KULTURLISTEN – Nedslag i kulturen hver fredag med anbefalinger til alt det, der gør dit liv rigere og større. POV’s kulturkorps tager dig med gennem hullet i nullet og ind i kulturens eventyrlige verden.
Kickstart kosteskaftet – Der er Leonora Carrington på Arken
Heksekunst, okkultisme og magi er populære grene på åndelighedens eller ’det spirituelles’ store blomstrende samtidsbusk, hvor krystaller, månevand og Crowleys Thoth tarot – nu igen – er fast bestanddel i enhver teenagers taske.
Derfor er det heller ikke tilfældigt, at Arkens kuratorer nu slår dørene op for en stor udstilling med den britisk-mexicanske billedkunstner Leonora Carrington.
Enhver samtidsfeminist – og heks – med respekt for sig selv både kender og beundrer nemlig surrealisten Leonora Carrington, og lørdag den 17. september åbner Arken Skandinaviens første store udstilling af ikonets værker.
Carrington, som blev født i England, men som levede store dele af sit liv i Mexico, døde som 94-årig i 2011 og blev dermed en af de længstlevende kunstnere fra tredivernes surrealistiske bevægelse.
Carrington var feministisk frihedskæmper, alkymist, heks og billedkunstner og arbejdede med magisk realisme og kvindelig seksualitet. Hun var ingens muse, men kæreste med Max Ernst og homie med Picasso.
Ifølge Arken inviterer Carringtons billedunivers ind i fortryllede verdener befolket af magiske væsner i forvandling – stærke kvindefigurer, der bliver til heste, og hekse og gamle koner som udtryk for livslyst og modstand. Alkymi og astrologi optog Carrington, som skabte sine egne tarotkort.
Over en periode på 70 år – samme periode, som den netop afdøde engelske dronning regerede i – arbejdede og udtrykte Carrington sig i et væld af medier fulde af nøgler til indsigt i menneskets og universets magiske natur. Der er kort sagt kun en ting at gøre, kickstart kosteskaftet og flyv en tur til Arken i Ishøj, hvor udstillingen kører indtil januar næste år.
Gensyn med ”Giselle”
En af Den Kongelige Ballets fineste forestillinger, Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes opsætning af Romantikkens hovedværk, ”Giselle”, er tilbage på repertoiret.
Balletten indfangede og kanaliserede den malaise, der prægede de unge mænd, der i årene omkring premieren i Paris i 1841 var drevet af en søgen mod det fjerne og ukendte, også i en åndelig forstand. Her kom idealiserede forestillinger om kvinden, naturen og det overnaturlige til at spille en central rolle sammen med en længsel efter en frelsende, men uopnåelig kærlighed.
På baggrund af en sentimental kærlighedsfortælling – en forklædt hertugs tankeløse flirt med en ung bondepige fører til hendes tragiske endeligt – er ballettens 2. akt et møde mellem liv og død. Bagtæpper og kulisser gennemlyses som en verden af skeletter og væv, hvor dørene i Maja Ziskas scenografi åbnes og lukkes som billede på de øjeblikke, hvor adskillelsen af de to virkeligheder opløses.
Sansningen af Giselles usynlige berøring, hendes tilstedeværelse som et flakkende lys i mørket, vokser til en materialisering af hendes genfærd og en hjerteskærende genforening med den angrende fyrste, smukt danset af Caroline Baldwin og Jonathan Chmelensky. Deres møde og begges kamp mellem frelse og fortabelse forløses sublimt i øjeblikket, hvor Baldwin med en åbning af armene frisætter cirklen af gengangere, sin elskede og sig selv af hævnens forbandelse.
Festival på Cinemateket – musikfilm-klassikere, -newbies og kulørte lamper
Du ved det allerede, fordi du er så bloody hip, og fordi det allerede har været i gang i nogle dage. Men Cinemateket i København afholder indtil d. 25. september deres syvende udgave af Musikfilm Festivalen, der viser film om musik og musikkultur.
Det skal siges, at det ganske overvejende er rytmisk musik, der præsenteres, hvor indenfor der dog er et ret stort spring fra den ene ende af spektret til den anden. Fra country over pop-rock til den indie-alternative scene, som selvudråbte indie-alternative filmfolk jo er så glade for. Der er dog også afstikkere til fx Cesária Évora fra Kap Verde, multigenre-bandet King Crimson og jazzens New Orleans.
Personligt har jeg det bedst med musikfilm, der først og fremmest vil være film og ikke bare hylde eller dokumentere en given kunstners optræden – medmindre det altså er musikere, jeg har et særligt forhold til, for så labber jeg det bare i mig. Men du ved jo allerede bedst selv, hvilke præferencer du har, så se, om der er noget for dig – eller noget, der kan overraske dig – på det tilbageværende program på Cinematekets hjemmeside.
Programmet afslører også, at der til flere af filmene er introduktion og/eller efterfølgende bar og dans.
Musical: Pretty Woman – stadig eventyrlig
Det er på alle musicalparametre en flot og vellykket overførsel af megahittet Pretty Woman til scene – med tilsat musik, dans og masser af glitter. Ja, selv den krykke, som titelrollens veninde, Kit, støtter sig til, er gejlet op med glitter og glamour. Det er en musical, men i høj grad også et eventyr …
Pretty Woman er historien om den lykkelige luder krydset med Askepot. Det er La Traviata med en lykkelig slutning. Det er så arketypisk en eventyrfortælling, at Jung ville komme i bukserne.
Det er også svært at indvende noget mod det eventyrlige i, at Pretty Woman gjorde Julia Roberts til en overnight sensation og en af Hollywoods højest betalte stjerner, efter at en række mere kendte skuespillere havde afvist både hendes og Richard Geres roller. Det er svært at argumentere mod succes.
Derudover er musicalen vanvittigt underholdende. Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen og Tomas Ambt Kofod står (ud over sange) for romantikken i den romantiske komedie, mens Troels Lyby og ensemblet bærer komikken. Sara Gadborg stråler med sin imponerende sangstemme.
Et originalt træk ved musicalversionen er sammensmeltningen med netop La Traviata, båret af Isabel Schwartzbachs smukke stemme. Vi får også Roy Orbisons titelmelodi og … okay, nogle gange har vi bare brug for eventyr.
Graphic novel: Barndommen er et ensomt og fortabt sted
Der er tegneserier, og så er der graphic novels. Jeg har længe været lidt usikker på, hvad forskellen er, men samarbejdet i 3 Piger (Forlaget B Tegneserie, 2018) mellem Rikke Villadsen, tegner og kunstner ud i forskellige grafiske genrer, og Bjørn Rasmussen, Danmarks nok fineste digter af nyere tid, må afgjort høre under graphic novels.
Dialogen i de tre historier er sparsom, der er ingen fortællende kommentarer, det er Rikke Villadsens tegninger, der bærer historierne.
Det ligner de tegninger, klassens stille pige sad og tegnede med sin nedbidte blyant, og det, tror jeg, er helt bevidst: Udtrykket formidler netop dét indhold, det er dén pige, vi møder i hver af de tre fortællinger.
Hele tiden lurer fornemmelsen af noget grumt og perverteret i mørket. Det er svært at bladre, før man har undersøgt detaljerne i hvert billede. Hvad er det, der gemmer sig i skyggerne?
Hver side er helt fyldt ud med enorme flader af gråsorte skraveringer, i midten står figurerne, hvide og forkomne i deres ufuldkommenhed, som en tegnet version af finske Aki Kaurismäkkis film Pigen fra Tændstikfabrikken.
Det er et stærkt udtryk, der på intet tidspunkt fraviger det mørke, det ubarmhjertige, det nådesløse.
Her er der kultpotentiale!
Tegneserie-antologi: Keep on trucking! – eller noget
Nu, hvor vores Birkenstocks har trådt de skridt, de kommer til dette år, må det være tid til indendørs hygge og ikke mindst lidt punk-rock-splatter-gore-skridtbarberet-anal-fikseret ged at fordrive de lange aftener med.
Og jeg havde sådan håbet, at mikro-forlaget Cult Pump var leveringsdygtigt i præcist dét med dets tidsskrift Radbrækket.
Nr. 8,5 har netop ramt verden, men jeg er ikke blevet færdig med nr. 7 endnu, og jeg tvivler på, jeg investerer i næste nummer.
Kvaliteten af tegnerne er desværre ikke matchet med tilsvarende stærke historier. Der er skam eksempler på det sjove og det fjollede, men langt hen ad vejen prøver det for hårdt og for meget uden at blive virkeligt hysterisk morsomt.
Jeg kan sagtens smile over historien med den hårløse citron, der er misundelig på den anden citron med den flotte hårmanke. Og ja, det er da en god og genial plan … men rigtig sjovt bliver det alligevel aldrig.
Det er nemlig alt for forudsigeligt.
Man skulle synes, at groteskheder var der nok af rundt omkring, men historierne er gennemgående uoriginale, og det er et kæmpe problem for en udgivelse af denne type.
Wake up sheeple! Inside Job sæson 2 er på vej
Hvad enten det er de højtprofilerede reptil-kendisser, der skaber furore, eller det er præsidenten, som erstattes af en robot, der pludselig vil destruere planeten, så er animationsserien Inside Job altid virkelig underholdende.
Serien udspiller sig i et univers, hvor alle tænkelige konspirationsteorier er virkelighed, og da samtlige af seriens teorier i sig selv er gode historier, er underholdningsværdien i top.
I serien bliver samfundet og borgernes liv styret af en skyggeregering, som orkestrerer sin magt ved hjælp af firmaet Cognito Inc., hvor hovedkarakteren Reagan Ridley arbejder.
Hun og de andre karakterer er svære ikke at holde af i al deres absurditet. Reagan drømmer om at ændre Cognito Inc. til et etisk firma, men hun mangler fuldstændigt de sociale færdigheder, der skal til for at lede sit team på rette vej, og det er svært for hende at fastholde gejsten og de høje ambitioner, for kollegaen Brett får konstant æren for Reagans arbejde.
Serien havde premiere i 2021, men Netflix har annonceret, at der meget snart kommer en sæson 2. Så er der ikke meget andet at sige end: ”Wake up sheeple!” – nok seriens ultimative catch phrase.
Skynd dig at se sæson 1, så du er vågen og klar til morgendagens sjove streamede syretrip – som er sjovt, fordi det – vanvittigt nok – sagtens kunne være sandt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
