Du kan nå det endnu. Hvis du går og grubler over den der sidste julegave, du ikke har fået købt. Så er den her. Arkitekten Ulla Lunns udsøgt smukke Stedet fortæller – en moppedreng af et værk om det Dansk Vestindien, som Danmark bortsolgte i 1917.
Hele 2017 kommer i en eller anden grad til at stå i de vestindiske øers tegn. 100-året for salget af dem. Og hvis man vil have en bog, der solidt og grundigt, men samtidig på yderst elegant vis sætter en ind i de mange aspekter af historien bag disse tre tidligere danske øer St. Thomas, St. Croix og St. Jan, så er Stedet fortæller et fremragende bud.
Ulla Lunn er som nævnt arkitekt, og hendes bog tager afsæt i arkitekturen og bygningskulturen på øerne. Men tag ikke fejl af det. Dette er ikke en tør optegnelse af gamle danske ruiner på nogle gudsforladte øer, vi er godt tjent uden. Det er en levende, engageret, velinformeret og ikke mindst forbilledlig formidlet fortælling om de besiddelser i Caribien, som Danmark rådede over i næsten 250 år.
Bag om bygningerne
For hvad er historien bag det enkelte pakhus eller militære fort, den enkelte plantage, kirke eller skolebygning på disse øer? Hvad var det for nogle danskere, der havde deres liv her? Og – ikke mindst – hvad var det for nogle slaver? For her har Lunn i høj grad fremtidssikret sin bog så at sige; ved at lægge betydelig vægt på at skrive begge sider af den dansk-vestindiske historie. Både den hvide og den sorte. Den menneskelige historie, forstås. En ting, som tidligere generationers bøger om øerne så ofte har forsømt, men som de verdensborgere, der vokser op i dag, ikke sådan uden videre vil acceptere. “Black lives matter”.
Tag for eksempel beretningen om Dimna, der blev født i Senegambia-området i Vestafrika. Og som ung blev sendt til St. Croix om bord på det danske slaveskib Ernst von Schimmelmann i 1784. For her at blive købt af danske Peter Lotharius Oxholm til at arbejde på hans plantage Concordia.
”I slavesamfundets virkelighed var hun en overlever. Der var 24 andre slaver, som kom til Concordia sammen med hende, men halvdelen af dem var døde efter seks år. Hun fik to sønner med to forskellige mænd, kobbersmeden Hendric, født i Afrika, og husslaven Harry, der var kreol. Den ene søn, Jacob, blev født i 1802 og blev 28 år, George, født i 1806, blev 41 år gammel. Begge arbejdede som deres mor hele deres liv i sukkermarkerne på Concordia. Dimna fik et enkelt barnebarn, der døde som lille. Dimnas slægt kom aldrig til at opleve friheden – alle hendes efterkommere var døde, da slaveriet blev afskaffet i 1848.”
Dette er ikke en tør optegnelse af gamle danske ruiner på nogle gudsforladte øer, vi er godt tjent uden. Det er en levende, engageret, velinformeret og ikke mindst forbilledlig formidlet fortælling om de besiddelser i Caribien, som Danmark rådede over i næsten 250 år.
Det er fornem historieformidling, Og sådan går det gennem de 264 sider af Stedet fortæller. En bog, der er god at blive klog på her på tærsklen til 2017 – et år, som uden tvivl vil byde på en fornyet debat om, hvorvidt Danmark skal sige undskyld for slaveriet. En dansk undskyldning for behandlingen af dels de over 100.000 afrikanere, danske skibe bortførte til De Vestindiske Øer, dels deres efterkommere frem til den endelige ophævelse af slaveriet. Og denne diskussion vil som altid føre videre til debatten om, hvorvidt Danmark skal betale erstatning til de nulevende efterkommere. Et krav, der er ganske fremherskende på øerne, der i dag hedder US Virgin Islands.
Det kollektive hukommelsessvigt
En sådan økonomisk bodsgang kommer givetvis ikke på tale. Men en salomonisk og yderst fornuftig løsning kunne være, at Danmark træder i karakter og redder de mange, mange bygninger fra dette kapitel af dansk kolonihistorie, der står og forfalder og forvitrer på St. Thomas, St. Croix og St. Jan. Det var disse nedslående forhold, der i første omgang overhovedet fik Ulla Lunn til Dansk Vestindien i år 2000. For at se på, hvordan disse historiske bygninger kunne bevares. Siden har hun sammen med de vestindiske fredningsmyndigheder fået et samarbejde op at stå, der seks år i træk har fået danske murerlærlinge til øerne for dog at få standset noget af forfaldet. Men det kræver mere og andet end det. Det kræver substantielle økonomiske midler, hvis vi skal redde de historiske bygninger i det gamle Dansk Vestindien.
Men som Lunn skriver i forordet til bogen: ”Jeg har oplevet et kollektivt hukommelsessvigt, hvad angår vores kolonihistorie, og dermed en meget tøvende holdning fra politisk side til at gå ind i et samarbejde, der efter min opfattelse ville give gode nye relationer til vestinderne.”
Får man Lunns bog mellem hænderne, vil man straks se, hvad det er for en enestående bygningsarv, der står og venter på at blive reddet. ”Stedet fortæller” har en usædvanlig flot billedside. Og man overraskes faktisk over at erfare, at det er forfatteren selv, der har taget de fleste af fotografierne.
Den eneste anke, denne anmelder har over hendes bog er: Hvorfor pokker har den ikke en indholdsfortegnelse? Den er et overflødighedshorn af oplysninger, personer og stednavne. Men ingen mulighed for hurtigt at slå dem op igen sidenhen.
En sådan økonomisk bodsgang kommer givetvis ikke på tale. Men en salomonisk og yderst fornuftig løsning kunne være, at Danmark træder i karakter og redder de mange, mange bygninger fra dette kapitel af dansk kolonihistorie, der står og forfalder og forvitrer på St. Thomas, St. Croix og St. Jan.
Men nok om det. Stedet fortæller er et utrolig flot værk. Og som sådan en yderst tidsaktuel coffee table book. I 100-året for salget af Dansk Vestindien ventes antallet af danske turister til øerne at slå alle hidtidige rekorder. Med sine næsten halvandet kilo er Lunns bog nok for tung for disse mange tusinde danskere at slæbe rundt med på St. Thomas, St. Croix og St. Jan. Men de ville gøre sig selv en tjeneste, hvis de læser den inden turen.
Og for alle os andre, der ikke skal af sted, så er Stedet fortæller bare en virkelig god rejse i sindet. Den har noget for alle. Så hvis du mangler at købe den julegave, så er den her. Køb den til ham onklen, der tror han ved alt. Eller til den videbegærlige student. Til hende tanten med den kræsne æstetiske sans. Eller bare til dig selv. 2017 – 100-året for salget af øerne – står og banker på.
Ulla Lunn: Stedet fortæller – om Dansk Vestindien. Gads Forlag. 264 sider. 350 kr. Er udkommet.
Fotos: Philip Sampson, Suste Bonnen, Gads Forlag.
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
