KULTURLISTEN – Rød-hvid dokufest med superstjernen Andreas Mogensen i rummet, romaner af chilenske Ferrada og danske Aske Viuff funkler med fokus på relationer, mens tredje sæson af Ragnarok er et flop. Veldrejede historiske billeder i de to tyske drama-serier Kleo alias den kvindelige lejemorder i DDR, og Babylon Berlin, sæson 4. Alt sammen omtalt af Claus Ankersen, Mikkel Stolt, Connie Bork, Inger Tejlgaard Olesen Ravn og Niels Olsen i denne uges kulturliste.
Mogensens Mission
Mogensen på Månen. Eller endnu bedre: Mogensen på Mars. Uanset skal man temmelig langt ud i rummet for at kunne slå kioskbaskeren, at den danske astronaut Andreas Mogensen netop i denne uge er sendt succesfuldt afsted mod et halvt års ophold på den internationale rumstation – endda som pilot – på Space X-rumkapslen Dragon.
Hele Danmarks Andreas med det jordnære mellemnavn Enevold har hele vejen igennem fungeret som formfuldendt ambassadør for alt det gode danske. Han er flot og klog. Han er venlig og imødekommende. Kompetent og veluddannet. Han taler om familie og naturvidenskab og fremhæver gode kolleger.
Velankommet efter en tur på 30 timer snor Mogensen sig som en af de første gennem en fødselskanal af noget, der ligner hvide madrasser mellem Elons rumkutter og den aldrende rumstation. Og så taler han dansk. Hilser familie og venner i det danske og fortæller familien, at han elsker dem. Det bliver ikke bedre. Virkeligheden viser sig endnu engang som fiktionens gavmilde moder, og en ny dansk superstjerne er født. Alle elsker Andreas. Og heldigvis kan vi følge Mogensens mission på DR.
Bedste bog jeg har læst i årevis
Jeg har fået en ny favoritforfatter. Og jeg har endda kun læst denne lille roman, som stod og lokkede på bibliotekets hylde for nye bøger. Jeg kendte ikke Ferrada, men hun er chilener, og bogens handling foregår, da fortælleren Miguel er 11 år gammel.
Hans mosters kæreste beslutter en dag at flytte ind oppe under et stort reklameskilt, og den manøvre bliver både direkte og indirekte årsag til mange bekymringer i kvarteret, som man fornemmer, er sådan i udkanten af en større chilensk by.
I ”fortællende” kunst som skønlitteratur og film kan handlingen godt overskygge alt andet – formen, sprogtonen osv. – men under læsningen blev jeg mere og mere begejstret for den helt unikke tone fuld af filosofisk humor og smerte, som både understøttede handlingen og lod handlingen underordne formen. Jeg var derfor både dybt involveret i handlingsforløbet og spændt på, hvordan fortælleren og forfatteren ville formidle den til mig. En ganske sjælden oplevelse.
Der er en aura af sydamerikansk, magisk realisme over bogen, men det føles alligevel forkert at lukke dette lille vidunder ind i en genrekasse, og jeg skal saftsuseme hurtigt have fat i den anden af Ferradas bøger, der er kommet på dansk (Kramp fra 2020).
At kende mennesket – flot og velfortalt romandebut af Viuff
Aske Viuff debuterer med romanen Terminaler, der foregår på Rigshospitalet. En velfortalt roman, ikke mindst fordi han kan gradbøje de menneskelige relationer.
Holger som servicemedarbejder er i centrum, det er find Holger, ikke mindst for ham selv, når han kommer tættere på døden på hospitalet, men også livsgnisten. Han skal balancere på en ny måde mellem arbejde og privatliv, og mellem inde i hierarkiet og udenfor. Han mangler retning i livet, ifølge sig selv, men ligner samtidig mange andre, når han overskuer et andet menneske på et splitsekund: ”Vi taler dårligt sammen, og jeg føler mig bedre end hende, fordi det lader til, at hun føler sig bedre end mig.”
Men det modsatte sker også. Åbninger opstår, der lokker Holger nærmere. Bogens tone er let og hurtig. Replikker og talestrøm flyder ubesværet, og den større verden udenom inddrages, gaderne i København ”jeg gennemstrømmer Tagensvej” – og Stevns Klint på Sjælland: ”Øresund en buldrende lyd. Som bliver tusind tæpper banket på samme tid.” Euforiens og angstens øjeblikke skinner igennem.
Men det er især de rammende personkarakteristikker, som gør indtryk, fordi de er varierede og føjer afgørende dybde til persongalleriet.
Ragnarok er en vattet regnorm, som æder sig selv
Danske Adam Price er idémanden bag den norske teenage-serie Ragnarok, hvor kampen mellem asa-guder og jætter udspiller sig som coming of age gymnasie-drama i nutidens Norge i den fiktive landsby Edda.
Tredje – og forhåbentlig sidste – sæson kan streames på Netflix netop nu. Serien slutter desværre som en kæmpe fuser. Idéen var ellers god nok. Format og fortælling er som nappet direkte fra Hollywood og kørt gennem en maskinoversætter. Alt spillede sådan set, og med glimrende publikumratings lod det til, at serien lykkedes med at spinde norneguld på den vikingebølge, som nu i årevis har oversvømmet popkulturen.
Efter at have set de første to sæsoner var det ikke uden forventning, at jeg skovlede den nye sæsons seks timelange afsnit i mig. Brødrene Laurits – udtales tåkrummende som ”Løuris” – og Magne er reinkarnerede Loke og Thor, den lokale posemand er Odin, og jætterne er byens rige fabrikantfamilie med det mundrette navn Jotun. Alt spiller. Der lægges op til Ragnarok – det endelige slag.
Løuris har født Midgårdsormen, som vokser i landsbyens dybe fjord og lever af pølsebrød og fjeldgængere … og så pludselig, lige op til studentereksamen, finder vi ud af, at det hele bare var den nervesvækkede bøf Magnes vrangforestillinger. Han smider sine Thor-tegneseriehæfter i affaldscontaineren og drikker så lykkeligt – voksent – champagne med venner og gamle fjender, mens solen går ned over det olierige paradisland.
Serien og Price havde været bedre tjent med at lade serien dø efter sæson to. Med denne sidste sæson tabes det hele på gulvet, og serien gøres til en så katastrofal fadæse, at der burde uddeles både skammekrog, dummebøde og folketingsnæse – Viking Style.
Kleo på sporet – tysk action med DDR-nostalgi, alien abduction og andre absurditeter
Pygmalion-narrativet overført på dødbringende kvindelige lejemordere er ikke en ny fortælling. For et par år siden fik vi på HBO Max den ganske vidunderlige serie Killing Eve (2018-2022).
I samme genre, men på tysk og med masser af DDR-nostalgi rørt i blandingen, kan man lade sig underholde af Kleo (2022), der er lige dele sjov, underholdende og absurd. Jella Haase som Kleo er på skift rå, blød- og hårdkogt i rollen som DDR-loyal ungdomsagent, der grundet et fængselsophold er faldet gennem et ormehul fra det gamle Østtyskland til den nye forenede nation, og så er hun omgivet af nogle ganske eminente med- og modspillere.
Dmitri Schaad ses i rollen som firseroverbevisende strømer – lige i øjet, nu hvor overskægget igen vokser frodigt på ungdommens overlæber. For mig er vinderen dog Thilo, spillet af Julius Feldmeier, som techno-vrag – både underbagt og for meget ecstasy.
Bag ved den temmelig langt-ude fortælling om agenter og dobbelt-agenter gemmer der sig også et forfriskende skævt portræt af en periode i nyere tids historie, der kun kunne være opslidende, grotesk og forvirrende for de folk, der pludselig skulle genforenes under et flag.
Den tilstundende katastrofes nervøse sitren
Fjerde sæson af den tyske tv-serie Babylon Berlin skuffer ikke. Tiden og miljøet følger de forrige sæsoner: Vi er i Berlin i mellemkrigstiden, og verden er i opbrud. Weimarrepublikken balancerer på en knivsæg, mens den revanchistiske dolkestødslegende spreder sin gift i samfundet. Det er de store ideologiers tid, hvor kommunistiske og nazistiske grupperinger støder sammen i voldelige gadekampe. Berlins underverden hhv. mondæne kulturelite spejler et foruroligende opdelt og modsætningsfyldt Tyskland, hvor dyb fattigdom og kvalmende dekadence bor dør om dør.
Vi ved alle, hvad der sker, og hvordan den store historie ender. Måske er det denne tilstundende katastrofes nervøse sitren, der giver serien dens egentlige magi.
I midten af begivenhederne finder vi fortsat seriens to helte: politikommissær Gereon Rath, krigstraumatiseret, men tro i tjenesten, og den unge, ambitiøse politiassistent Charlotte Ritter, hvis dubiøse fortid som prostitueret på dansestedet Moka Efti, hvor byens mafiabosser hænger ud, og gedulgte handler lukkes, har rustet hende til at kunne færdes i alle samfundslag. En sand cultural broker og på alle måder Gereons partner.
Selve handlingen kan med fordel opleves godt tilbagelænet i sofaen og skal ikke afsløres her – blot at den er skruet skarpt, overraskende og elegant sammen. Det fine ved serien er miljøskildringerne, persontegningerne, berlineraccenten, æstetikken, undergrundsbanens funktionalisme og den loyale scenografiske genskabelse af et Berlin, før Das Götterdämmerung ramte naboerne mod syd og afslørede, at de højeste kulturelle tinder og dybeste, dyriske afgrunde nogle gange lever bekymrende tæt på hinanden. Sæson 5 er på vej til en fladskærm nær dig.
Kulturlisten udkommer hver fredag. Du kan finde tidligere udgaver her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
