KULTURLISTEN – I denne uge anbefaler Kulturlisten Ole Christian Madsens Afdeling Q-premierefilm, Den grænseløse, en genopsætning af teaterstykket Grimm, Brian Klaas’ bog om ledelse og magt, ligesom vi causerer om DR’s populære artshow Kunstnerkolonien og sæson 5 af den britiske TV-serie, Uforglemt. Ugens liste er skrevet af Mikkel Stolt, Steen Blendstrup, Niels Olsen og Connie Bork.
Den grænseløse film
I den sjette Afdeling Q-film har instruktør nummer fire, Ole Christian Madsen, taget konsekvensen: ”Hør her, venner, hvis det her nonsens skal fungere, så må vi tro på det. Ikke noget med bornedalsk selvbevidsthed. Vi går all-in.”
Filmen starter nogenlunde afdæmpet rent filmsprogligt, men når først forteksterne er overstået, så skrues der langsomt op for en mere flamboyant stil med dramatiske nærbilleder og flotte og stemningsfulde tableauer. Og det mærkelige er, at tegneseriestilen – forestil jer en side i et album med skæve feltinddelinger og skiftende synsvinkler – ligefrem forstærkes, fordi kontrasten til den stærkt, men halvvejs søvngængeragtigt spillende Ulrich Thomsen, tilfører hele spektaklet en bizar og kontrapunktisk egenskab, som har stor underholdningsværdi.
Som genren desværre foreskriver, er der masser af blod samt rituel og tilfældig vold mod og/eller af kvinder, ligesom der også optræder en forkvaklet kunstner og en formørket solsekt. Totalt langt ude. Men alene scenen trekvart inde med den forkvaklede kunstners (selv)opgør i atelieret rummer essensen af hele filmen.
Hvis du foretrækker fortællinger, hvor det primært er vigtigt, at plottet og karakterernes handlemønstre giver mening og hænger sammen, så ville jeg måske vælge at se noget andet. Og det er også på eget ansvar for os andre.
Grimm: En eventyrlig angstneurose
Du ved, at tingene er sådan. At A må følge B. Det har du fået fortalt (i et eventyr), men du forstår det ikke. Det er farligt og skræmmende. Og midt i det hele lyder primalskriget. Grimm på Revolver hyller publikum i et barsk og uigennemskueligt eventyrunivers. Nok lidt som det angste sind ser verden.
Man skal som bekendt passe på med, hvad man ønsker sig. Folkeeventyrene kan ligesom religiøse myter læses som dybdepsykologisk symbolsprog. Det er en grum – altså Grimm på engelsk – version af ”vi skal længere ind”. Hvad er guld og kongekroner mod fred i tankerne, tid med vennerne og at vågne glad op.
På scenen snurrer møllevinger som en hypnotisørs lommeur og hensætter os i en drømmeagtig trance. I drømme kan alting ske. Nogle gange er det bare mareridt. Det må de tre skuespillere i Grimm sande, da de forlader det trygge eventyrunivers og begiver sig ud på det farlige, usikre gulv.
Det er en stærk fysisk præstation, som de balancerer på de roterende møllevinger eller netop undgår at blive ramt af dem eller kaster sig ud i en Schuhplattler-dans i lederhosen. Ikke alt fungerer, men hvis du slipper forventningen om litterær fortolkning, er Grimm et fascinerende trip ind i et forpint sind.
Forsvar for god ledelseskultur
Korrumperer magten mennesket? Eller tiltrækkes de korrupte af magtens mulighed for dominans? Er magtmisbrug en karakterbrist knyttet til den enkelte person, eller er problemet de magtsystemer, vi har opbygget? Hvordan får vi de bedste ledere på alle planer i samfundet – fra boligforeningen til virksomheden og regeringen? Og har vi som frie mennesker også et medansvar for at tilvælge de bedste ledere og fravælge de værste?
Spørgsmål er der nok af i Brian Klaas’ bog Corruptible – Who Gets Power and How It Changes Us. Det fine ved bogen er, at den via glimrende forskningsformidling og overbevisende empiriske eksempler kloden rundt formulerer en lang række troværdige og nuancerede svar. Samtidig giver Klaas konkrete forslag til, hvordan vi fremover kan få dygtige, empatiske og professionelle ledere i både store og små organisationer.
Vi skal ikke vente på, at de ukorrupte ledere dukker op på scenen. Vi skal selv skabe dem
Rekruttering er ét eksempel på, hvordan man bevidst kan undgå at ansætte de korrupte og i stedet hyre dem med værdierne i orden. Her gælder det bl.a. om at sikre sig en bred kandidatpulje og tidligt screene korrupte typer ud af jobkonkurrencen. En god rotationspraksis i ledelseslaget, som afmonterer dysfunktionelle afhængighedsrelationer mellem ledere og ledede, bidrager også til en god ledelseskultur.
Ifølge Klaas skal ledere konstant mindes om deres ansvar overfor andre og lære at se mennesker som netop mennesker – ikke tal og abstraktioner i regneark. Hvis nogen skal overvåges og kontrolleres, er det lederne – ikke borgerne eller medarbejderne. Vi skal ikke vente på, at de ukorrupte ledere dukker op på scenen. Vi skal selv skabe dem.
Bogen er fuld af tankevækkende magtfortællinger og kan anbefales til alle med interesse for, hvordan god, respektfuld ledelse udfoldes i praksis – ikke mindst i år, hvor amerikanerne igen kan tilvælge en magtsyg, korrupt tyran.
Den påtrængende skønhed
Det italienske landskab er påtrængende smukt. Sådan er det også på Amalfikysten. Skønheden står der om morgenen, den stod der også i går og vil gøre det igen i morgen. I tidligere sæsoner af kunstnerkolonien har danske lokaliteter været i fokus: Skagen, Bornholm og Faaborg, men den italienske kyst har det hele, også skygge og stille passager. Og bygninger, opført under fascismen
Tre etablerede kunstnere møder tre unge billedkunstnere: Kirsten Justesen, Erik A. Frandsen og John Kørner over for Mette Riise, Jo Hedegaard og Sophia Luna Portra. Programmet stiller skarpt på processen, den systematik og ihærdighed, som er nødvendig. Jo Hedegaard har en vildt inspirerende energi. Han insisterer på kontakt med italienerne og tilbyder at vaske folks fødder ligesom Jesus. Det bliver fotodokumenteret i den lokale presse. Men er det en happening, som går hele vejen hjem?
Hos John Kørner kan tilblivelsen følges fra den første skitse af en væver kvindeskikkelse i en korridor over arbejdet med dybden – og frem til de faldende citroner. Det ligner en himmeltrappe, men de faldende frugter giver samtidig en fornemmelse af den drønende skønhed på stedet.
Til sidst vil Kirsten Justesen have Sophia Luna Portra til at bruge bjergkammen som et partitur, hvor hun skal synge de stigende og faldende bjergsider. Det er magisk, fordi mødet med landskabet uddybes på en fængende måde.
Det skarpe øje – britisk tv-serie med sans for ulighed
Britiske tv-serier kan noget særligt med indsigt i samfundet, det gælder for den medrivende Uforglemt. Serien leverer ikke kun portrætter af efterforskerne, men når også dybt ned i de mistænktes karakterer. En barsk mordsag optrevles i tre afsnit, hvor der gås i dybden og bores dybere endnu. Serien lever på sin indsigt i, hvor forskellige mennesker er, og hvor forskellige strategier de har for at klare sig i beslægtede situationer. Individet er hele tiden i fokus, og det gør det skarpe øje så velkomment.
I starten af sæson 5, er Sunnys chef og højt værdsatte kollega, Cassie, død. Hans nye chef er kvinden Jess James, som han kommer skævt ind på. Men samtidig ligger det store ulmende samfund derude: Et lig findes i en skorsten, men hvornår fandt drabet egentlig sted? Der rystes ikke på hånden, når vi hører om ulighed mellem rig og fattig, og brun og hvid i det sammensatte britiske samfund. Samtidig kan privilegier blandt de mest indflydelsesrige skabe en moralsk blindhed.
Når sagens opklaring spidser til, får Sunny og Jess – spillet af Sanjeev Bhaskar og Sinéad Keenan – næsten rollen som moderne skriftefædre, der ikke bare skal skelne mellem kriminelt og ikke kriminelt, men mellem godt og ondt. Og som borgere foretager vi jo hele tiden den vurdering, er de andre ordentlige nok som mennesker, er vi det selv? Serien lægger op til den slags spørgsmål, om vi har fælles normer?
Find skarpe omtaler af kulturtilbud i Kulturlisten hver fredag. Find den seneste udgave her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
