KLASSE // KOMMENTAR – Kulturens rum, som forfattere og kunstnere burde have i fællesskab, er i stigende grad præget af en ekskluderende logik, skriver Simon Hjortdal i et åbent brev til forfatter Glenn Bech. “Mit essay her er ikke et privat opgør med dig. Det skal du vide. Jeg misunder det, du har. Min kejtede misundelse er pinlig. Den er også politisk. Det er ikke kun en privat følelse, men noget, som mange ud over mig mærker, og som er en indikator for uligheden i kulturlivet”.
Jeg så dig engang til et foredrag. Jeg kan huske, at du sad med fødderne solidt plantet i scenegulvet og talte med en kendt vært. Du havde hele rummet med dig, og samtidig havde du en jysk beskedenhed. Det var, som om du ikke helt kunne genkende os alle sammen som et beundrende publikum.
Efter talken skulle du møde folk enkeltvis. Og så var det, som om du blev mere rolig. Måske fordi du kunne se de personer i øjnene, som fortalte dig, hvor meget dine bøger betød for dem. Jeg forestillede mig, hvor meningsfuldt det måtte være.
Hvis du læser dette, håber jeg, at du ser noget. Ikke kun i dig selv, men i os begge
Jeg mærkede, at du på en måde tilhørte den klasse, du kritiserede i din bog. Jeg stod i udkanten af salen med en skjult og pinlig misundelse. Jeg fik en erkendelse, som du havde givet mig før: at klasse er kropssprog, det er naturlighed i rummet, det er følelsen af at have ret til at føle sig hjemme i magtens foyer. Men du havde ikke rigtig nogen af delene. Alligevel befandt du dig dér, med en jysk dialekt foran et københavnsk publikum.
Mit essay her er ikke et privat opgør med dig. Det skal du vide. Jeg misunder det, du har. Min kejtede misundelse er pinlig. Den er også politisk. Det er ikke kun en privat følelse, men noget, som mange ud over mig mærker, og som er en indikator for uligheden i kulturlivet.
Jeg skriver her en erkendelse. Den er offentlig: Misundelse og klasse hænger sammen i vor tid på måder, vi i Danmark sjældent tillader os at tale ærligt om. Og kulturens rum, som forfattere og kunstnere burde have i fællesskab, er i stigende grad præget af en ekskluderende logik.
Klasse i camouflage
Jeg er vokset op med fortællingen om lighed. I Danmark er vi trænede til at benægte klasseforskelle. Forskellen ligger ikke kun i indkomst. Den ligger i netværk, i troen på berettigelse, i det, at man for eksempel blev antaget af et forlag. Klasseprivilegier kamufleres ofte i kulturlivet med fortællingen om talent, flid og autenticitet, men bag succesen står stadig forlagsredaktøren, der måske spejlede sig i nogen til en fest. Måske svingede de, og vedkommende kendte nogen.
Er fællesskabet kun for dem, der allerede har vundet? Er misundelse et signal og ikke noget, vi bliver krænket af? Noget, vi møder med medfølelse?
Jeg tænker ofte på de talenter, der bevidner andres succes, og som ikke selv bliver valgt. De hedder formentlig den kreative underklasse: de, som vandrer rundt som talentfulde skikkelser i kulturlivets kredse. Dem, der står tilbage med følelsen af, at de næsten fik en kontrakt eller en kontakt. Dem, der ikke manglede talent eller hårdt arbejde, men det heldige blik fra en redaktør eller en opvækst i et hus med det rigtige postnummer.
Du ved, hvordan chancerne er i Horsens i forhold til hovedstaden. Anledningerne til sammenligning er samtidig overalt: i opslagene fra kendte forfattere, fra gamle gymnasiekammerater, der pludselig står på scenen. Alt ligner på overfladen et åbent galleri, hvor alle kan være med: et fotoalbum over demokratiet i funktion.
Men bag dørene, som ikke vises i feedet, afgøres litteraturpriser stadig af få, understøttet af PR-maskineriet fra store forlag og dagbladenes fokus på dem, der mestendels var heldige.
Misundelsens slør
Alt det ved du. Dit liv i Horsens med din familie var særdeles svært. En opvækst, du i øvrigt skriver om på en måde, der berettiget går over i Danmarks litteraturhistorie.
Jeg ved, at jeg selv ikke havde en opvækst som din. Jeg har aldrig manglet grundlæggende omsorg fra begge mine forældre. De har været sammen hele livet. Meget af min betydelige modstand i form af vold og overgreb kom senere. Jeg var en autist på niveau 1 længe før, det blev en ting, man talte meget om. Og homofobi var der jo altid på min folkeskole og på mit gymnasie.
Nogle gange, og det er ikke særlig kønt, ser jeg jævnaldrendes kreative arbejde gennem skinsygens slør. Jeg mærker afstanden mellem de vilkår, jeg troede, jeg delte med de succesfulde, og så den virkelighed, at jeg blev overhalet indenom tilfældigt. Det er et forhold, der kan gøre mig arrig. Og denne vrede og misundelse mener jeg dybest set ikke behøver nogen undskyldning.
Jeg troede, på trods af den modstand, der bestod af diskrimination, at jeg alligevel nåede længst i livet ved at blive dygtig. Hvis jeg fulgte reglerne, var min succes ikke afhængig af, hvem jeg heldigvis mødte, eller hvem jeg i forvejen kendte.
Ekskluderingens sorg
I det øjeblik du blev stor forfatter, risikerede du at gøre misundelse til et bevis på din succes. Det, du har, er værd at misunde.
På din SoMe så jeg et opslag fra 2024 på Instagram. Jeg læste det sådan, at nogle privilegerede kritikere var misundelige på dig, når de blev provokeret af din individualisme og din hårde arbejdsmoral. Det brød gruppelogikken at være hårdtarbejdende, skrev du.
Det sagde mere om mig end om dig, at jeg tolkede det som, at de var misundelige på dig. Jeg tænkte, at de måske forsøgte at finde dine fejl, så de kunne have det bedre med sig selv. Det er selvfølgelig ikke særlig taktfuldt, men alligevel en naturlig reaktion, hvis de blot var misundelige.
I det øjeblik du blev stor forfatter, risikerede du at gøre misundelse til et bevis på din succes. Det, du har, er værd at misunde
Hvad nu hvis det, som du måske oplever som misundelse, i virkeligheden også er en sorg? En sorg over, at den, som de spejlede sig i, nu tilhører de rum, de står udenfor? Hvad nu hvis misundelse blot er et signal om, at mobiliteten i kulturlivet er langt mere tilfældig og ekskluderende, end eliten vil være ved?
Misundelse er ikke kun en følelse. Det er et spejl af samfundets strukturer. Den opstår, når man er tæt nok på en andens position til at tro, at man kunne have været der selv. Derfor er den mest pinefuld, når vi ligner hinanden: samme by, meget af den samme identitet. Du havde måske sværere kår, end jeg havde. Men det lykkedes dig alligevel.
Vi er begge bøsser fra Horsens. Den ene ender med de antagelser og fortjente anerkendelser, der følger med, og den anden skriver kronikker og laver musik fra en lejlighed med udsigt til mulighedernes baggård, et sjovt sted at være, men ikke altid motiverende.
En overlagt længsel
Når alt kommer til alt, er dette ikke et angreb. Måske er det bare en neurotisk længsel. Efter at høre til. At skrive noget, der bliver læst, ikke kun af dig, ikke kun af dem, der føler på samme måde som mig selv, men af dem, der bestemmer. En længsel efter at få lov til at være i det kulturelle rum. At få motivationen til at skrive, fordi jeg regelmæssigt møder folk, der læser det, jeg skriver.
Men der er selvfølgelig også dage, hvor jeg ønsker at blive som en buddhistmunk bag templets forport. At finde fred uden at skulle præstere, imponere, positionere. At have drømme som et relativt ukendt navn er noget, der sjældent tillader tilbagetrækning, specielt når man hustler fra baggården.
Er fællesskabet kun for dem, der allerede har vundet? Er misundelse et signal og ikke noget, vi bliver krænket af? Noget, vi møder med medfølelse?
Hvis du læser dette, håber jeg, at du ser noget. Ikke kun i dig selv, men i os begge. Vi er begge vokset op i Horsens. Min misundelse er ikke kun min byrde, men et vidnesbyrd. Det er ikke, fordi jeg ønsker præcis det, du har, men systemet kræver, at jeg beviser min værdighed hele tiden, mens din ankomst allerede er blevet naturlig. Du har råd til at tage pauser nu. Fortæl mig gerne, hvis jeg tager fejl.
Mit essay her er ikke et krav om adgang, men et forsøg på at forklare, hvorfor adgang føles så uretfærdig. Er misundelse noget, vi ser skævt til, eller er det noget, kulturlivet burde lytte til?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og