INDIEN OG PAKISTAN // BAGGRUND – Et terrorangreb i Kashmir har igen bragt Indien og Pakistan på kanten af krig. I går angreb Indien pakistansk territorium som gengældelse. Samtidig bliver de delte vandressourcer endnu en gang bragt i spil som pressionsmiddel, selvom landene har en fælles aftale. Men måske er denne aftale ved at være en del af problemet – for den forholder sig ikke til nogle af de største trusler mod Indusbassinet.
Kashmir kan oversættes til ”land udtørret for vand”.
Ifølge mytologien var området engang dækket af en stor sø. Vismanden Kashyapa sørgede for at tømme søen, så egnen blev beboelig. Der er imidlertid stadig masser af vand i det bjergrige terræn nord for Indien og Pakistan. Fra de isklædte tinder på kanten af Himalaya flyder nemlig store mængder af friskt ferskvand. Mellem de stejle klipper har vandmasserne gennem millioner af år skåret sig igennem landskaberne. Her flyder floderne. De fører vandet længere nedad, ned mod Punjab, der er Pakistans ”brødkurv”.
Forrige tirsdag blev 26 turister dræbt i byen Pahalgam, der ligger lidt øst for Kashmirs sommerhovedstad
Pakistans økonomi er i høj grad afhængig af landbruget, fordi landet er en stor eksportør af eksempelvis hvede, ris, sukkerrør og bomuld. Mange af disse afgrøder er ”tørstige”. De kræver store mængder vand. Vandet til landbrugsmarkerne kommer fra gletsjerne i Kashmir, men det flyder først gennem territorier kontrolleret af Indien.
Netop dette vand er kernen i fjendskabet mellem Indien og Pakistan. Det betyder ikke nødvendigvis, at alt ville være perfekt mellem de to lande, hvis striden om de værdifulde vandmasser blev løst. Men uden udfordringen med det livsnødvendige ferskvand ville der ikke være den store årsag til at opretholde et fjendskab, der nu har varet i mere end 70 år.
De to lande har indgået en aftale om deling af vandressourcerne, kaldet Industraktaten. Den fungerer, og den er blevet overholdt i mange årtier. Men den har ikke løst problemet på en bæredygtig og langtidsholdbar måde. Derfor fortsætter rivaliseringen mellem nabostaterne med baggrund i kontrollen med Kashmir, en rivalisering, der til tider ender i blodsudgydelser og voldsomme trusler mellem to atombevæbnede nationer.
Forrige tirsdag blev 26 turister dræbt i byen Pahalgam, der ligger lidt øst for Kashmirs sommerhovedstad, Srinagar. Byen er placeret i Jammu og Kashmir, der er kontrolleret af Indien, men den indiske dominans over regionen er ikke anerkendt af Pakistan. En oprørsgruppe har taget ansvaret for angrebet, men Indien beskylder Pakistan for at have forbindelse til angrebet. Inderne har i mange år anklaget de pakistanske myndigheder for at støtte forskellige oprørsgrupper i regionen.
Pakistanerne har på deres side længe krævet en folkeafstemning om Kashmirs tilhørsforhold. Kravet stammer tilbage fra delingen af Indien og Pakistan efter uafhængigheden fra det britiske kolonistyre i 1947. De to lande blev delt – ret klodset, vil mange sikkert mene – ud fra de religiøse tilhørsforhold. Stater med et flertal af muslimer kom til at høre ind under det nye Pakistan (og Øst-Pakistan, det nuværende Bangladesh), mens områder med flest hinduer blev en del af Indien. I Kashmir var der flertal af muslimer, men den daværende maharaja, Hari Singh, fik frihed af briterne til selv at vælge. Efter den første Kashmir-krig mellem Indien og Pakistan valgte han at lade fyrstedømmet blive en del af Indien, dog med udpræget selvbestemmelse indskrevet i Indiens forfatning.
Konflikten mellem Indien og Pakistan handler i høj grad om de delte vandressourcer
Pakistan henviser til tider til demografien, når den afviser den indiske kontrol med Kashmir. Da landegrænserne andre steder blev bestemt af den religiøse demografi, ville det betyde, at Kashmir retmæssigt skulle være en del af Pakistan. Med delingen af Indien og Pakistan ud fra religiøse skel er konflikten mellem de to lande ofte blevet portrætteret som en konflikt mellem hinduer og muslimer. Samuel P. Huntington fremhævede den da også i sin berømte bog Clash of Civilizations, der udkom i 1990’erne, men fik en øget popularitet efter terrorangrebet den 11. september og USA’s efterfølgende krig mod terror.
Men er de to nabolande vrede på hinanden, fordi deres befolkninger har forskellige religioner? Hvorfor skulle de egentlig være det? Konflikten handler snarere om en livsvigtig ressource. Uden rindende ferskvand fra floderne, ingen mad. Indien er med kontrollen over Kashmir i stand til at lukke ned for Pakistans vand, og det kan føre til en katastrofe. En af de allerførste vandkriser mellem de to lande foregik i 1948, hvor inderne lukkede for nogle kanaler, der førte vand fra floderne over grænsen til Pakistan. Dengang var den amerikanske diplomat David Lilienthal, der senere skulle få en afgørende rolle i udarbejdelsen af Industraktaten, på et besøg i den pakistanske by Lahore.
”Ingen hær med bomber og granatild kunne ødelægge et land så eftertrykkeligt, som Pakistan kunne blive ødelagt med den simple handling fra Indien om permanent at lukke kilderne til det vand, der holder Pakistans marker og mennesker i live,” bemærkede han ved den lejlighed.
De fem floders land
Punjab betyder ”De fem floders land”. Navnet henviser til floderne Beas, Ravi, Sutlej, Chenab og Jhelum, som alle løber ud i den mægtige Indusflod. Indusfloden er over 3.000 kilometer lang og løber fra de høje tinder i Kashmir og gennem noget tørrere forhold i Pakistan. Den munder ud i det store Indusdelta ved den pakistanske storby Karachi.
Floden nærer en masse liv langs sit løb, både over og under vandoverfladen. Den er hjem for en art af de sjældne floddelfiner, indusdelfinen, den store fisk slangehovedfisk, der kan blive op til halvanden meter lang og veje 20 kilo, samt Pakistans nationalfisk, den gyldne mahseer. Over vandoverfladen nærer den store flod dyrelivet på land. Indusdeltaet er et internationalt anerkendt Ramsar-område, et vådområde, der er afgørende for trækfugle på deres lange rejser.
Den tidligere britiske koloni Britisk Indien blev delt i to ved uafhængigheden i 1947. 13 år senere blev Indusbassinet på tilsvarende kirurgisk vis delt i to dele af Industraktaten. Kort sagt giver aftalen Pakistan ret til vandet i de tre vestlige floder, Indus, Chenab og Jhelum, mens vandstrømmene i Beas, Ravi og Sutlej tilfalder Indien.
Aftalen er blevet kaldt en af verdens mest succesfulde aftaler om delte vandressourcer. Den har fungeret og er blevet overholdt med de meget konkrete og detaljerede beskrivelser af, hvad hvert land har ret til med vandet i bassinet. Er der uenigheder, kan landene tale sig til rette i et fælles forum, som aftalen etablerer. I sidste ende kan uenighederne løses med en uafhængig mægler, hvis en af parterne kræver det. Industraktaten fungerer. Alligevel er den skrøbelig af flere årsager. Den bliver meget ofte en del af den fjendtlige retorik, når uenighederne fører til blodsudgydelser mellem de to lande.
Efter det seneste angreb har Indien ifølge det indiske medie The Hindu meldt ud, at man midlertidigt vil suspendere Industraktaten, så myndighederne i første omgang ikke længere vil dele data om flodens løb, hvilket ellers er krævet af Industraktaten. Denne vigtige deling af data kan eksempelvis sikre forebyggende tiltag, hvis der er risiko for enten oversvømmelse eller tørke.
I dag presser klimaforandringer sig igen på ved den store flod. Det samme gør massiv forurening, overudnyttelse samt tab af natur og biodiversitet
Det er ikke første gang, at Indien truer med konsekvenser, der vedrører Industraktaten, når der har været angreb fra oprørsgrupper i Kashmir.
”Blod og vand kan ikke flyde samtidigt,” lød det eksempelvis fra den indiske premierminister, Narendra Modi i en reaktion på et angreb på en indisk militærpost i Uri, en by tæt ved grænsen mellem den indiske og pakistanske del af Kashmir, i 2016.
Det viser den måde, aftalen bliver brugt på i tilspidsede situationer. Indien henviser i disse situationer – mere eller mindre direkte – til en indisk udtræden af aftalen som en form for afstraffelse eller gengældelse. Til gengæld er reaktionen fra Pakistan typisk, at en indisk udtræden af Industraktaten vil svare til en ”en krigserklæring”. Med Lilienthals kommentar i baghovedet er det måske ikke så underligt, at retorikken bliver så hårdkogt, men det illustrerer ganske klart, at Industraktaten ikke endegyldigt har løst problemet, som mange ellers antager.
Konflikten mellem Indien og Pakistan handler i høj grad om de delte vandressourcer, fordi den handler om den aftale, de har indgået om dem. Heldigvis falder tingene normalt til ro igen efter eskaleringer. Floderne flyder videre, og afgrøderne kommer i hus. Industraktaten består, normalt.
Indusdelfinen og andet liv ved Indusfloden lider
I det østlige Pakistan syd for storbyen Lahore ligger den lille by Harappa. Byen har i dag nogle tusinde indbyggere, men den var en af hovedbyerne i den avancerede Harappakultur, bedre kendt som induskulturen. Induskulturen havde sin storhedstid fra omkring år 2700 før vor tidsregning. Civilisationens skriftsprog er endnu ikke tydet, men arkæologer har afsløret en avanceret civilisation med store evner i byplanlægning og offentlige vandsystemer. De fleste huse i de urbane centre havde således eget toilet og bad, og mange af husene var knyttet til et kloaksystem.
For omkring 4.000 år siden begyndte det at gå ned ad bakke for induskulturen, som havde blomstret i en periode på omkring 700 år. Arkæologer ved, at folk begyndte at migrere fra Harappa og de andre urbane centre for at søge mod kanten af Himalaya. Her anlagde de små landbrugsbaserede landsbyer, som stod i skarp kontrast til de store byer i civilisationens storhedstid. Ifølge nyere forskning fandt migrationen sted samtidig med en periode, hvor monsunregnen blev svækket, hvilket medførte lange perioder med tørke. Samtidig viser arkæologiske fund, at indbyggerne ændrede adfærd i perioden. Ud over migrationen mod bjergene blev der satset på andre afgrøder, herunder hirse, der bedre kan modstå tørke. Klimaforandringer har sandsynligvis bidraget til induskulturens forfald.
I dag presser klimaforandringer sig igen på ved den store flod. Det samme gør massiv forurening, overudnyttelse samt tab af natur og biodiversitet. Induskulturen var blandt de første, der byggede et stort system af kanaler, diger og dæmninger i flodbassinet. Siden blev det udbygget, ikke mindst af briterne, der i 1850 igangsatte et arbejde med at udbygge og renovere systemet. Det er blevet til verdens største kunstvandingssystem, men de mange barrierer og hindringer er en stor plage for dyrelivet, som ikke længere kan bevæge sig frit.
Indusdelfinerne har mistet omkring 80 procent af deres tidligere frie territorier med de mange forhindringer i floden. De omkring 2.000 floddelfiner er dermed blevet delt op i små isolerede grupper langs floden. Også Pakistans nationalfisk, den gyldne mahseer, er blevet en truet art. På land falder bestandene af ikoniske og sjældne dyrearter som sneleoparden, kravebjørnen og markhorgeden. Samtidig er forureningen massiv. Indusfloden er fyldt med plastik, pesticider, spildevand og skrald. En af Punjabs ”fem floder”, Ravi, der flyder forbi ruinerne af det gamle Harappa, er i årtier blevet forurenet med spildevand og pesticider, som stort set har tilintetgjort fiskebestanden og fået fuglene til at fortrække sig fra området.
Mange eksperter peger på, at Industraktaten er forældet. Den blev indgået af parterne i 1960. Siden da er befolkningen i Pakistan vokset fra knap 46 millioner mennesker til lidt over 240 millioner i 2023. Nabolandet Indien blev i 2023 verdens mest folkerige land, da befolkningen er steget fra omkring en halv milliard i 1960’erne til mere end 1,4 milliarder i dag. Floden skal dermed nære livet for flere mennesker, og mere skrald ryger direkte i floden, udfordringer, som Industraktaten ikke beskæftiger sig med. Tværtimod har den måske bidraget til naturødelæggelser.
Klimaforandringer er ikke nævnt i traktaten, da det ikke var et væsentligt emne i 1960
Aftalen deler et enormt, sammenhængende flodbassin mellem to lande. Dermed skærer den kunstige grænser på tværs af levende økosystemer. Indien og Pakistan har med Industraktaten accepteret en deling, der kan sammenlignes med Salomons dom om at splitte det kære barn i to uden at tage det store hensyn til barnets tarv.
Den deler de værdifulde ferskvandsressourcer op i to portioner, landene kan udnytte, som de selv ønsker. Det har de gjort. Hele Indusbassinet er udnyttet til det yderste, mens det bliver brugt som en losseplads. Forurening indgår blot i en enkelt paragraf, der nævner, at parterne bør gøre deres yderste for at forhindre forurening. Det vil de nok til enhver tid sige, at de har gjort, uanset hvor meget spildevand der ender i flodernes ferskvand.
Klimaforandringer er ikke nævnt i traktaten, da det ikke var et væsentligt emne i 1960. Heldigvis er tinderne i Himalaya, hvor vandet stammer fra, stadig modstandsdygtige mod afsmeltningen på grund af de store højder, men flodstrømmene bliver mere uforudsigelige. I august 2021 var Pakistan udsat for en kæmpe katastrofe med enorme oversvømmelser. Ifølge en opgørelse blev 8 millioner mennesker i den forbindelse fordrevet, mens 1.700 blev dræbt. Landbrug og infrastruktur blev udsat for massive skader.
Uden at beskæftige sig med klimaforandringer, tab af natur og biodiversitet eller forurening trænger Industraktaten til en opdatering, men de to lande har stort set ingen tillid til hinanden. På den positive side arbejder Pakistan med et storstilet projekt ved navn Living Indus, der skal genoprette den forsømte flod. Projektet er blevet et af FN’s syv ”flagskibsprojekter” i et årti, der officielt er udråbt til ”Årti for genopretning”. Living Indus er sammensat af 25 overordnede indsatser, herunder plastik-frie byer, flere beskyttede områder, bæredygtig turisme, byskove langs floden samt bedre håndtering af grundvand.
Meget sigende er Indien ikke en del af projektet. Industraktaten deler, men ansporer ikke i særlig høj grad til samarbejde. Derfor har aftalen heller ikke det fredsskabende potentiale, som nogle eksperter mener, at aftaler om delte vandressourcer rummer. Nyere aftaler fra 1990’erne, herunder Mekong-Kommissionen og Nile Basin Initiative, har netop fokus på klimaforandringer, bæredygtig udvikling og at skabe samarbejde om håndtering af floderne.
Industraktaten bliver ofte prist af analytikere. Det er ganske givet velfortjent, men den har også sine mangler. Mange nævner, at Industraktaten er en succes, fordi den har overlevet flere krige mellem de to nationer. Man kunne med samme ret sige, at den har fejlet, da den ikke har forhindret disse krige.
Den har heller ikke hindret overudnyttelse, massiv forurening eller sikret beskyttelse mod klimaforandringer. Eller sørget for beskyttelse af de mange arter, der lever i og ved floden. Men der er ikke noget alternativ til aftalen i dens nuværende form, så længe forholdet mellem landene er så fjendtligt. Dermed kan de to nabolande forsætte deres kamp om de døende floder.
Artiklen består af udpluk af pointer fra et kapitel i en kommende bog, ”Kampen om floderne – Klima, konflikt og samarbejde langs verdens store floder”. Den beskæftiger sig med konflikter ved Jordanfloden, Indusfloden, Eufrat og Tigris, Nilen samt Mekongfloden.
Bogen præsenterer flodernes geografi, hydrologi, natur og sundhedstilstand, herunder påvirkning fra forurening og klimaforandringer. Samtidig gennemgår den aftalerne om de delte vandressourcer eller forhandlinger og synspunkter i de tilfælde, hvor aftaler ikke er indgået.
For tiden er der aftale om medudgivelse af bogen med et forlag, og Thomas Jazrawi er i færd med at søge støtte til udgivelsen. Hvis alt går vel, skulle den være klar på bogreolerne i september.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og