KULTURLISTEN – Udstilling om havnebyggeri, ny Netflix-serie fra Nicolas Winding Refn, DR-dokumentar om psykiatri, ny musik fra Kristian Leth og litteraturanbefalinger. I denne årets første liste om og med bl.a. Zladko Buric, Nicolas Winding Refn, Uma Thurman, Mikael Bertelsen, Leif Sylvester, Poul Nyrup, Kristian Leth, Mette Reinhardt Jacobsen, Adrian Hughes, Benjamin Koppel og Johanne Schmidt-Nielsen.
Havnebygmesterens velgemte hemmeligheder
Havnebygmesterens Studiesamling i By & Havns Visitationsbygning på Nordre Toldbod er en af det københavnske kulturlivs mere velgemte hemmeligheder. Det er ikke et sted, der råber højt, men udstillingsrummene i stueetagen er en lille, kompakt perle, som diskret og generøst åbner havnen for den besøgende.
Det er nemlig her, du kan finde de tegninger, tanker og tekster, som ligger til grund for den havn og den by, du kender i dag. Via film, udstillingsmontrer, museale genstande, store overblikskort og et system af sindrige udtræksskuffer med skriftlige materialer kan man bladre sig vej gennem historien og f.eks. opleve Knippelsbro i forskellige varianter, få historien om Toldbodens velkomstpavilloner, Kalvebodens inddæmningsplaner, udviklingen af Frihavnen og en gennemgående stærk oplevelse af det også hårde, beskidte og svedige arbejdsliv, der i århundreder har givet havnen sin identitet.
Noget af det mest fascinerende er formidlingen af de visioner og udviklingsplaner, der alligevel ikke blev til noget. Og godt for det … Hvor mange er mon klar over, at der på et tidspunkt var seriøse planer om at etablere en skibsfartskanal tværs gennem Amager?
By & Havn sidder på en veritabel skatkiste af hidtil skjulte arkivalier, som en dygtig, ung historiker nu er i gang med at grave sig igennem og formidle til glæde for alle med interesse i at forstå, hvad der skabte København, og hvad vi kan lære af historien. Udviklingen af havnen har i dén grad defineret byens udseende, rolle og funktion, og Havnebygmesterens charmerende samling kan varmt anbefales.
Kill Bill, Twin Peaks og Enter The Dragon smelter sammen i Nicolas Winding Refns nye Copenhagen Cowboy
Vil du se min pik? Den er verdenskendt. Pushers far, instruktøren Nicolas Winding Refn, er tilbage med en vild gang gangsterlir på Netflix. Nærmere bestemt med serien Copenhagen Cowboy. En seksskyder af en Nordic Noir, som varer knap en time per afsnit, og med seks kugler i det bordelrøde filmiske krudtkammer, by NWR, som instruktøren hedder i udlandet, er der lagt i flimmerkassen til kungfu-cancan i underverdenen fra første scene.
Seriens hovedperson er den, måske menneskelige, lykkemønt Miu. Måske blev hun kidnappet af aliens som barn, måske er hun slet ikke et menneske. Hun er en klejn og androgyn kvindeskikkelse i blåt træningstøj, som altid er blevet solgt som menneskelig ønskebrønd, men som nu er på hævntogt i den – må vi tro – københavnske underverden.
Serien er holdt i blåt og lilla, og næsten alle replikker leveres med flad stemmeføring af udtryksløse ansigter, mens vi følger denne blanding af Uma Thurman, Bruceline Lee og ærkeenglen Michaela nidstirre sig vej gennem byens mafiabander. Der er masser af referencer til Pusheruniverset, og flere skuespillere går igen. Bl.a. Zlatko Buric leverer en Oscarpræstation i Ep. 5 og er, sammen med Leif Sylvester, som spiller en mindre rolle, den eneste, der leverer replikker med indføling. Det udtryksløse er så gennemført, at det MÅ være instruktion.
Nå, ja, der er selvfølgelig menneskeædende grise og grisemennesker, ariske pikken-er-gud-overklassevampyrer, afstumpede østeuropæere og det meste af Refns familie med i serien. Selv den for tiden allestedsnærværende Mikael Bertelsen spiller en rolle som cokesniffende arkitekt. Det er flot castet alt i alt.
Nå ja – svaret på spørgsmålet i første linje blev et tørt ”Nej tak”. Copenhagen Cowboy er værd at se, fordi den skiller sig ud, og fordi den undrer: Er vi virkelig så endimensionelle og overfladiske, at kun de kulørte kulisser, vi omgiver os med, har farver og liv?
Generøs Nyrup i dokumentar om psykiatri og arv
De seneste år er antallet af danskere med psykisk lidelse steget eksplosivt, især blandt unge og børn. Arbejdet for bedre vilkår for sindslidende er i årevis blevet varetaget af forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der som formand for Psykiatrinetværket talte åbent om sin erfaring som pårørende.
Det arbejde fortsættes i DR’s nye dokumentarserie Nyrup – Søn af en udstødt, hvor Poul Nyrup undersøger fortællingen om sin egen far, Oluf Nyrup Rasmussen, der som tiårig blev erklæret åndssvag og senere tvangsanbragt på Livø, der fra 1911-1961 fungerede som fangeø for kriminelle mænd og udviklingshæmmede. Skarer af drenge og mænd blev i den årrække anbragt på øen på ubestemt tid, med alt fra mord og voldtægtsforbrydelser til smårapseri eller “dovenskab” som grund.
At De Kellerske Anstalter, der opererede med systematisk isolation og ofte sterilisation bl.a. på anstalten på Livø, blev betragtet som en frontløber i instutionalisering af “åndssvage” i Europa, virker absurd i dag.
Dokumentarserien er generøs, fordi Nyrup er det. Gennem breve får vi et glimt af systemets indvirken, og af den danske psykiatris historie. En historie, der ofte fortælles diffust – måske fordi det kulturelt nedarvede stigma stadig findes. 1961 er trods alt ikke længe siden.
Sange i tvivl
Det er et stykke tid siden, Kristian Leths album, En tid med mirakler, udkom, men det nåede først frem til mig mellem jul og nytår. Tak, streamingtjeneste.
Albummet kan lyttes som et soundtrack til bogen med samme titel – find POV’s anmeldelse her: Bind 2 i Kristian Leths erindringstrilogi er lige så fantastisk som det første • POV. Men det kan sagtens lyttes selvstændigt.
Som altid i Leths musik (også med The William Blakes) er lydbilledet drømmeagtigt, stemningsfuldt, dejlig svært at sømme op på væggen. Første nummer, titelnummeret ånder af 70er filmscore og pop. Som altid med Leth er det meget melodiøst, popparafraserende, produceret iderigt som bare, fx i ”Danser alene”, hvor ranchera blæsere og klimpreguitar pludselig blander sig.
Det er sange i tvivl, søgende efter, ja, et sted at være, hvor det giver mening for andre end ham selv. Er mit gæt. ”Jeg skriver på to bøger, fordi alle andre kun skriver på en”, som han synger i ”Danser alene”.
Min favorit er det vægtløse ”Stykker af en sommer”, hvor jeg har fornemmelsen af at ligge på ryggen med lukkede øjne og solen i ansigtet – tidløshed og stilstand. Evt. med et strå i munden, hvis den skal køres helt ud.
Leths drømmefærd afsluttes flot, nærmest andægtigt i ”Sindbillede”. Ingen kan betvivle, at Leths kærlighed til sin partner er tung og dyb.
Dyr fransk ost og bankekød
Hvis man har svært ved at komme i omdrejninger efter juleflæsk og stribestreaming på sofaen, så kan man jo vælge at blive liggende på sidstnævnte denne januar-weekend og fornøje sig med en bog.
Ingen vil bo i Thionville er den selvstændige fortsættelse af Mette Reinhardt Jacobsens No 54, og den pendler mellem det bedre parisiske borgerskabs tvivlsomme charme og Atomkraftfrankrigs underklasse med masser af varme.
Tempoet er højt: Handlingen udspiller sig over ca. 10 måneder, hvor vi de første fire er i gang med den kvindelige hovedperson og jeg-fortællers forberedelser til et eksklusivt bryllup med et virkeligt scoop af en mand, velhavende og velsmurt, den snobbede familie til trods, de sidste 3 er vi midt i den hede kropslige betagelse af en ny forelskelse, nu i den kno-tatoverede banksikkerhedsvagt, Kevin.
Det er selvfølgeligt ikke omkostningsfrit at have så meget drøn på tilværelsen: Uundgåeligt clasher de forskellige miljøer, og hovedpersonen crasher. Det er for denne læser yndlingsdelen, der hvor hun bruger tid på at sidde og bare sidde i forældrenes sommerhus ved Vesterhavet.
Så samler hun op på sin tilværelse – eller måske er det den, der samler hende op? I hvert fald får vi en 2023-version af ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”.
Familiekrønikens rædselskabinet
Da Adrian Hughes’ mor, Jette Dreyer, dør, efterlader hun et afskedsbrev, der starter med praktikaliteter og ender som en rasende tilsvining af alle sønner. Afskedsbrevet bliver startskuddet til en undersøgelse af hele familiens historie og senere til podcasten Mors Afskedsbrev, årets podcast i 2021. En poetisk tidsmaskine, med hæse interviews og en perfekt balanceret lydside.
Adrian Hughes’ erindringsbog Mors Dreng fortsætter fortællingen og tager os på tur i 20’erne, i selskab med farfaren, den landskendte overklasse-arkitekt Thorvald Dreyer, der mildt sagt har mystiske familieforhold. Men turen er en blandet fornøjelse. Selvom der fortælles billedrigt, dygtigt og uddybende om familiekonflikten, føles det som om, bogen forhaster sig og lader tre temaer – mytomani, kollektiv familieerindring og historisk indblik – kæmpe om pladsen.
Læseoplevelsen er stærkest der, hvor fortælleren slipper rattet og sår tvivl om kolde fakta. Sidst i bogen interviewer Adrian Hughes sin far om nogle af fortællingens vigtigste detaljer. Dem kan faren dårligt huske. Familiefortællingen er skrøbelig, fordi vi kun har os selv. Den skrøbelighed er bogens største force.
Og hey, i øvrigt. Hvor meget af det, vi selv fortæller om vores familie, er egentligt sandt?
Nytårslæs debutroman fra en uforudsigelig forfatter
Benjamin Koppels roman Annas sang er i den grad inspireret af fortællinger, som de florerer inden for murene og ude på gaden. Der er sans for onelinere både i hverdagssproget og i en scenisk tilspidset situation og selvfølgelig er der øre for refræner og sanglinjer.
Men romanen vil mere end den drøje humor og uhøjtidelige tone, den vil dybt ned i en personkarakteristik, ikke kun af hovedpersonen Hannah, men også hendes mor Bruche. Romanen vil et sammenhængende, imponerende og engagerende mor-datter portræt, og den vil mere end det, gabe over 90 år, fra 1929 til 2019, en turbulent tid, hvor det bliver muligt at vise sproget for den krævende sorg og den ukuelige længsel, de mest besværlige og uforudsigelige følelser. Som det bliver sagt: Det meste kan skjules, på nær kighoste og kærlighed.
På den lange bane får vi meget at vide om Hannahs jødiske liv. Hun drømmer om at blive pianist, men ender som hustru i Paris i et arrangeret ægteskab. Men Hannah har en stor ting i sit liv: Musikken og Brahms især. Romanen har et så fint, præcist og mejslet sprog, når musikken får lov at brede sig. Benjamin Koppel formår at overraske i ryk på ryk i debutromanen. Koppel er en uforudsigelig forfatter.
Læs også Johanne Schmidt-Nielsens omtale af bogen: Tak for bogen, Benjamin Koppel • POV
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her