SPORT // ANALYSE – En transkvindes deltagelse i OL i vægtløftning for kvinder udløste debat, for skal kvindesport være åben for personer, hvis kromosompar udgøres af XY? Debatten er polariseret, særligt mellem dem med et stærkt socialkonstruktivistisk perspektiv og dem med et mere biologisk funderet perspektiv, skriver Ask Vest Christiansen, lektor ved Sektion for Idræt, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Han fortæller om det tavse flertal i atletikkens verden og om nye anbefalinger, udarbejdet af de store britiske sportsforbund, hvor inklusion holdes op mod fairness og sikkerhed.
Da Aarhus Universitet i oktober var vært for et seminar om atletikken, ramte et spørgsmål lige ind i sportens nye stridspunkt, nemlig om transkvinders ret til at konkurrere mod biologiske kvinder.
Spørgsmålet blev under en paneldebat stillet til den amerikanske atlet, Emma Coburn, der i 2017 blev verdensmester i 3.000 meter forhindringsløb, og som har deltaget i de Olympiske Lege tre gange i den disciplin.
Kvindesport eksisterer, fordi der er grundlæggende biologiske forskelle mellem mænd og kvinder
En af akademikerne i panelet havde med største selvfølgelighed udtalt, at han var imod kønstestning i sport og støttede transkvinders ret til at konkurrere med biologiske kvinder. Ordstyreren bad derefter Coburn om at forholde sig til det synspunkt.
Fra sit arbejde kender Coburn ganske meget til atleters holdninger, og hun var inviteret til seminaret om det internationale atletikforbunds historie og fremtid af samme grund.
Coburn arbejder med at etablere en uafhængig ’fagforening’ eller athlete commision, som kan udtale sig på atleternes vegne, inden forbundet, der i dag hedder World Athletics, implementerer regler og retningslinjer i deres sport.
Nye anbefalinger
Hendes svar var klart og tydeligt samtidig med, at det bar præg af, hvor politiseret og giftigt emnet er blevet:
”Jeg ved, at det er et følsomt emne”, sagde hun. ”Men jeg vil også fortælle, at der er et stort, tavst flertal blandt de aktive atleter, der støtter de nuværende retningslinjer og nye anbefalinger”.
Ifølge retningslinjerne hos World Athletics må transkvinder maksimalt have et testosteronniveau på 5 nmol/L – halvdelen af, hvad Den Olympiske Komité tillader.
De nyeste anbefalinger på området kom den 30. september, da de fem britiske sportsforbund sammen udsendte det hidtil største arbejde i relation til emnet med titlen Guidance for Transgender Inclusion in Domestic Sport. Den indeholder vejledninger, 10 Guiding Principles, som sportsorganisationer kan tage udgangspunkt i, når de vil lave politik på området.
Polariseret diskussion
Diskussionen om transkønnede atleters deltagelse i sport er speciel.
De fleste af mine venner og bekendte, der ikke er ansat på universitetet, har svært ved at forstå, at det overhovedet er en diskussion. De mener, at transpersoner selvfølgelig skal have lov til at identificere sig præcis, som de synes, men lige så selvfølgeligt er det for dem, at transkvinder ikke kan deltage i kvindesport.
Akademikere, særligt dem fra socialvidenskaberne og humaniora, har en anden selvfølgelighed. Her synes standardindstillingen at være, at køn er en social konstruktion, og hvis man identificerer sig som kvinde, er man kvinde, og så skal man selvfølgelig have lov at konkurrere med kvinder.
Splittelse blandt de 300 kyndige
Også de britiske sportsforbunds arbejdsgruppe – The Sports Council Equality Group (SCEG) – fandt en tydelig opdeling i to grupper hos de mere end 300 personer med indsigt i emnet, der blev interviewet og svarede på spørgeskemaer i forbindelse med arbejdet med rapporten.
Én gruppe mente, at inklusion som værdi må vægtes tungere end alt andet, og at transpersoner skal have lov til at deltage i sport på alle niveauer med få eller ingen begrænsninger.
Testosteron giver mænd større hjerte og lunger, større blodvolumen, mere hæmoglobin, større, stærkere og tættere knoglebygning, mindre fedt og øget muskelstyrke
En anden gruppe var tilhængere af det, de kaldte fair sportslige konkurrencer med fokus på de regler, der giver sporten sin gyldighed, og derfor mente de, at transpersoners deltagelse i sport skal reguleres.
Tre fundamentale værdier
De to positioner centrerer sig omkring vægtningen af tre fundamentale værdier i sporten: inklusion, retfærdighed og sikkerhed. Mens den første gruppe favoriserer inklusion, er det retfærdighed og sikkerhed, der er afgørende for den anden gruppe.
Nogle har advokeret for, at de tre værdier kan balanceres, og at man derved kan finde et kompromis. Men det synspunkt kan næppe forsvares, hvis man analyserer sportens vilkår.
Når det gælder sportsgrene, hvor udholdenhed, hurtighed og styrke spiller en afgørende rolle for præstationerne, kan de tre værdier i hvert fald ikke balanceres. Her bliver man nødt til at vælge. Det er også SCEG-rapportens konklusion.
Præstationsforskelle mellem mænd og kvinder
Kvindesport eksisterer, fordi der er grundlæggende biologiske forskelle mellem mænd og kvinder.
Forskellene skabes primært af det mandlige kønshormon. Testosteron giver mænd større hjerte og lunger, større blodvolumen, mere hæmoglobin, større, stærkere og tættere knoglebygning, mindre fedt og øget muskelstyrke. Og disse biologiske forskelle resulterer i betydelige præstationsforskelle mellem mænd og kvinder.
Ser vi på verdensrekorder, er forskellene 10-12 procent i svømning, løb og cykling, de er på 20 procent i spring og 35 procent i styrkeorienterede discipliner.
Over 150 procents forskel i slagstyrke
Tager man en enkelt ting som slagstyrke, der fx er afgørende i boksning og mixed martial arts, er forskellen mellem mænd og kvinder på mere end 150 procent.
Forskellene gælder naturligvis ikke kun eliteatleter, men også for befolkningen generelt. Tager man en tilfældig gruppe på 10 mænd og 10 kvinder, vil den stærkeste kvinde kun være stærkere end den svageste mand.
De forskelle betyder, at hvis ikke vi havde en beskyttet kategori for kvinder, ville der ikke være kvindelige vindere i elitesport. Vælg én disciplin, hvor styrke, hurtighed og udholdenhed er afgørende for præstationerne, og den bedste kvinde i verden bliver hvert år overgået af omtrent 2.000 mænd.
Kvindernes 100 meter
Da jamaicanske Elaine Thompson-Herah vandt kvindernes 100 meter løb ved de Olympiske Lege i Tokyo i sommer, gjorde hun det i rekordtiden 10,61 sekunder. Det gør hende til den næsthurtigste kvinde i historien. En helt fantastisk præstation, der kun er overgået af amerikaneren, Florence Griffith Joyner, der vandt guld på distancen ved OL i Seoul i 1988.
Alligevel vil cirka 2.000 mænd i verden løbe hurtigere end Thompson-Herah i år. Nogle af dem vil være under 15 år, nogle over 50. Det fortæller, hvor massiv forskellen mellem de to køn er, og hvorfor der er behov for en beskyttet kategori for kvinder.
Fra begyndelsen af puberteten producerer drenge 15-20 gange mere testosteron end piger, og herefter ser man store præstationsforskelle
Der er fire gennemgående indvendinger mod, hvorfor disse kønsforskelle skulle ekskludere transkvinder fra at deltage i kvindekategorien. Ingen af dem er holdbare.
Første indvending mod eksklusion: Jamen, Phelps
Den første indvending fremhæver, at sport netop er kendetegnet ved, at atleterne ikke er lige. Svømmeren Michael Phelps, der med 28 medaljer er den mest vindende OL-atlet nogensinde, har en meget lang overkrop og store hænder, der giver ham en fordel, hans konkurrenter ikke har.
Løberen Usain Bolt, som mange mener er alle tiders bedste sprinter, er højere og har længere skridtlængde end sine konkurrenter.
Den finske langrendsløber Eero Mäntyranta, der dominerede sporten i 1960’erne, producerede abnormt høje mængder af hæmoglobin, som gjorde, at han kunne transportere langt mere ilt til musklerne end hans konkurrenter. Og sådan kunne man fortsætte.
Pointen er, at eliteatleter fra starten er biologiske afvigere. De ligner ikke almindelige mennesker, så man kan slet ikke tale om retfærdighed, eller at atleter skal være lige i udgangspunktet.
Kun små præstationsfordele
Indvendingen overser to ting: For det første, at de fordele som Phelps, Bolt og Mäntyranta har kun giver præstationsforskelle på mellem 0,1 og 1 procent i forhold til deres øvrige mandlige konkurrenter og ikke de 10-15 procents forskel, der er mellem de bedste mænd og de bedste kvinder.
For det andet, at det at have en egenskab eller evne, der giver en fordel i sport, i udgangspunktet ikke er urimeligt. Det er kun urimeligt, hvis man har den egenskab i en kategori, der er designet til at udelukke den.
Det er ikke en urimelig fordel at være 25 år. Men hvis man deltager i kategorien for atleter under 17 år, så er det en urimelig fordel at være 25 år.
Anden indvending: Laurel Hubbard vandt ikke, så …
Den anden indvending flytter fokus fra det generelle til det specifikke. Den siger, at transkvinder ikke er særligt meget bedre end deres konkurrenter.
Se bare på den newzealandske vægtløfter Laurel Hubbard, der som den første transkvinde nogensinde deltog ved OL i Tokyo. Den 43-årige transkvinde blev nummer 10 og sidst i finalen i kategorien for kvinder over 87 kg, så hun kan jo ikke have haft en urimelig fordel, og derfor er der ikke et problem.
Den indvending misforstår grundlæggende, hvad det vil sige at have en fordel. Fordele skal måles i forhold til ens eget udgangsniveau og ikke i forhold til den absolutte rangering eller præstation.
Deltog jeg i Tour de France med en motor i min cykel, som konstant gav mig 100 watt ekstra, ville jeg stadig ende sidst i klassementet. Men det ville jo ikke betyde, at jeg ikke havde haft en urimelig fordel. Placeringen fortæller intet om fordelens størrelse.
Tredje indvending: Sænket testosteronniveau
Den tredje indvending fokuserer på interventionen. Den siger, at transkvinder, der gennemgår hormonbehandlinger, sænker deres testosteronniveau, og derfor ikke længere har den biologiske fordel, som testosteron giver.
Svaret på den indvending har to sider. For det første, er der i LGBTQ+-miljøerne intet krav til transkvinder om, at de skal gennemgå hormonbehandlinger for at identificere sig som kvinder. Udgangspunktet er, at selvidentifikation er det afgørende for kønsidentiteten, ikke hvorvidt man gennemgår medicinske behandlinger eller ej.
Derfor lyder 4. princip i SCEG-rapporten (Guiding Principle, no. 4), at selvidentifikation ind i den kvindelige kategori ikke er foreneligt med retfærdig konkurrence.
OL’s forældede regel
Vil transkvinder deltage i De Olympiske Lege, skal de ifølge den Internationale Olympiske Komites gældende regler, sænke deres testosteronniveau til under 10 nmol/L i mindst 12 måneder før konkurrence.
Det er imidlertid stadig inden for normalområdet for mænd, som ligger mellem 8,0 og 30,0 nmol/L, mens normalområdet for biologiske kvinder ligger mellem 0,2 og 1,8 nmol/L. Den Olympiske Komite har erkendt, at de nuværende regler ikke holder, og der er bebudet nye regler.
Skal reglerne laves om, ligger bevisbyrden hos dem, der siger, at der ikke er en forskel, eller at hormonbehandlinger udligner den forskel, der er
SCEG-rapporten peger på, at de nyeste retningslinjer i en række internationale forbund er, at transkvinder skal sænke deres testosteronniveau til under 5 nmol/L, hvis de vil konkurrere med biologiske kvinder.
Rapporten understreger samtidigt, at ”baseret på den nuværende viden er det usandsynligt, at testosteron-supprimerende behandlinger kan garantere fairness mellem transkvinder og biologiske kvinder i sportsgrene, hvor kønsforskelle spiller en rolle” (Guiding Principle, no. 5).
Mandefordele bevares i høj grad
SCEG-gruppen har gennemtrawlet den videnskabelige litteratur på området, og selvom den i sagens natur stadig er begrænset, er konklusionen, at transkvinder i høj grad bevarer de fordele, de har i kraft af deres mandlige biologi, også efter hormonbehandling. De fordele får de primært i kraft af at have gennemlevet mandlig pubertet. Før puberteten er der ingen forskel i mængden af testosteron mellem piger og drenge, men fra begyndelsen af puberteten producerer drenge 15-20 gange mere testosteron end piger, og herefter ser man store præstationsforskelle.
Eksempelvis mister transkvinder blot omkring 5 procents muskelmasse og -styrke efter 12 måneders hormonsupprimerende behandling, hvilket ingenlunde kompenserer for den gennemsnitlige forskel mellem mænd og kvinder på 40-50 procent.
Når det gælder forskellen i kropsstørrelse, er der ingen effekt af behandling, hvorfor der er en betydelig øget sikkerhedsrisiko for biologiske kvinder, hvis transkvinder inkluderes i sport med fysisk kontakt som fx greb, slag, spark og tacklinger.
Fjerde indvending: Forskningen er ufuldstændig
Endelig fokuserer den fjerde indvending på, at forskningen er ufuldstændig. Den siger, at der stadig mangler forskning, der kan redegøre detaljeret for den præcise størrelse af de fysiske fordele, transkvinder har i elitesport. Indtil den forskning findes, kan man ikke udelukke transkvinder fra at konkurrere med biologiske kvinder.
Men det er en argumentatorisk fejlslutning, der vender tingene på hovedet. Det er veldokumenteret, at der er betydelige forskelle på mænd og kvinder. Derfor har vi en beskyttet kategori for kvinder.
Et stort flertal af dem, der mente, at man ikke kan sikre sportslig retfærdighed og sikkerhed, hvis transpersoner inkluderes i kvindesport, følte sig utrygge ved at ytre deres holdninger
Skal reglerne laves om, ligger bevisbyrden hos dem, der siger, at der ikke er en forskel, eller at hormonbehandlinger udligner den forskel, der er. Og det tyder den nuværende forskning ikke på, at hormonbehandlinger gør.
SCEG-rapporten er grundig, balanceret og baseret på forskning frem for ideologi. Konklusionerne er fra et biologisk, videnskabeligt perspektiv ukontroversielle, da de siger, hvad mange vidste i forvejen, nemlig at der er forskel på mænd og kvinder, og at hormonbehandlinger ikke ændrer tilstrækkeligt på det.
Frygten for at udtale sig
Rapporten er derfor et godt udgangspunkt for det videre arbejde på området. Men som Emma Coburn sagde på seminaret i Aarhus, er det ikke det samme, som at alle åbent tør stå ved deres synspunkter. Mange oplever, at risikoen ved at melde klart ud, simpelthen er for stor. Det bekræftes i rapporten i et afsnit med overskriften ”Frustration, fjendtlighed og følelser”, hvor det blandt andet hedder:
”Et stort flertal af dem, der mente, at man ikke kan sikre sportslig retfærdighed og sikkerhed, hvis transpersoner inkluderes i kvindesport, følte sig utrygge ved at ytre deres holdninger. Nogle fortalte, at de var blevet truet med repressalier og sanktioner, hvis de udtalte sig. Mange af de interviewede, som var ansat i sportsforbund, […] følte ikke, at de havde andre muligheder end at forholde sig tavse, hvis de ville beholde deres job. Denne frustration blev udtrykt af mange, og den førte ofte til, at interviewpersonen brød ud i gråd eller blev fjendtligt indstillet”.
I mange sportsgrene kan fuld inklusion af transpersoner ikke sameksistere med retfærdighed og sikkerhed
Jeg er selv aldrig tidligere stødt på en diskussion, et spørgsmål eller en uenighed i sporten, der har fremkaldt så stærke følelser og frustrationer, som det SCEG-rapporten peger på her. En situation, der også afspejles i den aggressive retorik på de sociale medier.
Men trusler, øgenavne og nedrakning er ikke et frugtbart udgangspunkt for at finde løsninger, der også giver transpersoner muligheder for at dyrke idræt på en retfærdig og forsvarlig måde.
Mændenes kategori som den åbne
For de nye guidelines betyder naturligvis ikke, at transkvinder ikke kan eller må deltage i idræt. Der mangler ikke beviser for, at idræt og fysisk aktivitet er sundt – både fysisk, psykisk og socialt. Det skal alle selvfølgelig have gavn af.
SCEG-rapporten slår også fast, at det er både fair og sikkert at inkludere transpersoner i kategorien for mænd, hvorfor den også kaldes den åbne kategori (Guiding Principle, no. 3). I den åbne kategori kan alle få lov at deltage.
Dertil kommer, at det første princip i SCEG-rapporten siger, at idrætsorganisationerne skal gøre, hvad de kan for at inkludere transpersoner – også hvis det bedst lader sig gøre uden for den traditionelt kønsopdelte sport.
Så selvom rapporten konkluderer, at ”i mange sportsgrene kan fuld inklusion af transpersoner ikke sameksistere med retfærdighed og sikkerhed”, så understreger den samtidig, at forbundene skal arbejde for, at så mange mennesker som muligt, uanset baggrund og kønsidentitet, skal have mulighed for at dyrke idræt.
Der ligger derfor et arbejde i at udvikle nye rammer og muligheder for fysisk aktivitet uden for den traditionelle, kønsopdelte sport.
Fokuserer man diskussionen her, kan det tavse flertal af World Athletics aktive eliteatleter, som Emma Coburn fortalte om, ubekymret fokusere på at konkurrere på retfærdig og sikker vis, uden at skulle frygte sanktioner og repressalier, når de åbent siger, at det er det, de ønsker.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
