KULTURLISTEN // KLUMME – POV’s teateranmeldere er begejstrede for forestillingerne “I støvet fra regnen”, “Lazarus” og “Den kaukasiske kridtcirkel”. Der sættes navn på Danmarks suverænt bedste klummist, fokus på iværksætterdrømme i dansk reality-tv og et skæppegodt nyt Melissa Etheridge-album pirrer musikanmelderens længsel efter live-musik.
Veteraner i kamp
To gamle soldaterkammerater kommer ind på en bar … Men I støvet fra regnen er bestemt ingen joke. Der er masser af punchlines, men det er dyb og brutal alvor, når Lassen og Quist mødes på et brunt værtshus.
Der går ikke mange sekunder, før de to mænd begynder at pisse territoriet af for at finde ud af, hvem af dem der er førerhund. En jovial kappestrid. Masser af testosteron. Selvfølgelig skal de da spille en pot billard, for det gør mænd jo. Konkurrerer. Mens de taler sammen.
De har trænet sammen. De har været kolleger i Irak. De er soldaterkammerater, for Fanden. De er begge kommet hjem med sår på sjælen. Og alligevel er det syv år siden, de sidst så hinanden.
Fra første sekund er vi klar over, at løgnen er den tredje medspiller. Lassen lyver over for sin kone derhjemme om, hvad han egentlig laver denne aften. Samtidig bliver det ret hurtigt klart, at Lassen forsøger at prikke hul på Quists facade.
I støvet fra regnen havde premiere i 2018. Læs hele anmeldelsen her.
David Bowies rekviem på Det Kgl. Teater
There’s a starman waiting in the sky, synger en ung mand, da jeg skal hænge min jakke i Skuespilhuset. Det tegner godt. Der venter også et bombardement med 18 David Bowie-klassikere som Changes, Heroes, Life on Mars? – og titelnummeret Lazarus.
Efter to års Corona-udsættelse kan musikforestillingen endelig ses på nationalscenen efter samarbejdspremieren på Aarhus Teater i 2019. Skuespillerne er skiftet ud, men det mærkes ikke. Det nye hold på Det Kongelige leverer varen på højt niveau. Laus Høybye som hovedkarakteren Newton og Kristian Rossen som Valentin shiner i både spil og sang.
Lazarus havde premiere i New York i 2015. Det var sidste gang, Bowie viste sig offentligt. En måned senere var en af den moderne tids vigtigste kunstnere død. Bowie var ikke alene en banebrydende musiker, han satte også præcise fingeraftryk på mode, køn, seksualitet og som skuespiller i filmen The Man Who Fell to Earth, som teaterforestillingen tager afsæt i.
Man er underholdt, men jeg savner at blive blæst tilbage i stolen i Heinrich Christensens lidt for pæne instruktion. Der går for meget friværdi-underholdning i den. Jeg kunne have tænkt mig mere af Bowies kunstneriske vildskab og nysgerrighed. Ridser i lakken, flænsede bildæk og bakspejle, der bliver sparket af i respekt for det magiske univers, Bowie skabte i sit 69-årige liv, hvor han konstant prøvede at være foran tidsånden.
Bowie-fans skal afsted til Skuespilhuset, for selvom Lazarus er mere teaterkoncert end Bowie, så er forestillingen et smukt rekviem for multikunstneren David Bowie.
Læs hele anmeldelsen fra premieren i Aarhus her.
Historien om en (sted)moder
Guvernøren bliver dræbt, hans kone flygter, den spæde søn bliver efterladt. Køkkenpigen Grusche kæmper med sin samvittighed, men ender med at tage barnet med sig og flygte til sin bror i bjergene. Efter krigen vender guvernørens kone tilbage og kræver sin søn – mest for at få fingre i arven. Hvilket ender i en salomonisk dom.
Bertolt Brecht taler med store bogstaver i Den kaukasiske kridtcirkel. Magthaverne, adlen, de rige, dommerne, storbønderne er selviske, korrupte og onde. De rager til sig, erklærer krig og lader soldaterne hærge, mens civilbefolkningen lider. Det er samfundskritik på stavepladeniveau.
På Teater Republique går Fanny Louise Bernth som Grucshe gennem fornedrelser og udnyttelse. Hun trodser farer og fokuserer på overlevelse – sin og barnets. En situation, som selvfølgelig afspejler nutidens flygtningestrømme – og en altid vedkommende historie om humanisme og personlige valg.
Skuespillerne får meget ud af lidt på scenen. Et stykke stof kan være kjole, kappe og svøb – og ”kridtcirklen”, der her er en stor ring, kan også være en skrøbelig bro over en kløft. Brug fantasien. Det gælder også trædukken, som Fanny Louise Bernth ømt behandler som et spædbarn. Alt i alt løfter de Brechts lidt bedagede tekst.
Underholdende overlevelseskamp bag betalingsmurene
Nu køres en ny generation klummeskrivere i stilling. Livet er, desværre ikke altid, lutter streaming. Nogen gange bydes der på lagkage – og lidt af den lækre, sylespidse samfundsspiddende og hylende morsomme lagkage findes på skrift bag betalingsmurene. I klummer.
Og selvom klummister ofte trynes og ringeagtes – oftest af folk som ikke kunne gøre det ligeså godt selv – er de tit både oplysende og underholdende, og vigtige blikfang for gamle som nye læsere.
I øjeblikket er en ny generation klummister ved at køres i stilling på flere af de store betalingsmedier. Berlingske bærer i øjeblikket faklen og huser Danmarks suverænt bedste klummist, nemlig supertalentet Aminata Amanda Corr. Hvis du ikke har læst hende endnu, er det en stor fejl. Heldigvis skriver hun fast kulturjournalistik for avisen, hvor hun flår tøjet af tidens naragtige kejsere og gør det med så stort sprogligt overskud, forfriskende finesse og ærlig snak, at det er umuligt at modstå.
Til februar introducerer Politiken så en Henrik Marstal 2.0 i skikkelse af den unge litterat og romanforfatter Harald Toksværd, der lover skamløs kommunistisk propaganda og at pisse paranoiaparnassets sure, gamle mænd direkte i munden med opløsning af den danske kernefamilie. Vi glæder os.
Udvalgte klummer af Aminata Amanda Corr
Løvens Hule
”Hvorfor opfinder du ikke noget smart, så vi ikke behøver at arbejde?” sagde manden/konen surmulende til sin ægtefælle, mens vækkeuret blev stillet.
Det er syvende gang, at DR giver et indblik i iværksætteres verden, hvor en række erhvervsfolk vurderer deltagernes idéer. Hver deltagers idé præsenteres nogenlunde ens, hvor alle først er glade og venlige, men så kommer der ofte et vendepunkt, hvor stemningen skifter på grund af en eller anden detalje, eller der kommer et nyt vendepunkt, hvor ’løverne’ alligevel hiver tegnebogen frem.
”Hvis idéerne er gode nok, skyder “løverne” egne penge i projektet”, skriver DR, men det er vist ikke helt rigtigt. Der gives nemlig mange grunde til, at de ikke skyder penge i projekter, vi som seere ellers bedømmer til at være en god idé. Der skal nemlig være gysser i det. Og deltagerne skal helst signalere, at de vil ’arbejde hårdt’. Eller er nordjyder, som vist betyder det samme.
Prioriterer man her i syvende sæson intern pjat mellem “løverne” højere end tidligere? Det virker lidt trættende, men jeg kigger jo med alligevel, og den bedste idé af dem alle var vel nok at købe og kopiere det japanske koncept bag programmerne.
Løvens Hule
- er et koncept, der bygger på det japanske show ”The Tigers of Money”
- sendes i dusinvis af lande under navne som ”Dragon’s Den” og ”Shark Tank”.
Melissa Etheridge live
Også musikverdenen påvirkes lige nu af stadig stadig flere LGBTQ+-artister og -bevægelser. De står stolte og ranke på skuldrene af de mange, der tog de første skidt ud i det åbne – blandt mange andre den amerikanske rockmusiker og -sangskriver Melissa Etheridge, der har arbejdet som aktivist siden 1993.
Sammen med en lille flok kvindelige rockmusikere som Joan Jett, Pat Benetar og Susan Tedeschi iførte hun sig en læderjakke og gav sit bud på kvindelige udtryk i en testosteron-fyldt drengeverden. For Etheridges vedkommende med altid passioneret rythm’n’blues-baseret americana-rock.
Og hun er heldigvis stadig aktuel – på det seneste med sange fra sit store arkiv. Sidste år udkom det sejt bluesrockede One Way Out digitalt og i begrænset vinyl-oplag med en håndfuld hidtil uindspillede sange fra begyndelsen af karrieren.
Påfaldende, hvordan håndværksmæssig stilsikkerhed og rød, varm og tung passion og soul går op i samme ligning med Etheridge med mikrofonen. Og for nylig udkom livealbummet Beautiful Day (Live, Foxbury ’93). Lyden på især første nummer er decideret skrækkelig, men så alligevel: hvilken nerve og rock-feeling, der gennemsyrer dette album optaget en aften, da Etheridge var opvarmning for Don Henley. Jeg kan ikke huske at have oplevet et så kompromisløst spillende support act.
Damn, jeg trænger til at høre noget livemusik.
Kulturlisten – Hver uge får du en samling af korte, skarpe omtaler af kulturen omkring os, skrevet af POV’s kulturskribenter.
Aktuelle bøger, film, forestillinger, udstillinger, koncerter og tv-programmer anmeldes engageret men kortfattet, så du på kort læsetid får essensen og overblikket.
Find Kulturlisten her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her