
PORTRÆTINTERVIEW // POV BUSINESS – Allerede som 14-årig drømte hun om at blive Formel 1-mekaniker. 11 år senere stod hun som eneste kvinde i pitten under verdens største racerløb. ”Jeg har altid haft høje ambitioner til mig selv rent karrieremæssigt,” siger 29-årige Emilie Rath, der også har store ambitioner på vegne af de erhvervsuddannelser, som har ført hende til den lederstilling, hun har i dag. ”Når man når sine mål, så giver det altså et kick,” fortæller hun til Poul Arnedal.
Hun er den første – og eneste – danske kvindelige Formel 1-mekaniker. Hun har været en del af Formel 1-sportens omrejsende karavane og arbejdet i pitten under løbene på alverdens baner. Hun har haft sine fingre helt nede i Mercedes-motorerne det år, hvor Lewis Hamilton vandt VM med det, hun kalder ”verdens bedste Formel 1-motorer”. Og hun har måttet kæmpe med fordomme om både kvindelige mekanikere og erhvervsuddannelserne i det hele taget.
Til gengæld har hun også høstet en masse personlige erfaringer og opnået faglige positioner, som kun de færreste havde forudset, da hun allerede som 14-årig drømte om at blive Formel 1-mekaniker efter at have set de legendariske løb i fjernsynet.
Men jeg havde jo allerede besluttet mig for at ville være Formel 1-mekaniker, og der stod ikke noget om Formel 1 i den store bog ’Hvad kan du blive?’
For selvom man ikke lige scorer de bedste karakterer i folkeskolen, så kan man godt ende i et administrativt lederjob i erhvervslivet. Det er 29-årige Emilie Rath et godt eksempel på. I dag er hun teamleder og lærlingeansvarlig hos den danske teknikentreprenørvirksomhed Wicotjec Kirkebjerg, hvor hun er i gang med at opbygge virksomhedens lærlingegruppe og dens kontakter til og samarbejde med de tekniske skoler.
”Det er en erhvervsuddannelse, der har ført mig til, hvor jeg er i dag. Det handler om at sætte sig et mål og forfølge det. Og ikke være bange for at tage nogle chancer i livet,” siger hun.

Efter sin Formel 1-karriere har hun arbejdet som teknisk teamleder hos både Fords europæiske kundeservice og hos Storbritanniens største online bilauktion Cinch, hvor hun selv har opbygget sine stillinger.
I juni måned i år kom hun tilbage til Danmark og landede jobbet hos Wicotjec Kirkebjerg i Taastrup.
”Min mission her er at ændre vores mentalitet omkring erhvervsuddannelser. Og det skal starte i folkeskolen. Vi skal gøre op med forestillingen om, at ’de dygtige’ elever kommer i gymnasiet og ’de dårlige’, som ender på de tekniske skoler,” fastslår Emilie Rath.
Jeg er vant til at leve alene – ja, man kan godt kalde det en form for ensomhed. Og det mener jeg som noget positivt. Det er nok det mest ensomme i verden at sige højt, hvad du gerne vil og så gå efter det
Hun er datter af en socialrådgiver og en elektriker og vokset op i Ballerup. Folkeskolen var ingen succes. Hun blev mobbet, fik dårlige karakterer og ”kunne ikke sidde stille”. Et noget tumultarisk efterskoleophold i 10. klasse skaffede hende alligevel lige karakterer nok til at kunne starte på HF.
”Men jeg havde jo allerede besluttet mig for at ville være Formel 1-mekaniker, og der stod ikke noget om Formel 1 i den store bog ’Hvad kan du blive?’. Derfor kontaktede jeg Ole Schack, som jeg vidste var mekaniker hos Red Bull Racings Formel 1-hold. Og han sagde, at det nok var en god ide at starte med at få en grunduddannelse og blive mekaniker.”
Havde aldrig interesseret sig for biler og motorer
”Den næste opgave var at overbevise mine forældre om, at jeg ikke skulle på HF, men være mekaniker. Jeg havde aldrig interesseret mig for biler og motorer endsige leget med Lego, så det kom som noget af en overraskelse. Ikke mindst da jeg sagde, at det var, fordi jeg ville være Formel 1-mekaniker. Men hvis jeg kunne lave en plan for, hvad det var, jeg ville, så var det ok.”
Det gjorde Emilie så og startede på grundforløbet på Ballerup Tec. Og her fik matematikken, som i skolen bare havde været kedelig teori, pludselig en mening, da den kunne bruges til at udregne bremselængden på en bil. Samtidig begyndte hendes karakterer at stryge opad.
Undervejs fik hun afslag med begrundelser som ”du kunne jo gå hen og blive gravid” (hun var 16 år!), og ”vi har ikke badefaciliteter”
Men vejen herfra og til at få opfyldt drømmen om at stå i pitten skulle vise sig at være fyldt med både op- og nedture.
Selv med et 12-tal efter grundforløbet på sin uddannelse fik hun problemer – som kvinde – med at finde en læreplads. Undervejs fik hun afslag med begrundelser som ”du kunne jo gå hen og blive gravid” (hun var 16 år!), og ”vi har ikke badefaciliteter”.
For ikke at sidde med hænderne i skødet og vente tog hun bl.a. en overbygning som motorcykelmekaniker og var ude i en masse praktikophold og arbejde gratis for at vise, hvad hun kunne.
Efter 2 år og over 100 ansøgninger og personligt fremmøde lykkedes det til sidst. Og med endnu et 12-tal til den afsluttende prøve og Metalindustriens Lærlingepris samt Håndværkerforeningens sølvmedalje kunne hun som 21-årig kalde sig mekaniker.
Købte jakkesæt og visitkort og mødte en stor motorboss
Det afgørende møde for hendes karriere skete knap et år senere. Hun var startet på en helt ny toårig uddannelse i Aarhus, som sigtede direkte på motorsport og kom bl.a. i praktik hos Jan Magnussen og hans DTC-team. Men det afgørende møde skete i England.
”Vi skulle med skolen til et motorsport-symposium i Birmingham, hvor masser af kendte bosser fra motorsporten også deltog. Jeg læste på forhånd op på alle deltagerne, så jeg vidste, hvem de var, hvis jeg skulle møde dem. Og jeg købte et jakkesæt og fik lavet visitkort.”
Der var også en prisuddelingsmiddag, hvor alle de centrale personer deltog. Men i det meget klasseopdelte England var det ikke noget, de studerende var inviteret til. Men Emile ville med og spurgte arrangørernes sekretærer, om ikke det kunne lade sig gøre? Og det kunne det godt, hvis hun ville betale de 2.000 kr., det kostede at deltage. Så hun deltog som den eneste studerende.
Efter otte måneder gik hendes team konkurs, og hun kunne ikke gå tilbage til det tidligere team, som var rasende over, at hun havde forladt dem
Dagen efter blev hun sammen med nogle medstuderende præsenteret for direktøren for den internationale motorsportssammenslutning, MIA, Chris Aylett. Ud over at han kunne genkende hende fra middagen aftenen før, kunne hun som den eneste af de studerende aflevere sit visitkort til ham. Det gjorde indtryk og skulle vise sig at være hele investeringen i jakkesæt, visitkort og middagen værd. Emilie var på det tidspunkt stadig kun 21 år.
”Han var med til at åbne den internationale motorsportsverden op for mig, så folk kunne se, hvem jeg var. Og Chris og jeg holdt kontakten i rigtig mange år,” siger hun.

Satsede alt og flyttede til England
Da hun kort efter fik en fire måneders praktikplads hos et team i England, satsede hun stort. Slog op med sin kæreste i Danmark, tog et SU-lån og pakkede sin kuffert, som om hun aldrig skulle komme hjem igen. Og efter 2 måneder blev hun ansat med løn som mekaniker for deres Formel GP3-team, som ligger lige under Formel 1.
Nu begyndte det at lugte af noget. Ikke mindst, da hun senere fik en opringning fra Chris Aylett om, at et gammelt Formel 1-team, Manor, stod og manglede en mekaniker. Hun fik jobbet og var endelig ved at nærme sig det, hun havde drømt om. Selvom hun stadig ikke var med i pitten til selve ræsene, var hun tæt på.
Jeg var sammen med meget unge mænd med store egoer, og kemien var ikke den bedste
Men der skulle gå endnu et par år med op og nedture, inden drømmen var opfyldt. Efter otte måneder gik hendes team konkurs, og hun kunne ikke gå tilbage til det tidligere team, som var rasende over, at hun havde forladt dem.
”Jeg var så ulykkelig over at miste det job. Jeg elskede det. Jeg har aldrig fået mit hjerte knust af en mand, men det her knuste det næsten.”
En del af det omrejsende Formel 1-cirkus
Nye Formel 1-jobs hang ikke lige på træerne, så Emilie Rath bed i det sure æble, tog et 12-timers job som tjener på en italiensk restaurant. Ved siden af fik hun en hel række småjobs hos bl.a. McLaren og et indisk Formel 3-team, som dog kun kørte fire løb om året af en uges varighed. Men for første gang blev hun førstemekaniker.
Og så pludselig ud af det blå fik hun en henvendelse fra et af de store team, Force India, med base på den berømte Silverstone-bane i England. Det var en reaktion på en ansøgning, hun havde sendt et år tidligere.
Efter en intens træning, der nærmest udføres videnskabeligt og med militær disciplin, hvor den enkelte har sin helt fast definerede opgave, tilbragte hun en sæson i pitten med det, der blev hendes særlige job: at tage det venstre baghjul af.
Hun blev en del af det omrejsende Formel 1-cirkus med 22 løb over hele verden på 200 dage i løbet af året 2018.
”Det var et hårdt og meget særligt miljø. Jeg var sammen med de samme mennesker, på de samme hoteller og de samme hotelbarer i én lang periode. Alt, både på og uden for banen foregik med en militær disciplin, hvor vi fik at vide, hvornår vi skulle gå i seng og stå op og få vasket vores tøj osv. Det er hårdt arbejde med jetlag og 20 timers arbejdsdage.”

Vandt VM i Formel 1 med Lewis Hamilton og Mercedes
”Jeg var stolt af mit arbejde og min Formel-1 dragt. Jeg var kun 25 år og havde allerede nået mit mål. Men det gav mig aldrig den lykkefølelse, som jeg havde forestillet mig. Og hvis man bliver der for længe, så bliver man lidt speciel. Det kunne jeg se på mine kolleger. Jeg blev rastløs. Jeg havde været så fokuseret på mit mål i over 10 år, at jeg aldrig rigtig havde spurgt mig selv om, hvad jeg ville på længere sigt? Men hvad med de næste 10 eller 20 år? For med Force India ville jeg aldrig være med til at vinde et verdensmesterskab.”
”Jeg var sammen med meget unge mænd med store egoer, og kemien var ikke den bedste. Så da jeg fik tilbudt et job hos Mercedes, fulgte jeg min mavefornemmelse og stoppede efter en sæson. Jeg havde allerede været i pitten og sagde nej tak til at være med på selve racerholdet. I stedet kom jeg til at arbejde på Mercedes-fabrikken med verdens bedste motorer. Og var med til at vinde verdensmesterskabet i 2019 med Lewis Hamilton.”
”Jeg er vant til at leve alene”
Det var corona-pandemiens udbrud i foråret, som satte en stopper mekanikerjobbet, da Emilie Rath og 300 andre på Mercedes-fabrikken blev opsagt.
Det blev samtidig startskuddet på den nye karriere som kreativ teamleder, der i juni måned i år førte hende tilbage til Danmark, Wicotec Kirkebjerg og erhvervsuddannelserne.
Her har hun også en karriereplan, som hun dog ikke helt vil afsløre endnu. ”Men den har noget med erhvervsuddannelser at gøre,” siger hun. Men den indbefatter ikke familie, mand og børn, fastslår hun samtidig.
”Jeg har altid haft høje ambitioner til mig selv rent karrieremæssigt, og jeg har også en idé om, hvor jeg gerne vil være om 10 og 20 år. Der passer det ikke rigtig ind i det med børn og familie. Det er aldrig været noget, som jeg har fantaseret om.”
”Jeg er vant til at leve alene – ja, man kan godt kalde det en form for ensomhed. Og det mener jeg som noget positivt. Det er nok det mest ensomme i verden at sige højt, hvad du gerne vil og så gå efter det. For det er dig selv alene, der sidder hver morgen og skal trække dig op og tjekke ind på dine ambitioner – uanset hvor mange gange du falder tilbage.”
”Du lærer rigtig meget om dig selv, når du har valgt at tage den vej. Og når man har været vant til at være sig selv i så mange år, så tror jeg, det er rigtig svært at dele den med andre.”
”Men når man så opnår sine mål, så giver det altså et kick. Så jeg er på den gode måde vant til min ensomhed. Det er en god ensomhed,” slutter Emilie Rath.
Læs mere af Poul Arnedal i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.