KULTURLISTEN – I denne udgave anbefaler kulturlisten stand-up med Thomas Warberg, DR-dokumentaren om Poul Nyrups liv med en psykisk syg datter, den spanske maler Joaquín Sorollas malerier på Glyptoteket, mesterinstruktøren Ari Kaurismäkis film, Faldne blade, samt genopsætningen af klassikeren Indenfor murene på Det Kongelige Teater. Denne uges liste er skrevet af Steen Blendstrup, Niels Olsen, Connie Bork og Ole Blegvad.
Thomas Warberg: Du har det ikke fra mig
Thomas Warbergs nye show Du har det ikke fra mig er god timing. Dels er Thomas Warberg en rutineret performer, dels er det med timingen en løbende joke, der egentlig starter med et datingprogram om fire fyre fra Falster.
Mænd fra provinsen har jo som bekendt ikke noget sprog for følelser. Siger Thomas Warberg, der er fra Sønderjylland. Du har det ikke fra mig handler derfor som al god standup comedy om komikeren selv. Thomas Warberg udleverer sig selv, vender situationerne, får sine grin og viser, at han er en ”stand up guy”. En guttermand.
Dikotomien mellem mand og kvinde fylder meget. Ikke mindst da Thomas Warbergs egen nye status som far kommer på banen. Er det en pige? Er det en dreng? Og hvad skal mænd egentlig bruge den barselsorlov til?
En anden dikotomi er mænds (og kvinders) valg af den sjove historie frem for den sande. Fortællingen om vores eget liv er ikke hele sandheden, men … Du har det ikke fra mig. Thomas Warberg demonstrerer, at det også gælder familiehistorier – som hans egen, der strækker sig fra 1. verdenskrig (der sluttede 1918, Thomas Warberg, ikke 1917) til nu.
Og så er jeg slet ikke kommet ind på, hvad han kan få ud af fire kartoner gauloises. Forhåbentlig holder de turneen ud. Det er god timing.
Signe – en fars datter
I 1993 tog Poul Nyrup Rasmussens datter, Signe, sit eget liv. Hun var 24 år og led af en svær psykisk sygdom. Det skete cirka et halvt år efter, at hendes far var blevet udnævnt til den højeste politiske post i Danmark: Statsminister. Direktøren for det hele.
At miste et barn er forældreskabets ultimative mareridt. Det er frygten, som bor i dig fra barnets fødsel: At netop dit barn dør, før det får mulighed for at folde vingerne ud og leve sit liv. Det er så forkert – uanset årsagen, og måden det sker på.
DR-dokumentaren Nyrup – Signes far er en fars smukke, modige og bevægende portræt af sin datter. Det liv hun fik og kæmpede med. Det er forsøget på at forstå det uforståelige. Dokumentaren er kort, velfortalt og intens og kan anbefales til alle – uanset om man har psykisk sygdom tæt på.
I serien krydser Nyrup sin datters spor gennem tilværelsen; taler med hendes veninder, undersøger hvad psykiske sygdomme er og spørger eksperter, hvordan vi kan blive bedre til at håndtere dem. Skyld, savn og selvbebrejdelse er svære emner at udfolde, men Nyrup gør det med stor ro, værdighed og selverkendelse. Prioriterede han karrieren for meget? Ja. Var han der nok for hende? Nej. Fortryder han? Så absolut.
Nyrup handler sig vej ud. Engagementet i organisationen Headspace, der hjælper psykisk sårbare unge i hele landet, giver mening og retning. Vi ser en rørt, men fattet og ærlig far. Det er tydeligt, at han er blevet en hel del klogere på både menneskesindet og sig selv, end han var den augustdag, hvor katastrofen indtraf.
’Lys i bevægelse’ giver appetit på mere
I alt sytten værker af den spanske mestermaler Joaquín Sorolla (1863-1923) kan i øjeblikket opleves på Glyptoteket i København. Det sker i anledning af hundredåret for malerens død samt det spanske kongehus’ statsbesøg tilbage i november.
Sorolla omtales ofte som ”den spanske Krøyer” – med samme interesse for lys, natur og fysisk bevægelse i krydsfeltet mellem impressionisme og naturalisme. Fælles motiver som kyster, strandscener og landskaber med lyse, glade mennesker, fiskere og legende børn underbygger dette. Sorolla kunne snildt have siddet med til bords på Krøyers ikoniske Hip, hip, hurra-maleri (1888) som en del af den friluftsmalende Skagenskoloni.
Måske derfor skuffer udstillingen en smule. Sytten værker er ikke et imponerende antal, man mangler de mest berømte billeder i stort format, og kun få af dem bidrager til at skabe den direkte forbindelse til Krøyer. Værkvalget er nok snarere et udtryk for det muliges kunst ift. udlån blandt museer og samlere.
Det lille udvalg af mesterens egne værker kompenseres i et vist omfang ved at lade fem spanske samtidskunstnere perspektivere Sorollas billeder: Soledad Sevilla, Miquel Barceló, Juan Uslé, Miki Leal og Belén Rodríguez giver glimrende, samtidige bidrag til festen og udvider det hjemlige publikums kendskab til spansk samtidskunst.
Det er en fin, overskuelig og let tilgængelig udstilling, som for første gang introducerer Sorolla i Danmark. Det er ikke en udstilling, man falder på halen over, men ”Lys i bevægelse” giver appetit på mere Sorolla – som optimalt kan opleves på malerens eget museum: Sorolla Museet i Madrid.
Minder kan vi ikke give til andre – Romantisk drama med stoneface og underspillet humor
Aki Kaurismäkis film Faldne blade har en hårdkogt dialog, men med et bankende hjerte bagved. Den er underdrejet morsom og foregår i flere tider på én gang – den udspiller sig i nutiden, hvis vi skal tro transistorens nyheder fra krigen i Ukraine. Samtidig går den kvindelige hovedperson Ansa (Alma Pöysti) i støvletter og dueblå frakke som for halvtreds år siden. Indimellem er der et veloplagt opgør med autoriteterne på jobbet og de skøre regler.
Filmen foregår i arbejderklassen med sin blanding af det kampberedte og en brat ømhed, men det er ikke realismen, instruktøren søger, men det typiske i forsvarsmanøvrer og jagten på de ønskede åbninger. En eksistentiel komedie, som udforsker, hvad der bremser et menneske og omvendt kan få det op i fart, når forelskelsen slår til.
Hvis filmen er noget, er den en hyldest til mindet. De minder, som gennemsyrer det enkelte liv, og som ikke bliver glemt. De billeder, vi husker, og som ligger først og sidst i et liv: En kort sommer. De minder, som ikke kan gives videre til andre. Kærlighed har altid været blufærdig og især eksklusiv, fordi den kun vedrører to personer. Den dybe interesse for et andet menneske er sjælden.
Filmens interiører er med vilje noget ramponerede og næsten skramlende, når de på én gang rammer og rammer ved siden af tidsskiven. Mindet er sådan, det kan ikke slides op.
Læs også filmanmelder Frederik Bojer Bovés anmeldelse af filmen her.
Indenfor murene – Stjernecast i klassikeren, der tager på Danmarksturné
Alt er som det plejer, Indenfor murene. Ordene og konflikterne er de samme i denne danske Romeo og Julie-fortælling, hvor jødiske Esther og kristne Jørgen kæmper om begge familiers accept til deres kærlighed.
Henri Nathansens danske teaterklassiker, der blev uropført på Det Kongelige Teaters Gamle Scene tilbage i 1912, spiller atter på Gamle Scene og rundt i landet i anledningen af Det Kongelige Teaters 275-års jubilæum.
Nøgleord kunne være: Tro, religionskonflikter, familier, minoriteter, generationer, kærlighed, had, forandring og håb.
Nok er alt, som det plejer, Indenfor murene. Men det er alligevel som om, krigen i Gaza har skruet op for aktualiteten. Med sin humanisme og et ønske om mere accept og tolerance på tværs af tro, rammer stykket tiden i solar plexus.
”I forlanger, at andre skal elske jer, men selv vil I nok have lov at hade”, siger stykkets forsoner, Esthers bror, Hugo. Tillidsvækkende spillet af – den fra Aarhus Teater kendte – Emil Prenter. Han udgør sammen med bl.a. stjerneskuespillere som Bodil Jørgensen, Jens Albinus, Lars Brygmann og Stine Stengade et cast, der gør Indenfor murene til en stor scenekunstoplevelse, hvor man samtidig tænker: riv for pokker de mure ned.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
