KULTURLISTEN – Inspiration til streaming serier, digte, biografi, teater, oplæsning og koncert. POV’s kulturkorps tager temperaturen på kulturen i omtaler af udvalgt ny underholdning, kunst og kultur.
Se Skruk og vær glad – for hele høne helvede
Hvis Skruk markerer slutningen på Netflix’ danske produktioner, er det et vidunderligt exit. Josefine Park er Nana, en 37-årig fertilitetslæge, som fertilitetsbehandler sig selv, lyver for patienterne og jager kærlighed og moderskab rundt i en ægløs manege. Olivia Joof Lewerissa er hendes wing girl, Simone.
Så enkelt er det. Og med ét lykkes alt det, som ellers ikke lykkes i dansk film. Pludselig sker det. Skruk sker. Så bliver der sparket røv til Nisser og Chosen og fucking Rain.
Så fungerer replikkerne. Så virker dialogen. Så bliver det morsomt. Så spilles der skuespil.
Så minder Joof om sin mor på hendes allersjoveste dag, så skaber Josefine Park en helt ny Iben Hjejle/Mille Dinesen 2.0 standard, tilsat verdensklasse timing.
Syv minutter inde i seriens, S1:E1, konfronteres Parks figur med løgnene om en talrig børneflok, hun dagligt diverterer sine patienter med. ”Så du har altså ikke børn,” spørger lægekollegaen. Pause. Wait for it … Josefine Parks pegefinger sætter solen i stå … længere pause … pause, hun holder øjenkontakten … og til sidst, konstaterer hun så: ”Nej”.
Og, nej, der er ikke et øje tørt. Syv minutter inde og denne seer er solgt til skruk stanglakrids. Fuck – som de siger på klinikken – det er godt.
Kvaliteten holder hele vejen igennem. Scenerne, hvor Nana og Simone trøstedrikker sig pattelamme, er en af de sjoveste og mest troværdige drukscener ever i dansk film. De ligger helt mast på en sofa. ”Gider du gå ned og låse sædbanken”, spørger Joof. Pause. ”Nej”, konstaterer Josefine Park igen. Det skal ses. Og der er endda fire minutter tilbage af første afsnit.
Er du skruk, hvor er det godt! Ti stjerner ud af seks mulige som vi slet ikke giver.
Tillykke Josefine Park. Og tak Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer, jeres teamwork er lige det, dansk film har brug for. Mere, mere, mere.
Moderskab på Østerbro – og andre steder
Jeg er ikke selv mor, og jeg har ingen intentioner om at blive det, men derfor nød jeg stadig at læse Charlot Roslevs nyeste digtsamling, Jeg har dig, som langt hen ad vejen er en skildring af moderskab, og endda et moderskab fra Østerbro.
Jeg har dig forløber sig over et år med start fra barnets fødsel, hvor årstiderne, måned for måned, er brugt til at beskrive moderskabet med alt hvad dét indebærer. Det ville normalt ikke have fanget min barnløse-interesse, men dette formår Roslev alligevel, og i høj grad, med denne samling.
For Roslev berører ikke kun moderskabet. Roslev har stærke beskrivelser og et generelt udtryk i sine ord, der er med til at aftabuisere både psykisk sygdom og misbrug på allerfineste vis. For slet ikke at tale om den kvalmende, kvælende og ulidelige almenhed, der hvisker os dagligt i øret, om vi vil det eller ej.
Charlot Roslev skriver på side 55:
”Og hvad ville der mon ske hvis jeg satte mig ned midt på Østerbrogade og begyndte at græde udover dem alle sammen”
Til dette kan jeg kun sige: Det har Roslev allerede gjort med denne fine samling, så nu håber vi bare på, at vandstanden stiger op i stuerne til de andre fruer på Østerbro. De ville have godt af det.
Jeg har dig er Roslevs tredje digtsamling. Digtene er illustreret med kærlig hånd af Klaus Albrectsen. Jeg har dig kan købes i boghandlere og lånes på biblioteket.
Helt godnat: reading af Det er så det nye
Jeg vil på dette punkt tillade mig at være taknemmelig for corona, for det var nærmest i trods mod nedlukningen, at Teatret ved Sorte Hest lukkede dørene op for Godnathistorier for Nabolaget. Dengang med blot 10 officielle publikummer jf. forsamlingsreglerne og udendørs selvfølgelig.
Nu er det så blevet sommertradition, og vi kan heldigvis sidde lidt flere (omkring 50 og ofte flere stående) og en del tættere og nyde aftenens forestilling. Den 8. juni gjaldt det en reading af Det er så det nye med de 3 skuespillere, Morten Holst, Josephine Raahauge og Lars Knutzon, der tidligere medvirkede i opførelsen på teatret.
Det blev det bestemt ikke mindre morsomt af, med indskudte regibemærkninger og lidt mundhuggeri skuespillerne imellem, når en replik glippede, eller de bladede om på en forkert side.
Dertil kommer, at teatret åbenbart har en direkte linje til vejrguderne, så dagens gråvejr veg for blå himmel med dykkende mursejlere og solsortesang i baggrunden.
Der er flere godnathistorier med forskellige fortællere frem til 17. juni.
Damegarden er på spil igen
Kom og vær med. Glæden ved at spille teater ved kiosken i Lorrys have er åbenlys, og de to forvoksede pigegardere Signe Birkbøll og Ragnhild Kaasgaard lokker med begejstring publikum ind på bænkene under kastanjetræerne, inden de for alvor går i gang.
Rammefortællingen handler om, at de blev væk fra den store pigevardefestival i starten af 70’erne og har fulgt ordren om at mødes ved kiosken. I de mellemliggende år har de så samlet historier op.
Det handler både om ofrene for pesten i 1711, og kildekonen i Søndermarken i 1812, og lille Kaj, der både blev brandmand, artist og musiker på Lorry, om ”damen i rødt” og om Frederik IV og hans affære med Anna Sophie Reventlow. Det er disse skæbner, der giver titlens Stille stemmer.
Alt sammen bliver illustreret med effektiv brug af et par trappestiger som eneste rekvisitter. Altså bortset fra Signes triangel og Ragnhilds tuba … og en bortkommen tamburstav.
Stille stemmer er en smuk halvtimes pause fra hverdagen med gode fortællinger, hvor børnene får fantasien i spil. Fortalt med et blink i øjet, der sikrer, at forældre og bedsteforældre griner med. Og klapper i takt til ”elefantmarchen” fra Disneys Junglebogen.
Tønder-pigen taler ud i ny bog
“Hvor mange gange bollede din far dig? Hvor mange fremmede fik lov? “. Det er hård kost at læse om det tilbagevendende spørgsmål, der møder 28-årige Zandra Berthelsen.
I årevis er hun blevet reduceret og brændemærket som “pigen fra Tønder-sagen.” Danmarks mest omfattende sag fra 2005 om seksuelt misbrug af børn. For første gang fortæller hun i detaljer sin egen version om, hvad der foregik fra hun var 3 år frem til tvangsfjernelsen som 11-årig. Derefter om plejeforældre, bosteder, selvmordsforsøg og stofmisbrug.
Det er voldsomt, og ja faktisk ubærligt at læse om. Men Zandra konkluderer på flere af siderne, at fx min og omgivelsernes “lidelsesforskrækkelse” intet hjælper. Tværtimod. Det, vi andre ikke kan rumme, arbejder hun netop med at rumme. Sygeliggørelsen i de sidste 17 år har været en “spændetrøje”. Som hun skriver et sted: ”Det er jo ikke mig, der er syg. Det var dem, der gjorde de ting ved mig!”
Drømmen om normalitet og accept fylder alt. Og selvfølgelig håbet om en ny voksen-identitet. Pigen fra Tønder-sagen er her jo endnu, som titlen pointerer. Jeg håber inderligt, meget inderligt, at sensationspressen ikke bare “skræller” bogen for gruopvækkende overskrifter og clickbait. Denne bog er en del af Zandras kamp. Sluk ikke håbet!
Iggy Pop – Godt for sjæl og dødsangst
Rå som aldrig før, af vildt kød og blod, stod han der, Iggy fucking Pop. Rendyrket, prustende og i live som rock’n’rollens kødædende kronhjort. Iggy Pop fik midaldrende mænd og kvinder som sild i en tønde til opføre sig som om, de ikke ville dele deres ”fredagsslik” en søndag aften i et komplet udsolgt Falkoner på Frederiksberg.
Det eneste opgivende ved Iggy var huden omkring hans vilde og ustyrlige korpus, som nok i virkeligheden heller ikke er opgivende, men derimod blot lige så insisterende på at holde fast, som hans egen Lust For Life er for at slippe fri. Gudskelov for det!
Vi fik klassikere som ”Lust For Life”, ”Nightclubbing”, ”The Passenger”, vi fik lidt af det nye og vi fik, til egen store begejstring, en uventet og generøs håndfuld fra Stooges-tiden i form af ”Gimme Danger”, ”I Wanna Be Your Dog”, ”Search And Destroy” og ”Sick Of You”. Det var en fremragende koncert, hvor den 75-årige Iggy satte barren højt.
Noget andet var lyden og udsynet. Men det gjorde ikke noget. Eller jo, det gjorde det, i høj grad. At booke Iggy til et venue som Falkonersalen begriber jeg ikke, men jeg vil ikke brokke mig af den grund. Det var Iggy Pop, og det var godt for både sjælen og dødsangsten. Iggy kan endnu, mildt sagt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her