KULTURLISTEN – Kulturlisten har været i Pantomimeteatret, på togt med Nikolaj Kirk, på feltarbejde med Rane Willerslev og sunget med, når Miho Hazama har nyfortolket sangskattens evergreens, alt sammen på DR. Vi har læst Hans-Peter Madsen og Cecilie Lolk-Hjort i Tydelige tegn #03, set Mads Nissens vinderbilleder på World Press Photo i Zürich, glædet os til arkitektur-biennalen i Venedig og set Elle Fanning brillere i tredje sæson af The Great. I denne uge er kulturlisten skrevet af Niels Olsen, Mikkel Stolt, Inger Tejlgaard Olesen Ravn, Connie Bork og listeredaktør Claus Ankersen.
DR i viking
Vikingerne er brandvarme. Det har de nu været i flere år, og det vrimler med stort opsatte serier som Vikings og The Last Kingdom på Netflix, bøger (jf. sidste uges anmeldelse af Oldtidens Skibe) og museumsudstillinger om vikingerne.
Nu har DR taget tråden op med Togtet – en tv-serie, hvor museumsinspektør Jeanette Varberg (udlægger teksten) og kok Nikolaj Kirk (står for vikingemaden) sekunderes af en gruppe professionelle sejlere i forsøget på at følge i vikingernes kølvand tværs over Atlanterhavet.
Turen går fra København i sejlbåden Roselina (med et noget højere komfort- og sikkerhedsniveau end vikingernes) via Norge, Shetlandsøerne, Færøerne, Island og Grønland til Newfoundland.
Nationalmuseets direktør Rane Willerslev er taget på parallelt feltarbejde i bl.a. Norge og England for at afdække, hvad der drev de nordiske vikinger ud på deres ekstremt farefulde færd tværs over Nordatlanten i åbne, klinkbyggede sejlbåde – uden at være helt sikre på, hvor de sejlede hen, og hvad der kunne ske. Altså: Den totale modsætning til velfærdssamfundets konstante tryghedsoptimering.
Indtil videre er der kommet en underholdende og velformidlet serie ud af DR’s anstrengelser. Vi følger dramaet i nutid til søs (høje bølger, stiv kuling, søsyge, navigationsproblemer) parallelt med Willerslevs undersøgelser, hvor norske og engelske fagfolk udlægger teksten og sætter togtet i historisk perspektiv.
Det mest fascinerende er næsten beskrivelserne af vikingernes dødsforagt, der nærmer sig en aktiv søgen efter det hinsides; som viking skulle man helst dø ung og i kamp. Gamle, overlevende vikinger havde man kun foragt tilovers for. De blev angiveligt ydmyget, spyttet på og levede miserable liv i udkanten af fællesskabet. Der var jernjustits i vikingesamfundet – tiden før det gode seniorliv med golf og hvidvin kom på mode.
Ny pantomimeballet i Tivoli: Med Harlekin i hælene
Ude godt, hjemme bedst synes også på et metaplan at være overbevisningen i Tim Rushtons nye pantomimeballet med samme titel, hvor den prisbelønnede og anerkendte koreografs kunstneriske rejse har bragt ham fra en stilling som balletdanser Det Kgl. Teater via mange år som kunstnerisk leder af samtidsdanseensemblet Dansk Danseteater og til det traditionsrige, konventionsbundne Pantomimeteater i Tivoli.
Her har han skabt en lille dansant intrige på 30 minutter, hvor Kassander bortfører sin yndige datter, Columbine, for at undslippe hendes maskerede tilbeder, Harlekin. Turen går – med den letfodede Harlekin i hælene – helt til Frankrig, men hverken sindsoprivende cirkuskunster eller gavmilde gourmetoplevelser er sluttelig nok for den vrantne pater familias, der giver op og vender hjem til hverdagens velsignelser.
Rushtons vellykkede, velkomponerede pantomime med 18 medvirkende indeholder alle de kendte karakterer og elementer, der kendetegner teatrets historiske tradition – de ældste pantomimer har rødder, der er over 200 år gamle – men er samtidig nænsomt nyskabende i sin energi: I en frisk sømandsscene får den eksempelvis hele armen.
Pantomimeorkestret blev for år tilbage sparet bort, og det er en evig skam, men som båndet underlægningsmusik bruger Rushton her et festligt medley af musik af Hummel, Weber og Haydn, der sætter et rapt tempo og løfter stemningen i den gamle have.
Hun roder med den danske sangskat – og det må hun fandeme godt
Komponisten Miho Hazama er chefdirigent for DR Big Band, og hun er hovedpersonen i denne serie, hvor hun skal genfortolke og arrangere en kendt, dansk sang til orkestret.
Og det er sådan set bare blevet til noget af det bedste (jazz)musik-tv, jeg nogensinde har set, og jeg er misundelig over, at det ikke er mig, der har lavet det.
Nuvel, alle programmerne er lavet over en skabelon, men det er en skabelon kreeret til lejligheden, og den tager os eksemplarisk gennem hver sangs musikalske egenart, over tekstens betydning og Hazamas begavede, musikalske overvejelser til det endelige ret suveræne resultat.
Det hele er lavet med eftertanke og lækkerhed for øje, og det er nørdet, humoristisk, lærerigt og swingende. Jeg har vanen tro et par små anker, men det kan vi altid tage over en øl.
Sangene er udvalgt af orkestrets saxofonist, Hans Ulrik, og er ”Jeg er havren”, ”Kloden drejer stille rundt”, ”Den blå anemone”, ”Det er hvidt herude” og ”I skovens dybe stille ro”. I hvert program deltager desuden en ’ekspert’, der giver Hazama et indblik i tekstens udspring og betydning, og det, som på papiret lyder lidt søgt, er virkelig berigende lavet.
Jeg har allerede set programmerne to gange.
Tids-skrift til tiden: Tydelige tegn #03
I selve ordet tidsskrift ligger, at det er tiden, der skriver. En tanke, det nok er værd at opholde sig ved: For mennesket i almindelighed gælder, at vi er mere den tid, vi lever i, en synkronicitet, end vi er os selv.
Det store pendul svinger på tværs af individet, fra den ene ekstrem: det rationelle, til den anden: det følelsesfyldte. Vi svinger mellem fællesskab og individ, fra oplysningstid til romantik, fra det moderne gennembrud til modernisme, og aldrig er vi helt i stand til at frigøre os og se med planetarisk blik på begivenhederne i og omkring vores liv.
Gid vi kunne, men så ydmyge er vi.
Tydelige tegn nr. 03 er ude med et temanummer: ”Teknologi og fremtid”.
Det er fine forfattere, der byder ind: Jacob Skyggebjerg og Hans Peter Madsen, blandt andre, og stemningen er forudsigeligt mørk – for forfattere har det jo med at skrive fra det pessimistiske hjørne, når der ikke tages afsæt i netop en selvironiserende, ydmyg forundring:
”Når dronerne tegner på den sorte himmel, ligner den en flad hvælving uden noget bagved. Jeg begynder næsten at overveje, om Jorden mon ikke også er flad.” Drone, Cecilie Lolk Hjort.
Urfortællingen om at være udenfor
Da jeg er i Zürich, ser jeg World Press Photo på National Museum Zürich, hvor den kan ses indtil den 4. juni 2023. Udstillingens hovedtemaerne er klima, krig og konflikt, men også opfindsomhed og skønhed.
Fotografierne er pillet ud af aviserne, hvor billederne optræder sammen med tekst og er prioriteret af redaktionen. Her præsenteres fotos i deres egen ret. Som tilskuer får jeg uforstyrret adgang til selve strømmen af billeder. Det opleves som meget mere ærligt at være så tæt på selve billedprocessen.
Den danske fotograf Mads Nissen har taget et foto af kvinder, der tigger foran et bageri i Kabul, Afghanistan. Fotoet optræder i mandshøj størrelse på udstillingen, og hvorfor gør det så stort indtryk?
Mads Nissens billede er arketypisk – en urfortælling om, hvordan det er at være udenfor. På fotoet genkender vi grænsen, muren mellem indenfor og udenfor. Mellem dem, der har deres på det tørre og de hjælpeløse udenfor. Det giver mindelser om andre uoverstigelige mure: Både kendt fra litteraturen i H.C. Andersens eventyr om Den lille pige med svovlstikkerne – og fra den politiske virkelighed med Berlinmuren, som blev væltet i Tyskland i 1989.
Fotoet ligner et maleri med det ulmende, lune lys inde i bageriet. Det er smukt og dragende, samtidig med at grænsen mellem inde og ude er så ubønhørlig. Det hårde skel mellem heldige og uheldige i verden består stadig. Mads Nissen har skabt et foto, som rummer begge sider af konflikten. Barmhjertigheden og udelukkelsen.
Arkitektur om kystlandskaber i en synkende by
Overvejer du et smut til Venedig i disse dage, kunne timingen næppe være bedre. Lørdag den 20. maj åbner arkitekturbiennalen og med den – den danske Pavillon.
Pavillonens udstilling Coastal Imaginaries udforsker naturbaserede designløsninger for fremtidens kystlandskaber og giver konkrete løsninger på at leve med stigende havniveauer og stormfloder forårsaget af klimaændringer. Kurator for Danmarks bidrag, Josephine Michau, kalder Coastal Imaginaries for ”et laboratorium for håb i en verden af viral håbløshed” med reference til den samlede biennales overordnede titel ”The Laboratory of the Future”, som er givet af hovedkurator Lesley Lokko.
Coastal Imaginaries er opbygget som en kollektiv og kollaborativ indsats med bidrag fra arkitekter, forskere og kunstnere. Den danske landskabsarkitektvirksomhed Schønherr har udarbejdet en ny strategi for byen, ”Copenhagen Islands”, hvor den klassiske byplanlægning fra 1947 er afløst af en byudvikling baseret på de holme, der opstår i et delta mellem havvand og regnvand.
I udstillingen præsenteres indsigter fra forskningsprojektet ”Danske byers tilpasning til havvandsstigning – nye løsningsrum” i tegninger og modeller. Der vises også eksempler på arkitekttegnede løsninger på film og prototyper fra uddannelsesprogrammet ”Architecture and Extreme Environments” fra kandidatuddannelsen på Det Kongelige Akademi.
Pavillonen viser også en dramatisk iscenesættelse af et fremtidigt kystlandskab skabt af scenograf Christian Friedländer, som giver besøgende en sanselig oplevelse af klimaforandringerne 1:1. Hvis det ikke er nok, kan du jo gå en tur i Venedig og sanse den synkende by.
Årets sjoveste udstyrsstykke: Elle Fanning er tilbage som Katarina den Store i The Great
Det er svært ikke at blive lidt forlibt i hovedpersonerne i den nådesløst morsomme og skarpslebne HBO-serie om Katarina den Stores kvababbelser ved hoffet i 1700-tallets Rusland.
Fabelagtige Elle Fanning og Nicholas Hoult fyrer den hæmningsløst af som Katarina den Store og Peter 3. i tredje og bedste sæson af The Great, der er australske Tony McNamaras fuldkommen fantastiske kvasi-historiske udstyrsstykke af en fiktionsserie, som kan ses på HBO netop nu.
På et tidspunkt sidder de to umage ægtefæller og sludrer i et skab, hvor kejserinden netop har taget en lille én på dopeøjet. De diskuterer, hvad de skal stille op med en hob illoyale venner, som imens bevogtes af livvagter i slotsparken og afventer kejserindens dom. Hun kan ikke bestemme sig for, om hun skal skyde dem eller lade dem prøve lykken mod et par sultne brune bjørne og spørger sin elskede Peter til råds.
Hvad ville du gøre, smiler hun sjældent rådvildt? Her er Hoult i sit es som den grænseløse og grænseløst morsomme kejserindegemal. Han lyser op som en tusind watts pære, når det handler om mad eller vold, og skal ikke tænke længe, inden han svarer sin hustru: “Well, først ville jeg skyde dem, så ville jeg lade bjørnene æde deres kød, hvorefter jeg ville lave små huse af knoglerne, som jeg så ville dele ud til hoffet.” Den kan vi godt lade stå et øjeblik. Seriens tredje sæson har foreløbigt scoret 100 på Rotten Tomatoes. Det er ikke en tomat for meget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
