KULTURLISTEN – I denne uge har Kulturlistens anmelderkorps været i teateret, til fodboldkamp, læst essay om at blive ældre af Åse Schmidt, en ny fagbog om søfart i oldtiden og Ia Genbergs oversatte bestseller, Detaljerne, ligesom vi har set Paul Thomas Andersons kortfilm Anima og genset klassikere af svenske mester-filmskabere. I denne uge skrives listen af Steen Blendstrup, Ole Blegvad, Niels Olsen, Connie Bork, Inger Tejlgaard Olesen Ravn og Mikkel Stolt.
På pletten i provinsen
To prominente borgere skal begraves. Århundredets storm er under opsejling. Et jalousidrama skal oprulles, og der kæmpes om magten i menighedsrådet, mens tradition og nye trends kappes. Og det bliver alt sammen dækket af lokalradioen i programmet På Pletten.
Vi befinder os i en mindre købstad i provinsen (en virkelig, ikke den fra Ekspedienterne), hvor lokalradioen afvikler På pletten i blomsterbutikken Valmuen midt i byens ”pulserende centrum”, for nu at bruge værternes overdrivelser.
Forestillingen er baseret på en podcast om en virkelig by på Vestsjælland, og Tobias Trier og Winnie Kristine spiller alle roller – inklusive de lokale bands, der fremfører deres halbal-hits. Eminent velegnede til at synge med. Det styrker sammenholdet.
Der er en kærligt parodisk tone i På pletten. I sangene, men også i æteren. Der sker ikke så meget i disse mindre byer, så små nyheder bliver store i lokalradioen. Sandsynligvis kender lytterne dem, det handler om. De har måske endda været kærester.
På pletten er et snapshot af lokalsamfundet. Af let karikerede, men alligevel troværdige personer og deres intriger. Løst improviseret på en uges tid, men med humoristisk og musikalsk overskud. Måske mere show og performance, men alligevel med en klar (og let forudsigelig) dramatisk kurve.
Evita på Aarhus Teater: Der skal to til tango
Aarhus Teater runder en stærk sæson af med musicalen Evita på Store Scene. Historien om Eva Duarte, der gik fra at være en fattig tredjerangsskuespiller til at blive gift med Argentinas præsident Juan Perón. Hun døde i 1952, 33 år gammel.
I 1978 var der premiere på Tim Rice og Andrew Lloyd Webbers musical, der fremstillede Eva Perón med lige blanding kynisme og menneskelighed. Den dobbelthed er taget med ind i Sara Cronbergs iscenesættelse, hvor Sara Viktoria Bjerregaard spiller titelrollen med elegance og sangpragt, mens Emil Prenter med samme suverænitet spiller den kritiske fortæller, Che. De er omgivet af noget, der minder om et dream team af dansere, sangere og musikere.
Vi er forvænte med store og prætentiøse opsætninger på Aarhus Teater. Det får vi igen. Især er åbningsscenerne til både første og andet akt spektakulære – sublim scenekunst.
Men, men, men. Der skal to til tango. Form alene gør det ikke. I en tid, hvor der er speed på diversitet, så fremstår historien om Eva Perón uden 2023-appel (formentlig kender ingen af de cirka 700 premierepublikummer navnet på Argentinas nuværende præsident?)
Hvor længe skal Evita-myten være fortællingen om Argentina? Diversitet i tango-trinene, tak.
Til tjeneste: 11. time for de varme hænder
Der er virkelig ikke noget sjovt ved, at velfærdssamfundet er ved at kollapse på grund af manglen på ”varme hænder”. Men når man spærrer en pædagog, en jordemoder og en sygeplejerske inde i Rådhustårnet sammen med en nervøs akademiker, så bliver det skarp satire i Til tjeneste.
Budskabet er klart feministisk. Alle fire professioner er repræsenteret ved en kvinde. Forskellige steder i livet, med forskellige erfaringer, men alle fire med et nærmest tvangsmæssigt behov for at være til tjeneste. Også akademikeren, der gerne træder til, når en af rådhusbetjentene er blevet syg.
Sidstnævnte frygter, at de tre kvinder, der har forladt rundvisningen og på egen hånd har fundet op bag ved urskiven, vil skabe en politisk happening. Det er der nemlig forhistorie for. Hun kan alle fakta og anekdoter om rådhuset.
Men lemmen er smækket, nøglen er blevet væk, og snart ringes det nye år ind.
Inden for den ramme fremstår de fire kvinders historier lidt skitseagtig. Tableauer time for time, mens klokken er ved at falde i slag for velfærdssamfundet. Signe Egholm Olsens afdelingssygeplejerske, der har Ritt Bjerregaard som helt (inklusive knold i nakken), er stykkets komiske trumf. Men alle skæbner præsenteres med syrlig humor. Og en sang.
Stor ståhej for ingenting
Shakespeare fik nye fodboldben at løbe på søndag den 30. april, hvor de blå-gule fra Vestegnen gæstede de hvide i Parken, som er den største, åbne teaterscene i kongeriget. Det er her, vi finder de mest trofaste og højlydte teatergængere, her vi smider civilisationens snærende bånd, markerer Dem og Os og springer ud som frådende hulemænd.
Antropologisk set var det stammesamfundets symboler, der trådte tydeligst frem: uniformeringen i slagsange, kamptrøjer og halstørklæder, hadet til modstanderholdet og kærligheden til det påtvungne, ensrettede fællesskab. Ingen andre klubsymboler end FCK’s var tilladte – og vi sad ellers på den nogenlunde neutrale A-tribune. Men her fandtes kun ét hold, én fortælling og én loyalitet, som systematisk blev pumpet op af en manisk speakerstemme og 35.000 fanatiske struber på lægterne, der sang, at de elskede FCK og hadede BIF. Hvis nu nogen skulle være kommet i tvivl…
Deres udsendte – og muligvis også andre ikke-troende civilister – kom hverken for at hade eller nedgøre nogen, men for at nyde en god fodboldkamp mellem to sædvanligvis jævnbyrdige hold. Opleve teknisk kunnen, sportsånd og ædel kappestrid. Men fokus var et andet, og mens fanballonen blev blæst max op, jagtede vi sammen en fælles drøm om tifo- og stadionrekord og en sikker hjemmesejr over en ydmyget arvefjende.
Kampen? Den blev som at spise en skål gamle popcorn skyllet ned med lunken cola: Luft som fyld, majsflager mellem tænderne og en vammel, sødsalt eftersmag: FCK tabte 0-1, brændte et straffe og var udsøgt ineffektive foran mål. Stemningen fes hurtigt ud af stadion, der stod sølle og afklædt tilbage – ofret på populærkulturens glatte alter.
Stor ståhej for ingenting – og William spillede diskret med fra bænken.
Down Memory Lane – et usentimentalt essay om at blive gammel
Aase Schmidts essay om at ældes starter forsigtigt, men så begynder det at gå stærkere og stærkere. Den sidste tredjedel af bogen har overskriften ”At gribe ud over sig selv”, for det gør mennesker hele tiden, utrætteligt, på jagt efter den energi, som giver verden volumen. Flow gennem dagene, for forfatteren kender jo til begge yderpunkter. Bogen fanger den store bevægelse mellem ufrivillig passivitet og høj aktivitet i et liv. Episoderne afløser hinanden: At opdage saligheden ved at være på egen hånd, rejsens åbnende værdi, ordløshed overfor brudstykker af vigtig samtale, en særlig mand.
Teksten begynder at dampe af det urolige liv. Da fortælleren er lille, skal hendes morfar ikke røre ved hende. Engang tager hun hans store træsko på, hun har aldrig siden set så store træsko, men kærtegn skal han ikke forsøge sig med. Så der er en indrømmet modstand i forhold til de gamle, som giver essayet en spændvidde – for fremme ved rejsen til Barcelona, flyder det hele ud og ind mellem hinanden, farver, lugte, syner og samvær med nær familie. Forløst og medrivende.
Bogen skal læses for dens nøgternhed og alvor, men måske især fordi den er så lydhør og konsekvent, når øret lægges til. Hvad var det egentlig, der skete – og sker, når livet bliver levet?
Danmarks blå oldtid
Danmark er en søfartsnation – en maritim kæmpe med stærke rederier, dygtige søfolk og en flere tusind år gammel tradition for at besejle ikke kun de indre danske farvande, men verdenshavene. Skulle man komme i tvivl om ægtheden af den fortælling, kan man med fordel gribe til museumsinspektør Morten Ravns glimrende bog Skibe og søfart i Danmarks oldtid, som giver et gavmildt indblik i Danmarks tidlige, maritime historie – og dermed fundamentet for den søfartsnation, vi senere blev.
Fra stenalderens første paddeltag i udhulede træstammer føres vi over bronzealderens skibsteknologiske landvindinger og jernalderens moseskibe og stadig mere avancerede bådebygningshåndværk videre ind i vikingetidens Hey Days: De godt og vel 200 år fra midten af 800-tallet til Slaget ved Hastings i år 1066, hvor vikingerne sejlede, udforskede, handlede og plyndrede sig frem i verden.
Vikingetiden var bådebyggernes guldalder, heltenes, søkrigenes og erobringernes tid, og det var de sejldrevne vikingeskibe, der gjorde det muligt; som krigsskibe, handelsskibe, transportskibe og følgeskibe. Som skibe man sænkede (som fx Skuldelevskibene i Roskilde Fjord), for at spærre fjendens skibe, og som skibe man brændte med høvdingen øverst for at sikre ham en god overfart til Valhalla.
Der blev i perioden udviklet ekstraordinært kompetent sømandskab på fantastisk smukke, sødygtige, klinkbyggede skibe. Velfungerende skibsværfter sikrede det nødvendige samarbejde mellem bådebyggere, rebslagere og sejlmagere. Der kunne snildt lægges en 12-15.000 arbejdstimer i et enkelt skib. Det har krævet masser af materialer, organisering, logistik, kommunikation, mennesker, tid – og en pokkers masse praksisviden at producere skibe til de kæmpeflåder, der tog på rov i England, Irland og Frankrig og nåede så langt som Konstantinopel og Kiev, Island, Grønland og Amerika.
Det uudtømmelige i venskabet
Romanen Detaljerne er Ia Genbergs gennembrud og er på vej til udgivelse i 26 lande. Bogen har stort sprogligt overskud og en fræk vision, for hun vil bringe det største og det mindste i kontakt med hinanden: Detaljerne sammen med det autentiske og eksistentielle – en fortælling om venskabet og de nærmeste relationer.
Fortælleren bliver syg, får 38 i feber, og skikkelserne fra fortiden opfører sig ikke længere som spøgelser, men som personer. Hun får en uendelighedsfølelse, og det gør læseren også, for hvad er det i grunden, som drager os mod hinanden? Hvad er det for sprækker, vi falder ned i hos hinanden, ofte med stor appetit og selvsikkerhed?
Bogens fire kapitler handler om hver sin nære person: Johanna, Niki, Alejandro og Birgitte. Det sidste kapitel er hjerteskærende, det første er åbnende, for kæresten Johanna kommer fra den øvre middelklasse og forstår kunsten at give en gave, mens det kniber for fortælleren. Noget af det sjoveste og mest afslørende jeg har læst om, hvordan forskellige klassebaggrunde sætter sig igennem i en ellers generøs situation.
I bogen vrimler det med knivskarpe observationer, sans for tidsmarkører fra 1990´erne og frem, Paul Auster som litterær megastjerne, en offentlighed i skred fra det veltalende til det jappende. Bogen er destilleret morskab og klogskab, det lykkes virkelig at fremmane den oplevelse af både farlig og fængende uudtømmelighed, som vi møder i hinanden.
Menneske, mekanik, organisme og det vidunderlige – kortfilmskunst
Filmen er sprogløs, fortalt i koreografi, scenografi og musik. Afsættet er det genkendelige interiør fra en undergrundstogkupe, og længe bevæger vi os søgende i et mareridtsagtigt mørke. Filmen kan fortolkes som et portræt af det fælles ubevidste liv, der bevæger sig imellem mennesker og kun manifesteres i den vanemæssige, tavse forglemmelse, der præger vores daglige rutiner, når vi sidder og forgæves kæmper mod søvnen i et tog, i en bus, ved et stoppested.
Og så ud af intet sker det magiske: To mennesker, der ser hinanden og i det sprogløse blik genkender og erkender. Titlens anima, mandens kvindelige skyggeside, finder sig selv i kvindens billede og omvendt. Mødet som en virkeliggørelse gennem den anden.
Parret udtrykker hele livets register af følelser, fra barnets lege og spontane latter, glæden over eksistensen til udmattelsen og sorgen ved at vide at alt, hvad man elsker, skal man miste.
Filmen varer kun 15 minutter, men rammer dybt. Den anbefales alle fans af Tove Janssons Hattifnatter og Studio Ghiblis (særligt Spirited Away). Som i disse blandes uhyggen ved mørket med barnesjælens melankolske længsel efter det, der ikke er ord for.
Hasse & Tage vender tilbage
Uden at reklamere med det har TV2/Play tilføjet C-More til deres portefølje og dermed også en række af Hans Alfredson og Tage Danielssons ældre film. De to svenskere, der fra 1950’erne og indtil Tages død i 1985 skrev, instruerede og medvirkede i radio, revyer, tv og spillefilm.
Jeg genså prompte en af mine yndlingsfilm, Picassos Eventyr (1978), som stadig er en af verdens sjoveste film, og lige så seværdige er skærgårdsfarcen Hul i broho’det (1965) og øko-medien Æblekrigen (1971) med favoritterne Monica Zetterlund og Gösta Ekman.
Slægtskabet med Chaplin, Keaton og Tati er tydeligt, men de har et moderne, poetisk og pyhtonesque blik på svensk samtidshistorie. De fremstår altid idérige og selvironiske og aldrig selvhøjtidelige – selv ikke når der tilsyneladende er et alvorligt budskab på spil.
De stod ikke for en kæmpe spillefilmproduktion, og de lavede også film hver for sig. De lader dog til at have haft helt samme form for humor, hvilket man kan se i de film, hvor den anden tilsyneladende ikke har bidraget. F.eks. optræder Alfredson kun i en tobaksannonce i en avis i Danielssons film, Manden der holdt op med at ryge (1975), mens filmen føles alligevel som en rigtig Hasse & Tage-film.
Kolla upp det omedelbart!
Kulturlisten udkommer hver fredag. Find tidligere udgaver her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
