KULTURLISTEN – Streaming, dokumentar, litteratur, litteratur, litteratur, mere litteratur og ny musik. I rampelyset i denne uge er bl.a. Tina Frank, Carsten René Nielsen, Mette Norrie, Charlotte Weitze og Arctic Monkeys.

Når døden griner af dig
Hvis man kalder sine børn det samme navn, så må man enten være excentrisk eller ligeglad. Da Raymond and Ray(mond) får at vide, at deres far er død, er det heller ikke den store sorg, der udspiller sig. Faktisk har Ray slet ikke tid til begravelsen. Han er godt i gang med at grave sig ned i sit eget hul og glemme alt om sine drømme. Raymond insisterer, så de to brødre kører afsted alligevel. Direkte ind i et mareridt. Men det er en arketype af en fortælling, ikke?
Så hvorfor skal du se den? Fordi Raymond & Ray ikke er en film. Det er et filmet teaterstykke a la Hal Hartley, der kører dig gennem under-Amerika med humor, underspillet galskab og elegance. Det er en fortælling om menneskets evne til at være et røvhul det ene sted og en stor mand et andet. Du skal også se den, fordi Ewan McGregor og Ethan Hawkes skildring af et broderskab er intenst. Det hele foregår i fjæset, og her kan selv en rynken på næsen afsløre dybe afgrunde. Dygtigt skrevet og instrueret af Rodrigo Garcia.
Raymond & Ray udkom i 2022 og kan ses på Apple TV +

Endnu et stykke med Billie i Holiday doku på DR
”Billie” kredser om jazzikonet Billie Holiday, og som mange dokumentarfilm forsøger den at lede efter sandheden. Den består af arkivfilm og en række lydinterviews fra 70’erne foretaget af journalisten Linda Lipnack Kuehl, og filmen er heldigvis selv klar over, at sandheden ikke kan findes.
Vi hører en lang række kendte folk fra musikbranchen om deres forhold til og viden om Billie Holiday, og Kuehls ambition var at samle materiale til en bog, der på papiret skulle gengive sangerindens helt unikke og uovertrufne stemme. Det var i sig selv en umulig ambition og er det tillige for filmen, som i stedet vælger også at fortælle journalistens historie som et slags subplot.
Hovedfokus er dog på stjernens helt umulige liv med voldtægt, prostitution, racisme, sexisme, masochisme, stof- og alkoholafhængighed og dokumentaren svinger desværre over i nyfigenhed i stedet for at beskæftige sig med kunstneren, talentet, kraften. Det er en almindelig ting i musikfilm, men det føles altid skuffende.
Se den dog alligevel, men sørg for bagefter at lytte til nogle af hendes indspilninger. Jeg sidder selv lige nu og hører den fantastiske optagelse fra 1947, hvor Holiday til publikums overraskelse kommer ind og supplerer Louis Armstrong i ”Do You Know What It Means To Miss New Orleans”. Et af musikhistoriens store øjeblikke.
”Billie” (2019, 96 min.), instr.: James Erskine, kan streames på DR.TV

Hvem mig? Nej, der er ikke noget i vejen
I Tina Franks anden udgivelse, Alt det vi fejler, er det den biologiske krop, den, vi fik udleveret af vores forældre, der undersøges, såvel indefra som udefra. Afsættet er en screening for genetisk disponeret brystkræft, og tankeflowet under svartiden er kortromanens ramme.
Jeg-fortælleren har i ventetiden forskanset sig i et sommerhus ved Vesterhavet, et sted mellem klitter og bølger, hybenbuske og lyng, en art jysk retræte. Hun oplever her en ”uden for tiden-hed”, der, over for den krop og tidsramme, der er historiens præmis, bliver et tema.
En undertitel kunne have været ”på lånt tid i lånt krop”.
Nogle af de fineste punkter i teksten er beskrivelsen af kvindekroppens overgange, fra barnekrop til ungpigekrop, den voksne kvindekrops udvikling gennem graviditeten og de første tegn på et begyndende forfald.
Forfatter Tina Frank skal anerkendes for sine bestræbelser på at være nøgtern og konkret i sine registreringer, der skaber en særlig rå nøgenhed, når det følsomme møder en stemme, der er relativt blottet for følelsesladede superlativer.
Det er en lettelse at møde en stemme, der ikke gør den eksistentielle krise til et teaterstykke. Tak for det.

Også efter valget – Om ulighed
Du har måske fået nok af valgflæsk, TIKTOK og prognoser? Det er der råd for. Litteraturen er din medicin. Også efter valget er min personlige litteraturliste over værker, der belyser nogen af Danmarks største samfundsmæssige problematikker. Denne gang om ulighed.
Glenn Bechs manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, gør det synlige synligt og viser, hvordan klasseforskellen er et grundvilkår. Manifestet følger Glenns opvækst i 90’ernes Horsens – i en homofjendtlig, toksisk maskulinitetskultur. Læs Inger Tejlgaard Olesen Ravns anmeldelse i POV her.
Deniz Kiys smukke digtsamling Blå Øjne bevæger sig ligeledes mellem lande, grænser, generationer og sprog.
Går vi længere tilbage finder vi Asta Olivia Nordenhofs romanklassiker Penge på lommen, om hvordan mordbranden på Scandinavian Star rammer Kurt og Maggies liv katastrofalt og nedsmelter en hel familie. Læs Christine Lind Ditlevsens anmeldelse i POV her.
I Maja Lucas Gennem natten og vinden hvæser og kæmper alenemor Johanne for et sammenhængende liv.
Et liv uden en far er også noget, Jonas Reppels digtsamling Farfedt behandler. Her anråber jeget rasende en far, der hverken vil være far eller giver sig til kende, i et sprængt sprog, der følger jeget gennem dagpenge, institution og identitetsløshed. Læs Inger Tejlgaard Olesen Ravns omtale her.

Tid til kærtegn – duften af kaprifolier i november
Ingen er i stand til
at fotografere sig selv,
når man griner,
for i latteren
er man ingen. (s. 13)
Midt på året, 2021, udkom den meget vidunderlige lille samling Miniaturer af digte og tegninger på forlaget Ekbátana.
Digtenes ophavsmand er Carsten René Nielsen, og Mette Norrie står for tegningerne, begge dele udført med lige dele fantasi, følsomhed og sanselighed.
Som det sig passer for et værk med den titel, gjorde det ikke noget stort væsen af sig, da det udkom, og det er ærgerligt. Særligt glæder jeg mig over tegningerne, der er fine, lidt skrøbelige, næsten sarte, som en net lille dame med nydelige sko, let dirrende hage og et skælmsk glimt midt i øjnenes vemod. Digtene er enkle, men ikke ukomplicerede, de peger på tilværelsens ubestemmelige mellemrum.
Den slags værker bliver let overset, og dog er det for undertegnede præcist, hvad fingre, øjne og indre længes efter, oven på en valgkamp med bombastiske valgplakater, retoriske angreb og i det hele taget overgreb på ens almene menneskelighed. Læs bare her:
Vores små venner,
digterne,
er ved at blive drevet sammen
i en indhegning
omme bag
romanfabrikken. (s. 41)

Kunst og klimaaktivisme. Lad håret tale
Forfatteren Charlotte Weitze stiller et vigtigt spørgsmål: Hvordan kan kunsten gøre en forskel i klimakampen? Det sker bogstaveligt talt på en hårfin grænse mellem kunst og aktivisme.
Aktivister fra foreningerne Forfattere ser Grønt og Rebellion Extinction klipper deres hår af foran Klimaministeriet i 2021. Det med håret er vigtigt at holde øje med, for det snor sig tidligt som spredte, stærke tråde gennem essayet, før det begynder at samle sig som en fletning.
At klippe håret af er et gammelt sorgritual. Bagefter vokser det ud igen, men det tager tid, og Weitze får effektivt vist, hvordan tiden har arbejdet for klimakampens vigtighed gennem de sidste cirka tyve år. Det starter blandt andet med Olafur Eliassons storladne sol – The weather project – på Tate Modern i 2003, så er læseren med til COP15 i København, i 2009, og videre til den varme sommer i 2018 og den dybt alvorlige Greta Thunberg med den ikoniske gennemslagskraft. Vi hører også om en klimadanser, der bruger skibsmaster og bøgetræer.
Undervejs udgiver Weitze selv to romaner Den afskyelige (2016) og Rosarium (2021). Det er hendes åbenhed indadtil og hendes udsyn til vores fælles planet, som giver et meget sammenhængende og læseværdigt essay.

Som den sidste drink i hotelbaren
Ved første indtryk virker Arctic Monkeys nye album The Car som den naturlige forlængelse af det forrige, Tranquility Base Hotel & Casino. Som den drink, man vender tilbage og drikker i hotelbaren, mens man lytter til easy listening musik. Simpelthen bare fordi det er for tidligt at gå i seng.
Men allerede pladens andet ret upbeat nummer, ”I Ain’t Quite Where I Think I Am” trækker tråde tilbage til albummet AM. Der er mange strygere på The Car, albummet er arrangeret i samarbejde med en ekspert i filmmusik, Bridget Samuels. Først og fremmest er det melodisk mere interessant end Tranquility-albummet – og selvom Alex Turner indleder med at synge ”don’t get emotional”, fremstår The Car som en stærkt følelsesladet lyd-billedfortælling i alle momenter og nuancer.
Ret imponerende, Turners indimellem kringlede tekster taget i betragtning. Et sted funderer han f.eks. over plottet i tv-serien Lost. Andre steder er de store spørgsmål på spil. Med Alex Turners vokal lydende mere afklaret, velformuleret end nogensinde kunne ”Sculptures of Anything Goes” have været med på et af Nick Caves seneste album eller Bowies Low.
På “Big Ideas” spiser de arktiske aber kirsebær med poporkestrale stormestre som Paul McCartney og Burt Bacharach. Efterhånden lyder Arctic Monkeys som et af 20’erne mest visionære rockbands.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.