Kunstakademiet trænger til en kraftig oprydning

i Kultur/Debat af
KOMMENTAR // KUNSTAKADEMIET – Siden en buste af Frederik V for godt 14 dage siden blev trukket ødelagt op af Københavns Havn, har der været fokus på forholdene på Kunstakademiet, som længe har været under mistanke for at være plaget af voldsomme identitetspolitiske strømninger, der gør det svært for institutionen at fungere efter hensigten, og som peger på meget bekymrende tendenser i dagens Danmark. Med hvad der nu er kommet frem, tyder alt på, at der er brug for en grundig oprydning på akademiet fra top til bund, muligvis en fuldstændig genstart, skriver Nikolaj Bøgh.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Lidt i ly af minkskandalen har en regulær skandale i den danske kunstverden gradvist udfoldet sig mere og mere. Det drejer sig naturligvis om den ”happening”, hvor en institutleder på Kunstakademiet har taget ansvaret for, at en buste af Frederik V blev ”rematerialiseret”, som hun udtrykte det – de fleste andre ville sige ødelagt.

Institutleder ødelægger kunstværk

Efter at busten fredag den 6. november blev fisket op af Københavns Havn, gjorde Kunstakademiets ledelse og andre dele af den danske kunstverden en del ud af at lægge afstand til handlingen og understrege, at den ikke nødvendigvis havde forbindelse til Kunstakademiet, og i hvert fald ikke kunne bruges til at diskutere, om der på Kunstakademiet havde udviklet sig en problematisk kultur, der kunne have dannet baggrund for hærværket. Det synspunkt gjorde bl.a. Dorte Jelstrup gældende her hos POV og i Cordua og Steno, hvor vi havde lejlighed til at drøfte det.

Ikke desto mindre viste det sig, at det ikke blot var studerende fra Kunstakademiet, men sågar en institutleder sammesteds ved navn Katrine Dirckinck-Holmfeld, der indrømmede egenhændigt at have skubbet busten i Københavns Havn. Hun blev kort efter bortvist fra akademiet og kan nu se frem til en straffesag for groft hærværk, hvor strafferammen er op til 1,5 års fængsel. Og så skal det afklares, hvem der ellers var med til hærværket. Det må være indlysende, at ingen af dem kan vende tilbage til Kunstakademiet. Og busten skal de efter alt at dømme betale erstatning for, så den kan blive støbt igen og komme tilbage i festsalen.

Tågede forklaringer og identitetspolitiske problemer

Katrine Dirckinck-Holmfeld deltog mandag den 16. november i et længere, ret ukritisk interview i Deadline, hvor hun fik mulighed for at udstille sine mildt sagt tågede tanker om sit destruktive “kunstværk” og sine uklare forestillinger om, hvad hærværk og tyveri egentlig er for noget. Interviewet havde en karakter, hvor det næsten øjeblikkeligt blev genstand for ret begavet satire. Der blev desværre ikke mulighed for at få svar på de helt centrale spørgsmål, nemlig hvordan hun med sin indstilling til kunsten og manglende respekt for kunsthistorie og kulturarv har kunnet være institutleder på Danmarks mest prestigefulde kunstuddannelse – og om hun i virkeligheden er et symptom på noget, der er gået grundlæggende galt i den danske kunstverden.

Jeg forstår hendes tankegang sådan, men heller ikke her er tankens klarhed imponerende, at Danmarks kolonifortid er baggrund for en racistisk tankegang, som i dag er styrende for dansk asyl- og udlændingepolitik

I den ret omfattende mediedækning af forholdene på Kunstakademiet, som navnlig Weekendavisen og Berlingske har stået for, er det tydeligt blevet dokumenteret, at der på akademiet eksisterer en voldsom identitetspolitisk vækkelse, i hvert fald blandt en del af de studerende og efter alt at dømme altså også blandt nogle af de ansatte. Denne strømning har resulteret i en krænkelses- og mobbekultur, hvor studerende nægter at deltage i undervisning sammen med andre, der ikke deler deres holdninger. Akademiets normale funktionsmåde med løbende kritik fra professorerne af de studerendes værker er svær at afvikle, fordi al modsigelse bliver sat lig med racisme eller sexisme.

Identitetspolitisk festfyrværkeri på institut

Ser vi på Kunstakademiets hjemmeside og Institut for Kunst, Skrift og Forskning, som Dircinck-Holmfeld har været leder af, så er det et sandt festfyrværkeri af identitetspolitiske dagsordner. Det er antikolonialisme, asylpolitik, feminisme, antikapitalisme og queer-teori i en skøn pærevælling. Tydeligt præget af et meget aktivistisk ”kunstsyn”, hvor kunsten skal bruges til at forandre samfundet.

Dirckinck-Holmfeld selv dyrker antikolonialismen og er i den forbindelse også meget optaget af flygtninge og det danske asylsystem, som hun bl.a. har beskrevet gennem videoværker vist på udstillingsstedet Sorte Firkant på Nørrebro, som hun driver sammen sin mand, Abbas S. Mroueh, der er palæstinensisk flygtning. Det er et sted, der i øvrigt er hyppigt støttet af Københavns Kommune. Jeg forstår hendes tankegang sådan, men heller ikke her er tankens klarhed imponerende, at Danmarks kolonifortid er baggrund for en racistisk tankegang, som i dag er styrende for dansk asyl- og udlændingepolitik.

Blandt instituttets øvrige medarbejdere og deres forskningsprojekter finder man mange andre spændende tankegange. Et skønsomt udvalg lyder:

“Med udgangspunkt i en økofeministisk og postmarxistisk kritik af det antropocænes forudsætninger undersøges forbindelserne mellem den europæiske kolonialisme, klimaforandringer og masseudryddelse og lokaliserer det antropocænes planetforandrende årsager i den kapitalistiske modernitet og europæiske kolonialisme og deres underliggende dominanslogikker.”

Beton “er negativt forbundet med klimaforandringerne – defineret i relation til det, Colin Crouch har defineret som ”den post-demokratiske æra”, eftersom den primære dynamik, der styrer det sociale rum, ikke længere er demokratiet, men snarere er baseret på, eller afledt af, de frie markedskræfter.”

Der findes ikke feministisk kvantemekanik, og der findes ikke økofeminisme i virkelighedens verden. Kun kvantemekanik, økologi og feminisme

“Inspireret af feministiske versioner af kvantemekanik og (ny) materialisme, der sætter spørgsmålstegn ved klassiske skelnen mellem krop / sind, fysisk / immateriel og ultimativt, hvad der kan betragtes som levende og ikke levende”.

”Mit forskningsprojekt “Hidden Flow: The Production of Invisible Territories in the Age of Digital Visibility” fokuserer på sammenhængen mellem destruktionen af økosystemer og den materielle produktion af vores mineralbaserede billedteknologier”.

”Kan vi ved at studere arbejde af kvinder og andre grupper, som ofte er udeladt i traditionelle historier om astronomi og rumvidenskab nå mere lydhøre forståelser af, hvordan historie sker, og hvordan fremtiden skabes? … Og kan vi gennem en sådan bredere forståelse forestille os alternative fremtider”?

Politisk missionsvirksomhed bag tynd, kunstteoretisk fernis

Spørgsmålene står jo i kø. Ikke bare må man spørge sig selv, hvad i alverden feministisk kvantemekanik nu egentlig er for noget, men også, hvad alt det her har med kunst at gøre. Svaret er: sikkert ikke så vældig meget. Det er snarere en form for politisk missionsvirksomhed, vi ser, gemt bag en tynd, kunstteoretisk fernis og med et meget tvivlsomt, delvist hjemmestrikket teoriapparat.

Der findes ikke feministisk kvantemekanik, og der findes ikke økofeminisme i virkelighedens verden. Kun kvantemekanik, økologi og feminisme. At påstå andet er at gøre vold på virkeligheden og opløse grundlaget for et fælles samfund. Man kan have sine egne holdninger, men man kan ikke have sine egne fakta. Det går simpelthen ikke. Og hvis man godkender forskningsprojekter, der indeholder denne type af beskrivelser, så har man svigtet sin opgave som ansvarlig leder på en uddannelsesinstitution, og man har svigtet samfundets tillid.

Bærende for tidens identitetspolitiske vækkelser, både i Europa og i USA, hvor de er opstået, er således en foragt for fakta og en konstruktion af et endimensionelt verdensbillede, hvor alt, hvad der ikke understøtter idéerne om, at minoriteter, kvinder etc. er undertrykt af et racistisk, sexistisk hvidt patriarkat med rødder i kolonialismen, bliver sorteret fra.

Det giver ingen mening, undtagen i et identitetspolitisk miljø, hvor man har konstrueret sine egne sandheder og sammenhænge uden hensyntagen til vedtagne fakta og den normale konsensus

Og hvor historiske begivenheder, der kan understøtte tankegangen, bliver forstørret op indtil det groteske og blandet sammen på kryds og tværs, indtil det hele bliver meningsløst, som det f.eks. skete i et indlæg forleden her hos POV af det tidligere folketingsmedlem for Alternativet Roger Courage Matthisen. Det er en farlig tendens, når de ekstreme identitetspolitiske miljøer finder sammen med dele af den yderste venstrefløj, som vi også har set det med partiet Frie Grønne, som åbenlyst har tænkt sig at ride på denne bølge ind i Folketinget.

Kunsten må gerne være samfundsrelevant, men den skal ikke være missionerende og ensidig

At sample kolonihistorien frit og blæse den op til groteske størrelser, kendetegner også den identitetspolitiske bølge på Kunstakademiet, hvor beskrivelsen af det kursus i kolonial afdækning og den næsten identiske tekst, der ledsagede videoen med busteødelæggelsen, af førende eksperter i kolonihistorie betegnes som “rent vrøvl”.

Det samme prædikat kan man vist roligt sætte på Roger Courage Matthisens kreative sammenblanding af dansk kolonihistorie, Belgiens kong Leopold II, holocaust og omskæringsdebatten. Det giver ingen mening, undtagen i et identitetspolitisk miljø, hvor man har konstrueret sine egne sandheder og sammenhænge uden hensyntagen til vedtagne fakta og den normale konsensus, der sædvanligvis ligger lige under overfladen i det i øvrigt harmoniske danske samfund.

Man må naturligvis gerne forske i og lave den kunst, man nu engang brænder for på Kunstakademiet, men man må ikke bruge institutionen som alibi for at drive politisk missionsvirksomhed. Kunst kan sagtens være en kommentar til aktuelle samfundsforhold, men den skal først og fremmest være kunst.

Der er således brug for en grundlæggende oprydning på Kunstakademiet fra top til bund for at sikre, at stedet igen får kunsten i centrum og får rykket de identitetspolitiske unoder op med rode

Og at dømme efter mediedækningen af forholdene på akademiet i den senere tid, så er de identitetspolitiske strømninger blandt en lille hård kerne af lærere og studerende så massive, at det er mere end svært for andre, der mener noget andet, at komme til orde eller få lov til at arbejde med deres kunst. Dermed bryder Kunstakademiet, som er en uddannelse på universitetsniveau, med de grundlæggende principper, en sådan institution bør være underlagt, hvor det netop er den frie tanke og rum for en mangfoldighed af synsvinkler, som er de bærende principper.

Det må og skal der ryddes op i. Katrine Dircinck-Holmfelds tilgang til kunsten og kunsthistorien, og at det skulle være i orden at ødelægge fortidens kunstværker for at demonstrere en politisk pointe, forekommer absurd, men den er efter alt at dømme kun et symptom på dybereliggende problemer, som næppe kun kan begrænses til Kunstakademiet. Det findes også i bevillingssystemet på kunstområdet, hvor de samme mennesker sidder og tilgodeser hinanden ud fra meget uklare, politisk farvede kriterier.

Det kan vi som samfund ikke acceptere, og hvis der kommer noget godt ud af busteødelæggelsen, så er det, at der bliver skabt en bevidsthed om vigtigheden af at få gjort op med en syg, politisk kultur.

Behov for grundlæggende oprydning

Der er således brug for en grundlæggende oprydning på Kunstakademiet fra top til bund for at sikre, at stedet igen får kunsten i centrum og får rykket de identitetspolitiske unoder op med rode.

Det er højst tænkeligt, at det kræver en fuldstændig genstart af institutionen under ny ledelse og med et professorhold, som står for kunstnerisk kvalitet og har tilstrækkelig autoritet overfor de studerende. Det er under alle omstændigheder den absolut vigtigste kulturpolitiske sag lige nu, og den har forhåbentlig kulturministerens og kulturordførernes allerstørste bevågenhed. Kulturminister Joy Mogensen har således også udbedt sig en detaljeret redegørelse fra rektor Kirsten Langkilde og varslet en uvildig undersøgelse af forholdene på akademiet.


LÆS FLERE DEBATINDLÆG AF NIKOLOJ BØGH HER


Topfoto: Den ødelagte buste fra Kunstakademiets festsal efter at være blevet fisket op af havnen 6. november 2020. Forfatterens foto.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, rådmand og formand for Kultur- og Fritidsudvalget på Frederiksberg (C) samt konservativ folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet en række bøger, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. Hans seneste bog er "100 historier fra Frederiksberg", der udkom i marts 2019.

Seneste artikler om Kultur