KULTURLISTEN – Fra autofiktiv bogudgivelse om kampen mod alkoholismen, over musikteater med tidløse sonetter og ny solistudgivelse på plade, til tidsrejser med hollywoodstjerner og støttearrangementer for Ukraine. Kast dig ud i det med kulturlisten. POV orienterer.
Bestsellerforfatter med ny no-bullshit bog om kampen mod flaskens ånd
På onsdag udkommer den nye roman Ædru af Jesper Stein Larsen. For to år siden modtog han Læsernes Bogpris for sin autofiktion Rampen. Med god grund, hvis man skal tro POV’s anmelder, som var mig. Jeg kaldte den både “rå, rørende og ukunstlet “og måtte indrømme, at jeg hulkede undervejs, hvilket jeg aldrig har gjort før med en selvbiografi.
Efter fortællingen om sin opvækst i et dysfunktionelt intellektuelt miljø i Århus og livet som journalist og bestseller-krimiforfatter, er Steins fokus denne gang alkoholisme. Vel at mærke hans helt egen kamp hen imod et ædru liv. “En ærlig rå roman om at gøre op med sit livs løgne og de store nedtursfortællinger, han altid har elsket og spejlet sig i”, ifølge bagsideteksten.
Og her et kort citat fra nyudgivelsen: ”Jeg kan ikke slippe løgnen, selvbedraget, for jeg aner ikke, hvad der kommer i stedet for. Og det gør mig bange. HVEM er jeg?
Underforstået, hvem er den tørlagte kunstner mon? Jeg er ikke alene om at glæde mig til endnu en no–bullshit bog om reflekteret levet liv. Den seneste måned har Ædru været den mest forudbestilte bog på Saxo.com. Forfatteren gav af sig selv i Rampen. Nu har han heldigvis mere på hjerte. Til fans og nye læsere.
Tue West, Shakespeare og evigheden
Ja, den er der, den berømte sonet nr. 18, hvor Shakespeare sammenligner sin elskede med en sommerdag. Men vel at mærke en, der aldrig vil blegne, så længe dette digt består. I Tue Wests bearbejdning i Sange ud af evigheden får sonetterne nyt liv, og lad os gætte, at et album er på vej.
Der er ikke noget skjult budskab. Tue West siger det direkte til publikum: Disse digte har levet i 400 år før os, og de vil leve efter os, men vi kan nyde dem, mens vi er her. Netop som Sange ud af evigheden.
Denne teaterkoncert er nok mere koncert end teater, selv om de fem musikere bevæger sig rundt i en kulisse i fire plan, hvor vi skræller lag på lag af en lejlighed; dagligstue, opulent spisestue (bordet ligner et stilleben), køkken – og måske evigheden.
Men der ligger et dramatisk valg i netop de udvalgte 21 sonetter (af 154).
Oversættelsen til dansk fungerer for Tue West, og gentagelse af linjer (især sonettens to sidste) som ”omkvæd” får dem til at ligne popsange. Engelskfødte Emma Fleming giver lejlighedsvis et engelsksproget ekko af enkelte linjer. Det er smukt med smukt på.
Trier tæsker derudaf – fra Røde Mor til Grøn Far
Troels Triers ”90-års-show” underholder formidabelt med sit unikke udtryk af grov-grotesk humor på en klangbund af dybt vemod. Undervejs tænkte jeg på, at det ikke er tilfældigt, at jeg faktisk nævner Trier et sted i min Tom Waits-bog, for der er et vist slægtskab i visse passager, synes jeg.
Showet består af en (temmelig) løs gennemgang af hans livsbane med lige dele selvironi og satire, akkompagneret af en række af hans sange med ham selv på el-klaver. Sangene var både fra Røde Mor-tiden, soloprojekter og hans bodegashow med ægtefællen Rebekka Brüel, og de kom ikke i kronologisk rækkefølge, men snarere når de passede til den gennemgående fortælling
Står hverken sangstemme eller pianist-færdigheder mål med Waits, så er det helt ligegyldigt, når først Trier rå-charmer sig igennem koncert-foredraget med de temmelig fængende melodier, som han altid har haft tæft for, og som ret ofte balancerer det melankolske med det åbenlyst morsomme. Meget naturligt var der mest fokus på det direkte underholdende, så jeg fik desværre ikke nogen af sangene fra mit favorit-Trier-album: Arbejdsløs fra 1976.
Fra populærmusikkens randområder
Med dette album er det rent faktisk første gang, at sangskriveren Henrik Olesen (f. 1965) springer ud som solist i sit eget navn.
Henrik Olesen fortjener lydhør opmærksomhed. Det er et ganske spændende og anderledes sonisk lydbillede, der strømmer en i møde i løbet af hele 14 numre, der afleveres på blot 34 minutter. Det er bestemt ikke, fordi der lefles for TikTok eller fastfood-generationen. Der lefles sådan set ikke for nogen.
Med inspiration fra populærmusikkens randområder og en forkærlighed for lyden på gamle fire-spors kassettebåndoptagelser har han sammen med sin bror, Peter H. Olesen, skabt deres eget simpelt-melodiske og hjemmegjorte dansksprogede lydbillede, der undervejs skaber den slags stemninger, som naturligt får navne som Brian Eno, Iron & Wine, Lars H.U.G., Nikolaj Nørlund og Love Shop til lejlighedsvis at poppe op på den indre lystavle.
Albummets sange er båret af Henrik Olesens enkle, melodiske signatur for guitar og en-finger klaver bakket meddigtende op af Nils’ romantiske violiner og diverse soniske ind- og udfald. Og netop dette enkle og meget stemningsfulde samspil fungerer i en grad, så albummet sagtens kan stå for sig selv. Det vil rent faktisk sige, at man blot kan lytte og lade ordene fare.
Tag på tidsrejse med Ryan Reynolds i ny Netflix film
Der er dømt Hands Across America, sci-fi referencer og hundeøjne over hele paletten, når supercharmøren Ryan Reynolds fører an på pudseløjerligt tidsrejseeventyr i Netflix nye premierefilm, The Adam Project.
Tidsrejse findes, du ved det bare ikke endnu, står der på skærmen i filmens intro, hvor Ryan Reynolds i 2050 stjæler en tidsrejse-jet for at rejse tilbage i tiden, til 2022, og ikke overraskende redde verden ved at ændre tidslinjen, som allerede er blevet ændret af hans fars onde og nærige kompagnon (Catherine Keener). Men først og fremmest for at finde sin kone (Zoe Saldaña), som er forsvundet i rumtiden.
Reynolds rammer et par år ved siden af og støder ind i sit 12-årige jeg (Walker Scobell), sin mor (Jennifer Garner) og sin far – nuttet spillet af den lige så gennemsympatiske og brunøjede Mark Ruffalo – som er den verdensfjerne men rare opfindernørd, der opdagede det matematiske princip bag en magnetisk puls, som kan bruges til at lave tidsrejseormehuller on the fly.
Og så går det ellers over stok og sten med Reynolds og Ruffalos rare hundeøjne og raske referencer til Back To The Future, Stjernekrigen og Terminator-filmene.
The Adam Project er på ingen måde nogen stor film, men det er en harmløs, ok sjov og good and clean tidsrejse – familieunderholdning for flere generationer og i flere tidszoner.
Stor koncert på Rådhuspladsen, cirkus, fotos og synkrone støtteoplæsninger
Også i weekenden og den kommende uge bugner byens store kulturelle tag-selv-bord med et rigt udvalg af oplevelser og aktiviteter. Er du i nærheden af Rådhuspladsen i København lørdag aften, kan du komme med til DR’s og TV2’s store støttekoncert til Ukraine, hvor all stars som Anne Linnet, Dizzy Miss Lizzy, Mads Langer og Peter Sommer optræder. Begivenheden samsendes på begge kanaler, så du ikke går glip af koncerten, hvis du bliver indendørs.
Midt på ugen skulle du måske overveje at tage vandreskoene på og gå en tur på Christiania, hvor volume 2 af cirkusfestivalen, Copenhagen Circus Arts Festival, kaldet C!CAF 2022, starter i Den Grå Hal og i samarbejde med Dansehallerne præsenterer nycirkus i verdensklasse.
Ugen byder også på udstillingsåbning i Den Sorte Diamant, hvor du har mulighed for at se en fotoudstilling fra en forladt skole i Slovakiet, hvor efterladte genstande fortæller om Holocaust i børnehøjde. Det er endda gratis. Torsdag arrangerer Dansk PEN synkrone støtteoplæsninger med oplæsning af ukrainske forfatteres arbejde i rejseboghandlen Tranquebar og på Godsbanen i Århus. God fornøjelse. Vi ses i næste uge.
Kulturlisten – Hver uge får du en samling af korte, skarpe omtaler af kulturen omkring os, skrevet af POV’s kulturskribenter.
Aktuelle bøger, film, forestillinger, udstillinger, koncerter og tv-programmer anmeldes engageret men kortfattet, så du på kort læsetid får essensen og overblikket.
Find Kulturlisten her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her