederiksberg og i Pilestræde.

Som sagt. Det er Yahya om igen. Det er Tobias Rahim om igen. Tegn på den samme forlagskynisme, som bliver stedse mere ublu og skarptandet. Som om der ikke var andre, og meget, meget, meget federe digterstemmer, de kunne udgive. Men det er der åbenbart ikke.

Som Bukdahl sanddru påpeger, udgiver Politiken så godt som aldrig digte, medmindre de er skrevet af popstjerner eller tv-personligheder. Hvis der bliver sendt andre manuskripter ind til forlaget, mangler de måske det spændende cowboy-narrativ. Måske er der ikke nok porno i dem. For lidt six-seven. Ikke for øjnene, der ser, og måltalsanalytikerne, som sidder lunt på de dyre adresser.

Simonas bog er skabt i samarbejde med filminstruktøren Eva Marie Rødbro. Hvordan samarbejde og skabelse hænger sammen, kan man jo tænke over, som man vil. Hos professionelle digtere ses det yderst sjældent. Uanset. Det ses heller ikke tit, at forlaget påtager sig eneansvaret for plagiat på tryk. Sædvanligvis er det primært forfatterens ansvar at levere noget selvskabt.

Det er fucking synd for Simona Vencko Tayanna, at hun skal trækkes igennem det maskineri. For når alt er sagt, er digtene sikkert gode og stemmen klar. Ligesom det var fucking synd for Yahya og en lille smule synd for Tobias Rahim, som nok skal klare sig trods alt. Thumbs up, Tobias.

Fremtidens bogmarked

Kernen i narrativet om denne udgave af debutantskandalen er en fantasiløs forlagsverden, som ikke evner at tænke ret langt ud af boksen, undtagen når det drejer sig om kassetænkning og laveste fællesnævner. Det er også, og egentlig ret meget mere, fucking synd for alle de rigtigt gode, seriøst arbejdende, ikke altid-lige-Bukdahl-elskede sprogfornyere, som arbejder fuldlivs med litteraturen og verden som digte eller fiktion, og som møder afslag efter afslag hos de samme forlag.

For alle de professionelle, såkaldt mellemlags-forfattere, som må løbe spidsrod fra forlag til forlag, og som der ikke længere rigtigt er plads til i kalkulen.

Det kunne være så godt, altså. Men det skal man nok ikke regne med. I fremtidens bogmarked er der formentlig kun plads til få gigantspillere på forlagssiden, en underskov af uprofitable mikroforlag, som leverer den litterære biomasse, og meget lidt midtimellem. De store udgiver bestsellere og ”sjove” nye stemmer. Og for forfatternes vedkommende vil der altid være plads til the golden few og så den trebenede, og gerne superlækre debutant fra Underslæb Overdrev.

Og hvilken litteratur kan morgendagens samfund så se frem til, hvis det er sådan, det kommer til at gå? Well, lufthavnslitteratur, kulørte gyngeheste og AI-bøger. Som en munter jurist fra den norske mediekoncern Schibsted betroede mig under Kulturministeriets konference om AI og ophavsret. Hun havde talt med en fra Norges største forlag (altså Gyldendal), som havde beroliget hende: Hvis bare AI ville skrive den middelmådige litteratur, så skulle det nok gå alt sammen.

Præcis den udvikling, som dulgt anes i horisonten, og dårligt nyt både for læsere, forfatterstand og samfund.

Heldigvis er vi der ikke helt endnu. Om et digts tid er der bogmesse i Bella Center. Årets største boglige begivenhed. Det kan være vi ses derude. Så kan vi jo ordne litteraturens verdenssituation bag scenen.

Og måske er det godt, at Simona og Eva og deres Politiken-redaktør overså plagiatet. For nu taler vi digte igen, og man kan aldrig tale for meget om digte. Måske kommer den nye udgave til at ligge under juletræet hos millioner af danskere? Måske kommer den til at inspirere nye talenter og på den måde være med til at løfte dansk poesi? Måske har Politikens Forlag gjort os en kæmpe tjeneste?

Måske er Eva Marie Rødbro, ligesom Simona Tayanna, også en genial digter? Måske er Bukdahl primordialt genial og har fat i digtets lange snoede hale? Måske har alle positioner rundt om Simonas samling en relevant pointe? Måske er det hele glemt om lidt?

Til det er der kun én ting at sige: Poesien består. Digtet lever.

Vi ses på bænken, kære Bukdahl. Hvis du ringer til ambulancen, tager jeg vodka med.

Claus Ankersen er forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og arbejder desuden med forskellige tværkunstneriske udtryk. Han har været fast tilknyttet POV siden november 2016. Claus Ankersen er forperson for Danske Skønlitterære Forfattere og bestyrelsesmedlem i European Writers' Council. Han er forfatter til 19 bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurt, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam, makedonsk, græsk, tyrkisk, portugisisk og kinesisk.