FODBOLD // HISTORIE – FC Barcelona og Real Madrid har mødt hinanden næsten 300 gange i verdens største fodboldbegivenhed for klubhold – El Clásico. Et opgør i marts 1967 står særligt stærkt for denne skribents farfar, der havde sæsonkort til Barcelonas stadion, Camp Nou. Det var i et Spanien, der var underlagt diktatoren Franco, der regerede landet fra Madrid. Det catalanske sprog var forbudt, kritikere forsvandt, og man så sig konstant over skulderen af frygt for, at politiet Guardia Civil lyttede med. Guardia Civil kunne blive et problem, hvis ikke man kunne styre sin glæde, når FC Barcelona vandt.
Det banker hårdt på det nedrullede gitter på Bar Toni. “Luk op i Francos navn, det er Guardia Civil!”
Vi er i bydelen Gracia i Barcelona den 19. marts 1967 efter slutfløjtet i FC Barcelonas 2-1-sejr over Real Madrid, begge Barca-mål scoret af boldekvilibristen Fusté.
Bargæsterne har alle været på stadion, heriblandt min farfar og hans svoger, Juan. De kender ejeren, Diego, så godt, at han har indvilget i at lade dem drikke videre, selv om baren skal lukke. Diego har kørt gitteret ned, så der kun er 5 centimeters luft ud til gaden.
“Luk op, sagde jeg!” Forsamlingen ved, hvad klokken har slået. Diego lukker mismodigt gitteret op. De to betjente skriger i kor: “Hvem talte om Franco?
Det er lige akkurat nok lyd til, at Francos politi, de nådesløse Guardia Civil, kan høre Juan i sin brandert tale højt om Francos brutale regime afsluttet med ordene “Visca el Barca!” (Længe leve Barcelona).
“Luk op, sagde jeg!” Forsamlingen ved, hvad klokken har slået. Diego lukker mismodigt gitteret op. De to betjente skriger i kor: “Hvem talte om Franco?”
Juan bliver sporenstregs ædru, og rækker langsomt hånden i vejret. Den største betjent går målrettet hen mod Juan og slår ham hårdt i ansigtet. Den anden kommer tættere på. Civilgardisterne tager fat i hans arme. “Du er anholdt! Følg med!”
Min farfar må fortælle Juans kone, at hendes mand er taget af civilgardisterne. Hun må ikke besøge ham i fængslet. Min farfar fandt aldrig ud af, om Juan overlevede fængslingen.
Min farfars fodboldfeber
Det var ikke kun det spanske politi, der udøvede magt i 1960’ernes Spanien. Også den største fodboldklub fra Madrid var voldsomt dominerende i denne periode med 8 ud af 10 mulige mesterskaber. Derfor var martsaftenen i 1967 speciel. Stemningen var på kogepunktet, og sange om Cataloniens frihed blev sunget højt på Camp Nou den aften, inden Juan blev fængslet.
FC Barcelona var symbolet på et frit Catalonien, som Franco ikke kunne tolerere. Historiker og forfatter til flere bøger om spansk historie og fodbold, Svend Rybner, fortæller, at den catalanske nationalisme dybest set bunder i, at regionens industriborgerskab følte, at centralmagten i Madrid underlagde dem snærende økonomiske bånd. Dertil kom undertrykkelsen af både sprog og kultur.
Min farfar turde ikke lade politik tænde op under sig, men det betød alligevel, at forholdet til fodboldklubben FC Barcelona automatisk blev en politisk affære. Klubbens fans stod i naturlig opposition til Franco-styret
I det lys fik det catalanske flag, La Senyera, stor betydning på Camp Nou i 1960’erne.
“Flaget blev et symbol på modstanden mod Franco.
Forfatteren og filosoffen Manuel Vázquez Montalbán har fortalt, hvordan man i 1960’erne blandt venstreintellektuelle, opdager Camp Nous potentiale. Det udnytter man ved at bruge stadion som en politisk platform. Her kunne man vifte med La Senyera og tale det forbudte catalanske sprog i ly af, at man var så mange på lægterne.”
“”Selv Guardia Civil kunne ikke banke flere tusinde mennesker på samme tid. Fra slutningen af 1950’erne begynder man også at trykke nogle sider i kampprogrammet på catalansk. Det catalanske begynder langsomt at vise sig,” siger Rybner.
Min farfar turde ikke lade politik tænde op under sig, men det betød alligevel, at forholdet til fodboldklubben FC Barcelona automatisk blev en politisk affære. Klubbens fans stod i naturlig opposition til Franco-styret.
Rybner mener, at vi skal tilbage til 1919, for at forstå hvordan den røde og blå trøje ikke kun repræsenterer holdet FC Barcelona, men også er en politisk kraft: “I 1914 får man en folkeforsamling, Mancomunitat, med medlemmer fra de catalanske landsdele.
Den har ikke lovgivende magt, men har stor symbolsk betydning, da man fra centralmagtens side anerkender, at Catalonien eksisterer. I 1919 går alle catalanske foreninger og institutioner så sammen i et krav om selvstyre. Og det krav underskriver FC Barcelona.”
Efter mange dystre år sker forandringen i 1960’erne, på samme tid som min farfar kommer til Catalonien. Man kan tale om en genopblomstring af troen på Cataloniens selvstændighed
Den amerikanske journalist Franklin Foer skriver i bogen Hvordan fodbold forklarer verden, at man som udlænding uden problemer kan blive catalansk, hvis bare man overholder nogle få regler:
“For at blive catalansk skal man blot lære det catalanske sprog, nedgøre det castilianske Spanien og elske FC Barcelona.”
Min farfar var en 19-årig ung tysk mand, da han flyttede til Barcelona i Catalonien, fordi han var forelsket i Elvira. Han lærte sig hurtigt catalansk, stiftede familie og tog klubben til sig. Men at nedgøre Francos Spanien var sværere for ham, fordi han vidste, det var forbundet med livsfare:
“Jeg tænkte hele tiden på min familie. Min kone og vores børn. Jeg så, hvordan folk forsvandt omkring mig, og jeg må indrømme, at frygten for Guardia Civil var større end at blive politisk engageret – særligt efter Juan blev fængslet.”
“Du gjorde, hvad du blev bedt om. Vi blev hentet i store busser og kørt ind til Avenida Generalissimo Franco (Avenida de Diagonal, hedder den i dag, red.) for at hylde Franco, når han var i byen og kom kørende i sin åbne vogn. Man havde intet valg, også selv om man var privat ansat”, siger han.
Men efter mange dystre år sker forandringen i 1960’erne, på samme tid som min farfar kommer til Catalonien. Man kan tale om en genopblomstring af troen på Cataloniens selvstændighed.
“Franco-regimet er slidt ned og har ikke nogen ideer til, hvordan man driver et moderne samfund. Der begynder at komme turister til Spanien, lyshårede kvinder med bikinier og mænd med langt hår. Der bliver åbnet en dør på klem til resten af verden, og det gøder grunden for de begyndende protester mod Franco.”
“Oppositionen bliver stærkere, de får organiseret sig fra eksilet. I den proces fungerer klubben FC Barcelona både som et samlingssted og som en ventil for ønsket om demokrati og et selvstændigt Catalonien,” siger Rybner.
Klubben valgte i 1919 at knytte sport og politik sammen, da man skrev under på kravet om selvstyre. Og den tradition lever videre også i dag
I nyere tid har FC Barcelona aktivt brugt Franco som fjendebillede og ikke gjort noget for at skjule, at man støttede kampen for et selvstændigt Catalonien.
“Klubben valgte i 1919 at knytte sport og politik sammen, da man skrev under på kravet om selvstyre. Og den tradition lever videre også i dag. Hvert år på nationaldagen den 11. september nedlægger FC Barcelonas præsident og nogle af spillerne en krans ved statuen af Rafael Casanova, der var øverstbefalende i 1714, da Barcelona faldt til de castilianske tropper. ”
“Det kunne naturligvis ikke lade sig gøre under Franco. Mange af spillerne deltager også i de traditionelle marcher gennem byen, som særligt de senere år – som et led i den skærpede politiske kamp om Cataloniens fremtid – har fået langt større omfang, end de havde tidligere,” siger Rybner.
Hadet er en del af historiefortællingen
FC Barcelona har dog ikke entydigt været imod Franco, selvom klubben historisk har støttet kampen for catalansk selvstændighed. “De har et idylliseret selvbillede i klubben,” siger Svend Rybner.
”De vil gerne have det til at se ud som om, at Barcelona altid har været modstander af Franco, men virkeligheden er mere nuanceret. Efter borgerkrigen indsatte man regimetro bestyrelser i alle fodboldklubberne i Spanien, så i mange år fremstod FC Barcelona lige så tro mod Franco som alle andre.”
“Det var naturligvis en beslutning, som blev taget ovenfra, og selv om det er tvivlsomt om den har haft støtte fra klubbens medlemmer, forsøger FC Barcelona at forbigå denne periode i stilhed. Det er lettere at sælge et renskuret billede af, at klubben altid har været modstander af Franco og centralmagten.”
– Er FC Barcelona på den måde blevet en mindre politisk klub efter Francos død i 1975?
“I princippet ja, men samtidig er tilknytningen til Catalonien en stor del af klubbens egen stærke fortælling. FC Barcelona vil gerne fremstille sig selv som de undertrykte, dem der er på den lille mands side.”
“Men fortællingen er absurd. Det er en af verdens største fodboldklubber, som råder over nogle af verdens bedste spillere. Omvendt lever fodbolden af modsætninger. Man definerer sig ofte i forhold til, at man hader ‘de andre’, hvem de så er. Så i det lys ville det ikke være klogt at tage modsætningen til centralmagten ud af FC Barcelonas brand.”
Rybner mener også, det er et problem at tale om et samlet Catalonien, fordi halvdelen af befolkningen på 7,4 millioner er imod catalansk selvstændighed:
“Historisk kan man sige, at det var nemt at være enige under Franco, fordi der var så indlysende en fjende. Det er mere kompliceret nu, hvor Spanien er et demokrati.”
“Jeg anerkender argumentet om, at man i vore dage i det mindste burde have lov til at stemme om eventuel selvstændighed, som man for eksempel gjorde det i Skotland. Men i praksis kan det være svært at se catalanerne som et undertrykt folk,” svarer han.
– Kunne man kontrafaktisk have forestillet sig, at der var andre kulturinstitutioner, som kunne have været den ventil og arena for at dyrke det catalanske selvstændighedsønske som FC Barcelona udgjorde?
“Jeg tror, man ville have søgt andre steder hen, hvor man kunne dyrke det catalanske, hvis ikke FC Barcelona havde eksisteret. I de baltiske lande kom det nationale i sovjettiden for eksempel til udtryk i kor og folkedans. Det har man også en tradition for i Catalonien.”
Man gør ikke nogen hemmelighed ud af, at man har støttet kampen for selvstyre. I dag er sagen dog mere kompleks, fordi klubben har lagt afstand til den ulovlige afstemning om catalansk selvstændighed sidste år
“Men FC Barcelona har historisk set været en magnet, og det billede har man selv gjort meget for at holde ved lige. Når man lægger kransen den 11. september, vil man meget gerne fotograferes. Man gør ikke nogen hemmelighed ud af, at man har støttet kampen for selvstyre.”
“I dag er sagen dog mere kompleks, fordi klubben har lagt afstand til den ulovlige afstemning om catalansk selvstændighed sidste år. Den nuværende præsident for klubben, Josep Maria Bartomeu, bryder sig ikke om Puigdemont og den radikale del af løsrivelsesbevægelsen. Kort fortalt er klubbens verdensomspændende økonomiske interesser blevet større end spørgsmålet om catalansk selvstændighed. Bartomeu har en forretning, han skal køre,” slutter Rybner.
Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
