ZEMAN & ANIMATION // FILM – I Karel Zemans animerede film fortælles eventyr i underfundige universer med flyvende sejlskibe, kæmpefisk og fabelagtige maskiner. Cinemateket har lavet en spændende filmserie om den store tjekkiske instruktør, hvis metoder med animation, live-action og special effects var banebrydende og går igen i nyere filmkunst. Karen Hammer er begejstret for serien og nyder gensynet med Zemans film, bl.a. Sinbad Søfareren og Krabat, som kan ses online.
Tjekkoslovakiet var engang kendt for sine blændende dygtige animationsinstruktører. Størst var nok Jiri Trnka (1912-69), der lavede de smukkeste og mest gribende historiske dukkefilm, fx den vidunderlige A Midsummer Night’s Dream (1959) og senest Hånden (1965), som regeringen slet ikke brød sig om.
Dernæst kommer Hermina Tyrlova (1900–1993), der koncentrerede sig om dukkefilm for børn og sammen med sin mand Karel Dodal i 1935 lavede landets første dukkefilm The Lantern’s Secret.
Hun arbejdede i næsten 50 år på animationsfilmstudiet i Zlin og fik der i 1943 Karel Zeman (1910-89) som assistent. Han blev allerede i 1945 leder af studiets stop-motion animationsgruppe, der eksperimenterede med at blande animerede dukker med levende skuespillere.
I sine sidste tre mesterlige spillefilm Sinbad Søfareren (1974), Krabat (1977) og Rasmus, Rosa og alle Ridderne (1980) havde han helt forladt at bruge levende skuespillere
Zemans serie af satiriske kortfilm om Mr. Prokouk – med trædukken af samme navn – gjorde ham kendt og meget populær.
I 1953 gik han over til spillefilm med The Treasure of Bird Island, der var inspireret af et persisk eventyr, og hvori han skabte en helt vidunderlig verden ved at anvende gamle persiske tegninger som baggrunde.
Fra 1955 til 1970 lavede han seks meget fantasisfulde spillefilm, der skabte begejstring over hele verden og solgte særdeles godt i USA. Han lod sig især inspirere af Jules Verne og af klassiske illustratorer som Gustave Doré.
I sine sidste tre mesterlige spillefilm Sinbad Søfareren (1974), Krabat (1977) og Rasmus, Rosa og alle Ridderne (1980) havde han helt forladt at bruge levende skuespillere og arbejdede udelukkende med flytteanimation.
Lige til det sidste var han sit lands stolthed: I 1970 udnævntes han til National Artist og i 1980 tildeltes han Order of the Republic.
Zemans største film
Cinemateket havde planlagt at vise en serie med seks af Zemans vigtigste film – og at sammenligne dem med andre spillefilm, hvis instruktører tydeligt har ladet sig inspirere af Zemans helt særlige stil.
Det er instruktører som Terry Gilliam, Wes Anderson, Tim Burton, Franck Ekinci, Katsuhiro Otomo og Myazaki, der vedkender sig inspirationen, og det fortæller de om bl.a. i dokumentarfilmen Film Adventurer Karel Zeman af Thomas Hodan (2015).
Man må håbe, at serien vises, når Cinemateket atter åbner dørene (midlertidigt lukket pga. covid). Filmene er vidunderlige på hver deres måde.
Drengene i urtiden
Rejsen til Jordens Urtid (1955) skildrer fire skoledrenges ekspedition op ad en flod, der løber parallel med tiden.
Der står mammutten og strækker sin snabel, og der kæmper tyrannosaurus med en stegosaurus, mens flyveøglerne dykker ned over dem. Drengene går sagligt til opgaven – de er fremtidens naturforskere. Zemans fortælletrick er forholdsvis enkle.
Kaptajn Nemo
I 1958 kom det mere seriøse science fiction-eventyr Invention for Destruction (på dansk: Kaptajn Nemos sidste bedrift), som er en spændende og meget avanceret fortalt historie om en gal millionær, der ønsker at underlægge sig verdensherredømmet.
Filmen er tydeligt inspireret af Jules Vernes illustrationer og har vidunderlige billeder af fascinerende dyr fra havets dyb, der helt naturligt færdedes mellem levende skuespillere. Warner Bros. Pictures distribuerede den i Nordamerika i 1961 under titlen The Fabulous World of Jules Verne. 72 lande på verdensplan købte den, og det blev Tjekkoslovakiets mest succesfulde film nogensinde.
Münchhausen
I 1962 kommer den spektakulære farvefilm Münchhausens fantastiske oplevelser – igen inspireret af Jules Verne samt Eric Raspe og desuden illustreret med overdådige Gustave Doré-graveringer.
Jordens første astronaut lander på månen og ser fodspor! Baron Münchhausen og Cyrano de Bergerac er der allerede, og de modtager astronauten Tonik hjerteligt og inviterer ham til middag. De tror, han er en ægte månemand, og giver ham et lift ned til jorden i baronenes hestetrukne karet.
De lander i Konstantinobel, hvor sultanen netop er i krig, så baronen kan lave sin lille rejse på en kanonkugle og bliver siden slugt af en meget stor fisk. Tonik forelsker sig i en fangetaget prinsesse. Et mesterværk.
Luftskibet
Efter A Jesters Tale (1964) kom i 1966 Det stjålne luftskib, som er inspireret af Jules Vernes To års ferie og Den mystiske Ø.
Fem raske drenge stjæler et luftskib fra verdensudstillingen i Prag i 1891. De strander på en fortryllet ø, hvor de ramler ind i både Kaptajn Nemo og vilde pirater. I Prag kæmper en gruppe forbrydere for at skabe en kopi af skibet, men drengene er snarrådige små helte. Underholdende drengefilm for alle aldre.
Kometen
On the Comet er ikke blandt Cinematekets udvalgte, men historien lyder så fascinerende, at jeg ikke bare kan lade den ligge. Den kom i 1970 og blev den sidste Zeman-film, hvori der medvirkede skuespillere. Endnu engang kommer inspirationen fra Jules Verne.
Under en krig i Nordafrika falder den franske kartograf Hector i havet og reddes op af den skønne flygtning Angelica. En komet kommer for tæt på jorden og skovler hele krigsarealet med sig videre.
Krigen fortsætter – men nu i en anden verden med fortidsdyr. Man ser de første fisk med ben gå på land, og en gruppe dinosaurer angriber den franske koloni. Hector taber slaget, Angelica bliver bortført, og kometen nærmer sig Mars. Det lykkes at styre udenom og atter nærme sig jorden. Det hele viser sig at være en drøm.
Sinbad Søfareren
Fra 1971–74 lavede Zeman syv korte film om Sinbad Søfarerens syv fantastiske rejser inspireret af 1001 eventyr og med illustrationer fra persiske miniaturer. I 1974 blev de udsendt samlet med titlen Sinbad Søfareren. Jeg så filmen for første gang i Cinemateket den 4. december. Det var en åbenbaring, men der var alt for få tilskuere. Tusind tak til Cinemateket for at vise os dette poetiske, farvestrålende og fantasifyldte univers.
Sinbad elsker havet og at sidde afslappet og spille på sit strengeinstrument, medens vinden fører hans lille skip frem mod spændende egne. Indimellem er han døden nær af tørst, eller han er kastet i fængsel, men han klarer den altid – ofte med hjælp fra venlige dyr eller søde kvinder. Han møder talende fisk, fuglen Rok og dens enorme æg. Han smutter fra en ondskabsfuld kæmpe, men mister sine mænd.
Han og en ven lusker sig til at kigge i den forbudte magiske bog og forstår, at kærligheden er stærkere end alt. Der er spænding til det allersidste minut. I glemmer den aldrig
Takket være syv venlige søheste trækkes han fri af kæmpens stenkast. Han tyranniseres af en gnaven gammel fakir. Han er lige ved at blive ædt af en smuk rød løve – Zemans papirklip er virkelig stor kunst – og hjælpes af en venlig blå elefant. Han hjælper et forelsket par og får en guldkrukke som tak. Guldet ødelægger et kongerige og sænker en ø.
En kæmpe skildpadde trækker ham fri af magnetbjerget, men intet kan tæmme hans nysgerrighed, så kort efter er han atter ude på havet. Han strander på en ø og finder krukken med en indespærret ånd; forelsker sig og vinder prinsessen, som bare vil have ham – og ikke alverdens guld. Filmen kan findes på YouTube.
Krabat
I 1977 kom hans ubestridelige mesterværk – den drønuhyggelige Krabat efter Otfried Preusslers roman af samme navn. Et par år efter anmeldte jeg den i Børnefilmbladet. Jeg var ekstatisk af begejstring, mens censuren klippede et halvt minut ud for at kunne tillade den for børn. I traileren til Krabat kan man i dag se den censurerede sekvens, hvor en kæmpe slange æder en lille dreng.
Engang i 18oo-tallet strejfer mange små forældreløse drenge rundt i Østeuropa. De er sultne og sneen ligger højt. De kommer i lære hos mølleren, som er Djævelen selv. De oplæres i magi og trylles ofte om til krager.
Hver jul dræber mølleren en af dem. Uden at mølleren er klar over det, har Krabat mødt en sød pige. Han og en ven lusker sig til at kigge i den forbudte magiske bog og forstår, at kærligheden er stærkere end alt. Der er spænding til det allersidste minut. I glemmer den aldrig. Den findes i en dansk version på nettet.
Rasmus, Rosa og alle ridderne
Zemans sidste film, The Tale of John and Mary (1980), kom på dansk til at hedde Rasmus, Rosa og alle Ridderne, og den skrev jeg også begejstret om i Børnefilmbladet dengang. Den er ikke med i Cinematekets program – jeg savner den.
Rasmus er en bondedreng, der kommer i kløerne på en troldmand i et stort slot. Rosa er en skøn fe, der prøver at hjælpe Rasmus, da han bliver forvandlet til en vampyr. Adskillige små nisser løfter den undertiden meget uhyggelige handling. Den er ikke for mindreårige børn.
Zeman i nutidens filmkunst
De film, som Cinemateket har udvalgt som illustration af Zeman-inspirationen, er:
Tim Burton: Sleepy Hollow (1999)
Terry Gilliam: The Imaginarium of Doctor Parnassus (2009)
Hayao Miazaki: Laputa – slottet i himlen (1986)
Franck Ekinci/Christian Desmare: April and the Extraordinary World (2015)
Katsuhiro Otoma: Steamboy (2004)
Cinemateket har midlertidigt lukket pga. covid, men håber at kunne vise serien om Karel Zeman, når der genåbnes.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her