Mads Aagaard

Er det dig, der bestemmer om Mads Aagaard må få et nyt job?

i Debat/LIGESTILLING/Medier af
#METOO & STRAF // POV BUSINESS – “Vi står midt i en brydningstid, hvor den største kulturændring siden 1960’erne er i færd med at holde sit indtog, og vi har ikke redskaberne til at håndtere situationen. Det er en diskussion af de redskaber, jeg ønsker mig. Vi er nødt til at finde ud af, hvem der straffer krænkerne. Lige nu har vi ingen civiliserede retningslinjer for, hvornår og hvordan man kommer tilbage, og hvem der bestemmer det?” Kommunikationsrådgiver Nanna Kalinka Bjerke efterlyser redskaber og regler for, hvordan arbejdsmarkedet kan eller skal reagere på afslørede krænkere. Er det op til den enkelte at sige fra overfor en ny kollega, man bestemt ikke ønsker? Er det en ren ledelsesbeslutning og hvad er kriterierne så, spørger hun med udgangspunkt i en aktuel sag om radiovært og radiojournalist Mads Aagaard Danielsen.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Mandag morgen droppede produktionsselskabet Rakkerpak deres ansættelse af journalisten Mads Aagaard Danielsen.

Aagaard blev kendt i en lidt bredere offentlighed efter det i oktober kom frem, at hans adfærd overfor både mænd og kvinder var langt ud over almindelige anstændige grænser, som man kan læse udførligt beskrevet i denne artikel i Berlingske med overskriften, “Han er vært på DRs »Shitstorm«: Han har sendt hadbeskeder, været seksuelt grænseoverskridende og truet med at dele nøgenbilleder.”

Når man i en privat virksomhed, som Rakkerpak, dropper en ansættelse blot få døgn efter, man har offentliggjort den, er det som regel sket efter pres. Det interessante spørgsmål er, fra hvem, hvorfor og hvad så?

Aagaard blev efterfølgende fyret fra DR, som øjensynligt ellers ikke før havde reageret på klager over ham, men det hjælper som bekendt ofte, at en sag endelig når medierne.

Rakkerpak kom Mads Aagaard til undsætning efter ”den hårde medfart”, som krænkelserne åbenbart også havde påført ham selv, ikke kun hans ofre.

For blot et par dage siden offentliggjorde de således, at de havde ansat ham for at hjælpe ham videre. Mandag trak produktionsselskabet så redningskransen væk igen og fortrød tilbuddet:

Når man i en privat virksomhed, som Rakkerpak, dropper en ansættelse blot få døgn efter, man har offentliggjort den, er det som regel sket efter pres.

Det interessante spørgsmål er fra hvem, hvorfor og hvad så?

Aagaard står igen uden arbejde, og hans skæbne indenfor sit eget fag er uvis.

Det vil de fleste i medie- og kommunikationsbranchen mene er helt og aldeles velfortjent, ikke mindst de mennesker, som hans tilsyneladende ufiltrerede vrede og krænkelser gik ud over.
Efter at have læst deres vidnesbyrd, kan man ikke fortænke dem i at have været skræmt fra vid og sans over Aagaards opførsel, eller at mene, at den rehabilitering, som Rakkerpak kunne tilbyde 4 måneder efter hans exit fra DR, var udtryk for hån overfor dem og deres oplevelser.

Aagaard deler skæbne med et par håndfulde kendte og/eller magtfulde mænd, som befinder sig i et tidsubestemt vakuum efter afsløringer af deres utilstedelige opførsel. Få bliver straffet i retslig forstand, og det henstår i det uvisse, hvem der nu kan dømme dem ”free to go”

Langt de fleste, der kommenterer i de tråde, jeg følger på de sociale medier, er da også enige om, at Aagaards ansættelse i Rakkerpak var ”for tidlig”, andre mener ikke, at han kan bestride et job i den branche, han er uddannet i. Nogensinde, vist nok.

Andre igen mener, at ansættelsen blot var endnu et eksempel på en tendens, hvor mænd altid kan komme tilbage på toppen, uanset hvad de så ellers har gjort; læs Qvortrup, Dorph, Kofod, Hansen m.fl.

Personligt er jeg ret ligeglad med Mads Aagaard. Jeg har truffet ham en del gange i professionelt øjemed, hvor jeg personligt aldrig har været udsat for andet end høflighed. Mit indre dyr synes nok, at hans veldokumenterede grænseoverskridende opførsel retfærdiggør, at han ryger direkte i helvede.

Men hvem er jeg at dømme og straffe ham? For hvem kan dømme hvem, i de her sager? Hvornår er for tidligt, hvornår er straffen hård nok og hvilke ofre skal han bringe, før vi er tilfredse?

Mads Aagaard deler skæbne med et par håndfulde kendte og/eller magtfulde mænd, som befinder sig i et tidsubestemt vakuum efter afsløringer af deres utilstedelige opførsel. Få bliver straffet i retslig forstand, og det henstår i det uvisse, hvem der nu kan dømme dem ”free to go”.

Disse håndfulde mænd repræsenterer ret sandsynligt kun en lille bitte top af isbjerget, for der er ingen grund til at tro, at krænkende adfærd var begrænset til dem. De led bare den tort at blive opdaget på det forkerte tidspunkt, mens det stadig vrimler med mænd, som lige nåede at dukke sig, inden de også blev ramt. Venstres Karsten Lauritsen er et godt eksempel på rettidig bodsgang, der betyder, at han kan leve videre, som intet var hændt.

Er Frank, Morten og de andre ude for livstid? eller vil vi stille os tilfredse, hvis de fx vil arbejde for social forandring eller velgørenhed?

Skal de i terapi, have samfundstjeneste, skal de have frataget deres pension og andre privilegier? Eller hvad?

Igen, den enkeltes personlige skæbne ligger mig ikke på sinde her, men det gør håndteringen af krænkerne i kølvandet på #metoo. For hvis vi straffer svineri med svineri, er vi lige vidt.

Det er mit individuelle valg i al ubemærkethed at “straffe” den enkelte krænker gennem ikke at hilse på dem, lade være med at like deres opdateringer og kommentarer på SoMe, afstå fra at tage jobs, hvor de også er, ikke hænge ud i de samme kredse, blive væk fra arrangementer, hvor de skinner i deres kreds af “medskyldige”, altid sige min mening til dem og aldrig anbefale dem til noget, hvor de kan fortsætte deres adfærd

Jeg har det personligt sådan – efter cirka 40 år på arbejdsmarkedet – at jeg vælger helt specifikt at gå uden om røvhullerne, og uden at overdrive kan jeg sige, at jeg har mødt en hel del både professionelt og personligt. Jeg er typen, der husker alt, og for mig kan ”selv” en hånd på låret være nok til at minde mig om alt det lort, jeg har stået model til i mit liv.

Det er derfor også mit individuelle valg i al ubemærkethed at “straffe” den enkelte krænker gennem ikke at hilse på dem, lade være med at like deres opdateringer og kommentarer på SoMe, afstå fra at tage jobs, hvor de også er, ikke hænge ud i de samme kredse, blive væk fra arrangementer, hvor de skinner i deres kreds af “medskyldige”, altid sige min mening til dem og aldrig anbefale dem til noget, hvor de kan fortsætte deres adfærd.

Det opfatter jeg som et stort privilegium, og selvom det ind imellem koster mig noget, så er det en pris, jeg gerne betaler.

Mads Aagaard
Mads Aagaard Danielsen under ‘DM i hadebeskeder’, da han var P1-vært. 17. juni i Allinge 2019. Fra Facebook.

Vi står midt i en brydningstid, hvor den største kulturændring siden 1960’erne er i færd med at holde sit indtog, og vi har ikke redskaberne til at håndtere situationen. Det er en diskussion af de redskaber, jeg ønsker mig. Vi er nødt til at finde ud af, hvem der straffer krænkerne. Lige nu har vi ingen civiliserede retningslinjer for, hvornår og hvordan man kommer tilbage, og hvem der bestemmer det?

Det fremgår af Tor Arnbjørns tweet, at det er hensynet til kollegerne på Rakkerpak samt de mange reaktioner, produktionsselskabet har fået udefra, der har gjort udslaget for Mads Aagaard.

Så derfor er mit spørgsmål: Er det dig og mig, der bestemmer om en privat virksomhed som Rakkerpak må ansætte Aagaard?


LÆS MERE AF NANNA KALINKA BJERKE HER


Topillustration: Mads Aagaard Danielsen, der blev afskediget af DR som vært på P1. Foto: DR-presse. 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Nanna Kalinka Bjerke er kommunikationsrådgiver og skribent.

Nanna har siden 1991 drevet Imperia Kommunikation ApS og samarbejdet med mange stærke faste freelancere og større bureauer. Imperia beskæftiger sig med strategisk kommunikation, projektledelse og koncept- og kampagneudvikling, særligt indenfor holdnings- og adfærdskommunikation.

Er pt bestyrelsesformand for ROSA, Dansk Rock Samråd, og har tidligere været medlem af Den Kongelige Ballets tænketank og bestyrelsesmedlem i DR, Vega, Kaospiloterne, Kvindeligt Selskab og Den rytmiske konsulenttjeneste.

Nanna er medforfatter til en håndfuld bøger og skriver løbende artikler og kommentarer. I 2019 udkom på Gads Forlag ”Den store bandebog” skrevet af Nanna Kalinka Bjerke og illustreret af AD’er Lars Thorstensen.

Seneste artikler om Debat