KULTURLISTEN – tager dig med på nyåbnede Enigma. Læs også om fængslende japansk konfrontationskunst på ARoS, hop i sofaen og se Skolen for godt og ondt, tag en tur i Det Ny Teater og se intimkoncert, og fornøj dig med ny lyrik i debutsamlingen Tropetanker.
I denne uge kort og koncist om og med bl.a.: Christian IV, Chiharu Shiota, Harry Potter, Laurence Fishburne, Charlize Theron, Cate Blanchett, AnnMari Max Hansen, Tommy Kenter og Henrik Bodholdt.
Endelig ENIGMA!
Godt otte år har det taget, fra det gamle, udtjente Post & Tele Museum i Købmagergade kunne pakkes ned, flyttes, gentænkes og revitaliseres, til det faktisk åbnede med piber og trommer ultimo februar i den gamle postbygning ved Metro Trianglen.
Endelig! Og hvor har det været værd at vente på… For det nye ENIGMA – Museum for Post, Tele og Kommunikation tager med sine genstande og udstillinger, formidling og aktiviteter fat på nogle af tidens varmeste og vigtigste stofområder: Kommunikationssamfundet, medieindflydelse, teknologi, fake news, computerspil, internetkultur, digitale vaner, ytringsfrihed, demokratisk dannelse, magt og censur, statspropaganda etc. Det hele står på stærke, faglige skuldre af en spændende og varieret samling med rødder helt tilbage til 1624 og de første organiserede postruter under Chr. IV.
Der er noget for enhver smag, hvad enten man er specialiseret radiofoninørd eller mere interesseret i de bredere, samfundsforandrende vinde, der har blæst gennem kommunikations- og medielandskabet de seneste år. Der er bl.a. en stor, interagerende (og analog!) afdeling for de mindste børn, en udstilling om arkadespil (ja, dem fra grillbarerne i 1980’erne), en teknologihistorisk samling, en besættelsesfortælling og meget mere.
ENIGMA kommer fra græsk, betyder ’gåde’ og var navnet på det indviklede krypteringsmaskineri, nazisterne benyttede under 2. verdenskrig. En sådan maskine blev i krigens sidste dage smidt i Flensborg Fjord og først fundet mange år efter. Nu står den, hærget af saltvand, i sin montre på ENIGMA som essensen af museets mission: At afdække, oplyse og formidle kommunikationens historiske veje og vildveje med stadig kobling til de mange aktuelle spørgsmål og udfordringer, som kommunikationssamfundet stiller os i dag.
Konfrontation i ARoS
Japanske Chiharu Shiotas udstilling Invisible Line kan ses på ARoS. Udstillingen er en konfrontation, men samtidig godt fortællende. Den lykkes med at være direkte og fabulerende på én gang. Shiotas installationer er så overbevisende, hun fortæller om vores dødelighed, men har samtidig taget de usynlige forbindelser med, når alvorlig sygdom rammer os selv eller vores kære.
Udstillingen åbner med en hvid hule spundet af ufatteligt mange snore. Imellem snorene flyder nodepapirer, og et imaginært klaver hører med i installationen. Melodien er blevet spredt og usammenhængende. Men samtidig ser vi hele dette væv af kontakt. Alt det, som forbinder os, men normalt er ude af syne.
I en anden installation hænger tre røde kjoler med lange slæb ned fra loftet, og disse kjoler stiger til vejrs, som var de raketter. Det er sikkert den vildeste installation, jeg har set, der på insisterende vis fortæller, hvor meget styrke og udstråling klædedragt rummer. Shiota har sagt, at hun ofte bruger kjoler i sine værker, fordi de er som tomme kroppe. Et fravær i eksistensen. Så samtidig med alvoren og det meget ligefremme er der en vild leg og en bogstavelig opløftelse. For det kan sagtens være, at kjolerne er udenfor håndens rækkevidde, men øjet ser den fejende flothed.
Bered dig på at tage det gode med det onde
Fantasygenren er bestemt ikke forbeholdt børn og unge voksne.
De første Star Wars-fans nærmer sig pensionsalderen, de yngste Harry Potter-børn er selv begyndt at producere bebser, og Hollywood er blevet erstattet af Netflix, der altid er med på de nyeste flips og flicks.
Meta-eventyr-film udgør en hel undergenre i sig selv, og et af de seneste æbleskud på den stamme er filmen Skolen for godt og ondt (2022). Dens særlige twist er at fortælle et identitetspolitisk eventyr for post-woke-børn og unge. Det er således ikke en prinsesse, der skal reddes af sin prins, men to veninder, der skal redde hinanden.
Det onde i eventyret er de intetsigende etiketter, vi bruger, såsom race, køn, udseende – åh, og dikotomien mellem godt og ondt. ”Nobody is just good or evil” siger den kloge pige og vækker veninden fra de døde med et prinsessekys.
Ideen er fremragende, kostumerne fantastiske, stjernerækken af skuespillere, der spiller med imponerende (Laurence Fishburne, Charlize Theron …), men – plottet er langsomt i optrækket og endnu værre: Hovedpersonerne er forstereotypisk antistereotype.
”Husk selvironien!” hvisker jeg fra sofarækken. Filmens store scoop: Cate Blanchett som fortællerstemme – Galadriel-throwback. Måske har de alligevel selvironi?
Love Me Kenter: Intimkoncert med store følelser
Det er én lang kærlighedserklæring. Til livet, til musikken, til skuespillet. Til hinanden. Tommy Kenter har annonceret, at han trækker sig fra de bærende roller, men så er det godt, at han kan få AnnMari Max Hansen til at løfte med i Love Me Kenter i Sceneriet på Det Ny Teater.
De to skuespillere brændte igennem som Tevye og Golde i Spillemand på en tagryg med en tenderness (eller Kenter-ness?) ud over manuskriptet. Den gennemsyrer også deres små sketches. Ikke mindst Aftenkaffe (efter Finn Søeborg) om det aldrende ægtepar, der savner ord, men alligevel finder udtryk for kærligheden.
Først og fremmest er Love Me Kenter gennemmusikalsk. AnnMari Max Hansen har givet den bedste stemme, men Kenter selv er en fremragende crooner, og han kunne for den sags skyld også have haft en karriere som jazzpianist.
Sangene er ofte egne oversættelser, balancerende mellem det humoristiske og det rørende.
Det er måske mest for et lidt grånende publikum. Men hvis en ung, aspirerende skuespiller vil se, hvad skuespil er og kan, så er sketchen ”Skuespilleren” ikke noget dårligt bud. Kenter en bundkomisk som selvsmagende gammel frikadelle, men transformerer sig til tragisk figur på et splitsekund.
Love Me Kenter? Det er svært at lade være.
Digtene i Tropetanker skal helst være ensomme
Kakaobonden og digteren Henrik Bodholdt er, som bosat i Costa Rica, fysisk langt fra den danske parcelkulde. Dette gør sig også gældende i hans debutdigtsamling, Tropetanker. Korte digte, der rejser ind i begæret, landskabet – og længslen.
Selvom begæret dominerer, så er digtene bedst, når det ikke er de elskende, men naturens terræn, der sonderes. Det forhindres en smule af jeg-fortællerens interaktion med du’et, der forsøgsvist indgås symbioser med, men hvis dynamik skildres fladt og begrebstungt.
Til gengæld bliver sproget levende, når fortælleren lades alene. I skoven, på stranden, foran spejlet, vokser billederne sig friske og stærke. Og morsomme endda. Pludseligt kan ben trylles til marmor af smør, og armhulen til en katalysator for visdom: “jeg tror/hvis jeg puster/og/puster/og/puster/i armhulerne/bliver ved/i nogle timer/kunne jeg blive den klogeste/kugle/på kloden”.
Det ensomme inviterer os til at være … Ja, præcis her, hvor vinden sliber en kind. Så, altså. Alene og dvask, blandt solskoldede skuldre og krat, der er digtet bedst.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her