SYRIEN // KRONIK – Efter Assads fald er der ikke meget, der tegner godt for Syrien og dets nye leder, Ahmed Jolani – bortset fra kurderne, der forsøger at fremme en demokratisk udvikling gennem forhandlinger med ham.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Knap fem måneder efter Assads fald begynder Syrien at ligne tidligere eksempler som Irak og Libyen, hvor frihed og demokratiske idealer heller ikke fik fodfæstet efter diktaturernes fald. Tværtimod fortsatte konflikterne, og usikkerheden samt utrygheden voksede i landene efter omvæltningerne.
Jolani, den selvudnævnte nye præsident for Syrien, er i dag en presset mand. Han får ikke engang lov til at implementere sine sunni-jihadistiske idealer og regerer nu landet under navnet ”Den Arabiske Syriske Republik” – et navn, der i sig selv er mere ekskluderende over for minoriteter, end Syrien var under Assad.
Under disse vilkår bliver det umuligt for Jolani at tilfredsstille alle. Men han har i det mindste brug for at samle landet og vise omverdenen, at landet bevæger sig i den rigtige retning
De interne kampe i Syrien fortsætter, mens forskellige jihadistiske fraktioner forsøger at dominere hinanden. Alawitterne har foreløbig betalt den største pris, med en målrettet massakre, udført af tyrkiskstøttede jihadister og Jolanis mænd. Det anslås, at over 10.000 civile blev dræbt under angrebet.
Druserne frygter, at de bliver de næste i rækken, og nægter derfor, at Jolanis styrker får adgang til deres område. De ønsker i stedet løsrivelse fra Syrien og udtrykker et klart ønske om at blive knyttet til Israel.
Historisk aftale mellem kurdere og staten
Kurderne har indtil videre formået at undgå direkte militære konfrontationer med Jolanis styrker, men har været i hårde kampe med de tyrkiskstøttede jihadister. Den 10. marts indgik Mazloum Abdi, leder af den kurdiskdominerede milits SDF, en aftale med Jolani.
Aftalen sikrer en våbenhvile mellem parterne og indebærer, at det kurdiskledede selvstyre i det nordlige Syrien skal integreres fuldt ud i den syriske stat, og at diskrimination mod kurdere skal ophøre. Det er en historisk aftale – ikke blot fordi den er god for kurderne, men fordi det for første gang er lykkedes dem at indgå en aftale direkte med den syriske stat.
At aftalen blev indgået, samtidig med massakren mod alawitterne fandt sted, tolkes som et udtryk for, at Jolani var nødt til at give sig under både nationalt og internationalt pres. Han har hidtil ikke formået at skabe stabilitet i landet – noget, der kunne få Vesten til at lempe på sanktionerne. Derfor er de velorganiserede kurdere, som nyder Vestens sympati, de sidste, han ønsker at komme i konflikt med.
Det menes, at USA – specifikt Pentagon – har skabt dialogen mellem parterne og presset dem til en hurtig aftale, som potentielt kan gavne begge sider. Pentagon ønsker også at sikre kurdernes position i tilfælde af, at Trump vælger at trække de amerikanske soldater ud af Nordsyrien.
Efter flere års samarbejde med kurderne i kampen mod Islamisk Stat har Pentagon opbygget stærke relationer til dem. Der er dog intet, der tyder på, at USA vil trække sig fra Nordsyrien. Irak og Syrien presser USA til at blive, dels på grund af frygt for IS’ genopståen, dels på grund af usikkerhed omkring, hvilket regime Jolani reelt vil etablere og dets konsekvenser for regionen. Trump, som for tiden har sit fokus rettet mod andre dele af verden, kan dog altid finde på at ændre kurs i Syrien.
Det store spørgsmål var, om Tyrkiet kunne acceptere aftalen – og det ser ud til, at de har gjort det. Selvom Tyrkiet ikke var direkte involveret i forhandlingerne mellem kurderne og Jolani, blev Erdogan sandsynligvis informeret af USA. Aftalen blev dog indgået uden Tyrkiets tilstedeværelse efter et tre timer langt møde mellem parterne.
Israel ejer Syrien
USA presser allerede Jolani til at lægge afstand til Tyrkiet – ikke kun af hensyn til kurderne, men også for at varetage Israels sikkerhedsmæssige interesser i regionen. Israel udvider i mellemtiden sin indflydelse i Syrien og bomber mål efter eget forgodtbefindende.
Jolani befinder sig midt i flersidede magtkampe, og han tør ikke engang fordømme Israels angreb og invasioner
Den 2. april bombede Israel den såkaldte T4-luftbase i Hama-provinsen, hvor Tyrkiet ønsker at etablere en militærbase med en begrundelse om, at den skal bruges i kampen mod IS og til at træne den nye syriske hær. Ifølge israelske medier var angrebet et klart signal til Tyrkiet om at holde sig væk fra Syrien.
Ved en pressekonference i Det Hvide Hus i april, hvor Netanyahu og Trump mødtes, sagde Trump også, at han ikke ønsker en konfrontation mellem Tyrkiet og Israel i Syrien. Foreløbig ser det ud til, at Tyrkiet har opgivet planerne om en base i Syrien.
Israel ønsker at have kontrol over Syrien og arbejder derfor målrettet imod tyrkisk indflydelse. Samtidig ønsker Israel at opbygge tætte relationer til kurderne – både for at svække Irans og Tyrkiets indflydelse i regionen. Den israelske udenrigsminister har udtalt, at kurderne har brug for international beskyttelse, og at Israel arbejder på at sikre den.
En potentiel konfrontation mellem Tyrkiet og Israel er dog endnu ikke afværget. Jolani befinder sig midt i flersidede magtkampe, og han tør ikke engang fordømme Israels angreb og invasioner – i stedet gentager han blot, at det nye Syrien aldrig vil udgøre en trussel mod Israel.
Kurderne har nu en nøglerolle i genopbygningen af Syrien
Det mest fornuftige for Jolani ville være at lægge afstand til Tyrkiet og tage Israels sikkerhedsinteresser i regionen alvorligt, men flere eksperter er dog af den opfattelse, at Tyrkiet ikke tillader ham at agere selvstændigt. Han er nemlig omgivet af utallige tyrkiske rådgivere og efterretningsofficerer, og Jolani er på nuværende tidspunkt hverken økonomisk eller logistisk i stand til at frigøre sig fra Tyrkiet.
Under disse vilkår bliver det umuligt for Jolani at tilfredsstille alle. Men han har i det mindste brug for at samle landet og vise omverdenen, at landet bevæger sig i den rigtige retning. Aftalen med kurderne har i den forbindelse en symbolsk betydning i Jolanis bestræbelser efter en anerkendelse fra Vesten.
Symbolsk politik fra Jolani
Allerede den 30. marts fik Jolani foretaget en ministerrokade i en overgangsregering, hvor han denne gang forsøgte at inkludere minoritetsrepræsentanter henholdsvis en kurder, en kristen kvinde, en alawit og en druser.
Dog er det vigtigt at bemærke, at de udvalgte ikke har den brede politiske opbakning ude hos de respektive minoritetsgrupper. Der er blot tale om nogle privatpersoner, som de førnævnte minoritetsgrupper ikke betragter som deres repræsentanter. Derfor er alle minoritetsgrupper fortsat utilfredse og udtrykker bekymring og kritik mod den nye syriske regering, som ikke reelt inddrager minoriteterne for at sikre deres demokratiske repræsentation.
Ved at danne en ”mangfoldig” regering forsøger Jolani formentlig at sende et signal til Vesten, men den manglende reelle demokratiske repræsentation gør, at regeringen fremstår symbolsk snarere end samlende.
Siden Assads fald har det kurdiske selvstyre oplevet en massiv tilstrømning af flygtninge – flere end selvstyret har kapacitet til
Det eneste positive i Syrien lige nu er det kurdiske selvstyre, som i samarbejde med andre minoriteter i Nordsyrien forsøger at beskytte og opretholde en demokratisk struktur – på trods af den vedvarende krig og daglige angreb mod dem.
Selvstyret er det eneste område i landet, hvor man ihærdigt forsøger at leve op til demokratiske værdier ved at sikre en reel demokratisk repræsentation og ligestilling på tværs af køn og minoriteter. Alawitter og drusere ser med beundring på kurderne og deres erfaringer med selvstyre og drømmer om ikke at blive en del af den arabiske nationalstat, som Jolani forsøger at opbygge.
Kurderne har nu en nøglerolle i genopbygningen af Syrien. De kan blive det samlende element for andre minoriteter og presse Jolani i en mere demokratisk retning. Men de har fortsat brug for international beskyttelse og garantier.
USA og især Israel ser ud til at spille en aktiv rolle her – for eksempel ved at sikre, at internationale økonomiske sanktioner ikke bliver ophævet, før Jolanis regering sikrer en demokratisk grundlov samt agerer mere inkluderende og demokratisk over for landets minoriteter.
Den 13. marts underskrev Jolani en midlertidig grundlov. Blandt de mest bemærkelsesværdige elementer i grundloven er, at Syrien defineres som en arabisk, muslimsk republik, hvor islam spiller en central rolle i statsledelsen, og hvor premierministeren skal være muslim.
Det er alene kurderne, der har forbedret deres status siden Assads fald. De er også de eneste, der har formået at presse Jolani i en mere demokratisk retning
Der gives ingen rettigheder til etniske eller religiøse minoriteter. Kurdere, alawitter og drusere har straks afvist grundloven, som de mener ikke adskiller sig væsentligt fra den, der gjaldt under Assads styre. Den nye grundlov vil derfor næppe mindske de etniske og sekteriske spændinger, som har præget Syrien siden 1950’erne.
Kurdere må støttes
Siden Assads fald har det kurdiske selvstyre oplevet en massiv tilstrømning af flygtninge – flere end selvstyret har kapacitet til. Det gælder især minoriteter, der ikke længere turde leve sammen med Jolanis styrker. Selvstyret er den eneste region i Syrien, hvor infrastrukturen er intakt: Skolerne er åbne, lønninger udbetales regelmæssigt, og dagligvarer er op til tre gange billigere end andre steder.
Militært ser det også ud til, at kurderne har formået at standse Tyrkiets aggressioner. PKK-lederen Abdullah Öcalans opfordring den 27. februar til, at PKK skal nedlægge våbnene og opløse sig selv, har formentlig bidraget til stabiliteten. Et af PKK’s krav er, at Tyrkiet anerkender det kurdiske selvstyre i Nordsyrien. De syriske kurdere ser sig selv som en del af Syrien og tager afstand fra PKK og dets konflikt med Tyrkiet.
Det er alene kurderne, der har forbedret deres status siden Assads fald. De er også de eneste, der har formået at presse Jolani i en mere demokratisk retning. Derfor bør Vesten investere i et politisk og socialt samarbejde med kurderne – og ikke kun i det militære samarbejde i kampen mod IS. En manglende politisk anerkendelse af kurderne i Syrien vil ikke kun resultere i alvorlige konsekvenser for kurderne, men for hele Syriens fremtid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og