KULTURLISTEN – I denne uge har kulturlisten set M. Night Shyamalans strandgyser, som er ny på Netflix, streamet den barskt fængslende serie Harlots, læst Helle Helles nye roman og læst Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår, mens vi uden tøven anbefaler årets musikfilmfestival i Filmhuset, teaterforestillinger på Mungo Park og Husets Teater samt fortæller om oplevelsen med den dansk-spanske danser Selene Muñoz i Tivoli. Denne uges liste er skrevet af Claus Ankersen, Maria Helleberg, Connie Bork, Inger Tejlgaard Olesen Ravn, Mikkel Stolt, Steen Blendstrup og Niels Olsen.
Velkommen til Målløse Strand – Vantro forsøgsdyr på strandtur i sandkorny gyser på Netflix
Det eneste, man kan være rigtig sikker på, når man skal til at se en film af den indisk-amerikanske instruktør M. Night Shyamalan, er, at man ikke kan være sikker på noget. Det er umuligt at forudsige, om man skal se et mesterværk eller et makværk.
Sådan er det også med instruktøren-hvis-navn-ingen-nogensinde-har-udtalt-korrekt-s nyeste celluloidbarn, gyserthrilleren Old, som netop nu kan streames på Netflix. Shyamalan, som er døbt Manoj Nelliyattu Shyamalan, har med filmen versioneret den schweiziske tegneserieroman Sandcastle.
I Old følger vi en lille gruppe rejsende, som – ups – pludselig er fanget på en afsidesliggende strand, hvor alle ældes med lynets hast. Mens de uheldige familiegrupper, som hver især kæmper med uhelbredelig sygdom, desperat forsøger at finde vejen væk, forsvinder livet med en hastighed på cirka to år i timen. Børnehavebarnet bliver stor, ung, gravid og falder ned af en klippe, inden solen er gået ned første gang.
Slutningen skal ikke afsløres her, men kan du lide Manojs film, er du godt tjent med Old, som giver stof til eftertanke i sensommerens Doomscrolia. Selvfølgelig er de uheldige rejsende en slags uheldige forsøgsdyr, og naturligvis er affabel vantro langt ud af filmens tidevandsbølge det dominante psykologiske fællestræk. Velkommen til Målløse Strand.
Uanset om du bliver skræmt, underholdt eller sidder vantro tilbage, er Old ikke sådan lige at ryste af sig. Derfor skal du se den. Og så selvfølgelig fordi Shamalamylamanalaman, instruktøren med det umulige navn, selv glimrer i en overraskende birolle. Lad nu være med at google, men se filmen og se, om du kan gætte, hvem instruktøren spiller.
Se Harlots – Hudløs sex og stærke kvinder fra dengang slaveri var et grundvilkår
Forslag til serie-binging. Harlots er en … anderledes historisk serie. En skildring af 1700-tallets prostitutionsmiljø i London. Der er ingen sentimentalitet. Alle accepterer den verden, man nu engang lever i. Men ingen af kvinderne er enkle eller ligetil at forstå. De er udearbejdende kvinder, ofte med børn. Sex er en nem og hurtig måde at tjene en dagløn på. Og når man kan blive hængt for drab eller tyveri, så er sex godt nok at foretrække. Der er masser af sex i serien, men ikke meget hud.
Det var kompliceret at komme ud af og tilbage i tøjet i år 1760. Om vinteren koldt. En diplomat fra Latinamerika besøgte Danmark i slutningen af 1700-tallet og skrev dagbog. I den bemærker han rørt, at en prostitueret modtog ham helt nøgen. Det var et privilegium for ægtesengen og elskende par.
Serien træffer nogle vigtige valg. The Harlots har ikke ondt af sig selv. De tænker sjældent på at slippe væk og gifte sig. Slaveri er noget, som findes, ikke noget, man tænker over. Til gengæld er seriens verden fuld af minoriteter. Jeg aner ikke, om serien er feministisk eller woke eller noget, men dens tidsbillede overbeviser. Og det er godt nok nogle seje kvindemennesker, man følger gennem tykt, tyndt og tæv.
Serien er varsom med at vise det værste i tiden. Vi kommer på sindssygehospitalet og i den mærkelige klub, Spartanerne, som en gruppe yngre adelige har dannet, hvor man ofte “lige kommer til” at dræbe en jomfru, indkøbt til gangbang. Den verden, hvor hver fjerde kvinde sælger sex, er med til at skabe den slags “klubber”. Og ligegyldigheden når man kan bruge mennesker præcis, som man vil.
Lige rundt om hjørnet venter en revolution, som bare ikke bringer den frihed og værdighed, kvinder, fattige og slaver havde fortjent.
Den yderste skælven – Fremragende skilsmisseroman af Helle Helle bevæger sig ubesværet ud i eksistensens yderpoler
Helle Helle er fascineret af drivkraften i de mennesker, som tingene ikke lykkes for. Et fokus, som får volumen i portrættet af Hafni, som både er dybt alvorligt og uhyre morsomt.
Det er svært ikke at holde meget af Hafni, 48 år og nyskilt. Hun har altid drømt om en smørrebrødsrejse tværs gennem Danmark, med start i Frederikssund og finale i Gråsten med det store sønderjyske kagebord. En dansk madodyssé.
Det er kombinationen af de mange små daglige handlinger, som pludselig afbrydes af bratte sortsyn, der gør indtryk. Mørket folder sig ud, og hun kan ikke mærke sine fødder: ”Klokker bimlede fra domkirken, gradvist vendte fødderne hjem til skoene. Hun tvang smilet frem, og til sidst blev det siddende.” Det præcise sprog gentager sig på alle niveauer i bogen, i personkarakteristik og handlingsgang, i fornemmelsen for steder, da Hafni engang boede på klubværelse og kunne se ned i en ”hvid have”.
Sprækker af salighed dukker op. Hafni har fået at vide, at hun husker alt, men tænker småt, men se så, hvad hun tænker om ord: Makulere/matrikulere eller korrektur/koreografi. Det både sønderlemmende og involverende ved sproget træder i karakter.
Helle Helles skarpsindige roman har et schwung mellem sorg og glæde, som gør romanen hjertegribende, når den søger til eksistensens yderste grænse.
Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår – Haruki Murakami revisited III
At trække det korte strå og alligevel stå med den lange ende – sådan kunne man opsummere fortællingen, der starter med, at hovedpersonen ønsker sig døden, og slutter med, at han træder ind i livet.
De fleste af os har prøvet at stå med nitten på et tidspunkt i vores liv. Lidt længere nede ad vejen, måske en måned, måske et år, måske tyve år senere, opdager vi så, at vi famlede på afgrundens rand i det dybeste mørke, og at kun ulykken reddede os. Måske nåede man ikke ombord på Scandinavian Star. Måske blev man dumpet af Peter Lundin.
Hos Murakami befinder vi os på en tynd skal, hvorunder der gemmer sig et mørke, der kun vises i små glimt, og som aldrig rigtig tager form. Han er ikke mystiker, hans personer er pragmatikere, der lever og tager del i hverdagens trummerum. Netop derfor får man kuldegysninger, når virkelighedens tynde skal krakelerer, og mørket nedenunder afsløres.
Sjældent har Murakami skrevet en mere sympatisk hovedperson frem end den farveløse Tsukuru Tazaki, der uanende er omdrejningspunkt for mørkets hærgen.
Musikfilmfestival nr. 11 i Gothersgade nr. 55
Den 15.-24. september præsenterer Cinemateket i København for ellevte gang deres festival med film, der på den ene eller anden måde kredser om musik.
Jeg plejer at kokettere med, at det er lige meget, hvad en film handler om, bare den er god, men som det meste af det, jeg siger, skal det tages med et gran salt. Musik og film er jo beslægtede kunstarter i kraft af deres faste udstrækning i tid, men for lige præcis musikfilm er selve det musikalske omdrejningspunkt nok temmelig vigtig for seeren.
De mest interessante film er derfor svære at udpege helt skråsikkert på forhånd, for selvom jeg gerne vil se noget med bossanova-sangerinden Miúcha eller jazz-trommeslageren Max Roach, så lyder filmene lidt som noget, man har set før – bare om andre musikere.
Omvendt kan en koncertfilm med for eksempel Creedence Clearwater Revival vise sig at være en positiv overraskelse, ligesom den polske Pianoforte om en Chopin-klaverkonkurrence faktisk lyder interessant. Men måske tager jeg fejl i det hele, og det er det gode ved at tage chancer til sådan en festival.
Orientér dig selv i udvalget, men man bør naturligvis prioritere special-arrangementer med gæster udefra. Og udskænkning.
Endnu en svingom med den allersidste dans
Det er ikke underligt, at Mungo Parks Den allersidste dans har fået klassikerrang. Det er et fint og følsomt portræt af livets sidste akt. Skuespillerne brillerer, og publikum sidder næsten uomgængeligt med følelserne uden på tøjet.
Musikalsk rækker Den allersidste dans tilbage til 40’ernes Danmark, men det er også sange, der har haft et langt liv på Giro 413-repertoiret. Samtidig sniger nyere sange som ”Mormors kolonihavehus” sig ind i et kort citat. Forestillingen blev skabt i 2007. Hvilken musik mon bliver spillet på plejehjemmet om 20 år?
Minderne har vi da lov at ha’, og når de svagelige ældre mennesker stryger endnu et navn fra protokollen og mindes ungdommen og deres livs kærlighed, så kunne det uhyre nemt blive kvalmende sentimentalt. Men der bliver aldrig spillet for galleriet.
Vel er der et blink i øjet, men først og fremmest er Den allersidste dans solidarisk med de ældre og deres skavanker. Ja ja, han er lidt dement, men han er en god fyr. Ja ja, skridtene er små, men jeg skal nok nå hen til klaveret. Og giv os for Guds skyld en chance for at bevare værdigheden.
Hvem ved, måske er det dig om 20, 40, 60 år?
Komedien Kong Lear eller tragedien Cordelia
Nej, det er ikke Shakespeares Kong Lear, du får præsenteret på Husets Teater. Dejan Čukić kæmper ganske vist for sine berømte monologer, men i virkeligheden handler det om en ung kvinde … med daddy issues. Scenen og Kong Lear bruges som formidling.
Det kunne lyde fortænkt at trække et kvindeligt syn på faderrollen ned over Kong Lear. Lidt respektløst at blande Steve Martin-versionen af Brudens far ind i det. Men det fungerer. Også at dramaet udspilles i en forstørret sandkasse, hvor far og datter tager nogle helt bogstavelige livtag med hinanden.
Og sådan er det måske altid med far-datter. Far er stolt af sin søn, men … Ødipus. Med døtre er det anderledes. Det er ofte et tæt bånd. Ikke nødvendigvis et sundt bånd. Det handler Kong Lear på Husets Teater så om.
Kunstgrebet er, at skuespillerne spiller skuespillere, der ikke altid er enige om, hvilket drama de er med i. De diskuterer deres roller, deres replikker, deres fortolkning. Måske lidt nørdet, men utrolig morsomt – ikke mindst takket være Čukić og Nanna Cecilie Bang.
Ovenikøbet er det ikke nogen forudsætning, at du kan din Shakespeare. Alt forklares, alt kan være en joke. Eller et traume. Alle kan være med.
Magisk aften i Glassalen
Fredag den 8. september fra kl. 20 og et par timer frem lagde Glassalen i Tivoli rum til en magisk aften i selskab med den dansk-spanske danser og koreograf Selene Muñoz og hendes kombinerede danse- og musikforestilling 7SENSES.
Hvilket festfyrværkeri det var! Sammen med danserne Ask la Cour og Mark Philip samt musikerne Jesper Thorn (kontrabas), Karen Duelund Gustavino (saxofon & vokal) og David Hildebrandt (percussion) blev publikum ført gennem hhv. balancesansen, synssansen, følesansen, lugtesansen, kropssansen, smagssansen og høresansen.
Det skete i et overbevisende mix af ballet, moderne dans og spansk flamenco og med anvendelse af bl.a. andalusiske vifter, hvide lampeskærme, skeer som kastagnetter, et vaskebræt og kollektivt basspil. Flamencoens klap og tramp blev glidende afløst af ballettens fjedrende lethed og det grænseløse, vilde anarki fra moderne dans.
Det kan være svært med ord at beskrive dansende kroppes æstetik og samspil. Men fredag var et sanseligt-kinæstetisk sprogspil i gang mellem både musikere og dansere indbyrdes og os, det applauderende publikum; en grammatik og disciplin i dansernes skiftevis individuelle og kollektive udtryk; en koncentreret fantasi i handlingen; en ambitiøs kreativitet i scenografiens enkelhed.
Der blev behørigt kvitteret med olé’er og klapsalver gennem den samlede seance af skiftevis lokale danseentusiaster og hovedstadens spanske expat-community. Vi fik creme de la creme brulé til Smagssansen og en kraftfuld soloflamenco at slutte af på under Høresansen. Her satte Selene Muñoz skabet på plads og viste, hvad hun er rundet af – og fortsat søger mod. Flamencoens ellers indadvendte lidenskab udfoldedes i store smil, hvor kemien mellem danserne blev tilsat en snert af humor og afslappet komik.
Kulturlisten udkommer i POV hver fredag. Du kan finde tidligere udgaver her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
