Lad mig dø min egen død

John William Waterhouse: “The Lady of Shalott”, 1888. Google Art Project.

Christian Rømer Stokbro 14.11.2024

AKTIV DØDSHJÆLP // KRONIK – Det er væsentligt, at vi ikke forsøger at fratage den døende sin død, bare fordi de levendes ubehag i forbindelse med forestillingen om lidelsen ved døden er for påtrængende.

Debatten om aktiv dødshjælp kommer og går, men er aldrig helt væk. Nu har der gennem nogen tid igen været politisk bevågenhed omkring spørgsmålet, idet statsminister Mette Frederiksen har oplyst, at hun personligt går ind for aktiv dødshjælp. Det betyder også, at vi desværre skal til at tage diskussionen igen og måske på et andet mere forpligtende niveau end tidligere.

Jeg mener egentlig ikke, at der findes spørgsmål, vi ikke skal eller bør diskutere, så når jeg siger desværre, er det udelukkende fordi, jeg er bange for, at vi kommer til at diskutere på et forkert grundlag.

Lad mig uddybe.

For det første skal vi være helt enige om, hvad aktiv dødshjælp (eutanasi) er, og hvordan det adskiller sig fra det stærkt upassende begreb passiv dødshjælp (der indgår i den palliative pleje).

Spørger man de alvorligt syge og de døende, så er et flertal imod aktiv dødshjælp, og det er paradoksalt nok den gruppe, vi gerne vil hjælpe

Aktiv dødshjælp er indrettet på døden, så den, der gør brug af den, aktivt vælger livet fra, når det – livet – ikke længere synes muligt at bære.

Den palliative pleje er derimod fokuseret på den del af livet, der er tilbage inden døden, den er fokuseret på indholdet i den resterende del af livet, og ikke mindst på værdigheden heri, og så arbejder den dels medicinsk, med henblik på smertedækning, og dels relationelt, med henblik på nærvær og tryghed – blandt andet gennem den vigtige samtale om døden og livet.

Elisabeth Kübler-Ross’ klassiker inden for arbejdet med den døende, den alvorligt syge og den pårørende, Døden og den døende, peger netop på, at samtalen om døden kan begrænse ubehaget ved at skulle dø, døden bliver mindre pinefuld, og det bliver lettere at give slip både for den døende og den pårørende.

De døende har blikket fast rettet mod livet

For det andet er det vigtigt, at vi forholder os til dem, det faktisk drejer sig om – nemlig de alvorligt syge og terminalt erklærede.

I sin seneste bog, Lad os tale om døden, henviser Jacob Birkler til meningsmålinger, der peger på noget interessant. Spørger vi nemlig befolkningen generelt, også her i Danmark, så er her et flertal, der går ind for aktiv dødshjælp.

Det er også på den baggrund, at spørgsmålet om aktiv dødshjælp efterhånden er ved at forme sig til et politisk spørgsmål; men det handler bare oftere om et spørgsmål om smerten op til døden, utrygheden forbundet med det at være døende, end det handler om selve døden.

Der er imidlertid al mulig grund til at gå frem med forsigtighed

Der er imidlertid al mulig grund til at gå frem med forsigtighed, for spørger man de alvorligt syge og de døende, så er et flertal imod aktiv dødshjælp, og det er paradoksalt nok den gruppe, vi gerne vil hjælpe gennem legaliseringen.

Det ser med andre ord ud til, at vi, der har døden på afstand, og som er raske og rørige, ønsker mulighed for hjælp til at dø, mens dem, der rent faktisk er ved at dø, ønsker hjælp til at leve meningsfuldt i det liv, der er tilbage at leve.

Sat på spidsen synes den aktive dødshjælp i den nuværende formatering i debatten herhjemme at vedrøre de levendes eksistentielle og biologiske ubehag forbundet med en tilværelse hen imod døden.

Spørgsmålet er altså, hvorfor de raske retter deres blik mod døden, mens de døende har blikket fast rettet mod livet og dets indhold?

Vi vil væk fra lidelsen

Min påstand, som jeg vil uddybe i det følgende, er, at vi ikke længere tør lide, vi har ikke længere nogle rammer hvor inden for smerten kan have mening; men det er væsentligt, at vi ikke forsøger at fratage den døende sin død, bare fordi de levendes ubehag i forbindelse med forestillingen om lidelsen ved døden er for påtrængende.

I Mette Moestrups bog om Rainer Maria Rilkes digtning, Rilke og rytme, kan man læse, hvordan Rilke på sit dødsleje takkede nej til smertelindrende behandling. Han skulle have efter sigende have sagt; ”Non, laissez-moi mourir de ma mort, à moi. Je ne veux pas de la mort des médicins”, hvilket i Thomas Rasmussens oversættelse lyder: ”Nej, lad mig dø min egen død. Jeg vil ikke dø lægernes død”.

I dag er det næsten ikke muligt at dø en anden død end netop lægernes.

Måske hænger det sammen med, at døden er blevet noget fjernt og fremmed, og bare tanken om, at vi kunne have smerter op til døden, er udtryk for en eksistentiel atavisme, noget anløbent og dybest set umoderne. Af den grund er aktiv dødshjælp nok også mere populær blandt de endnu levende.

Jeg tror, på baggrund af det ovenstående, at vi som samfund skal øve os på at tale om døden på en måde, så vi måske bedre forstår Rilke og dermed os selv som en væren i verden.

Lidelsen er noget, vi gerne vil væk fra – det er ikke længere naturligt, at noget gør ondt; hverken fødsler, livet, kærligheden eller tiden op til døden. Problemet er måske bare, at hvis vi altid er på vej væk, fordi et eller andet kunne bringe smerte eller lidelse med sig, så går vi glip af selve livet.

Derfor bliver vi nødt til at lære at være i lidelsen eller udholde det eksistentielle ubehag. Ikke ved ligefrem at opsøge den, men ved at turde være med den, når den dukker op.

Vi må først øve os i at tale om livet

Det bringer os endelig over til Fjodor Dostojevskij. Den russiske forfatter skriver nemlig på et tidspunkt følgende: ”Jeg er kun bange for én ting: ikke at være min lidelse værdig”.

Det er altså ikke lidelsen som sådan, der er problemet, ifølge Dostojevskij, men måden, hvorpå vi er i det vilkår, lidelsen kan være.

Det gav måske mere mening for et par hundrede år siden, fordi den dengang var en større del af dagliglivet, end den er i dag, hvor vi nu kan medicinere os gennem livet – altså paradoksalt nok leve lægernes liv og dø lægernes død.

I spændet mellem at være blevet født og døden må vi først og fremmest lære at være i verden med al den smerte, det kan indebære

At være sin lidelse værdig vil sige, at man har evnen til at bære den på en alvorsfuld måde, og det vil sige på en måde, der kan pege over mod en åndelig og eksistentiel sandhed.

Når vi læser Dostojevskijs romaner, så bliver vi mindet om lidelsens karakter, og at vi ikke kan søge trøst blandt menneskeguderne, der fylder i vores bøger og kirker, men må stå med lidelsen i et gudsforladt landskab, hvor også først nåden bliver mulig. Dostojevskijs karakterers storhed ligger deri, at de kæmper med livet og lidelsen og døden – og med kærligheden – på en måde, der kan minde om Jakobs kamp med englen.

Hvis vi altså skal tale om aktiv dødshjælp, så skal vi først øve os i at tale om livet, og dernæst døden.

Men i spændet mellem at være blevet født og døden må vi først og fremmest lære at være i verden med al den smerte, det kan indebære. Derefter kan vi stille spørgsmålet om aktiv dødshjælp.

Dét spørgsmål er nemlig for vigtigt til at overlade til folk, der flygter fra døden; vi skal overlade spørgsmålet til dem, der er døende, til dem som lider, som mennesker gør det: nogle gange urolige og nogle gange ængstelige, men hele tiden med visheden om, at de er mennesker, der lever med et indhold i livet til det sidste.