KØN // KOMMENTAR – Mange mænd, der identificerer sig som kvinder, søger magten, men når de får den, glemmer nogle af transkvinderne professionalismen. Mission for transideologi tager over, og selv i Biden-administrationen gik det galt, skriver journalist Dorte Toft. Prisen betales af kvinder, børn og ytringsfrihed.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Direktøren for et stort kvindekrisecenter i Edinburgh måtte i sidste måned pludselig forlade sin stilling, og henvisninger af voldsramte kvinder til centret blev sat på pause.
En undersøgelse har vist, at direktøren, Mridul Wadhwa, har svigtet traumatiserede kvinder ved at prioritere hensyn til transkvinder, altså biologiske mænd, højere. Direktøren selv er transkvinde, partipolitisk aktiv på venstrefløjen og modtager af pris for sin transaktivisme.
Mridul Wadhwa havde ingen forståelse for, at nogle voldtagne kvinder var så bange for mænd, at de ikke klarede at blive mødt af transkvinder i centret, som ansatte eller som klienter. Sådanne kvinder var ”bigots”, og de måtte omdefinere deres trauma – ”reframe their trauma”.
Krisecentret ville hjælpe dem til at forstå, at transkvinder er kvinder, og til at se sig i sammenhæng med andre, der har det svært, såsom farvede, transkønnede og immigranter.
”Terapi er politisk,” udtrykte Wadhwa i en podcast, The Guilty Feminist, der også foreligger i udskrevet form.
Biden-regimets stærke transkvinde
I USA er en anden magtfuld kvinde på transideologisk mission. I New York Times kunne man for få måneder siden læse, at Biden-administrationens højest placerede transkvinde, Admiral Rachel Levine, far til to voksne børn, via sit embedsværk pressede på for at få fjernet den nedre aldersgrænse for at sætte børn på kønsskiftemedicinering og undergå -kirurgi. Det lykkedes.
Presset blev rettet mod den internationale organisation, WPATH (The World Professional Association for Transgender Health), hvis behandlingsstandarder for børns og voksnes kønsskiftebehandling også Sundhedsstyrelsen i Danmark baserer sig på.
Det bør undre, at WPATH fjernede de nedre aldersgrænser, idet der ingen videnskabelig evidens er for, at det skulle tjene børnenes tarv
Før skulle barnet være 14 år, før det blev sat på det andet køns hormoner. Piger, der ville være drenge, skulle være 15 år, før de kunne få bortopereret deres bryster. Drenge kunne få kunstige bryster og ansigtskirurgi, fra de var 16.
Aldersgrænsen for de mest drastiske indgreb på en sund krop, som kastraktion og fjernelse af æggestokke, var sat til 17 år, men blev også fjernet.
Tilføjes skal, at Danmark fortsat arbejder med aldersgrænser, og de er højere end i WPATH’s gamle standard.
Det bør undre, at WPATH fjernede de nedre aldersgrænser, idet der ingen videnskabelig evidens er for, at det skulle tjene børnenes tarv. Der findes heller ikke nok videnskabelig evidens for, at kønsskiftebehandlingen af børn og teenagere er mere til gavn end skade.
Det fremgik af den hidtil mest grundige undersøgelse af forskning og praksis, The Cass Review. Der er tale om en fireårig undersøgelse, offentliggjort i april, hvis konklusion var, at børn svigtes.
Tyske forældres myndighed indskrænkes
Tættere på os, i Tyskland, gik et lovkompleks til fordel for transkønnede glat igennem en ellers ret dysfunktionel koalitionsregering. Die Grünes to transkvinder, Nyke Slawik og Tessa Ganserer, var nøglepersoner i den sag.
Tessa Ganserer mener, at forældre, der ikke støtter deres børn i kønskifteønsket, bør straffes med fængsel, men så langt gik Tyskland dog ikke. Men pr. 1. november kan tyske børn i puberteten – fra 14 år og opefter – indklage deres forældre til Familieretten, der så træffer beslutningen om kønsskifte eller ej.
I den tyske lov fjernes den nedre grænse for juridisk kønsskifte, og en person kan skifte køn en gang pr. år. Ytringsfriheden indskrænkes også. Der kan falde bøder på op til 10.000 euro (ca. 75.000 kr.) for den, der offentliggør en transpersons biologiske køn og tidligere navn eller undersøger noget i den sammenhæng. Kun hvis den transkønnede har tilladt det, må det ske, og hvis det er af retslig relevans.
Der er et hensyn til privatlivets fred at tage, men at kræve, at alle skal spille med på den charade, som enkelte bitre transidentificerende mænd praktiserer, er ikke hensigtsmæssig. Der findes transkvinder, for hvem den største fryd er at chikanere kvinder og krænke deres grænser igen og igen, og i de tilfælde er det relevant at kalde en mand for en mand.
Esben Esther Pirelli Benestad, hvis nyudgivne selvbiografi har titlen ”Mitt liv som hun og han og hen”, blev først frataget sin lægeautorisation
I Norge har en magtfuld transkvinde, professor og læge i årtier været personen, som dem med kønsubehag gik til, hvis det norske sundhedssystem ikke mente, at kønsskiftebehandling var den rette løsning for den pågældende. Den mulighed er der sat en stopper for efter stigende kritik, også i kølvandet på en behandlet teenagers selvmord.
Esben Esther Pirelli Benestad, hvis nyudgivne selvbiografi har titlen Mitt liv som hun og han og hen, blev først frataget sin lægeautorisation. Siden blev beslutningen dog omgjort til, at lægegerningen kun måtte udøves i en underordnet position og med forbud mod udskrivelse af visse medicinal-produkter.
Fra statslig side menes, at behandlingen ikke var forsvarlig, idet der skete en mangelfuld udredning af patienten inden medicering. Til det har Benestad sagt, at klienten ved bedst selv. Men også journalføringen var mangelfuld, og der savnedes opfølgning. Benestad appellerede afgørelsen om delvis fratagelse af autorisation, men tabte i juni sagen ved tingsretten i Agder.
Esben Esther Pirelli Benestad, far til to børn i tidligere ægteskab, er såre kendt i Norge og udland, hvad angår transemnet. Han er medlem af tidligere nævnte WPATH, har været opstillet partipolitisk, deltaget i en NRK-udsendelse for børn, hvor han berettede, at der er syv køn, og har deltaget i den norske udgave af Vild med dans.
Skader i det godes tjeneste
Disse sager giver et lille indblik i, hvorledes en samfundsmæssig ændring i det godes tjeneste kan gå galt. Ændringen skyldes især hensynet til transkvinder – en gruppe, som ikke blot omfatter mænd, der psykisk martres af at leve i en stereotyp mandlig kønsrolle. Gruppen rummer også mænd, der dyrker kvinde- og pigerollen som fetich samt en del mænd, der ophidses seksuelt af at se sig i kvindelingeri – de såkaldt autogynefile mænd.
Tilsammen har disse mænd med stor succes evnet at få gjort det private politisk. Duften af psykisk sygdom og seksuel afvigelse blev fjernet, transkøn normaliseret – tilmed også for børn og unge.
Krisecenterjobbet var annonceret som forbeholdt kvinder, og transkvinden oplyste ikke sit biologiske køn som mand
Normalisering af hensynet mænd, der trives i den kvindelige kønsrolle, har en pris for kvinder, børn og ytringsfrihed. Kvinders ret til kun-for-kvinder-sfærer undermineres, og det gælder lige fra krisecentre til kvindesport. Børns og unges ret til ikke at blive udsat for eksperimentel behandling er smuldret. Og de mennesker, der protesterer mod disse dele af transideologien, får indskrænket ytringsfriheden.
Ytringsfrihedens indskrænkning sker ikke blot via love om hadtale og via regler, men også som følge af den selvcensur, der udøves. Visse transkvinder og deres allierede reagerer nærmest pavlovsk på selv relevant debat med påstande om hadtale og transfobi, og konsekvenserne af at blive hængt ud har været alvorlige, ikke mindst for kvinder. Også derfor savnes solid samfundsmæssig debat om, i hvilken grad biologi bør overtrumfes af folks følelse af køn.
Bare det at kalde en transkvinde for en mand og at bruge han om ham kan koste dyrt. Det bør dog gøres alligevel, hvor det er nødvendigt for at øge gennemsigtigheden i skildringen af, hvor der opstår sammenstød mellem krav og rettigheder for de to køn, kvinde og mand – når manden mener sig at være kvinde. Derfor også i denne artikel.
Stilling på falske præmisser
I det skotske krisecenter kom sammenstødet hurtigt til at stå klart. Mridul Wadhwa fik i maj 2021 stillingen som direktør for Edinburgh Rape Crisis Centre. Krisecenterjobbet var annonceret som forbeholdt kvinder, og transkvinden oplyste ikke sit biologiske køn som mand. Få måneder efter blev stillingen som hans næstkommanderende opslået – igen reserveret til kvinder, men transkvinder ville være ”særligt velkomne”.
Interviewet i podcasten The Guilty Feminist, hvor hun sagde, at også en voldtaget kvinde kan være en ”bigot” og have ”uacceptable synspunkter, der i deres natur er diskriminerende”, fik ingen konsekvens. Kvinder, bange for mænd, blev ikke sikret kun at møde kvinder.
Wadhwa selv har i 2019 oplyst, at han i et andet krisecenter flere gange ugentlig havde deltaget i sessioner med voldtagne kvinder for at holde kontakten til emnet.
Bag det nye krisecenter står forfatteren og filantropen J.K. Rowling, der reagerede i protest mod Mridul Wadhwas politik
Podcasten udløste dog skarp kritik udefra. Eksperter udtrykte, at Wadhwa havde ageret uetisk og uprofessionelt over for kvinder i dyb krise, men direktøren mente sig citeret ude af kontekst.
I den meddelelse, han udsendte efter kritikken, oplyste han også, at centret skulle være et ”safe space” for de ansatte og de frivillige. Centret skulle, som en ”sand feministorganisation”, være uden racisme, homofobi og transfobi.
Hvordan han sikrer, at hans stab støtter transinklusion? Fyr dem, der ikke gør det, lød hans besked ved et universitetsarrangement (kildemediet, thestudentnews, har siden fjernet artiklen).
Fyring af kvindelig ansat
Den skæbne overgik Roz Adams, en kvindelig ansat. Hendes brøde var at have ytret, at visse voldtagne kvinder var så utrygge ved mænd, at de havde behov for kun at blive mødt af og hjulpet af kvinder.
Adams anlagde efterfølgende sag for uretmæssig fyring og vandt. Ifølge dommen havde centret kørt en intern undersøgelse af kafkask art på hende og jagtet hende som ”kætter”.
Det har siden vist sig, at en mand, der erklærer sig non-binær, og som nu afsoner en dom på ni års fængsel for seksuelle og fysiske overgreb, var blandt de klienter, voldtagne kvinder risikerede at møde i Wadhwas center.
Det viste sig også, at ikke et eneste skotsk kvindekrisecenter under den statsstøttede paraplyorganisation Rape Crisis Scotland ville love en voldsramt kvinde kun at blive mødt af kvinder.
I Edinburgh blev der dog i december 2022 oprettet et privat krisecenter, der lover netop det, Beira’s Place. Bag det nye krisecenter står forfatteren og filantropen J.K. Rowling, der reagerede i protest mod Mridul Wadhwas politik. Der havde, trods kø for behandling hos Edinburgh Rape Crisis Center, aldrig været en eneste henvisning derfra til Beira’s Place.
Efter dommen gik direktøren på orlov, men da den nærmere undersøgelse af centrets svigt blev offentliggjort, var det slut.
Wadhwa blev dog ikke fyret. Også det hensyn udviste den overordnede ledelse – i øvrigt alle kvinder – til manden. Han havde allerede fået sig et nyt job, da han selv sagde op.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og