Lazarus på Aarhus Teater: For meget musical og for lidt David Bowie

af i Kultur/Scenekunst

TEATER – ANMELDELSE – Det er voluminøst, pangfarverne er hentet frem, skuespillerne og musikerne gør deres yderste, men alligevel savner jeg noget mere vildskab, noget mere uforudsigelighed i Aarhus Teaters version af David Bowie og Enda Walshs forestilling Lazarus, skriver Ole Blegvad. Det bliver til 4 POV-stjerner.

David Bowie, en af sin generations ypperligste kunstnere med stort K, bliver pakket for pænt ind i dansk 2010’er- teaterkoncert-koncept. Der kan i princippet ikke sættes en finger på produktionen, men jeg savner noget af alt det, Bowie selv repræsenterede i sin karriere, nemlig fornyelse og vildskab, nysgerrighed og at være til på trods. Det bliver den pæne Risskov-/Skåde Bakker-indpakning, hvor man ønsker sig ridser i lakken, flænsede bildæk og bagspejle, der bliver sparket af.

Bowies kunstneriske requiem

Opsætningen af Lazarus i denne sæson, først nu på Aarhus Teater og senere på sæsonen på Det Kongelige Teater, var absolut et af mine must see-stykker.

Look up here, I’m in heaven. I’ve got scars that can’t be seen. Det kunne være overskriften for indholdet i Lazarus

Lazarus havde premiere på New York Theatre Workshop 18. november 2015. Et samarbejde mellem David Bowie og den irske forfatter og dramatiker Enda Walsh skulle endelig vises. Forestillingen er i høj grad inspireret af bogen The Man Who Fell to Earth af Walter Tevis, en noget kryptiske sci-fi roman fra 1963.

Da filmen i 1976 blev filmatiseret af Nicolas Roeg, var det med en 29-årig David Bowie i hovedrollen som John Jerome Newton. En mand, der ikke vil dø, ikke vil leve, han hjemsøges af tidligere tiders kærlighed, mens han desillusioneret ser på verden af i dag. Sumpende med for meget sprut og for dårligt tv.

Samtidig med tilblivelsen af Lazarus arbejder David Bowie, syg af kræft, på sit sidste album Blackstar, der blev udgivet på hans 69 års fødselsdag den 8. januar 2016, to dage før han døde.

På dobbeltalbummet er blandt andet nummeret Lazarus med teksten:

Look up here, I’m in heaven I’ve got scars that can’t be seen
I’ve got drama, can’t be stolen
Everybody knows me now

Look up here, man, I’m in danger
I’ve got nothing left to lose
I’m so high it makes my brain whirl
Dropped my cell phone down below
Ain’t that just like me?

By the time I got to New York
I was living like a king
Then I used up all my money
I was looking for your ass
This way or no way
You know, I’ll be free
Just like that bluebird
Now ain’t that just like me?
Oh I’ll be free
Just like that bluebird
Oh I’ll be free
Ain’t that just like me?

Som der allerede blev skrevet, da Lazarus blev uropført og Blackstar udkom, så er de to værker Bowies kunstneriske requiem. En smuk iscenesættelse af sin egen død og af et liv, hvor Bowie har været toneangivende, nytænkende og nysgerrig. Først og fremmest i musikkens verden, men også på film, med tøj, mode og design, med seksualitet og køn. Altid på jagt efter nye tendenser og nye muligheder.

Look up here, I’m in heaven.

I’ve got scars that can’t be seen.

Det kunne være overskriften for indholdet i Lazarus. En John Newton, en David Bowie der sidder oppe i himmelen og kigger ned på alle os andre. Hele hans liv bliver bundet sammen med sange og tekster fra ungdommen til hans død, filmrollen fra 1970’erne bliver til teater. Bowie slutter selv ringen, livsværket, med sine to sidste værker.

“Lazarus” – Aarhus Teater 2019

For meget musical og Robert Wilson for lidt Bowie

Det er i den kontekst, man skal se og aflæse Lazarus. Hvem er David Bowie i denne fabel? Er han John Newton, eller er David Bowie i virkeligheden alter ego af stykkets mange roller? Valentine, der både er farlig med kærlighed, med livet og med døden, og derfor er fascinerende? Elly, assistenten til Newton, der flygter for sit kedelige ægteskab? Den unge usynlige pige, der enten er engel eller spøgelse – eller måske en fortidens forelskelse?

Mulighederne og spørgsmålene er mange i den til tider kryptiske tekst og handling, som bindes sammen med 18 af Bowies numre fra 1970 til 2015, tre af numrene er skrevet direkte til Lazarus.

Jeg savner at blive blæst tilbage i stolen i Heinrich Christensens lidt for pæne instruktion. Der går lidt for meget Risskov-villa i den

Temaerne er mange. Mennesket der er fanget i to verdner. Mellem kærlighed og had. Mellem nærhed og fremmedgørelse. Mellem samvær og isolation. Mellem det grusomme og det smukke. Mellem livet og døden. Og så spøger selvsagt den bibelske fortælling om Lazarus. I Johannesevangeliet er Lazarus fra Betania alvorligt syg, han dør, men bliver genoplivet af Jesus. I Lukasevangeliet optræder Lazarus sammen med en rig mand. Begge lignelser svæver ufortalte i forestillingen.

Ensemblet på Aarhus Teater spiller sikkert, bandet spiller sikkert. Med 18 sange af Bowie vil der være svipsere. Der vil være kompositioner og fremførelser, der virker en kende for muzak-agtige, og der vil være stemmer, som ikke holder til netop dén Bowie-sang. Faktisk synes jeg, at alle spillere bare både top – og mindre heldige præstationer i deres sange.

Og så er der Christian Albrechtsens scenografi. Flot, voluminøst og fyldt med pangfarver, hvis fladerne da ikke lige er spejle. I min verden er der for mange lige linjer, for mange rammer og firkanter og for mange cirkler i forhold til David Bowies alt andet end firkantede og skematiske kunstopfattelse. Teatermæssigt læner scenografien sig for meget op ad Robert Wilsons æstetik, som igen virker langt fra Bowies konstante søgen efter nye veje at gå.

Jeg savner at blive blæst tilbage i stolen i Heinrich Christensens lidt for pæne instruktion. Der går lidt for meget Risskov-villa i den, jeg savner David Bowies kunstneriske vildskab og nysgerrighed. Jeg savner ridser i lakken, flænsede bildæk og bagspejle, der bliver sparket af i respekt for det magiske univers, David Bowie skabte i sit 69-årige liv, hvor han hele tiden prøvede at være et skridt foran tidsånden.

“Lazarus” Aarhus Teater 2019

Når det er sagt, så er det prisværdigt, at Aarhus Teater sammen med Det Kongelige Teater har fået David Bowie og Enda Walshs forestilling til Danmark. Måske sæsonens mest spændende forestilling set med de store internationale kunstbriller, men samtidig også den forestilling, hvor de største forventninger kan blive skuffet.

l al kommunikation er der en afsender og en modtager. Her er det teatret og publikum. Kompleksiteten er ofte, vi/modtagerne sjældent begynder det samme sted, og slet ikke, når fortællingen er “kendt stof”. I tilfældet Bowie spænder det fra fans, der kender hele hans univers og kan synge med på alle sange, til dem, der nærmest ikke ved, hvem Bowie er. Jeg er ikke misundelig på dem, der skulle finde den gyldne middelvej i formidlingen af Lazarus.

Men ja-tak til mere frækhed og måske skru’ lidt op for musikken.


Lazarus spiller på Aarhus Teater frem til den 12. oktober.
I foråret spiller et nyt holdskuespillere forestillingen på Det Kongelige Teater.


Følgende David Bowie numre er med i forestillingen:

AKT 1

  • Lazarus Blackstar (2016)
  • It’s No Game (Part 1) Scary Monsters (1980)
  • This Is Not America Sang til filmen “The Falcon and the Snowman” (1985)
  • The Man Who Sold the World The Man Who Sold the World (1970)
  • No Plan Sang skrevet til Lazarus-musicalen. Udgivet posthumt som single i forbindelse med David Bowies 70 års fødselsdag 8. januar 2017
  • Love Is Lost The Next Day (2013)
  • Changes Hunky Dory (1971)
  • Where Are We Now? The Next Day (2013)
  • Absolute Beginners Sang skrevet til filmen af samme navn (1986)

AKT 2

  • Dirty Boys The Next Day (2013)
  • Killing A Little Time Sang skrevet til Lazarus-musicalen. Udgivet posthumt som single i forbindelse med David Bowies 70 års fødselsdag 8. januar 2017
  • Life on Mars? Hunky Dory (1971)
  • All the Young Dudes Sang skrevet til bandet Mott The Hoople (1974)
  • Sound and Vision – brudstykker af originalnummeret i baggrunden Low (1977)
  • Always Crashing in the Same Car Low (1977)
  • Valentine’s Day The Next Day (2013)
  • When I Met You Sang skrevet til Lazarus-musicalen. Udgivet posthumt som single i forbindelse med David Bowies 70 års fødselsdag 8. januar 2017
  • Heroes Heroes (1977)

Alle fotos: Emilia Therese

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet.
Ole kom til DR i 1989, og var der i 25 år. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m.
Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000.
Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur.
Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk
Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Kultur